Fem bydere til fremtidens signalanlæg til det rullende materiel

Fem store virksomheder er nu med i opløbet om at vinde en milliard-kontrakt om levering af det signaludstyr, som skal installeres i togene, når fjernbanens gamle signalsystemer i de kommende år skiftes ud til moderne teknologi.

Vinderen af udbuddet kommer til at stå for leverancen af udstyr til 550-600 tog og arbejdskøretøjer. Kontraktsummen forventes at være godt 1 mia. kr.

De fem prækvalificerede er:

– Alstom Belgium SA i konsortium med Alstom Danmark A/S
– Ansaldo STS S.p.A.
– Bombardier Transportation A/S
– Invensys Rail Ltd.
– Siemens A/S i konsortium med Siemens AG

De fem virksomheder skal aflevere deres tilbud i oktober 2010 til Banedanmark, som forventer at vælge leverandør i midten af 2011.

“Vi er tilfredse med, at vi står med fem professionelle og erfarne bydere. Signalprogrammet har fra starten stræbt efter at åbne markedet og skabe en bred konkurrence. Vi forventer, at skarp konkurrence mellem de fem bydere resulterer i både gode tekniske løsninger og en fornuftig pris,” siger direktør i Signalprogrammet Morten Søndergaard.

“Vi har haft et godt og tæt samarbejde med DSB og de øvrige jernbanevirksomheder, så vi nu kan tage det første store skridt i forhold til at sikre fremtidens togdrift for de knap 100 mio. passagerer, der hvert år kører på fjernbanen,” tilføjer Morten Søndergaard.

Udbuddet af det såkaldte “ombord-udstyr” er et af de store tekniske udbud i forbindelse med Banedanmarks signalprogram, der står for udskiftningen af signalerne på hele det statslige jernbanenet frem mod 2021.

Ombord-udstyret i togene er en del af det nye ERTMS signalsystem, hvor signalerne “rykker indenfor” og vises til lokomotivføreren i togets førerrum. Det betyder samtidig, at nutidens signaler langs banen fjernes. Kommunikationen mellem de fundamentale sikkerhedssystemer og togene kommer til at foregå ved radiokommunikation.

Kendt signalsystem
Teknisk set er der tale et moderne IT-baseret signalsystem, ERTMS niveau 2, som er baseret på en EU-fastsat signalstandard.

ERTMS niveau 2 er allerede i drift flere steder i verden. Det anvendes f.eks. i Belgien, Italien, Kina, Nederlandene, Schweiz og Spanien. Men Danmark bliver det første land, hvor hele fjern¬banenettet overgår til det nye system.

Det nye signalsystem vil fremtidssikre fjernbanen og styrke kvaliteten i forhold til i dag. Der vil blive færre signalfejl og dermed færre forsinkede tog. Der kommer samme togkontrolsystem på hele statens fjernbanenet, og en række steder vil hastigheden kunne sættes op.

Det bliver strækningerne Roskilde-Køge-Ringsted og Langå-Frederikshavn, der som de første får etableret det nye signalsystem. Det sker i 2017 henholdsvis 2018. Fra 2019 og frem til udgangen af 2021 rulles det nye signalsystem ud på hele fjernbanen.

På længere sig vil udbredelsen af ERTMS-systemet i Europa betyde, at det vil bliver muligt at køre over grænserne uden særskilte togkontrol- og radiosystemer for hvert land.

Læs mere her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *