Dantra A/S køber U.L.R. Transport

Midtjyske Dantra A/S overtager den mangeårige kollega U.L.R. Transport i Snertinge. Med udgangspunkt i Køge skal opkøbet sammen med ny storkontrakt udgøre Dantras vækstplatform i Østdanmark.Dantra A/S, som er blandt Nordens største udbydere af tanklogistik, ekspanderer øst for Storebælt. Virksomheden kan nu offentliggøre købet af U.L.R. Transport, der med base i Snertinge tilbyder tanktransport af blandt andet kemikalier. Samtidig er indgået en kontrakt med Statoil, der med virkning fra 1. juli sikrer Dantra al brændstofkørsel til kædens sjællandske stationer.

Får domicil i Køge
Udgangspunktet for Dantras aktiviteter i Østdanmark bliver helt nye kontor-, værksteds- og chaufførfaciliteter ved Skandinavisk Transport Center i Køge.

– Vi ønsker at udvide og styrke vores platform på Sjælland, og med købet af U.L.R. Transport samt de nye faciliteter i Køge får vi et stærkt fundament for ekspansionen. U.L.R. Transport er en mangeårig kollega, og ligesom Dantra er U.L.R. en velkendt virksomhed med stor erfaring. Ikke mindst derfor er vi et godt match, siger Kenneth Jensen, der er administrerende direktør for Dantra A/S.

Stigende krav fører til konsolidering
Uffe Lønborg Rasmussen, der grundlagte U.L.R. Transport i 1984, lægger ikke skjul på, at dagens store krav til transportvirksomheder har fremskyndet hans planer om et generationsskifte.

– Både love, regler og kunder stiller større krav til transportfirmaer, ikke mindst inden for et nicheområde som vores. Det er klart, at behovene for godkendelser, certificeringer og kvalitetsstyring bidrager til konsolidering i branchen, og derfor var tiden moden til et generationsskifte, vurderer vognmanden.

Grundlægger og medarbejdere bliver
Alle medarbejdere i U.L.R. Transport fortsætter hos Dantra, og Uffe Rasmussen selv får en rolle som driftsleder på Sjælland. Med salget til Dantra lægger han vægt på at sikre ordentlige forhold for både medarbejdere og kunder.

– Det har været væsentligt for mig, at medarbejderne beholder deres jobs, og at kunderne fortsat får en god service og kvalitet. Vores forretning bliver et led i Dantras fortsatte ekspansion, og købet giver kunderne nye muligheder. Dantra er en veletableret virksomhed, som tilbyder en meget bred vifte af serviceydelser, fastslår Uffe Rasmussen.

Dantra er med sine over 110 vogntog blandt Nordeuropas førende udbydere af tanklogistik. Koncernen, der er grundlagt i 1920, består af transportvirksomhederne Dantra A/S (Danmark), Dantra AB (Sverige) og DT Transport Baltic UAB (Litauen). Dantra beskæftiger totalt cirka 180 medarbejdere og har hovedkontor i Hjøllund.

Læs mere her

Maribo: Centerleder takker af efter 37 års tro tjeneste

John Langhoff Hansen overlader ledelsen af Euromasters dæk- og autoservicecenter i Maribo til nye kræfter. Efter 37 år i virksomheden – heraf 30 år som centerleder – vil han savne kontakten med kunderne, men glæder sig til mere fritid. John Langhoff Hansen begyndte i 1977 som dækmontør med særligt fokus på landbrugsmaskiner ved Euromaster. Inden det havde han blandt andet arbejdet i et konkurrerende dækfirma og som anlægsgartner, men oprindeligt er han uddannet bagersvend. Sandt at sige afprøvede John Langhoff Hansen lidt af hvert, inden han som 28-årig fandt den virksomhed, der viste sig at blive karrierens sidste.

– Jeg var en ganske ustabil arbejdskraft dengang. Jeg prøvede en masse af, men kørte hurtigt sur i jobbene. Lige indtil jeg kom til Euromaster. Her fik jeg de rette udfordringer og opgaver inden for et spændende fag. Jeg følte mig til rette med dækarbejdet, fortæller John Langhoff Hansen, der efter montørstillingen fortsatte som salgschauffør, inden han i 1984 tiltrådte som leder for dæk- og autoservicecentret i Maribo.

Vil savne stemningen

Det er den daglige kontakt med kolleger og kunder, som John Langhoff Hansen kommer til at savne mest. Samtalen med menneskene omkring ham har været den vigtigste ingrediens i Hansens arbejdsliv og har været afgørende for at holde ham i virksomheden så længe.

– Jeg kommer virkelig til at savne at snakke med alle de mennesker, jeg har arbejdet side om side med. Den der bestemte stemning, omgangstone og humor, som er i vores værksted, vil jeg savne. Der er ingen tvivl om, at der bliver et hul, når jeg ikke længere har alle de mennesker omkring mig. Det er jo sket ofte, at nogle af de gamle kunder er kommet forbi bare for at få en kop kaffe og en vittighed. Der kommer sgu nok ikke lige så mange forbi hjemme hos mig selv, griner han.

Efterspurgt ekspertviden

Søren Brinck, der er Euromasters kørende sælger på Sjælland og Øerne, har arbejdet sammen med John Langhoff Hansen i over 20 år og vil savne hans gode humør og faglige viden. – John er en rigtig hyggelig mand at arbejde sammen med. Han er meget udadvendt og god til at komme i kontakt med nye kunder. Han har særligt været god til selv at køre ud og passe og pleje sine kunder. Det er helt sikkert også derfor, han over årene har fået så godt fat i landbrugs- og vognmandssektoren. Han har en enorm faglig viden på netop dette område, og hvis nogen i Euromaster-systemet er i tvivl om noget med traktordæk, er det John, de ringer til, fortæller Søren Brinck om sin kommende ekskollega.

Tid til konkurrencehund
Ifølge John Langhoff Hansen er nu det helt rigtige tidspunkt at lade sig pensionere på. Han er blevet 65 år, og det har altid været hans princip at stoppe, mens det går godt. Aftalerne med dækcentrets samarbejdspartnere er helt på plads, og forretningen kører planmæssigt, så John Langhoff Hansen kan med ro i sindet videregive faklen til sin efterfølger. Samtidig vil han gerne nyde sit otium, mens han stadig kan.
– Selvom der bliver et stort hul i min kalender uden arbejdet, har jeg jo nok at tage mig til. Jeg får mere tid til min konkurrencehund – ja, det kan endda være, vi ligefrem går hen og vinder noget. Og så har jeg et par gamle huse, en gammel Yamaha motorcykel og en ung kone, som også skal passes. Jo, jeg skal nok få tiden til at gå, siger den muntre lollænder, der også glæder sig til at investere mere tid i den lokale loge.
John Langhoff Hansens sidste dag er fredag 10. oktober, hvor der vil blive sagt behørigt farvel med en reception i dæk- og autoservicecenteret i Maribo.

Euromaster er europæisk markedsleder inden for dæk og dækserviceløsninger. I Danmark har kæden 45 servicecentre og ca. 210 ansatte. Den lokale filial er beliggende på C. E. Christiansensvej i Maribo. www.euromaster.dk

Læs mere her

Jernbanenaboer kan få tilskud til at mindske støj

Boligejere, der er belastede af støj fra jernbanen, skal senest 30. september tilmelde sig Banedanmarks støjpulje for at komme i betragtning til tilskud til lydisolering af facaden og udendørs støjskærme.

Naboer til jernbanen, der føler sig generet af støj fra forbipasserende tog, har nu mulighed for få økonomisk tilskud til at lydisolere deres bolig eller etablere udendørs støjskærme. Men det kræver i første omgang, at de senest den 30. september indsender en ansøgning til Banedanmarks Støjpulje.

Vi har en pulje på 15 mio. kroner til fordeling i 2014, hvor boligejere langs jernbanen frit kan søge om tilskud til lydisolering. Afhængig af omfanget af støj fra banen, vil man kunne modtage støtte på op til ca. 125.000 kr., siger miljøtekniker Lisette Mortensen fra Banedanmark.

Nu der skal søges
Banedanmark har i forskellige omgange siden 1986 givet tilskud til over 9.000 boliger, der var generet af støj fra jernbanen. Dette bliver sidste etape, oplyser Lisette Mortensen.

Derfor vil jeg opfordre alle boligejere, der føler sig generede, at tilmelde sig støjpuljen, så man kan komme i betragtning til støttekronerne, der uddeles inden udgangen af 2014. Er man lejer, kan man ikke selv søge tilskud, men må opfordre ejeren af lejeboligen til at søge. Desuden vil det normalt ikke være muligt at modtage nyt tilskud, hvis man tidligere har fået, men det beror i sidste end på en konkret vurdering, siger hun.

Tilskudsgrænser
Tilskud bliver i første omgang givet til de boliger, der er hårdest ramte ud fra de støjberegninger, der er foretaget langs jernbanen. Boligejere, der modtager tilskud, vil få gratis assistance til deres lydisoleringsprojekter fra en støjkonsulent.

For at få tilskud til støjafskærmning skal boligen være bygget eller have fået byggetilladelse før 1. juli 2007, mens tilskud til lydisolering kan gives til boliger, der er bygget eller har fået byggetilladelse før 1. april 1984. For at komme i betragtning til tilskud skal det gennemsnitlige støjniveau ved boligens facade være mindst 64 dB. For lydisolering gives endvidere tilskud, hvis det maksimale støjniveau overstiger 85 dB, når tog passerer.

Tilmeldingsblanketten til støjpuljen kan findes på Banedanmarks hjemmeside www.bane.dk.

Fakta: Støjpuljen

Lydisolering ved facaden:

Facadelarm – over 74 dB – mellem 69 og 74 dB – mellem 64 og 69 dB eller spidsbelastninger på min. 85 dB
Max. udgifter i kr. – 138.425 – 115.354 – 92.283
Tilskud (max.beløb i kr.) – 90 pct. (op til 124.582) – 75 pct. (op til 86.515) – 50 pct. (op til 46.141)

Støjskærme og anden udendørs støjreduktion: Der ydes 50 % i tilskud.

Fakta: Strækninger, hvor støjbelastningen som udgangspunkt er størst

Kystbanen
Samtlige S-baner
København H Esbjerg
Ringsted Rødby
Roskilde – Holbæk
Fredericia Lindholm
Lunderskov – Padborg
Snoghøj – Taulov
Svendborgbanen (ind til lige syd for Højby i Odense Kommune)
Grenåbanen (Århus Kommune)

Langs resten af jernbanelinjerne (Regional- og lokalbaner) i Banedanmarks regi vil boligejeren få et skriftligt tilbud om tilskud til lydisolering, hvis vedkommende udfra støjberegningerne er berettiget.

Læs mere her