Tag toget til Bruce Springsteen koncert

DSB og Arriva indsætter særtog, der kører gæsterne til og fra koncerten, når Bruce Springsteen & The E Street Band spiller i Herning d. 8. juli.
Togene giver gæsterne mulighed for at lade bilen stå og nyde turen hele vejen til og fra Herning.

I forbindelse med koncerten får kunderne 20 procent rabat på returbilletten, når de køber en Eventbillet i et af de betjente billetsalg.

Særtogene er arrangeret i samarbejde med MCH Messecenter Herning, der står for koncerten.

– Vi er meget glade for, at DSB og Arriva tilbyder vores gæster mulighed for nem og bekvem transport til og fra Bruce Springsteen koncerten. Gæsterne kan hygge sig og feste sammen på turen til og fra Herning, og de behøver ikke tænke på parkeringsplads eller planlægge, hvem der skal køre hjem, siger MCHs kulturchef Mette Kier.

Udrejse:
Fra København mod Herning er der på de fleste ordinære tog indsat ekstra vogne, derudover kører der særtog kører fra København H til Herning kl. 12.08, 12.56 og 13.56 og stopper ved de fleste stationer undervejs.

Hjemrejse:
Fra Herning mod Fyn/København H: kl. 0.10, 0.35, 1.00 og 1.15.(DSB)

Fra Herning mod Padborg: kl. 0.45(DSB)

Fra Herning mod Holstebro/Struer: kl. 0.05, 0.35, 1.05(DSB)

Fra Herning mod Århus: kl. 00:21(Arriva)

Fra Herning mod Esbjerg via Skjern: kl. 00:30(Arriva)

Desuden kører de ordinære Arriva og DSB tog
Læs mere om de nøjagtige tider på rejseplanen.dk

Pladsbilletter kan ikke reserveres i særtogene til hjemrejsen. Gæsterne kommer med særtogene i den rækkefølge, de ankommer til stationen.

– Med de indsatte ekstra tog vil vi være i stand til at transportere op til 6000 gæster til og fra Herning ifm. koncerten, siger Regionschef Jørgen D. Rasmussen fra DSB.

Kontakt DSB for yderligere information DSB Kommunikation 24680000

Med venlig hilsen
DSB & Arriva

Læs mere her

DSB skal køre tog på Odderbanen

Der har gennem mange år været et ønske om samdrift af Odderbanen og Grenaabanen i Østjylland. Det bliver nu til virkelighed.

Bent Hansen, formand for Region Midtjylland og DSB’s administrerende direktør, Søren Eriksen har i dag indgået en aftale om, at DSB inden udgangen af året indsætte nye tog og begynder at køre på Odderbanen. Dermed bindes nærbanerne i det østjyske sammen til gavn for kunderne.

Gennembrud i dansk nærbanedrift
Søren Eriksen glæder sig også over aftalen og forventer, at DSB får endnu flere kunder til at stige på togene.

»Jeg er utrolig glad for den nye aftale, der betyder, at vi sammen med Midttrafik og Regionen skaber et bedre tilbud til vores kunder i Østjylland. Nøjagtig som på Grenaabanen indsætter vi moderne og mere miljøvenlige tog på Odderbanen. Jeg forventer, at det sammen med den forbedrede køreplan tiltrækker omkring 10 procent nye kunder. Det viser vores erfaringer fra andre landsdele,« siger Søren Eriksen, der suppleres af regionsformand Bent Hansen fra Region Midtjylland.

»Det er et gennembrud i dansk nærbanedrift. Med aftalen om Odderbanen skaber vi en større sammenhæng i den kollektive trafik ind og ud af Aarhus. Kunderne får nye, komfortable og mere miljøvenlige tog. Aftalen er et væsentligt kvalitetsløft af den kollektive trafik og vil medvirke til at nedbringe trængslen på vejene i og omkring Aarhus,« siger Bent Hansen.

God løsning for Aarhus
Aftalen, som skal godkendes af bestyrelserne hos DSB, Regionsrådet hos Region Midtjylland og Midttrafik, er det første skridt mod letbanen i Aarhus.
»Vi tager nu fat på at afprøve letbane-konceptet, hvor vi får gavn af DSB’s ekspertise,« siger Bent Hansen.

Bjarne Schmidt Nielsen, som er næstformand for Midttrafik og formand for Midtjyske Jernbaner, er tilfreds med, at der er enighed om aftalen.

»Vi har fundet en god løsning med samdrift til gavn for kunderne i Aarhus området,« siger han.

Midtjyske Jernbaner virksomhedsoverdrager Odderbanens ansatte til DSB, der opretholder billetsalgs- og værkstedsfaciliteterne i Odder. Aftalen medfører, at værkstederne i Odder opgraderes med en større bemanding.

Samdriften mellem Odderbanen og Grenaabanen er teknisk blevet mulig, efter at Transportministeriet investerede i nyt sporskifte på Aarhus Hovedbanegård.

Fakta om Odderbanen
Der var i 2010 1,02 mio. passagerer på Odderbanen
Der er 18 stationer og standsningssteder på Odderbanen inklusiv Aarhus H
28 medarbejdere står for trafikdriften

Fakta om Desiro-togene
De nye tog, der er bygget af Simens, er af modellen Desiro, der også kører på Svendborg- og Grenaabanen. Det er et let tog, som hurtigt kan komme op i fart og bremse ned igen. Aarhusianerne vil kende det fra Grenaabanen, hvor det kører i dag. Det er også et oplagt valg til Odderbanen, hvor der er en forholdsvis kort afstand mellem stationerne.

Togene byder også på mere komfort. Desiro-togene er eksempelvis udstyret med elektronisk trafikinformation, klimaanlæg, store panoramavinduer og lavgulvsafdeling med handicaptoilet og fleksareal til cykler og barnevogne.
Desiro er også et godt valg for miljøet, da de kører cirka 10 procent længere på en liter diesel end de eksisterende tog på Odderbanen. De udleder også betydeligt færre partikler.

For yderligere kommentarer:
Regionsformand Bent Hansen, telefon: 40 31 37 07
Bestyrelsesformand Bjarne Schmidt Nielsen, Midtjyske Jernbaner. Telefon: 40 25 63 45.
DSB Kommunikation, 24 68 00 00

Læs mere her

Slut med salg af papirklippekort til rejser i Vestsjælland

Fra den 1. april kan vestsjællandske passagerer ikke længere købe klippekort i papir. Det elektroniske rejsekort afløser klippekortet.

Det første egentlige skridt på vejen til et landsdækkende rejsekort bliver taget på fredag, når salget af papirklippekort ophører i Vestsjælland. Fra den dag vil det være en fordel for vestsjællandske kunder, som hidtil har brugt klippekort, at gå over til rejsekort.
I Vestsjælland følger rejsekortet nemlig præcis samme princip som papirklippekortet med en fast pris for hver zone, passageren rejser i. Når passageren stiger på bussen eller toget, tjekker han ind med rejsekortet på en kortlæser og på samme måde tjekkes der ud på en kortlæser, når rejsen er slut, hvorefter rejsens pris automatisk bliver trukket i saldoen på rejsekortet.

Fordelen ved rejsekortet er, at man slipper for at huske at købe klippekort og sætte sig ind i, hvor mange zoner man skal klippe for. Det klarer det elektroniske rejsekort helt af sig selv. Det eneste, man skal sørge for udover at tjekke ind og ud er, at der står penge på kortet, siger centerchef i Movia, Anders Due. Han understreger samtidig, at kunderne skal huske at bestille rejsekortet i god tid, før de har brugt deres sidste papirklippekort op. Det tager nemlig omkring fem dage, fra man har bestilt, til man modtager rejsekortet.

Periodekort fortsætter
På rejsekort.dk kan man blandt andet finde oplysninger om korttyper, salgssteder og fordele ved de forskellige billettyper. Udover rejsekort kan passagerne i Vestsjælland fortsat købe periodekort og kontantbilletter, hvis det passer bedst til behovet. Periodekort, pensionistkort, skolekort mv. fortsætter altså uændret.

Vestsjælland er den første landsdel i Danmark, som indfører rejsekortet. Senere i 2011 udvides driften til også at omfatte busser på Sydsjælland/Lolland-Falster, samt prøvedrift med tog, s-tog og metro samt enkelte busser i hovedstadsområdet.

Fakta om køb af rejsekortet
Rejsekortet findes i tre udgaver rejsekort personligt, rejsekort flex og rejsekort anonymt.
Rejsekort personligt og rejsekort flex koster 50 kr., og der skal indsættes penge til at rejse for. Det tager 4-5 dage at få udstedt et rejsekort personligt/flex. Det kan købes:
Online på rejsekort.dk (med dankort).
I Rejsekorts Kundecenter, tlf. 7011 3333.
Hos DSB s billetsalg og i Kort og Godt på stationerne i Holbæk, Hvalsø, Høje Taastrup, Kalundborg, Korsør, Næstved, Ringsted, Roskilde, Slagelse, Sorø og Taastrup.

Rejsekort anonymt koster 80 kr., og det findes i to udgaver:
Et rejsekort anonymt, hvor der er indsat 170 kr. til at rejse for (samlet pris 250 kr.). Det kan foreløbig købes i ni Movia salgssteder: Grillbaren i Tølløse, Høng Boghandel, DitoBus i Nykøbing Sj., Sorø Erhvervs- og Turistkontor, Stenlille Kiosk, Bog & Ide i Dianalund, Nico Vin i Skælskør, SuperBrugsen i Asnæs og Hjørnekiosken i Jyderup. Desuden kan det købes i nogle af de butikker, der tidligere solgte klippekort. Butikkerne vælger selv, om de vil sælge det anonyme rejsekort.
Et rejsekort anonymt, hvor kunden indsætter mindst 100 kr. til at rejse for (samlet pris mindst 180 kr.). Det kan købes i Kort og Godt på stationerne i Holbæk, Hvalsø, Høje Taastrup, Kalundborg, Korsør, Næstved, Ringsted, Roskilde, Slagelse, Sorø og Taastrup.

Kontaktinformation:
Direktør Dorthe Nøhr Pedersen. Kontakt Movias presseafdeling, Line Riis, tlf. 3613 2010.

Læs mere her

Gør klar til perron-ændring

Arbejdet med at skabe langt bedre publikums-forhold på banegården i Sønderborg er nu i gang. I dag fredag har BaneDanmarks projekt-ledere været i Sønderborg for at se på forholdene og holdt møde med Sønderborg Kommune og Alsions ejerforening om ændringerne af perronen.

Om et år forventer Alsion og kommunen, at arbejdet er afsluttet. Først og fremmest gælder det nu om at få projektet beskrevet i detaljer. Transportminister Hans Chr. Schmidt har sikret 5 mio. kr. til arbejdet.

– Ønsket om at få banegården i Sønderborg til at fremstå som en integreret del af Alsion begyndte i 2004, da Alsion-byggeriet officielt henvendte sig til Banestyrelsen om at afkorte spor og etablere en ny perron. Vi har hele tiden haft ønsket om, at de rejsende kan gå direkte fra billetsalget i Alsion til toget og ikke skal gå flere hundrede meter. Nu glæder vi os over, at transportministeren har bevilget penge, og at BaneDanmark straks går i gang med at afklare den lange række af tekniske og praktiske spørgsmål, før projektet kan gennemføres, siger bestyrelsesmedlem i Alsions ejerforening, kommunikationschef Kristian Pallesen, Sønderborg Kommune.

Læs mere her