Transportbranchen er også for unge karrieresøgende

Interessen var stor, da transporterhvervet ved arrangementet ’En god karrierevej’ på Transport 2015 i MCH Messecenter Herning gjorde sine hoser grønne over for ungdommen. – Jeg har altid forbundet transportbranchen med truckere i neontøj. Og på vej ind tænkte jeg, at vi helt sikkert var de eneste tre piger på hele messen. Men ud over de jobs, man normalt forbinder med branchen, er der jo også kontorassistenter, projektledere, eventkoordinatorer, marketingfolk og massevis af andre profiler.

Ordene kommer fra Stine Brønbo, HG-studerende på Herningsholm Erhvervsskole. Hun var sammen med klassekammeraterne Line Juul og Louise Jensen fredag mødt op på Transport 2015, Skandinaviens største indendørs transportmesse, i MCH Messecenter Herning for at blive klogere på transportbranchen som karrierevej.

– Ja, jeg troede næsten, at vi var gået forkert, da jeg så mændene i arbejdstøj. Men alle var supersøde, og foredragene var virkelig spændende, tilføjer 23-årige Line Juul, der nu håber på en karriere som speditør.

Masser af karrieremuligheder

De tre klassekammerater fra Herning var dog langt fra de eneste tilstedeværende piger. Faktisk var kønsfordelingen på arrangementet ’En god karrierevej’ nogenlunde ligelig, og med over 140 deltagende studerende fra seks skoler er oplægsholderne meget tilfredse med fremmødet.

– Branchen er ved at være tyndslidt. Vi har brug for nyt blod og friske kræfter udefra. Her ligger der en stor opgave i at kommunikere, at vores erhverv byder på masser af spændende karrieremuligheder. Navnligt fordi transportbranchen ikke fremstår så sexet og traditionelt ikke har været god til branding, siger Jan Egegaard Jensen, Competence Development Manager for Volvo i Danmark og en af de fire foredragsholdere.

– De unges billede af branchen er helt klart præget af fordomme og stereotyper. For at ændre på det er der behov for initiativer, der ligesom dagens arrangement kan fungere som en øjenåbner. Det handler om markedsføring, og den disciplin har vi som branche ikke mestret, mener Jan Egegaard Jensen og oplyser, at Volvo Danmark nu vil sætte langt mere fokus på at brande sig som arbejdsgiver.

Benhård konkurrence

Speditør Arnt Vad Jensen fra Blue Water er et godt eksempel på det ’nye blod’, som arbejdsgiverne i transportbranchen efterspørger. Den 24-årige midtjyde, der har en baggrund som lagermand og lastvognschauffør, er af FDE Fonden kåret som årets talent 2014 inden for transport og logistik. Dermed var han nærmest selvskreven som oplægsholder på fredagens arrangement.

– Det, der gør mit arbejde fedt, er hverdagens mange udfordringer, som kræver, at man er innovativ og kreativ. Konkurrencen er benhård, og det er virkelig ’survival of the fittest’. Vi er mange om buddet, så priserne er pressede, og der skal meget volumen igennem, for at der kan tjenes penge, siger Arnt Vad Jensen, der blandt andet har været projektleder på flytningen af verdens største vindmølle. Sideløbende med sit arbejde hos Blue Water læser han HD i Supply Chain Management.

Læs mere på transport-messen.dk, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Læs mere her

Den tyske mindsteløn og indvirkningen på tyske minijobbere

Langsomt er det rygtedes. Fra den 01.01.2015 gælder der en mindsteløn på 8,50 EUR i Tyskland. At dette får graverende indvirkning på økonomien for de typiske „drikkepengebeskæftigelser“ såsom frisører, taxiforetagender, gastronomi osv. er oplagt; men er dog ikke emnet i denne pressemeddelelse.

Snarere vil vi i denne sammenhæng se på de tyske minijobbere. I Tyskland arbejder for tiden ca. 7,5 mio. mennesker som minijobbere, det er godt 9 % af den samlede tyske befolkning – hvilket gør det til et emne der bør tages relativt alvorligt.

En tysk minijobber er en person, som enten bliver aflønnet med en månedsløn på op til 450 EUR eller kun har en midlertidig ansættelse.

Mange læner sig afslappet tilbage og tænker: ”jeg betaler alligevel mere end 8,50 EUR, så det vedrører slet ikke mig”. Langt fra. Dokumentationspligt er nøgleordet. Mange af disse midlertidigt ansatte har enten ingen eller kun meget mangelfulde kontrakter. Ofte står der noget såsom „arbejdsindsats efter behov“ eller også er arbejdstiden ikke nøjagtigt defineret. De midlertidigt ansatte afleverer blot deres timeseddel og så bliver der afregnet. Færdig.

I sådanne tilfælde antager lovgiveren, at der er tale om en ugentlig arbejdstid på 10 timer om ugen, månedligt 40 timer. Så kan det selv ved en højere timeløn rent matematisk føre til, at mindstelønnen bliver underskredet.

Også selvom den ansatte får andre goder (billigere måltider, bil stillet til rådighed, logi osv.), må de faktiske timelønninger ikke underskride 8,50 EUR. Efter nuværende opfattelse må goderne ikke tages med i beregningen. En nøjagtig dokumentation skal finde sted. Ansættelsesforholdets start og slut skal i løbet af en uge dagligt registreres og dokumenteres, og denne dokumentation skal derefter opbevares i 2 år. At dette i praksis medfører mange udfordringer, giver sig selv.

Toldmyndighederne vil kontrollere overholdelsen af grænsen for mindsteløn, hvilket også har vist sig meget nyttigt ved emner såsom kontrol af sort arbejde mv. Derudover vil sociale myndigheder ( herunder pensionsforsikring ) foretage undersøgelser og det ny indførte lønskatteeftersyn vil resultere i omfangrige kontroller.

Til trods for, at man mener at have overholdt de 8,50 EUR, kan det grundet den fiktive estimering af timer ske, at man får helt andre beløb. Muligvis ryger man endda grundet denne form for beregning „fiktivt“ over grænsen for en minijobber på 450 EUR og hele anliggendet bliver fuldt socialforsikringspligtigt.

Ifølge Thorsten Manewald vil vi også i fremtiden opleve denne problematik hos private arbejdsgivere ved beskæftigelsen af gartnere, rengøringsassistenter og hjemmehjælpere. Også her kan det ske, at toldmyndighederne muligvis ringer på døren. Der hjælper kun en ting: kontrol af kontrakterne, tilpasning af de ugentlige timer, regelmæssig opfølgning på dokumentation og regne efter igen og igen.

Altså, selvom man har besluttet sig for at gøre alt på ærlig vis og tilmelde den midlertidige hjælp hos den tyske Bundesknappschaft (Sygekassen for medhjælpere), gør det ikke livet lettere.

Læs mere her

Horisontnet.dk udbyder nu logistikjobs

Portal om logistik på www.horisontnet.dk har indgået et tæt samarbejde med Job–Support Danmark om udbud af jobs inden for logistik, lager, indkøb og SCM.

www.horisontnet.dk har indgået et tæt samarbejde med Job–Support Danmark om udbud af jobs inden for logistik, lager, indkøb og SCM.
Job–Support blev introduceret i marts 2000 for at imødekomme arbejdsgivernes stigende efterspørgsel for bedre annonceringsmuligheder på Internettet. Siden 1995 har Internettet i en stadig stigende grad været arbejdsgivernes foretrukne medie i rekrutteringsprocessen, og som følge heraf er behovet for differentiering i annonceringen online ligeledes vokset.
“Ønsker du blot kandidater findes der mange alternativer til Job–Support Danmark. Ønsker du derimod annoncer af højeste kvalitet, en service der følger dig igennem hele processen, samt en garanti for at du kun betaler én gang, så er Job–Support Danmark dit eneste alternativ”, fortæller adm. direktør Ricki Vejsmose fra Job–Support.
“Vi er utrolig tilfredse med at have indgået et samarbejde med en kvalitetsudbyder af logistikjobs. Det betyder, at horisontnet.dk bliver det mest attraktive sted at søge nye medarbejdere til logistik–, SCM– og indkøbsfunktioner”, udtaler portalansvarlig Rasmus Brylle, Horisontnet.dk.

Du kan læse mere om alliancen i næste nummer af Logistik Horisont eller på www.logistik.horisontnet.dk i næste måned.
 

Læs mere her