Mange produkter til transportindustrien i nyt Brammer-katalog

En af Europas største leverandører af produkter og serviceydelser til transportindustrien lancerer nyt produktkatalog på over 1000 sider med særlig fokus på gear og lineære systemer til transportbranchen.En halv million forskellige produkter. Så mange har Brammer formået at klemme ned i det netop lancerede katalog, hvor alt fra enorme motorer til de mindste møtrikker findes i det tunge hæfte på 1080 sider. Indholdet i kataloget svarer dog stadig kun til en lille del af det samlede varesortiment. I år fokuserer Brammer blandt andet på transportbranchen og fremviser en række produkter inden for gear og lineære lejer.

– Transportbranchen er en af de vigtigste brancher for os, og derfor præsenterer vi i kataloget mange af de produkter, som særligt transportfirmaerne efterspørger. Vi tilbyder et omfattende udvalg af alt fra kuglebøsninger til supplerende produkter såsom aktuatorer, profilskinner og spor samt monorail styresystemer. Alle produkter leveres med fuld producentgaranti og teknisk backup, fortæller Jan Lauritzen, direktør i Brammer A/S.

Han glæder sig til at få kataloget ud til både de eksisterende og potentielle kunder, så de kan danne sig et indtryk af Brammers enorme sortiment.

Opruster med pneumatik

Kataloget er inddelt i ti afsnit og fyldt med MRO-produkter, der er nødvendige i forbindelse med vedligeholdelse, reparation og eftersyn i industrivirksomheder. Det er nemlig ikke det enkelte produkt, der adskiller Brammer fra andre leverandører, men den samlede mængde. Brammers størrelse og indkøbskraft gør, at industrivirksomheder sparer mellem fem og ti procent på driftsbudgettet ved at bruge Brammer som eneleverandør.

– Vores nye katalog afspejler med sin blotte størrelse hele Brammer-organisationens købekraft, leveringssikkerhed og den omkostningsreduktion der følger ved at benytte os som sololeverandør. For os er det en rigtig god måde at præsentere nogle af de produkter, som kunderne måske ikke vidste, de havde brug for, forklarer Jan Lauritzen.

Brammer har i særlig grad givet plads i kataloget til pneumatikprodukter til en bred vifte af hjemlige industrivirksomheder. Det danske hovedkontor i Harlev vest for Aarhus har netop fået tilknyttet et lokallager, udelukkende med pneumatikprodukter, for at kunne garantere lynhurtig levering overalt i Danmark.

– Det nye lokallager med de vigtigste pneumatikprodukter sikrer kunderne leveringsgaranti fra dag til dag på en lang række af de mest solgte varer. Det er essentielt for rigtig mange af vores kunder, fortæller Jan Lauritzen.

Fakta:
Brammer A/S er med sit enorme produktsortiment den eneste europæiske totalleverandør til MRO-markedet. Der leveres fra moderne, højteknologiske distributionscentre lokalt på tværs af Europa, 24/7/365. Koncernens 3500 medarbejdere betjener mere end 100.000 kunder inden for alle industrisegmenter, og dens omfattende, paneuropæiske netværk dækker 22 lande. Omsætningen udgjorde i 2013 omkring en milliard euro. Brammer overtog i januar 2014 Lönne Scandinavia med selskaber i Danmark, Finland, Norge og Sverige, som ved indgangen til 2015 alle skiftede navn til Brammer. Det danske selskab, Brammer A/S, er beliggende i Harlev ved Aarhus.

Læs mere her

Brug de lovlige overgange, når du skal krydse banen

Antallet af folk, der krydser eller på anden vis befinder sig ulovligt på jernbanen er desværre stigende.Lokomotivførerne oplever dagligt, at der opstår farlige situationer, fordi folk krydser jernbanesporene, hvor det er ulovligt, og dermed bringer sig selv i fare. Fra 1. januar 2014 til 17. marts 2015 blev der indberettet 557 tilfælde til Banedanmark, hvor lokomotivføreren observerede en eller flere personer i sporet.

Det sker både på stationer, hvor folk krydser sporene for at nå et tog, og i det åbne landskab, hvor mange skyder genvej over sporet. Eller det kan være i en overkørsel, hvor man ikke respekterer, når bommene er nede, og advarselsklokkerne kimer.

”Det er ulovligt og forbundet med livsfare at krydse sporet uden for de autoriserede overgangssteder. Togene kommer ofte med høj fart, de er stort set lydløse, og de kan ikke dreje uden om en forhindring,” siger Thomas Gram Rasmussen, Sektionschef for jernbanesikkerhed i Banedanmark.

Blandt dem, der krydser sporene ulovligt, er der mange unge og yngre mennesker. Og her efter sommerferien, hvor mange har skiftet uddannelsesinstitution og skal ud på stationerne og op i togene, er det vigtigt, at man kender reglerne for, hvordan man færdes ved jernbanen.

”Ved jernbanen skal man benytte de autoriserede overgange og vente til bommene er oppe, når man kommer til en overkørsel. Det tager kun ganske få minutter, men man undgår at sætte sit liv på spil,” siger Thomas Gram Rasmussen.

Ud over at sætte sit eget liv på spil, så er de mange nærvedpåkørsler en psykisk belastning for lokomotivførerne.

FAKTA:

Fra 2013 til 2014 steg antallet af indberetninger om nærvedpåkørsler fra 373 til 496.
557 indberetninger i perioden fra 1. januar 2014 til 17. marts 2015 er blevet gennemgået.

Fordelingen målt på landsdele er:
Hovedstaden: 348 – heraf 322 på S-banen
Øvrige Sjælland: 52
Fyn: 47
Jylland: 110

Læs mere her

Banedanmark tager kampen op med løvfaldet

Efteråret har smukke farver, men når de røde og gule blade falder af træerne og ned på skinnerne, giver det udfordringer på jernbanen. Ved at spule løvfaldet af skinnerne er Banedanmark med til at sikre, at passagererne mærker mindst muligt til løvfaldet. Bladene kan klæbe sig til skinnerne, og når togene kører over dem, bliver de til en klistret substans, som gør, at togene har brug for mere tid til både at sætte i gang og komme ned i fart. Derfor patruljerer Banedanmarks fire løvfaldstroljer på de strækninger, hvortrolje 1 2014 der er mest løvfald.

”Når løvfaldstroljerne spuler skinnerne, fjerner de den fedtede belægning, der opstår, når togene kører over de blade, der samler sig på skinnerne. Det er med til at sikre, at vi også i løvfaldsperioden kan køre med en høj rettidighed,” siger Jens Jørgen Hansen, trafikchef i Banedanmark.

Den klæbrige bladmasse bliver spulet af skinnerne med varmt vand, som med et tryk på 500 bar gør skinnerne rene igen.

Vejret spiller ind
Kørslen med løvfaldstroljerne er blot et element i den samlede indsats. Lokomotivførerne sørger for at køre efter forholdene og informerer personalet i Banedanmarks fjernstyringscentraler og kommandoposter, hvis de oplever løvfald.

Hos DSB har man samtidig indkaldt ekstra mandskab til at slibe togenes hjul, så de bremser så godt som overhovedet muligt.

Vejret har også en afgørende rolle for, hvor mange tog der forsinkes som følge af løvfald. Falder bladene hurtigt af træerne som følge af frost og kraftig blæst, så bliver det en kort løvfaldsperiode, hvilket begrænser generne for passagererne. Omvendt så forlænger et stille og lunt efterår løvfaldsperioden.

I oktober 2013 blev 1,5 procent af togene på fjernbanen forsinket som følge af løvfald, og i november var tallet 0,5 procent.

Her kører løvfaldstroljerne
Fra mandag den 6. oktober vil der være et beredskab klar i Jylland, hvor løvfaldet typisk sætter ind først, og en uge senere begynder kørslerne med løvfaldstroljerne i hele landet. I størstedelen af løvfaldsperioden køres der både dag og nat for at sikre, at togene kan komme frem til tiden.

”Kørslen med løvfaldstroljerne er fleksibel, så vi kan øge indsatsen, hvis lokomotivførerne på en strækning melder om meget løvfald. Omvendt er der heller ingen grund til at spule skinnerne, hvis der ikke er noget løvfald,” siger Jens Jørgen Hansen.

Der køres på følgende strækninger:
Hobro-Aarhus
Fredericia-Aarhus,
Kystbanen
Aarhus-Vejle-Jelling
Fredericia-Bramming
Odense-Fredericia.
På en række øvrige strækninger, herunder den københavnske S-bane, køres der efter behov.

Læs mere her

Jernbanen er tilbage i form

Otte års arbejde med både at afvikle et opsparet vedligeholdelses- og fornyelsesefterslæb på det statslige jernbanenet er nu tæt på målstregen med de sidste fornyelsesarbejder på strækningen mellem Taulov og Padborg samt en række mindre arbejder på Kystbanen. Banedanmark lægger i de kommende måneder sidste hånd på arbejdet med at indhente mange års fornyelsesefterslæb på jernbanen. Dermed afslutter Banedanmark otte års arbejde med at bringe jernbanesporet tilbage i form efter det vedligeholdelses- og fornyelsesefterslæb, der var blevet opbygget over en lang række år.

”Der har fra politisk side været investeret massivt i jernbanen, og effekten af, at jernbanen nu er tilbage i form, kan også mærkes for passagererne ved, at togene nu kører med en rekordhøj rettidighed. Vi har nået en markant milepæl, og med de kommende års udskiftning af de gamle signalanlæg vil der komme endnu færre forsinkelser,” siger Jesper Hansen, adm. direktør i Banedanmark.

Efterslæb på broer og spor
Tilbage i 2006 besluttede Folketinget med ”Aftale om trafik for 2007” at give en merbevilling på 4,7 mia. kr. til jernbaneområdet efter en periode i 2005-2006 med mange problemer og forsinkelser. Heraf var de 3,3 mia. kr. øremærket til at indhente efterslæb på fornyelse og vedligehold af banen. Vedligeholdelsesefterslæbet blev som planlagt indhentet i 2009.

Målet om indhentelse af fornyelsesefterslæbet med udgangen af 2014 bliver nået med sommerens fornyelsesarbejder på strækningen mellem Taulov og Padborg, der udføres samtidig med anlæggelsen af dobbeltsporet mellem Vamdrup-Vojens, som er klar i 2015. Ligeledes udføres der i år mindre vedligeholdelsesarbejder på Kystbanen.

I perioden fra 2007-2014 har ca. 75 procent af indsatsen været koncentreret om fornyelsesarbejde på broer og spor. Som planlagt i 2006 er der udført vedligehold og fornyelsesarbejde på 800 broer og fornyelse af ca. 1500 km spor.

Ændringer i planen giver effektivitet
Siden 2006 er der kommet en række nye store anlægsprojekter på jernbanen, og de skal gennemføres frem mod 2020. Banedanmark har derfor valgt at lægge enkelte af arbejderne med at indhente fornyelsesefterslæbet sammen med kommende anlægsarbejder, der udføres frem mod 2020.

”Ved at udføre anlægs- og fornyelsesarbejder samtidigt, opnår vi både økonomiske og planlægningsmæssige fordele. Endnu vigtigere er det dog, at vi generer passagererne mindst muligt, så vi sikrer, at vi laver mest mulig jernbane, når vi påvirker togtrafikken,” forklarer Jesper Hansen, adm. direktør i Banedanmark.

Med fornyelsesefterslæbet indhentet og infrastrukturen på plads har Banedanmark lagt hjørnestenene til at realisere de politiske beslutninger om timemodellen og muligheden for at fordoble antallet af passagerer og godstransporten.

”Vi har nu fundamentet på plads. Vi er dermed klar til at skabe fremtidens jernbane frem mod 2020 og til at realisere den politiske aftale om Togfonden DK til gavn for passagererne,” siger Jesper Hansen.

Fakta:
• Spor og broer udgør 75 pct. af Banedanmarks udgifter til fornyelse og vedligehold eksklusiv sikring.
• Banedanmark har udført fornyelse og vedligehold på 800 broer.
• Banedanmark har udført fornyelse på 1500 kilometer spor. I fagsprog taler man om vægtede kilometer, fordi der ved sporombygninger vægtes forskelligt på baggrund af den mængde skinner, sveller og ballast, som Banedanmark har fornyet. En kilometer spor, hvor der kun skiftes skinner, vægter således ikke så højt som en kilometer spor, hvor der også skal skiftes sveller og ballast.

Banedanmark har fornyet spor på disse strækninger:
Årstal:
– Strækning

2007:
– Kystbanen
Køge Bugt – banen

2008:
– Fredericia – Aarhus
– Farumbanen
– Klampenborg banen
– Holbæk – Kalundborg

2009:
– Odense – Svendborg
– Ringsted – Nykøbing Falster

2010:
– Svanemøllen – Hillerød
– Roskilde – Holbæk
– Sønderborg – Tinglev
– Herning – Holstebro

2011:
– Bramming – Tønder
– Esbjerg – Lundeskov
Valby – Svanemøllen

2012:
– Skanderborg – Herning
– Aalborg – Frederikshavn
– Langå – Struer

2013:
– Lille Syd (Roskilde – Køge – Næstved)
– Esbjerg – Skjern – Herning

2014:
– Kystbanen (arbejde imens togtrafik er indstillet pga. Nordhavnsvejprojektet)
– Taulov – Padborg

Læs mere her

DTM kører med teknik fra Bosch

Bosch udvikler styreenhed med motorstyringssoftware specielt til DTM-serien. Hele DTM kører også i 2014 med motorstyring, display og andre komponenter fra Bosch. Viden overføres mellem motorsport og serieproduktion. Brølende motorer, hvinende dæk og spænding lige til målstregen. Alle de biler, der stiller op til dette års DTM, vil igen være udstyret med teknik fra Bosch. Motorstyreenhed, display, startere, generatorer og mange andre komponenter kommer fra Bosch. Hver komponent er en kulmination af mange års erfaring fra motorsporten: Vibrationer, ekstrem acceleration og opbremsning, temperatursvingninger, permanent topydelse over tusinder af kilometer i hver sæson. Dertil kommer knowhow og præcision fra virksomhedens serieproduktion i stor målestok. Vi kombinerer vores udviklingskompetence fra bilområdet med kravene fra motorsporten og leverer komponenter til DTM, der er tilpasset, så de leverer maksimal ydelse, forklarer Dr. Klaus Böttcher, leder af Bosch Motorsport.

