Flere passagerer og lavere driftsomkostninger har givet et overskud på budgettet for 2010.
Kommuner og regioner på Sjælland og øerne kan se frem til en forsinket julegave. Der er nemlig 150 millioner kroner på vej tilbage til dem fra Movia.
Ved udgangen af 2010 har Movia foretaget en opgørelse, der viser, at de 45 kommuner og to regioner i trafikselskabets område har penge til gode. En stigning i passagertallet og et fald i omkostningerne primært til busdriften har betydet, at årsregnskabet for 2010 er faldet mere positivt ud end forventet. Derfor skal kommuner og regioner heller ikke betale så meget, som det oprindeligt blev fastlagt i september 2009.
Vi er glade for, at det går den rigtige vej for kommunerne og regionerne, og at de får penge tilbage. Det er især glædeligt, at en stor del af tilbagebetalingen skyldes, at vi har haft stor passagerfremgang i 2010. Da vi principielt budgetterer passagertallet forsigtigt, har vi altså dette flotte resultat, siger direktør Dorthe Nøhr Pedersen fra Movia.
Ikke alle får del i tilbagebetalingen. Enkelte kommuner vil få en efterregulering og skal indbetale til Movia typisk som følge af en udvidet service. De endelige beløb kendes først, når regnskabet gøres op til foråret.