Entreprise forbliver i Banedanmark

Der har igennem flere år været arbejdet på at omdanne Banedanmarks
entreprenørafdeling, Entreprise, til et selvstændigt aktieselskab med salg
af aktierne for øje. Der har været arbejdet med forskellige muligheder, og
der var i 2007 og 2008 en omsætning som gav basis for en fremadrettet sund
økonomi og en privatisering.

Det er imidlertid nu besluttet, at Entreprise skal forblive en del af
Banedanmark.

Baggrunden er, at Entreprise i den seneste periode ikke har vundet
tilstrækkeligt mange fornyelsesopgaver. Der forventes et betydeligt
underskud for 2009, og det er dermed urealistisk at foretage en omdannelse
til aktieselskab.

Entreprise har bidraget aktivt til at finde løsninger. Desværre har det
ikke været muligt at finde en holdbar løsning for Entreprise som
aktieselskab. Udviklingen i form af svigtende ordrer i 2009 og det deraf
følgende betydelige underskud har nu overhalet forhandlingerne, siger adm.
direktør Jesper Hansen.

Banedanmarks bestyrelse har derfor efter drøftelser med Transportministeriet
besluttet at tage de nødvendige konsekvenser, dvs. at sætte en stopper for
privatiseringsforberedelserne og i stedet integrere et Entreprise med en
væsentligt reduceret anlægsafdeling i Banedanmark.

Det er Banedanmarks mål at fastholde så mange som muligt af de medarbejdere,
der har kernekompetencer inden for jernbanen. Det er desuden målet, at
Entreprise skal være en sund forretning med en stabil opgavemængde så
kompetencerne udnyttes bedst muligt. Herved fastholdes et Entreprise, som
først og fremmest vil koncentrere sig om vedligeholdelse af jernbanen. Dette
indebærer, at Entreprise ikke fremover vil udføre større
sporombygningsopgaver.

Banedanmark vil nu udarbejde en plan for den fremtidige organisering af
opgaverne og den nødvendige tilpasning af Entreprises organisation og
bemanding med henblik på at skabe en stabil og sund virksomhed.

Jeg beklager meget den aktuelle udvikling, ikke mindst for de mange
medarbejdere, der har ydet en stor indsats, og som nu bliver berørt af
ændringerne. Til gengæld sikrer vi med beslutningen en fortsat fremtid for
Entreprise, siger Jesper Hansen.

Læs mere her

DSB køber halvdelen af tysk togselskab

DSB har i dag købt 50 procent af jernbaneselskabet VIAS GmbH med hovedsæde i Frankfurt og går nu ind på det tyske marked. Medejerskabet af VIAS skal danne brohoved for DSB s kommende aktiviteter i Tyskland, som udgør et af Europas ubetingede største udbudsmarkeder. DSB vil udnytte VIAS kendskab og erfaringer med togdrift i Tyskland, når udbud på det tyske marked skal strikkes sammen i år og de kommende år.

Allerede inden købet etablerede DSB sin egen organisation med kontor i Düsseldorf, hvor der nu er seks ansatte.

Indtil i dag har VIAS været ejet af trafikselskabet Verkehrsgesellschaft Frankfurt am Main GmbH (VGF) og operatørselskabet Rurtalbahn GmbH. DSB overtager nu VGF s andel i VIAS, mens de resterende 50 procent af selskabets aktier fortsat ejes af selskabet Rurtalbahn.

»VIAS er et yderst veldrevet selskab, og købet passer perfekt ind i DSB s internationale strategi og åbner for nye vækstmuligheder på Europas største marked for passagertransport med jernbane. Vi ser også frem til at få et godt samarbejde med VIAS s anden ejer, Rurtalbahn, og glæder os til et tæt samarbejde om at servicere kunderne i delstaterne Hessen og Rheinland-Pfalz,« siger DSB s administrerende direktør Søren Eriksen.

VIAS har siden 2005 drevet Odenwaldbahn i Frankfurt-området, og fra december i år vil man også drive Rheingau, der løber langs Rhinen fra Frankfurt til Koblenz. De to kontrakter, der omfatter 4,1 millioner togkilometer om året og dækker 356 kilometer, løber til henholdsvis 2015 og 2023.

»VIAS har hjemme i Tysklands femtestørste by, Frankfurt am Main, som ligger i en central og strategisk vigtig del af Tyskland i forhold til DSB s kommende udbudsaktiviteter på det tyske marked,« siger Søren Eriksen.

VIAS bliver DSB s operative selskab i Tyskland, men samtidig planlægger DSB at deltage i kommende udbud i partnerskab med VIAS moderselskab RATH allerede fra i år, og det vil ske fra DSB s kontor i Düsseldorf.

»Med DSB s entré i Tyskland bygger DSB nu videre på den succes, vi allerede har opnået i Sverige, som vi betragter som vores andet hjemmemarked. Selvom det tyske marked er meget komplekst og anderledes end det svenske, kan man godt sammenligne vores strategi i Tyskland med den, vi med succes har benyttet i Sverige. Vi starter med at sætte vores lokale fodaftryk og komme til at kende markedet, og med det nye medejerskab får vi et hurtigere fodfæste og skaber herved den bedst mulige platform for fremtidig vækst,« siger Søren Eriksen.

I 2009 vandt DSB således yderligere to trafikkontrakter i Sverige Västtrafik ved Göteborg og Krösatåg ved Jönköping. De to kontrakter blev føjet til den trafik, DSB i forvejen kører i Sverige den svenske del af Øresundstrafikken og Roslagsbanen i Stockholm. Hermed kører DSB fra slutningen af 2010 flere strækningskilometer i Sverige end i Danmark, og op mod hver fjerde DSB-kunde vil hermed være svensker.

De formelle godkendelsesprocedurer i forbindelse med handlen forventes afsluttet inden udgangen af maj.

Fakta
– DSB ejer 50 procent af VIAS GmbH. De resterende 50 procent ejes af RurtalbahnGmbH

– VIAS GmbH er datterselskab til Rurtalbahn GmbH, som er datterselskab til RATH GmbH

– DSB har kontor i Düsseldorf med foreløbig seks tyske specialister ansat

– Odenwaldbahn (kontrakt indtil 2015). Produktionen er på 2 millioner togkilometer årligt på et netværk, der er 220 kilometer langt og 33 stationer. Til driften anvendes 24 nye dieseltog af typen ITINO, som VIAS har ansvaret for at vedligeholde og rengøre i selskabets værksted i Michelstadt.

– Rheingau fra december 2010. Produktionen er på 2,1 millioner togkilometer årligt. Strækningen går fra Frankfurt til Koblenz og er på 136 kilometer, og nettet har 27 stationer. Der vil blive anvendt 19 nye, moderne, elektriske tog af typen FLIRT, som VIAS har ansvaret for at vedligeholde og rengøre. Kontrakten løber til 2023.

For yderligere kommentarer kontakt DSB Kommunikation på 2468 0000.

Det er muligt at finde billeder af VIAS tog og kort over strækningen i Tyskland

http://www.dsb.dk/Om-DSB/Presse/Pressebilleder/ kig under overskriften “Baggrundsbilleder fra DSB”

Read the pressrelease in english :
http://www.dsb.dk/Om-DSB/In-English/Company-Profile/UK-press-releases-/DSB-acquires-fifty-per-cent-of-German-train-operator/

Se powerpoint præsentation fra pressemødet :
http://www.dsb.dk/Documents/VIAS-pr%c3%a6sentation.pdf

Læs mere her