Nu kører der snart tog over Storstrømsbroen

De foreløbige reparationer af Storstrømsbroen er ved at være overstået. Fra næste uge indsætter DSB regionaltog lokalt mellem Vordingborg og Nykøbing Falster. I myldretiderne kører der desuden enkelte direkte tog

I snart en måned har Storstrømsbroens jernbanebrofag været spærret for trafik, men nu er reparationerne så langt, at DSB fra næste uge kan genoptage togtrafikken mellem Vordingborg og Nykøbing Falster med lette togsæt.

DSB indsætter derfor MR-tog lokalt mellem Vordingborg og Nykøbing Falster i en særkøreplan fra mandag den 21. november. I myldretiderne kører der desuden enkelte direkte tog mellem Østerport/Københavns Hovedbanegård og Rødby Færge/Nykøbing Falster.

“Med den nye særkøreplan gør vi det lettere og hurtigere at rejse over Storstrømsbroen, fordi det er hurtigere at skifte fra det ene tog til det andet, end det er at skulle skifte mellem tog og bus,” forklarer DSB’s trafikinformationschef Tony Bispeskov.

Hvornår det igen er muligt at køre over Storstrømsbroen i fuldt omfang er det for tidligt at sige, men det bliver formentligt først engang i begyndelsen af det nye år.

Direkte tog til og fra København
DSB kører også enkelte direkte tog mellem Lolland-Falster og Hovedstadsområdet i myldretiderne.
Om morgenen kører et regionaltog, der består af fem IC3-tog, fra Rødby Færge kl. 6.06 til Østerport, hvortil det ankommer kl. 8.22. Indtil Vordingborg standser det i Nykøbing Falster, Eskilstrup, Nørre Alslev.

Om eftermiddagen kører et regionaltog, der består af fire IC3-tog, fra Østerport kl. 16.34 til Nykøbing Falster, hvortil det ankommer kl. 18.07. Indtil Vordingborg standser det kun på Nørreport, Københavns Hovedbanegård, i Høje Taastrup og Næstved. Mellem Vordingborg og Nykøbing Falster standser det ekstraordinært i Nørre Alslev og Eskilstrup.

Desuden kører InterCityExpress- og regionaltogene fra Østerport kl. 15.34 og 17.34 over broen til Rødby Færge, hvortil de ankommer kl. 17.34 henholdsvis 19.34. Disse tog standser ikke ekstraordinært i Nørre Alslev og Eskilstrup.

Også godt nyt for Nordvestbanen
I den seneste måned, hvor Storstrømsbroen har været lukket, har seks stammer lokomotiver og vogne været strandet på rangerterrænet i Nykøbing Falster.

Det har medført aflysninger på både Sydbanen og Nordvestbanen.

Fra i dag onsdag den 16. november er de fleste tilbage i drift efter et mindre eftersyn på værkstedet i København.

Det betyder, at følgende tog, der har været aflyste, kører igen:
Nordvestbanen
Re 3512 fra Kalundborg kl. 7.32
Sydbanen
Re 1202* fra Nykøbing Falster kl. 4.44
Re 4202* fra Nykøbing Falster kl. 5.19
Re 4206* fra Nykøbing Falster kl. 6.12
Re 4245* fra Københavns Hovedbanegård kl. 15.41
Re 4249* fra Københavns Hovedbanegård kl. 16.41
* Med togskift i Vordingborg

Læs mere her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *