Nyt automatisk presenningsystem til transport og landbrug præsenteres på Vestfyn Trækker

Ecotop er klar med en ny generation af sin automatiske rullepresenning til påhængskøretøjer, der sparer tid og brændstof hos vogn- og landmænd. Produktet lanceres i både Danmark, Norge og Sverige.Hos Ecotop, der er en del af østjyske Spørring Karosserifabrik, er man klar til at lancere sit seneste produkt inden for automatiske presenningsystemer – nemlig Ecotop System 15.

Ecotop har siden år 2000 leveret automatiske hydrauliske presenningsystemer til transport og landbrug. Det særlige ved Ecotops EU-patenterede løsninger er, at presenningenerne strammes helt automatisk, efter hvor stort et læs man kører med. Dermed sparer man især tid og møjsommeligt slid. Samtidigt reduceres brændstofforbruget og CO2-udledningen mellem fem og 20 procent. Jakob Jensen, opfinder og udvikler af Ecotop, glæder sig over det seneste produkt i kataloget.

– Det nye produkt er simpelthen en gennemgribende ny version af det gamle system. En af de store fordele i forhold til tidligere er, at rullepresenningen kan monteres på et eksisterende påhængskøretøj, uden at man skal til at bygge det om. Dermed er systemet langt mere fleksibelt end før, hvor man var låst til bestemte påhængskøretøjer, fortæller Jakob Jensen.

I forhold til forgængeren har det nye system en byggehøjde, der er hele 12 centimeter lavere, hvilket giver kunderne en langt bedre frihøjde end før. Desuden kan Ecotop 15 også prale med blandt andet en ny knækarm, der forbedrer effektiviteten i forhold til forgængeren, samt et nyudviklet presenningsrør, som sikrer bedre tæthed.

Ecotop 15 præsenteres på Elmia og Vestfyn Trækker

Den nye generation af Ecotop kan opleves på sommerens største transportmesser. Ecotop har valgt at præsentere produktnyheden System 15 for gamle og nye kunder på Vestfyn Trækker i Danmark og Elmia Lastbil i Sverige. På Vestfyn Trækker vil Ecotop være til stede på stand 78.

– Vi lancerer Ecotop System 15 i både Danmark, Norge og Sverige. Derfor vil vi i løbet af sommeren give interesserede fra alle tre lande et indblik i, hvad produktet kan. Dels på Vestfyn Trækker i maj, dels på Elmia Lastbil i slutningen af august. Markederne er meget ens i de tre lande, så behovet for vores produkter er lige så stort i Sverige og Norge som i Danmark, fastslår Jakob Jensen fra Ecotop.

Selvom de to messer primært henvender sig til transportbranchen, håber opfinderen også, at mange landmænd vil lægge vejen forbi for at se nærmere på Ecotops produkter.

– Vi oplever, at vognene i landbruget bliver større og større, så også her er behovet for automatiske presenningsystemer stadigt stigende, understreger han.

Fakta:
Ecotop, der hører hjemme hos Spørring Karrosserifabrik nord for Aarhus, har siden år 2000 produceret og udviklet automatiske hydrauliske rullepresenninger. Løsningerne er EU-patenterede og bidrager positivt til både driftsøkonomi, sikkerhed og miljø.

Læs mere her

Innovative nyheder fra Volvo og Mercedes

En række mærker fremviser nyskabelser på årets største transportmesse.Der ventes meget nyt på årets største transportudstilling, Vestfyn Trækker 2016, der afholdes ved motorvej E20 fra den 27. til 29. maj. Også på lastbilfronten, hvor blandt andet Volvo og Mercedes fremviser produktnyheder.

– Vores samarbejde med MCH Messecenter Herning sikrer Danmark et udstillingsvindue for lastbilnyheder hvert eneste år. Det giver god mening, for siden seneste Herningmesse er der kommet en del nyt fra bilproducenterne, forklarer Vestfyn Trækkers arrangør, administrerende direktør Per Mikkelsen fra VBG GROUP.

