CPH udbygger til gavn for den interkontinentale trafik

CPH har indledt et stort byggeprojekt, der skal øge kapaciteten og styrke fleksibiliteten for den interkontinentale flytrafik. Byggeriet, der har en samlet pris på ca. 250 mio. kr., skaber bedre forhold for både passagerer og flyselskaber.

I 2010 tiltrak Københavns Lufthavn syv nye interkontinentale flyruter, og i 2011 er der kommet yderligere to til, efter at Gulf Air og Emirates har åbnet ruter til henholdsvis Bahrain og Dubai. Den vækst har været en medvirkende årsag til, at CPH nu udvider Finger C, der huser stort set al interkontinental trafik samt hovedparten af trafikken til og fra non-Schengen lande.

Vores position som Nordeuropæisk trafikknudepunkt er blevet styrket betragteligt af de mange nye interkontinentale ruter, og for at sikre, at vi også fremover kan give både passagerer og flyselskaber gode forhold, sætter vi nu gang i et omfattende byggeprojekt, siger Christian Poulsen, Teknisk direktør, Københavns Lufthavn.

Øget fleksibilitet og mere effektiv udnyttelse
Byggeprojektet omfatter to forskellige kapacitetsudvidelser. For det første en udvidelse af pas- og Security faciliteterne i Finger C til gavn for ankommende og transfererende passagerer. CPH opfører en ny bygning på i alt 1.800 m2 på siden af Finger C, der i to etager skal huse både politi og Security, hvilket skaber plads til udvidelse af både pas- og Securitykontrol.

For det andet forlænges den såkaldte ankomstetage på Finger C, hvilket øger fleksibiliteten på en række gates og giver mulighed for en mere effektiv udnyttelse af den eksisterende kapacitet. EU myndighedskrav fordrer adskillelse af afrejsende og ankommende passagerer fra non-Schengen, og allerede i 2008 indviede Københavns Lufthavn derfor en separat ankomstetage på de første 135 meter af Finger C. Nu forlænges den ankomstetage med yderligere 145 meter og tre trappetårne, hvilket betyder, at fleksibiliteten og dermed kapaciteten på en række gates øges.

Få gener i byggeperioden
Det er altid en udfordring at udbygge en lufthavn uden at genere passagerer og flyselskaber i byggeperioden, men denne gang vil påvirkningen af den daglige trafik være minimal. For det første bliver pas- og Security kontrolstederne opført i en ny, separat bygning. For det andet bliver den nye overetage leveret i stort set færdige moduler, der blot bliver placeret oven på den eksisterende finger, og for det tredje udfører vi mest muligt som natarbejde, så generne bliver så få som muligt, siger afdelingsleder Henrik Leksø, der er Københavns Lufthavns leder af byggeprojektet.

FAKTA

– Samlet forøges arealet i Finger C med 4.100 m2. Pas- og Securitykontrol udbygges med 1.800 m2, mens forlængelse af ankomstetage og opbygning af tre nye trappetårne udgør 2.300 m2

– Den 145 m lange ny ankomstetage udstyres med rullefortov. Samtidig etableres rullefortov i de 135 m ankomstetage, der blev indviet i 2008

– Kapaciteten i paskontrollen udvides med 50 procent med mulighed for yderligere udvidelse

– Antallet af Security tjeksteder udvides med 33 procent med mulighed for yderligere udvidelse

– Totalentreprenør på opgaven er Norisol, der også stod for ombygningen af den første del af Finger C i 2008 (dengang under navnet Grønbech Construction A/S)

– Byggeriet blev påbegyndt i august 2011 og varer frem til slutningen af oktober 2012. Den nye security-kontrol åbner juni 2012 og den nye paskontrol ca. en måneder senere. Ankomstetagen planlægges taget i brug til vinterprogrammet 2012, den 30. oktober 2012.

Læs mere her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *