2013: Et godt år for jernbanen

Banedanmark har netop offentliggjort årsrapporten for 2013. Årsrapporten viser en god rettidighed på både fjern – og S-banen og en tilfredsstillende fremdrift i de store anlægsprojekter, der er i fuld gang med at skabe fremtidens jernbane.

I 2013 er jernbanen inden for de godkendte bevillinger blevet vedligeholdt for 1,2 mia. kr., fornyet og udskiftet for 1,3 mia. kr., og der er gennemført nye anlægsprojekter til en samlet sum af 2,8 mia. kr.

”2013 må betegnes som et overvejende godt år for jernbanen. Den høje rettidighed på jernbanen fra 2012 blev fastholdt, og der er god fremdrift i vores store anlægsprojekter. Desuden har vi gennemført to store sporfornyelser i 2013,” siger adm. direktør i Banedanmark, Jesper Hansen.

Høj rettidighed på både fjern- og S-tog

I 2013 kørte togene med høj rettidighed med målopfyldelse på både fjernbanen og S-banen. I 2013 nåede den samlede rettidighed for passagertog på fjernbanen op på 91,1 pct., hvor Banedanmarks resultatkrav var 90,0 pct.

På S-banen nåede rettidigheden op på 94,5 pct., dvs. 1,5 procentpoint over Banedanmarks interne målsætning. Dette er en forbedring på 1,1 procentpoint i forhold til resultatet i 2012 og samtidigt det højeste årsresultat for S-banen, siden Banedanmark begyndte at måle på rettidighed. I tallene for både fjern- og S-banen indgår de trafikale konsekvenser af efterårets to store storme.

En hovedårsag til den gode rettidighed er det fælles, skarpe fokus på tværs af jernbanesektoren for at øge rettidigheden.

En anden årsag til den gode rettidighed er den fokuserede og præventive vedligeholdelse af jernbanen for 1,2 mia. kroner i 2013 – 63 mio. kr. mere end i 2012. Et tal, der i det kommende år vil stige til 1,3 mia. kr.

På trafikinformationsområdet fortsatte Banedanmark og DSB det tætte samarbejde i 2013, ligesom Banedanmark også indgår i TUS – det tværgående Trafikinfo Udviklings Samarbejde, hvor der i 2013 blev lanceret nye skærme og skilte på Københavns Hovedbanegård og Flintholm Station.

På sporet af fremtidens jernbane

Årets store fornyelsesprojekter i 2013 var sporfornyelsen af jernbanen mellem Esbjerg-Skjern-Herning og Roskilde-Næstved-Køge. Begge projekter kom i mål til tiden.

Samtidig var der en tilfredsstillende fremdrift i de store anlægsprojekter, der frem mod 2020 skal give muligheden for en fordobling af passager- og godstrafikken: Et nyt signalsystem til fjern- og S-banen, dobbeltsporet mellem Lejre og Vipperød, den nye bane København-Ringsted, Ringsted-Femern Banen og udbygningen af Elektrificeringsprogrammet, der i de kommende år skal varetage elektrificeringen på de besluttede strækninger.

Brikker, der tilsammen er med til at danne fremtidens jernbane, som skal sikre en bedre og mere effektiv togdrift.

Læs mere om Banedanmarks resultater i 2013 i den elektroniske udgave af årsberetningen.

Flere oplysninger hos Banedanmark på 8234 1313.

Fakta

Økonomiske nøgletal:

• 1,2 mia. kroner anvendt til vedligeholdelse
• 1,3 mia. kroner anvendt til fornyelse
• 2,8 mia. kroner anvendt til nyanlæg
• Resultatet for driftsbevillingen er et overskud på 29,3 mio. kroner

Rettidighed 2013*:

• Fjernbanen: 91,1 procent
• S-banen: 95,3 procent

I 2013 udskiftede Banedanmark:

• 31 km skinner
• 56 km sveller
• 40 sporskifter

*) I Banedanmarks kontrakt anses et tog på fjernbanen som rettidigt, hvis det ankommer mindre end 5 minutter forsinket. På S-banen anses et tog som rettidigt, når det ankommer mindre end 2½ minut forsinket. Tog, der er aflyst inden for de seneste 72 timer, indgår i Banedanmarks opgørelse af rettidighed.

Læs mere her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *