Togbusser mellem Odense og Nyborg indtil kl. 15 tirsdag

Banedanmark har arbejdet på højtryk med at blive færdige med pinsens arbejder, der skulle udføres på strækningen mellem Odense og Nyborg.Der har desværre vist sig uforudsete udfordringer med at blive færdige til tiden på grund af problemer med en stoppemaskine på strækningen mellem Ullerslev og Marslev samt udfordringer med færdiggørelse af svejseopgaver på Ullerslev Station.

I samarbejde med jernbanevirksomhederne er det derfor besluttet, at der indtil kl. 15 tirsdag kører togbusser mellem Odense og Nyborg.

”Vi har haft nogle kapacitets- og driftsmæssige udfordringer med betjeningen af en såkaldt stoppemaskine, der bruges i forbindelse med, at skærverne i sporet renses samt ved udskiftning af sporskifter, således at det ligger præcist, som det skal. Samtidig udestår der også svejseopgaver på Ullerslev Station, som har taget længere tid end forventet. Det betyder desværre, at vi ikke kan åbne sporet til trafik tirsdag,” siger Steen Neuchs Vedel, direktør for Anlæg i Banedanmark.

“Belært af erfaringerne fra Kristi himmelfartsferien og for at sikre så robust en afvikling af landsdelstrafikken, er det i samarbejde med jernbanevirksomhederne blevet besluttet at indføre togbusser mellem Odense og Nyborg indtil kl. 15 tirsdag.”

”Der bliver arbejdet på fuld kraft med få afsluttet arbejderne så hurtigt som muligt, så der kan køres den planlagte trafik fra tirsdag eftermiddag. Vi beklager naturligvis de gener, det giver for passagererne og godsoperatørerne,” siger Steen Neuchs Vedel.

Kunder, hvis rejse er berørt af det forsinkede sporarbejde mellem Nyborg og Odense, kan ifølge DSB gratis få ændret eller refunderet deres ubrugte billetter.

Det gælder ekstraordinært også Orange-billetter.

Kunder, der oplever en rejsetidsforlængelse på mere end en halv time, kan benytte DSB’s Rejsetidsgaranti. Her har kunderne valget mellem økonomisk kompensation eller en ny billet til en tilsvarende rejse.

Læs mere her

Shipping-bachelor får Søfartsprisen

Studier på CBS og praktik i rederierne har gjort uddannelsen International Shipping and Trade populær. I dag får bacheloruddannelsen Rederiforeningens Søfartsprisen 2016.Koblingen af praktik i rederier med studietid på et universitet gør, at CBS kan uddanne talentfulde medarbejdere, der er afgørende for Danmarks position som en af de førende søfartsnationer i verden.

International Shipping and Trade på CBS får i dag Søfartsprisen 2016 af Danmarks Rederiforening for arbejdet med bacheloruddannelsen. En uddannelse, CBS har udbudt siden 2014, og som udspringer af den maritime vækstplan fra 2012.
”Vi giver Søfartsprisen til International Shipping and Trade på CBS, fordi uddannelsen er med til at løfte kompetenceniveauet og tiltrække unge talenter til Det Blå Danmark. Kloge hoveder er dansk skibsfarts måske vigtigste konkurrenceparamenter og er stærkt medvirkende til, at Danmark er blandt verdens 10 førende søfartsnationer,” siger formand i Danmarks Rederiforening Claus V. Hemmingsen.

Det første hold studerende på International Shipping and Trade blev optaget i 2014 og dimitterer i 2017. Uddannelsen har de seneste to år med et meget højt karakterkrav ligget helt i top blandt de mest populære uddannelser på CBS. Den evner også at tiltrække kvindelige studerende, hvilket øger talentmassen for en typisk mandsdomineret branche.

Ifølge lektor og studieleder på International Shipping and Trade, Martin Jes Iversen, har prisen meget stor betydning.
”Vi har opbygget uddannelsen i tæt samspil med erhvervslivet, og det er virkelig dejligt at få bekræftet, at uddannelsens ambitiøse akademiske indhold giver mening for erhvervet. Vi håber, prisen kan skabe endnu mere positiv opmærksomhed blandt rederierne og være en hjælp, når de studerende skal søge praktikplads,” siger han og nævner, at de studerende er blevet taget rigtig godt imod af branchen, når de har sendt ansøgninger og været til samtaler om en praktikplads.

”Og så er timingen af omtalen god – vi håber, at talentfulde unge gymnasieelever, der bliver studenter i år, vil søge vores uddannelse,” siger Martin Jes Iversen.

Med prisen følger 40.000 kroner, som, modtageren har besluttet, skal bruges på stipendier til studerende, der ønsker at tage på udveksling. CBS International Shipping and Trade sender studerende på udveksling til Singapore Management University og Texas A&M University i Houston.

Læs mere her

Innovative nyheder fra Volvo og Mercedes

En række mærker fremviser nyskabelser på årets største transportmesse.Der ventes meget nyt på årets største transportudstilling, Vestfyn Trækker 2016, der afholdes ved motorvej E20 fra den 27. til 29. maj. Også på lastbilfronten, hvor blandt andet Volvo og Mercedes fremviser produktnyheder.

– Vores samarbejde med MCH Messecenter Herning sikrer Danmark et udstillingsvindue for lastbilnyheder hvert eneste år. Det giver god mening, for siden seneste Herningmesse er der kommet en del nyt fra bilproducenterne, forklarer Vestfyn Trækkers arrangør, administrerende direktør Per Mikkelsen fra VBG GROUP.

Ny Mercedes til ekstreme vejforhold

På Mercedes’ stand er der danmarkspremiere på en helt ny generation af den terrængående, firehjulstrukne minilastbil Unimog, som blandt andet er velegnet til autohjælp, vejservice samt entreprenør- og krankørsel.

– Den kan køre i selv de mest ekstreme terrænforhold. Unimog koster ikke mere end en traktor og har et væld af anvendelsesmuligheder. Derfor er dens potentiale stort, forklarer salgskonsulent Jesper Østergaard.

Desuden præsenterer Mercedes trækkeren Actros 2551 LS med en ny motortype, der sparer mindst tre procent brændstof i forhold til tidligere modeller.

Volvoer med hævbar tandemaksel

Volvo viser hele lastvognsprogrammet på messen – dels på Autohuset Vestergaards stand, dels på opbyggernes stande. Man kan også se nærmere på en bil med hævbar tandemaksel, som en del af mærkets trækker- og forvognsprogram nu kan leveres med.

– Tandemakselløft er en revolutionerende ny funktion, der konstant sikrer effektiv kørsel. Det giver mulighed for at kombinere trækkraft og lastkapacitet med køreegenskaber og effektivitet. Samtidig opnås brændstofforbrug og venderadius på linje med en almindelig bogiebil, fortæller teknisk supporter Peter Madsen.

Scania sætter fokus på brugt

For første gang udstiller Scania også brugtbiler på Vestfyn Trækker, og samtidig fremvises forskellige muligheder for opgradering og modernisering af vognmændenes nuværende flåder.

– Det handler om total cost of ownership og om at finde den helt rigtige samlede løsning til den enkelte vognmand. I nogle tilfælde er det klogeste at udskifte en del af flåden med nyere brugte modeller, hvor toppen allerede er taget af afskrivningen, og i andre tilfælde vil det optimale være at eftermontere eksempelvis Communicator flådestyring i eksisterende biler, siger Lars Jessen, der er Used Vehicle & Rental Manager hos Scania Danmark.

Fakta

Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er årets største transportudstilling. På messen kan man møde 150 udstillere – herunder en lang række bilimportører, vognopbyggere og forhandlere af øvrigt transportmateriel. Desuden deltager mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt brancheorganisationer og medier. Messearealet er udvidet til 55.000 kvadratmeter.

Læs mere her

Dantra A/S køber U.L.R. Transport

Midtjyske Dantra A/S overtager den mangeårige kollega U.L.R. Transport i Snertinge. Med udgangspunkt i Køge skal opkøbet sammen med ny storkontrakt udgøre Dantras vækstplatform i Østdanmark.Dantra A/S, som er blandt Nordens største udbydere af tanklogistik, ekspanderer øst for Storebælt. Virksomheden kan nu offentliggøre købet af U.L.R. Transport, der med base i Snertinge tilbyder tanktransport af blandt andet kemikalier. Samtidig er indgået en kontrakt med Statoil, der med virkning fra 1. juli sikrer Dantra al brændstofkørsel til kædens sjællandske stationer.

Får domicil i Køge
Udgangspunktet for Dantras aktiviteter i Østdanmark bliver helt nye kontor-, værksteds- og chaufførfaciliteter ved Skandinavisk Transport Center i Køge.

– Vi ønsker at udvide og styrke vores platform på Sjælland, og med købet af U.L.R. Transport samt de nye faciliteter i Køge får vi et stærkt fundament for ekspansionen. U.L.R. Transport er en mangeårig kollega, og ligesom Dantra er U.L.R. en velkendt virksomhed med stor erfaring. Ikke mindst derfor er vi et godt match, siger Kenneth Jensen, der er administrerende direktør for Dantra A/S.

Stigende krav fører til konsolidering
Uffe Lønborg Rasmussen, der grundlagte U.L.R. Transport i 1984, lægger ikke skjul på, at dagens store krav til transportvirksomheder har fremskyndet hans planer om et generationsskifte.

– Både love, regler og kunder stiller større krav til transportfirmaer, ikke mindst inden for et nicheområde som vores. Det er klart, at behovene for godkendelser, certificeringer og kvalitetsstyring bidrager til konsolidering i branchen, og derfor var tiden moden til et generationsskifte, vurderer vognmanden.

Grundlægger og medarbejdere bliver
Alle medarbejdere i U.L.R. Transport fortsætter hos Dantra, og Uffe Rasmussen selv får en rolle som driftsleder på Sjælland. Med salget til Dantra lægger han vægt på at sikre ordentlige forhold for både medarbejdere og kunder.

– Det har været væsentligt for mig, at medarbejderne beholder deres jobs, og at kunderne fortsat får en god service og kvalitet. Vores forretning bliver et led i Dantras fortsatte ekspansion, og købet giver kunderne nye muligheder. Dantra er en veletableret virksomhed, som tilbyder en meget bred vifte af serviceydelser, fastslår Uffe Rasmussen.

Dantra er med sine over 110 vogntog blandt Nordeuropas førende udbydere af tanklogistik. Koncernen, der er grundlagt i 1920, består af transportvirksomhederne Dantra A/S (Danmark), Dantra AB (Sverige) og DT Transport Baltic UAB (Litauen). Dantra beskæftiger totalt cirka 180 medarbejdere og har hovedkontor i Hjøllund.

Læs mere her

Nu kører S-togene i fuld trafik på nyt signalsystem

Efter fem ugers indkøring med reduceret trafik, kører togtrafikken på strækningen mellem Hillerød og Jægersborg nu fuldt ud på det nye signalsystem, CBTC. Signalsystemet, der er et nyt it-baseret system, blev sat i fuld drift mandag morgen.”Det er en stor glæde at se togene rulle af sted på CBTC. Nu har vi i fem uger kørt med færre tog mens vi har kørt det nye system ind, men nu kører vi fuld togtrafik på det nye system. Det er en stor og vigtig milepæl i forhold til at få fremtidssikret togdriften på S-banen,” siger programchef for S-banen, Torben Arnbjerg-Nielsen, fra Banedanmarks Signalprogram.

Det nye signalsystem, der rulles ud på hele S-banen i de kommende år, er en tiltrængt erstatning for S-banens gamle signalanlæg, der for de ældstes vedkommende stammer helt tilbage fra 1930’erne.

”Signalfejl er den hyppigste årsag til forsinkelser på S-banen. De gamle anlæg virker stadig, men er tæt på at være udtjente. De giver mange signalfejl, som forsinker togene. Med det nye CBTC-system regner vi med på sigt at halvere antallet af signalfejl på S-banen,” siger Torben Arnbjerg-Nielsen.

For passagererne er der ikke de store forandringer ved at køre på det nye signalsystem.

”Vi har trukket veksler på passagerernes tålmodighed i forbindelse med indkøringen af det nye system på Nordbanen, men ellers er det ikke meningen, at passagererne skal mærke, at der sker noget nyt. Jo mindre de mærker, jo bedre kører det. Det er en stille revolution, der sikrer at vi kan køre togdrift på S-banen i fremtiden,” tilføjer Torben Arnbjerg-Nielsen.

Trafikken på den første CBTC-strækning er kommet godt fra start mandag morgen.

”Der har været mindre forsinkelser, men ellers kører det rigtig godt,” siger Torben Arnbjerg-Nielsen.

Bag udrulningen af det nye system ligger der flere års forberedelser.

”Der ligger et kæmpe arbejde bag det nye signalsystem. Mange hundrede medarbejdere hos både DSB og Banedanmark er blevet uddannet i at køre trafik på det nye system, der er lavet helt nye trafikale regler for S-banen og der er lavet nye installationer i både sporet og i togene,” siger Torben Arnbjerg-Nielsen.

Fakta om CBTC

Det nye signalsystem giver et markant løft for togtrafikken. Flere tog til tiden, kortere rejsetid på visse strækninger, mulighed for at køre flere tog, ensartet højt sikkerhedsniveau på S-banen.
Udrulningen af CBTC på S-banen er det første skridt i en landsdækkende udskiftning af signalsystemerne.
Moderne teknologi: Det nye signalsystem er it-baseret, og forbindelsen mellem infrastruktur og tog er baseret på trådløs teknologi. Signalerne rykker indenfor og bliver vist til lokomotivføreren i togets førerrum.
CBTC er kendt og afprøvet teknologi fra store byer som London og New York, men det tilpasses danske forhold.

Læs mere her

Banedanmark tager nyt signalsystem i brug på S-banen

Mandag den 29. februar tager Banedanmark S-banens nye signalsystem i brug mellem Hillerød og Jægersborg. Strækningen er den første, der bliver udstyret med det nye signalsystem CBTC.Systemet skal på sigt sikre færre signalfejl og forsinkede tog på den stærkt trafikerede S-bane.

”Når togene ruller af sted på CBTC, er det et stort og vigtigt skridt i Banedanmarks arbejde med den landsomfattende udskiftning af signaler, som også omfatter fjernbanen,” siger programchef for S-banen, Torben Arnbjerg-Nielsen, fra Banedanmarks Signalprogram.

S-banens signalanlæg er gamle. De ældste stammer tilbage fra 30’erne, men mange er fra 50’erne og 60’erne.

”De gamle systemer virker stadig, men er tæt på udtjente og giver desværre mange signalfejl, som forsinker togene. Med S-banens nye signalsystem får vi fremtidssikret togdriften på S-banen og kan halvere antallet af signalfejl, der i dag er den hyppigste årsag til forsinkelser på S-banen,” siger Torben Arnbjerg-Nielsen.

Hillerød-Jægersborg
Når strækningen mellem Hillerød og Jægersborg får nyt signalsystem som den første, skyldes det, at strækningens sikkerhedssystem; såkaldt Forenklet HKT, er mere enkelt end på resten af S-banen.

”Derfor giver det god mening at begynde på Nordbanen til trods for, at strækningen har mange passagerer,” tilføjer han.

Og passagererne vil kunne mærke udrulningen af det nye signalsystem.

”CBTC er et kendt bybane signalsystem, som er i brug i store byer som London og New York. Men jo ikke noget man bare køber og sætter strøm til. Det er en omfattende og kompleks øvelse at tilpasse systemet til den danske S-bane,” siger Torben Arnbjerg-Nielsen.

Derfor vil der også i de første fem uger med det nye system være ændringer i S-banens køreplan, mens det nye system bliver kørt ind.

”Vi har i samarbejde med DSB testet både systemet og gennemført intensive testkørsler på Nordbanen, og vi er parate. Men vi kan støde ind i udfordringer og fejl, der skal rettes i den første tid. Og selvom vi har et omfattende beredskab klar, kan vi desværre ikke udelukke, at der kan komme forstyrrelser i togdriften på Nordbanen,” siger Torben Arnbjerg-Nielsen.

Togtrafikken
Den 27.-28. februar er S-togene mellem Hillerød og Gentofte erstattet af busser, mens det nye signalsystem tages i brug. I uge 9 vil der køre færre tog på hele S-togsnettet. Det skyldes, at Nordbanens nye signalsystem skal indkøres i overvåget drift, som kræver meget mandskab fra både DSB og Banedanmark.

I uge 10-13 kører kun linje A mellem Hillerød og Køge med stop ved alle stationer. Resten af S-banen kører normalt.

Fakta
Det nye signalsystem giver et markant løft for togtrafikken. Flere tog til tiden, kortere rejsetid på visse strækninger, mulighed for at køre flere tog, ensartet højt sikkerhedsniveau på jernbanen.

Moderne teknologi: Det nye signalsystem er it-baseret, og forbindelsen mellem infrastruktur og tog er baseret på trådløs teknologi. Signalerne rykker indenfor og bliver vist til lokomotivføreren i togets førerrum.

CBTC er kendt og afprøvet teknologi fra store byer som London og New York, men det skal tilpasses danske forhold.

S-banens nye signalsystem forventes at være rullet ud på alle strækninger i 2018.

Læs mere her

Vænget i Løgumkloster lukkes for tung trafik

Vejen til skole skal være endnu mere sikker og tryg for skolebørn i Løgumkloster. Derfor er det nu slut med gennemkørende lastbiler og landbrugskøretøjer på Vænget i LøgumklosterFra uge 7 indføres et permanent gennemkørselsforbud for lastbiler og landbrugskøretøjer på Vænget i Løgumkloster. I begge ender af strækningen bliver der derfor nu skiltet med forbuddet.

Forbuddet er et af mange projekter i Trafikplan Løgumkloster. Det etableres for at skabe en mere trafiksikker skolevej for de mange skolebørn, der dagligt færdes til fods eller på cykel på Vænget.

I første omgang højnes trafiksikkerheden blot ved hjælp af forbudstavlerne. Men i løbet af 2016/17 forventes det, at tavlerne vil blive suppleret med et skolepatruljeanlæg samt hastighedsdæmpende foranstaltninger i form af chikaner eller indsnævringer. Samtidig overvejer Tønder Kommune at ændre vejen til en såkaldt 2 minus 1 vej, som skal sikre de cyklende skolebørn yderligere.

– En trafiktælling fra 2014 viser, at der i snit kører 2.204 køretøjer på strækningen om dagen, og at 9,9 % af disse er lastbiler. Den store mængde gennemkørende tunge trafik skal fremover i stedet benytte Omfartsvej-Krusåvej, udtaler trafiksikkerhedsmedarbejder Anders Hørkjær Pedersen.

Trafiktællingen viser desuden, at der generelt køres for hurtigt på Vænget. Med de nye tiltag håber Anders Hørkjær Pedersen, at gennemsnithastigheden vil falde.

Fakta:
Hvad er en 2 minus 1 vej
Vejen indsnævres visuelt med brede stiplede kantbaner i begge sider, så der visuelt kun er ét kørespor, svarende til en smal vej. Herved skal bilisterne i begge retninger i princippet deles om et kørespor, og skal placere sig midt på vejen, når der ikke er modkørende trafik. Kantbanen er stiplet, og kan og skal overskrides, når der er modkørende færdsel. Vejtypen skal således signalere mere plads til de lette trafikanter og kan sikre en større afstand mellem lette trafikanter og medkørende trafik. Dette kræver naturligvis et andet køremønster, og hastighedsbegrænsningen er derfor nedsat.

Læs mere her

Sikrere i vintervejret: Brandbiler undgår fastkørsler og ulykker

Bornholms Brandvæsen benytter Onspot automatiske snekæder til at forebygge ulykker og sikre øget fremkommelighed i vintervejret.Der er mange forskellige bevæggrunde for at anskaffe det automatiske snekædesystem Onspot, som forhindrer vinterulykker og gør det nemmere at komme frem i vintervejret. Mens vognmænd især motiveres af højere leveringssikkerhed og ønsker om at undgå dyr stilstand og vejhjælp, handler det for brand- og redningskorps først og fremmest om at opnå hurtigere og sikrere udrykninger i glatføre og snevejr – også i de tilfælde, hvor uvejret er uventet. Hos Bornholms Brandvæsen har man gode erfaringer med at bruge Onspot på sine tre tankbiler.

– Tankbilerne er de af vores køretøjer, hvor fremkommelighed er mest kritisk. De kører hver især med 8000 liter vand, og det er vigtigt, at de kan komme hurtigt og sikkert frem under vinterudrykninger ude på landet, fortæller brandinspektør Flemming Jensen, der fra starten fik de tre Scaniaer monteret og leveret med automatiske snekæder.

Aktiveres ved op til 50 km/t

Onspot er i de senere år udviklet i forskellige versioner til brand- og lastbiler, busser samt lettere køretøjer som varevogne og ambulancer. Systemet giver føreren mulighed for – ved at trykke på en knap – at aktivere og afbryde de automatiske snekæder under kørslen. Og det med hastigheder helt op til 50 km/t.

Når Onspot aktiveres, slås systemets arme ud, og kæderne kastes ind under de trækkende hjul. Det højner friktionen væsentligt og giver øjeblikkeligt øget trækkraft, hvilket reducerer risikoen for udskridningsulykker og øger fremkommeligheden.

Meget nemmere at håndtere

Brandinspektøren oplever, at Onspot er meget nemmere at håndtere end gammeldags snekæder. – Den altoverskyggende fordel er, at snekæderne altid er disponible, og at de uden videre kan slås til eller fra, når man får brug for dem. Selv under kørsel. Dermed sparer man også den kostbare tid, der ville være gået med at tage kæderne på og af, siger han.

Som et kuriosum nævner Flemming Jensen, at de permanent monterede automatiske snekæder også bruges på andre tidspunkter af året end i vintermånederne. – Faktisk har vi glæde af dem på alle årstider. Selv i sommermånederne sker det jo, at brandbilerne er tæt på at sidde fast i det fugtige, fedtede underlag på fx græsmarker. Inden man for alvor synker ned, kan det være en stor hjælp at slå de automatiske snekæder til for på den måde øjeblikkeligt at opnå bedre greb. Det kan betyde, at man undgår at skulle trækkes fri, fastslår han.

Fakta

Onspot er et automatisk snekædesystem, som fås til de fleste lastbiler, varevogne og busser. Systemet installeres på drivakslen og leveres med beslag, som er tilpasset det enkelte køretøj, hvilket sikrer stabil montering. Den forseglede cylinder og de selvjusterende arme muliggør nem installation, og systemet kræver hverken vedligeholdelse eller servicering. Onspot er et varemærke under VBG GROUP.

VBG GROUP omfatter produktions- og salgsselskaber i Europa, Indien og USA. Koncernen er opdelt i tre forretningsområder, VBG TRUCK EQUIPMENT, EDSCHA TRAILER SYSTEMS og RINGFEDER POWER TRANSMISSION, med produkter, der markedsføres under kendte og stærke brands. Varemærket Onspot er repræsenteret i Danmark ved VBG GROUP SALES A/S i Ejby.

Læs mere her

VBG lancerer specialdesignet bagkofanger

Med det nye produkt UDSP er en skrå kofangerprofil ikke længere uforenelig med typegodkendelse.Hidtil har man ikke kunnet få en typegodkendt bagkofanger med en skrå, diamantformet profil. Det hul vil VBG GROUP lukke med den ny bagkofangerserie UDSP (Underrun Diamond Steel Profile), som passer til gavlsætserierne EDS-2, EDM-2, EDL-2, EDF, EUP og EUR-4.

– Der har manglet en løsning, som på én gang matcher den gængse opbygningskultur og muliggør typegodkendelse med alle de fordele, som det giver. For vognmænd og opbyggere efterspørger i stigende grad certificerede produkter, som giver større sikkerhed og nemt kan godkendes ved både førstegangssyn og periodiske syn, siger Gunnar Nyvaller fra VBG GROUP TRUCK EQUIPMENT.

Optimalt dimensioneret

Serien er optimalt dimensioneret efter EU-kravene til bagkofangeres indbygningsmål. I praksis betyder det, at kofangeren set fra siden har en skrå, diamantformet profil. Fordelen i forhold til en plan flade er, at fremmedelementer nemt glider af ved tipning. Det er meget efterspurgt, fordi man dermed reducerer risikoen for spredning af mikroorganismer og smitte.

– Idéen er jo ikke ny, og massevis af opbygninger har allerede den egenskab. Forskellen er, at den her løsning er testet, godkendt og certificeret i henhold til både national lovgivning og EU-reglerne for typegodkendelse. Dermed kan man have ro i maven, både når man kører til syn og rundt i trafikken, og når man eventuelt stoppes for kontrol, fastslår Gunnar Nyvaller.

En brik i puslespillet

I lighed med resten af VBG’s kofangerprogram er de nye produkter designet til optimal ydelse i samspil med både produkter fra VBG og fra andre producenter. Gunnar Nyvaller understreger dog, at man med et integreret VBG-system opnår bedst mulig sikkerhed og ydelse.

– Den optimale løsning er at indbygge kofangeren i et samlet VBG koblingskoncept, som foruden koblinger og kofangere også omfatter trækstænger, trækøjer, gavle, trækbjælker og tilbehør. Alle dele arbejder sammen i et robust og gennemtænkt system, hvor hver enkelt del er optimeret for maksimal sikkerhed og ydeevne samt længere levetid. Det er vores måde at skabe branchens mest pålidelige løsninger på, slutter han.

VBG GROUP omfatter produktions- og salgsselskaber i Europa, Indien og USA. Koncernen er opdelt i tre forretningsområder, VBG GROUP TRUCK EQUIPMENT, EDSCHA TRAILER SYSTEMS og RINGFEDER POWER TRANSMISSION, med produkter, der markedsføres under kendte og stærke brands.

Læs mere her

Nyborg Kommune får støtte til cykellegebane

Cyklistforbundet har med støtte fra Nordea-fonden i dag tildelt samlet fem mio. kr. til ti kommuner til at anlægge cykellegebaner de næste to år. Nyborg Kommune er blandt de udvalgte.Med en placering på det grønne areal ved Lille Svanedam, ansøgte Nyborg Kommune i september 2015 om støtte til etablering af en cykellegebane på 2000 m2.

En cykellegebane er et møde- og samlingssted for byen med naturelementer, sanseoplevelser og opholdsarealer. Samtidig skaber den nye og anderledes rammer for cykeltræning med fokus på både cykelsikkerhed og trafiksikkerhed.

– I de seneste par år, har vi i Nyborg Kommune haft særligt fokus på at gøre vores skoleveje mere sikre for vores cyklister. Med det tilsagn, som vi har modtaget fra Cyklistforbundet i dag, er vi glade for at kunne gå skridtet videre og være blandt de første kommuner i Danmark, der etablerer en cykellegebane og håber, at den kan tiltrække både borgere fra kommunen og besøgende udefra, udtaler borgmester Kenneth Muhs.

I den kommende tid påbegyndes arbejdet med at udforme cykellegebanen, som bliver helt unik for Nyborg, fordi der ikke findes én fast skabelon for, hvordan en cykellegebane skal indrettes. Den endelige plan for cykellegebanen skal godkendes af Cyklistforbundet og Nordea Fonden inden anlæggelsen påbegyndes.

– Vi glæder os til at gå i gang med at udvikle vores nye lokale cykellegebane. Vi tror på, at gode cykelvaner skabes tidligt i livet og derfor er det vigtigt for os at etablere de bedst mulige rammer for, at bl.a. børn kan lege og træne på deres cykler. Vores kommende cykellegebane skal derfor være et sted, som altid er åbent for kreativ cykelleg, udtaler formand for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget Frits Christensen.

Cykellegebanen har en samlet sum på 856.000 kr. Heraf støtter Cyklistforbundet og Nordea-Fonden med ca. halvdelen, mens Sundheds- og Forebyggelsesudvalget har bevilliget den resterende finansiering fra Sundhedspuljen.

Cykellegebanen forventes at stå færdig til skolernes sommerferie 2017.

Læs mere her