Teknologi til motorsport og serieproduktion
En motorstyreenhed til DTM adskiller fra styreenheder fra serieproduktion i stor målestok. De er specialfremstillet og udvikles fra bunden. Allerede udefra er de lette at genkende på det sorte, temperaturresistente hus, der desuden er støv- og vandtæt. Særlige stikforbindelser sikrer en optimal elektrisk forbindelse ved ekstreme vibrationer på motorbanen.

Kernen i hver styreenhed er motorstyringssoftwaren, forklarer Böttcher.
Ved hjælp af denne kan alle team individuelt fastlægge talrige motorfunktioner inden for DTM’s regler – funktioner, der ikke kan ændres i seriefremstillede modeller. Herunder hører f.eks. indstilling af indsprøjtnings- og tændingstidspunkt med millisekunders præcision for at optimere motorydelsen. Kraftige processorer og koblingsanordninger og specialudviklede platiner garanterer den nødvendige computerydelse og –hastighed. Andre funktioner fra seriefremstillede biler, som aircondition og cruise control, er derimod overflødige i DTM-bilerne. En anden forskel mellem styreenheder til DTM og dem til serieproduktion er dataregistrering. Alle relevante motor- og chassisdata gemmes i DTM-bilerne under løbet. De udlæses og analyseres i pitten, og de enkelte team får værdifulde informationer om, hvordan bilen optimeres yderligere.

Detaljeret førerinformation
En anden komponent, der er specialudviklet til motorløb, er DTM-bilernes display. Mens reglerne fastsætter, at alle team skal have det samme standarddisplay, er det forskelligt, hvad den enkelte fører ser. Alle førere har adgang til op til 12 frit programmerbare sidevisninger under løbet for at se alle relevante bildata. Også for displayet er det softwaren, der er nøglen: Til forskel fra serieproducerede modeller kan hvert team individuelt programmere informationerne på displaysiderne med en medleveret software. Inde i kabinen skifter bilens fører mellem siderne på displayet ved et tryk på en knap.

Bosch Motorsport leverer et bredt spektrum af andre komponenter til DTM-biler inkl. startere, generatorer, ledningsnet, direkte viskerdrev og power box. Bortset fra standardkomponenter bruger de enkelte team også sensorer, tændingskomponenter og indsprøjtningsventiler fra Bosch Motorsport. Disse er ganske vist hovedsagelig baseret på den teknik, der anvendes ved serieproduktion, men er tilpasset motorsportens høje krav. Vi arbejder i den forbindelse tæt sammen med de specialiserede Bosch-fabrikkers prototypeafdelinger. De enkelte team kan således drage fordel af knowhow fra den førende leverandør til bilindustrien i hver enkelt komponent, siger Böttcher. Samtidig overføres viden om komponenternes robusthed og holdbarhed under motorsportens ekstreme forhold ofte til udviklingsarbejdet inden for serieproduktion. Videnoverførsel mellem motorsport og serieproduktion er ikke en ensrettet vej, sådan beskriver Böttcher samarbejdet med virksomhedens udviklingsafdelinger.

Motorstyring i alle serier
Fra Volkswagen Scirocco R-Cup og Porsche Carrera Cup Deutschland til FIA Formel 3 europamesterskabet: Alle supportserier for DTM kører med motorstyring fra Bosch og talrige andre komponenter fra denne leverandør.
Bosch Motorsport er en del af Bosch Engineering GmbH, et datterselskab med speciale i udviklingsservice. Virksomheden kan se tilbage på en lang tradition inden for motorsport: Allerede i 1901 blev teknik fra Bosch for første gang anvendt med succes ved motorløb.

###

Bosch-koncernen er en førende international virksomhed med fokus på teknik og serviceydelser. Ifølge foreløbige regnskabstal for 2013 havde koncernen ca. 281.000 ansatte og en omsætning på 46,4 mia. euro. (Bemærk: På grund af ændringer i lovgivningen om konsolidering er 2013-resultatet kun delvis sammenligneligt med tallene for 2012). Bosch-koncernen er opdelt i fire forretningsområder: Autoteknik, Industriteknik, Forbrugsgoder og Energi- og bygningsteknik. Bosch-koncernen omfatter Robert Bosch GmbH og ca. 360 datter- og regionalselskaber i ca. 50 lande. Inkl. salgs- og servicepartnere er Bosch repræsenteret i ca. 150 lande. Dette globale netværk af udvikling, produktion og salg er forudsætningen for yderligere vækst. I 2013 anmeldte Bosch omkring 5.000 patenter på verdensplan. Bosch-koncernens produkter og serviceydelser er designet, så de er attraktive og forbedrer livskvaliteten med løsninger, der er innovative og nyttige. På den måde tilbyder Bosch teknologi over hele verden, der er ”Invented for life”.

Virksomheden blev grundlagt i Stuttgart i 1886 af Robert Bosch (1861-1942) som ”Værksted for finmekanik og elektroteknik”. Robert Bosch GmbH's virksomhedsstruktur sikrer Bosch-koncernen økonomisk uafhængighed. Den giver virksomheden mulighed for at foretage langsigtet planlægning og betydelige investeringer for at sikre fremtiden. 92 % af kapitalandelene i Robert Bosch GmbH ejes af den almennyttige fond Robert Bosch Stiftung GmbH. Stemmeretten udøves i overvejende grad af Robert Bosch Industrietreuhand KG, der varetager virksomhedens ejerfunktion. De øvrige andele ejes af familien Bosch og Robert Bosch GmbH.

Læs mere her

Masser af nyheder på årets største transportmesse

Man kan opleve mange nye produkter og udstillere, når transportmessen Vestfyn Trækker atter afholdes fra den 23. til 25. maj. Ikke færre end 150 udstillere er sammen med tusindvis af produkter i år at finde på messearealet, der er udvidet til 55.000 m2.
Alle stande er for længst afsat, og udstillerlisten er offentliggjort. Efter et 2013 uden transportmessen Vestfyn Trækker i Ejby lægges der ifølge arrangøren i år op til en udstilling med endnu flere nyheder end tidligere på programmet.

– Efter vi igen har udvidet arealet, denne gang til ca. 55.000 m2, har vi fået plads til yderligere 13 stande. 150 udstillere er ny rekord, og de mange firmaer har flere produktnyheder at vise frem end nogensinde før. Man kan altså roligt forvente, at årets messe bliver rigtig spændende og indholdsrig, siger adm. direktør Per Mikkelsen fra VBG Group. Han oplyser, at VBG i år har tilført ekstra personaleressourcer for bedre at kunne håndtere den store arbejdsbyrde, og at teltene som noget nyt placeres efter avancerede 3D-tegninger for at undgå fejl.

Produktnyheder i stor stil
Vestfyn Trækker kan i år byde velkommen til et stort antal nye udstillere. En af dem er Hydropac A/S, der på sin stand fremviser virksomhedens eget program af hydraulikstationer og elstyringer til transportbranchen. – Vi er med, fordi vores samarbejdspartnere har positive erfaringer med at udstille på Vestfyn, og fordi vi netop har fået det danske agentur på radiostyringer fra Sistematica. Dermed bliver vi stærkere og mere konkurrencedygtige på totale hydraulikløsninger inklusive fjernbetjening, der lever op til de strengeste sikkerhedskrav. Det har vi store forventninger til at vise landets opbyggere, forklarer direktør Jesper Frederiksen.

Også VBG selv viser produktnyheder frem på årets messe. På firmaets stand kan man opleve en bred vifte af nyheder inden for trækbjælker, gavlsæt og koblingstilbehør. – Jeg vil fremhæve vores nye trækbjælke C7, som er en stærkere udgave af den traditionelle DB 75V, og som lever op til de nye regler for helbilsgodkendelse. Trækbjælken fås også med overdrejningsindikator, der deformeres ved overbelastning af koblingen. Man kan desuden se nærmere på koblingen 795VR, som er bygget til ekstreme forhold, og som sagtens klarer de nye kombinationer og totalvægte, fortæller salgskonsulent Kim Kristensen.

Fuld gang i Euro 6
Naturligvis kan man på messen også opleve masser af biler, der er godkendt efter emissionsstandarden Euro 6, som er et krav til nye lastbiler fra i år. Eksempelvis fremviser Scania en række nye modeller fra serien Streamline samt en renovationsbil med Euro 6 gasmotor.

– Ikke kun motorerne er optimeret for at give de nye Streamline fremragende brændstoføkonomi. Eksempelvis muliggør aerodynamiske forbedringer på spoilere, førerhus og sideskørter yderligere brændstofbesparelser på op mod 3 %. Samtidig er bilerne udstyret med nye, avancerede systemer, der giver mulighed for at holde gennemsnitshastigheden i top og brændstofforbruget i bund ved stigninger og nedkørsler, fortæller salgskonsulent Peter Madsen fra Scania Danmark A/S.

Fakta
Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er årets største transport- og logistikudstilling. På messen kan man møde alle væsentlige lastbilmærker samt en lang række opbyggere og forhandlere af øvrigt materiel. Desuden deltager mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt brancheorganisationer og fagmedier. Messen forventer i år mellem 6.000 og 10.000 besøgende. www.vestfyntraekker.dk

Læs mere her

2013: Et godt år for jernbanen

Banedanmark har netop offentliggjort årsrapporten for 2013. Årsrapporten viser en god rettidighed på både fjern – og S-banen og en tilfredsstillende fremdrift i de store anlægsprojekter, der er i fuld gang med at skabe fremtidens jernbane.

I 2013 er jernbanen inden for de godkendte bevillinger blevet vedligeholdt for 1,2 mia. kr., fornyet og udskiftet for 1,3 mia. kr., og der er gennemført nye anlægsprojekter til en samlet sum af 2,8 mia. kr.

”2013 må betegnes som et overvejende godt år for jernbanen. Den høje rettidighed på jernbanen fra 2012 blev fastholdt, og der er god fremdrift i vores store anlægsprojekter. Desuden har vi gennemført to store sporfornyelser i 2013,” siger adm. direktør i Banedanmark, Jesper Hansen.

Høj rettidighed på både fjern- og S-tog

I 2013 kørte togene med høj rettidighed med målopfyldelse på både fjernbanen og S-banen. I 2013 nåede den samlede rettidighed for passagertog på fjernbanen op på 91,1 pct., hvor Banedanmarks resultatkrav var 90,0 pct.

På S-banen nåede rettidigheden op på 94,5 pct., dvs. 1,5 procentpoint over Banedanmarks interne målsætning. Dette er en forbedring på 1,1 procentpoint i forhold til resultatet i 2012 og samtidigt det højeste årsresultat for S-banen, siden Banedanmark begyndte at måle på rettidighed. I tallene for både fjern- og S-banen indgår de trafikale konsekvenser af efterårets to store storme.

En hovedårsag til den gode rettidighed er det fælles, skarpe fokus på tværs af jernbanesektoren for at øge rettidigheden.

En anden årsag til den gode rettidighed er den fokuserede og præventive vedligeholdelse af jernbanen for 1,2 mia. kroner i 2013 – 63 mio. kr. mere end i 2012. Et tal, der i det kommende år vil stige til 1,3 mia. kr.

På trafikinformationsområdet fortsatte Banedanmark og DSB det tætte samarbejde i 2013, ligesom Banedanmark også indgår i TUS – det tværgående Trafikinfo Udviklings Samarbejde, hvor der i 2013 blev lanceret nye skærme og skilte på Københavns Hovedbanegård og Flintholm Station.

På sporet af fremtidens jernbane

Årets store fornyelsesprojekter i 2013 var sporfornyelsen af jernbanen mellem Esbjerg-Skjern-Herning og Roskilde-Næstved-Køge. Begge projekter kom i mål til tiden.

Samtidig var der en tilfredsstillende fremdrift i de store anlægsprojekter, der frem mod 2020 skal give muligheden for en fordobling af passager- og godstrafikken: Et nyt signalsystem til fjern- og S-banen, dobbeltsporet mellem Lejre og Vipperød, den nye bane København-Ringsted, Ringsted-Femern Banen og udbygningen af Elektrificeringsprogrammet, der i de kommende år skal varetage elektrificeringen på de besluttede strækninger.

Brikker, der tilsammen er med til at danne fremtidens jernbane, som skal sikre en bedre og mere effektiv togdrift.

Læs mere om Banedanmarks resultater i 2013 i den elektroniske udgave af årsberetningen.

Flere oplysninger hos Banedanmark på 8234 1313.

Fakta

Økonomiske nøgletal:

• 1,2 mia. kroner anvendt til vedligeholdelse
• 1,3 mia. kroner anvendt til fornyelse
• 2,8 mia. kroner anvendt til nyanlæg
• Resultatet for driftsbevillingen er et overskud på 29,3 mio. kroner

Rettidighed 2013*:

• Fjernbanen: 91,1 procent
• S-banen: 95,3 procent

I 2013 udskiftede Banedanmark:

• 31 km skinner
• 56 km sveller
• 40 sporskifter

*) I Banedanmarks kontrakt anses et tog på fjernbanen som rettidigt, hvis det ankommer mindre end 5 minutter forsinket. På S-banen anses et tog som rettidigt, når det ankommer mindre end 2½ minut forsinket. Tog, der er aflyst inden for de seneste 72 timer, indgår i Banedanmarks opgørelse af rettidighed.

Læs mere her

Kan børn tegne trafikken mere sikker

En stor tegnekonkurrence om fart, hvor hovedpræmien er en tur i Tivoli for hele familien, starter nu. Bag konkurrencen står Rådet for Sikker Trafik, der sammen med Q8 og Kommunerne i Danmark opfordrer danskerne til at sænke farten blot en lille smule.

Sænk farten blot en lille smule. Det er budskabet fra Rådet for Sikker Trafik i en ny kampagne for at reducere farten på de danske veje. Q8 Danmark A/S bakker op om indsatsen og vil i de næste uger opfordre bilisterne til at sænke farten, når de sætter sig bag rattet. En tegnekonkurrence for børn er et af værktøjerne.

Danske kommuner bakker ligeledes op om den nye kampagne blandt andet ved at stille kampagneplakater op langs vejkanterne rundt om i landet.

Tænk på farten, når du tanker
Det er femte år i træk, at Q8 støtter op om kampagnen om sikker trafik. Forretningschef Dorthe Eg Hansen, Q8 i Bramming, siger:

Hos Q8 ønsker vi at medvirke til at nedbringe farten på de danske veje, fordi det redder liv. Vi mener, at servicestationen er et rigtig godt sted at blive mindet om at holde en lavere fart, og vi håber, der er mange, som vil komme ind til os og hente et tegneark til den store tegnekonkurrence uanset om de skal tanke eller ej.

Hvem ville blive ked af det, hvis du var i en ulykke
Tegneark til konkurrencen fås hos Q8, og der er fem temaer at vælge imellem, fx hvordan ser det ud, når man kører for stærkt , hvem ville blive ked af det, hvis du var i en ulykke

Kan man udtrykke det med streger og farver, har man en chance for at vinde en tur i Tivoli for fire personer med alt betalt. Kommunikationschef Marie Schou Petersen fra Q8 forklarer idéen med tegnekonkurrencen:

Der er mange familier, der besøger vores stationer, og når kampagnens tegnekonkurrence appellerer til børn, handler det om, at konsekvenserne af fart involverer hele familien. Børn er passive passagerer, som stoler på de voksne i trafikken. Måske kan vi gennem konkurrencen få børnene til at minde forældrene om, at det er smart at sænke farten. Bare en lille smule.

Vær med i tegnekonkurrencen
Med den nye landsdækkende kampagne ønsker Rådet for Sikker Trafik, kommunerne og Q8 at gøre opmærksom på, at den enkelte bilist ved at sænke farten blot en smule fx fra 90 til 80 km i timen, eller fra 60 til 50 kan gøre en stor forskel. Rådet for Sikker Trafik oplyser, at for høj fart er en af de største dræbere i trafikken og peger også på, at to tredjedele af alle dødsulykker sker på landevejene.

På Q8s 123 servicestationer landet over kan man fra den 1. til den 27. oktober hente tegneark og deltage i tegnekonkurrencen med post, mms eller e-mail. Konkurrencen afvikles af Rådet for Sikker Trafik og Q8. Vinderen får direkte besked onsdag den 6. november 2013.

Billedtekst:
Den store tegnekonkurrence for sikker trafik er nu skudt i gang på Q8s servicestationer. Hovedpræmien er en tur i Tivoli for hele familien med alt betalt. Kom og vær med frem til den 27. oktober.

Billedet er til redaktionens frie anvendelse.

Kampagnen Sænk farten en lille smule betyder en hel del foregår i 76 kommuner og på alle landets 123 Q8-stationer fra den 1. 27. oktober. Bag kampagnen står Kommunerne i Danmark, Rådet for Sikker Trafik og Q8. Det er femte år i træk, at Q8 støtter op om kampagnen, der skal få bilisterne til at lette foden fra speederen for at reducere antallet af trafikulykker med kvæstede og dræbte på vejene.

Se kampagnefilmen på Q8s Facebook-side.

Læs mere her

Arkæologiske forundersøgelser på Lolland Falster

Ringsted-Femern Banen rykker endnu et skridt frem mod selve anlægsfasen. I begyndelsen af oktober begynder de arkæologiske forundersøgelser omkring 17 af de 18 broer på Lolland-Falster, som skal udvides, så der bliver plads til det kommende kørestrømsanlæg. De 18 nye broer er første del af det omfattende arbejde med at gøre banen klar til den faste forbindelse over Femern Bælt.

De arkæologiske forundersøgelser udføres af Museum Lolland-Falster, som på baggrund af tidligere fund og en besigtigelse af de arealer, der skal benyttes ved ombygningerne af de 17 broer, har vurderet, hvor der er mulighed for at gøre væsentlige arkæologiske fund. Undersøgelserne vil finde fra starten af oktober, og frem til midten af december i år.

Det giver god mening, at foretage arkæologiske undersøgelser, før vi går i gang med selve anlægsarbejdet på de 17 broer, Vi skal nemlig stoppe arbejdet, hvis man gør væsentlige fund undervejs, og det har store omkostninger, hvis entreprenøren er gået i gang med anlægsarbejdet, siger Klaus V. Larsen, der er projekteringsleder for Miljø og Arkæologi i Banedanmark.

Ved en arkæologisk forundersøgelse anlægger arkæologerne typisk søgegrøfter af to meters bredde og med ca. 15 meters mellemrum. Søgegrøfterne anlægges ved hjælp af gravemaskine.

Når arkæologerne er færdige med forundersøgelsen, dækker de søgegrøfterne med muldjord, udjævner overfladen og fjerner opgravede sten. På lokaliteter, hvor anlægsarbejdet forventes igangsat i løbet af næste år, kan retableringen dog blive udskudt til et senere tidspunkt , siger Klaus V. Larsen.

Undersøgelser ved 17 broer
Banedanmark skal indledningsvis renovere 18 broer på Lolland Falster for at gøre plads til kørestrøm og ekstra spor, men der foretages kun arkæologiske undersøgelser i forhold til 17 broer, idet man ikke forventer at finde spor efter fortidsminder ved Højbroen i Nykøbing Falster.

Alle lodsejere, som bliver berørt af de kommende forundersøgelser, har fået brev fra Banedanmark.

For yderligere information kontakt Banedanmarks pressevagt på telefon 82 34 13 13.

Om Ringsted-Femern Banen
Danmark og Tyskland underskrev i 2008 en traktat om at etablere en fast forbindelse over Femern Bælt. En vigtig forudsætning for den faste forbindelse er en gennemgribende ombygning af den eksisterende jernbane mellem Ringsted og Femern Bælt. I perioden 2013-2021 udbygger og fornyer Banedanmark derfor den 115 km lange jernbanestrækning til en ny og fremtidssikret bane.

Læs mere her

Rekordstort antal jernbaneprojekter i 2013

Det har været en travl sommer på jernbanen i år, hvor Banedanmark har gennemført et rekordstort antal anlægs- og vedligeholdelsesprojekter, samtidig med at der har været travlt på de helt store anlægsprojekter.

Antallet af projekter har været rekordhøjt i 2013, hvor vi har haft en lang række anlægs- og vedligeholdelsesprojekter spredt ud over hele landet samtidig med, at der har været travlhed på de store anlægsprojekter som eksempelvis etableringen af dobbeltsporet mellem Lejre og Vipperød, siger Steen Neuchs, direktør for Anlæg & Fornyelse i Banedanmark.

Med så mange samtidige projekter er det vigtigt med et rigtig godt samarbejde med de entreprenører og leverandører, som er med til at udføre de mange jernbaneprojekter.

Det er en stor logistisk opgave at skulle have så mange projekter kørende på en gang, og vi har haft et rigtig godt samarbejde med vores entreprenører og leverandører. Såvel i selve anlægsperioden som i projekteringsfasen, der er mindst lige så afgørende for at få gennemført projekterne til rette tid, siger Steen Neuchs.

Fordele ved at samle arbejder
Ved anlægs- og fornyelsesprojekterne samles så mange arbejder som muligt på den enkelte strækning. Det giver bedre muligheder for at skræddersy de rette udbud og der er en synergi i udførelsesfasen, hvor de forskellige projekter eksempelvis kan dele byggeplads.

Ved at holde den enkelte strækning lukket i så kort tid som muligt, bliver passagererne generet mindst muligt.

Når vi skal forny sporene på en strækning, så sørger vi for samtidig at få udført de øvrige arbejder, der er på strækningen. Dermed begrænser vi den periode, hvor sporet er lukket, så vi generer passagererne mindst muligt, siger Steen Neuchs.

Afsluttet til tiden
Enkelte af årets projekter blandt andet sporombygningen på strækningen Roskilde-Køge-Næstved – er endnu ikke afsluttet. Alt tegner til, at de sidste projekter i lighed med alle de øvrige bliver afsluttet til tiden.

Alle sommerens projekter står til at blive afsluttet planmæssigt, så vi kan levere en forbedret jernbane tilbage til passagererne til aftalt tid, siger Steen Neuchs.

Også i de kommende år vil der være et højt aktivitetsniveau på banen, hvor Banedanmark frem mod 2020 vil skabe en jernbane, der gør det muligt at fordoble passager- og godstransporten.

For yderligere informationer
kontakt Banedanmarks pressevagt på tlf. 82 34 13 13

Læs mere her