Banedanmark tager kampen op mod de nedfaldne blade

Bladene på træerne er blevet gule og røde, og snart falder de ned fra træerne. Det betyder samtidig at sæsonen er skudt i gang for Banedanmarks løvfaldstroljer, der i den kommende måneds tid vil patruljere på sporene og holde skinnerne fri for blade. Hvis ikke bladene bliver fjernet, får togene svært ved at bremse og accelerere. Det kan de give forsinkelser, og derfor benytter Banedanmark på Kystbanen i år et nyt middel til at holde løvfaldet stangen.

Kystbanen er en af de strækninger, som er hårdest ramt af nedfaldne blade, og her vil skinnerne blive smurt med produktet Sandite, som er en form for gelé med sand i. Sandite øger friktionen mellem hjul og skinner og påføres for at forbedre togenes accelrations- og bremseevne, og det benyttes allerede med succes i Holland og England.

Vi har fået monteret et Sandite-anlæg på en af vores troljer og har netop testet produktet på Nordvestbanen med gode resultater. Sandite lægges direkte ud på skinnerne, og når det efterfølgende tog passerer, trykkes det ud over hele overfladen, og friktionen forbedres. Og det kunne tydeligt mærkes på togenes evne til at bremse og komme op i fart, da vi gennemførte testen først på ugen, siger projektleder Jacob Teckemeier fra Teknisk Drift, Forst & Broer i Banedanmark.

Hvis man ikke sørger for at holde skinnerne fri for blade, vil de klæbe fast til skinnerne. Det gør skinnerne glatte og gør det vanskeligere for togene at sætte i gang, hvilket igen kan føre til, at der opstår forsinkelser.

Landsdækkende løvfaldskørsel fra på mandag

Der køres med Sandite på Kystbanen fra mandag den 4. oktober, og samme dag går Banedanmarks landsdækkende løvfaldskampagne i gang. Banedanmarks troljer har i år fået kraftigere dyser, hvilket giver en bedre effekt, når skinnerne skal spules fri for blade. Løvfaldsperioden varer typisk mellem seks og otte uger alt afhængig af efterårsvejret. Hård blæst og frost betyder, at bladende falder hurtigt, men bliver efteråret stille og lunt, så er det nødvendigt, at køre i længere tid.

Banedanmarks løvfaldstroljer kører i dette efterår på følgende strækninger:

Grenåbanen, Århus-Skanderborg, Svendborgbanen, Roskilde-Kalundborg, Roskilde-Haslev, Kystbanen, Roskilde-Odense, Fredericia-Esbjerg-Hedensted-Vejle-Jelling-Fredericia, Fredericia-Odense-Taulov-Middelfart-Fredericia.

På Kystbanen kører troljerne tre gange i døgnet, på de øvrige strækninger spules skinnerne fri for blade en gang dagligt mens S-banen spules efter behov.

Læs mere her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *