Banedanmark og Fredericia Kommune indvier fredag officielt en ny 60 meter lang vejbro over jernbanen i Taulov
Fredag den 14. september kl. 15. indvier Banedanmark og Fredericia Kommune officielt den nye vejbro, som via Stakkevang forbinder Taulov by med oplandet og de omliggende erhvervsområder.
Den nye bro består af en knap 60 meter lang og 1.200 tons tung højbro og 1.700 meter vejanlæg og bliver blandt andet indviet med et lille optog af veteranknallerter fra Aktiv klubben i Taulov.
Fredericia kommune er bygherre for selve vejanlægget, mens Banedanmark har stået for selve broen og de tilhørende dæmninger.
Anlægget består af en vejbane i hver retning til bilister, samt cykel- /gangsti på hver side af kørebanen.
Bro til tiden
“Vi er glade i Banedanmark, fordi vi med broen medvirker til at sikre et sammenhængende område i Taulov by og Transportcenteret og samtidig generer mindst muligt, selv med en trafikeret jernbane gennem byen,” siger projektchef Preben Jørgensen fra Banedanmark i forbindelse med åbningen.
Det er tilfredsstillende at aflevere et projekt, som har fulgt tidsplanen siden første spadestik og som er gennemført men et minimum af påvirkninger af togtrafikken.
Tak til tålmodige borgere
Preben Jørgensen takker i øvrigt Fredericia Kommune for det gode samarbejde med at få færdiggjort broen, ligesom han takker borgerne i Taulov for at udholde trængslerne undervejs:
“Jeg vil gerne takke Taulovs borgere for deres tålmodighed, mens arbejdet har stået på. Jeg håber, at de er enige med mig i, at den smukke bro har gjort det besværet værd”.
Broens levetid forventes at være mindst 100 år og uden væsentlige reparationer i de første 50 år.