Anvendelse af flere kendte data i tilknytning til logistik kan sætte ny dagsorden inden for gods– og fragtmarkedet. Danske virksomheder indkøber transport for mere end 100 mia. DKK om året, men op mod 80% kender ikke deres faktiske forbrug, konstaterer adm. direktør Casper Plannthin, Component Software, på baggrund af ny undersøgelse. Danske virksomheder indkøber transport for over 100 mia. DKK om året, men ifølge en undersøgelse kender op mod 80% ikke deres faktiske forbrug. Anvendelse af flere kendte data i tilknytning til logistik kan sætte ny dagsorden inden for gods– og fragtmarkedet. I Danmark blev der således lastet 218 mio. tons (2000) – 95% lastvogn, 4% skib og 1% tog. I international trafik – mellem Danmark og udlandet var den samlede mængde 75 mio. tons (2000) – fordelt med 75% på skib, 21% med dansk lastbil og resten hovedsagligt med tog. – Der er en tendens til, at virksomheder outsourcer fragt/transport, og det stiller nye krav til både udbydere og aftagere, siger adm. direktør Casper Plannthin, Component Software, på baggrund af en undersøgelse, som rådgivningsfirmaet Active Management har gennemført. Casper Plannthin mener, at såvel virksomheder som speditører og totalleverandører inden for transportsektoren ved at anvende flere data, kan opnå helt andre priser på transportløsningerne. – Just–in–time faktoren spiller en meget stor rolle, også når det handler om lagerløsninger, og selv om lagerhoteller kan løse nogle af disse problemer, er det langtfra altid den bedste eller billigste løsning. Ved at sammensætte data ud fra slutkundens behov – og afvigelser herfra – vil man også under transportforløb kunne kompensere, både hvad angår hastighed og sammensætning af det, der skal transporteres. Det er også baggrunden for, at flyselskaberne har en glimrende forretning på især hastetransporter, hvor tiden er det helt afgørende, siger Casper Plannthin. Byggematerialer vejer tungt I den nationale transport spiller lastbiler en helt afgørende rolle. Godt 40% (2000) af de samlede mængder med dette transportmiddel, er bygge– og anlægs– samt genbrugsmaterialer. Næringsmidler og foder udgør 19%, stykgods 18%, farligt gods som brændstof 4% og andet 19%. En stor del af disse transporter foregår forholdsvis lokalt – 95% af den lastede godsmængde i Jylland blev således også losset i denne landsdel, med tilsvarende tal for Sjælland og 75% for Fyn. – En del af de benyttede transportløsninger baserer sig på vaner, men også på ændringer i samfundets infrastruktur. F.eks. har den betydelige koncentration af alle typer virksomheder i samfundet ofte betydet længere transportveje af såvel råvarer som delkomponenter og færdige produkter, siger Casper Plannthin. De internationale transporter Med EU–udvidelsen kan man vente, at der vil ske en stigning af visse typer transporter mellem de nye EU–lande. Det selv om Tyskland både som samhandelspartner og omlastningsland spiller en betydelig rolle. Det indebærer, at den internationale trafik på sigt måske vil få en noget anden sammensætning end i dag. Selv om skibe fortsat vil være den væsentligste transporttype for mange typer gods. Danske tank– og containerskibe udgør henholdsvis 24% og 49% af den samlede bruttotonnage på 6,5 mio. bruttotons (1. januar 2001). Det svarer til godt 180 fartøjer – i alt er der i Danmark hjemhørende godt 1.800 fortøjer på over 20 bruttotons. – Når det drejer sig om de internationale transporter, kan det ofte betale sig at regne på, hvornår det er hensigtsmæssigt at skifte transporttype og –mulighed. Det kommer ikke altid slutkunden til gode, fordi der ofte aftales faste priser for givne transportmængde over givne strækninger. På den anden side har det betydning som konkurrenceparameter. Derfor er det af største vigtighed, at den transportansvarlige virksomhed gennem brug af alle typer data er i stand til at operere fleksibelt. Det være sig fra lastens beskaffenhed og leveringstidspunkt til f.eks. internationale politiske forviklinger og begrænsninger. I nogle tilfælde kan det således betale sig at skifte fra skib, til fly og via tog til lastbil – eller i en vilkårlig sammensætning af delmuligheder, konstaterer Casper Plannthin fra Component Software, der udvælger og implementerer IT–løsninger til transportsektoren.