Ny Mercedes til ekstreme vejforhold

På Mercedes’ stand er der danmarkspremiere på en helt ny generation af den terrængående, firehjulstrukne minilastbil Unimog, som blandt andet er velegnet til autohjælp, vejservice samt entreprenør- og krankørsel.

– Den kan køre i selv de mest ekstreme terrænforhold. Unimog koster ikke mere end en traktor og har et væld af anvendelsesmuligheder. Derfor er dens potentiale stort, forklarer salgskonsulent Jesper Østergaard.

Desuden præsenterer Mercedes trækkeren Actros 2551 LS med en ny motortype, der sparer mindst tre procent brændstof i forhold til tidligere modeller.

Volvoer med hævbar tandemaksel

Volvo viser hele lastvognsprogrammet på messen – dels på Autohuset Vestergaards stand, dels på opbyggernes stande. Man kan også se nærmere på en bil med hævbar tandemaksel, som en del af mærkets trækker- og forvognsprogram nu kan leveres med.

– Tandemakselløft er en revolutionerende ny funktion, der konstant sikrer effektiv kørsel. Det giver mulighed for at kombinere trækkraft og lastkapacitet med køreegenskaber og effektivitet. Samtidig opnås brændstofforbrug og venderadius på linje med en almindelig bogiebil, fortæller teknisk supporter Peter Madsen.

Scania sætter fokus på brugt

For første gang udstiller Scania også brugtbiler på Vestfyn Trækker, og samtidig fremvises forskellige muligheder for opgradering og modernisering af vognmændenes nuværende flåder.

– Det handler om total cost of ownership og om at finde den helt rigtige samlede løsning til den enkelte vognmand. I nogle tilfælde er det klogeste at udskifte en del af flåden med nyere brugte modeller, hvor toppen allerede er taget af afskrivningen, og i andre tilfælde vil det optimale være at eftermontere eksempelvis Communicator flådestyring i eksisterende biler, siger Lars Jessen, der er Used Vehicle & Rental Manager hos Scania Danmark.

Fakta

Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er årets største transportudstilling. På messen kan man møde 150 udstillere – herunder en lang række bilimportører, vognopbyggere og forhandlere af øvrigt transportmateriel. Desuden deltager mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt brancheorganisationer og medier. Messearealet er udvidet til 55.000 kvadratmeter.

Læs mere her

Nu kører S-togene i fuld trafik på nyt signalsystem

Efter fem ugers indkøring med reduceret trafik, kører togtrafikken på strækningen mellem Hillerød og Jægersborg nu fuldt ud på det nye signalsystem, CBTC. Signalsystemet, der er et nyt it-baseret system, blev sat i fuld drift mandag morgen.”Det er en stor glæde at se togene rulle af sted på CBTC. Nu har vi i fem uger kørt med færre tog mens vi har kørt det nye system ind, men nu kører vi fuld togtrafik på det nye system. Det er en stor og vigtig milepæl i forhold til at få fremtidssikret togdriften på S-banen,” siger programchef for S-banen, Torben Arnbjerg-Nielsen, fra Banedanmarks Signalprogram.

Det nye signalsystem, der rulles ud på hele S-banen i de kommende år, er en tiltrængt erstatning for S-banens gamle signalanlæg, der for de ældstes vedkommende stammer helt tilbage fra 1930’erne.

”Signalfejl er den hyppigste årsag til forsinkelser på S-banen. De gamle anlæg virker stadig, men er tæt på at være udtjente. De giver mange signalfejl, som forsinker togene. Med det nye CBTC-system regner vi med på sigt at halvere antallet af signalfejl på S-banen,” siger Torben Arnbjerg-Nielsen.

For passagererne er der ikke de store forandringer ved at køre på det nye signalsystem.

”Vi har trukket veksler på passagerernes tålmodighed i forbindelse med indkøringen af det nye system på Nordbanen, men ellers er det ikke meningen, at passagererne skal mærke, at der sker noget nyt. Jo mindre de mærker, jo bedre kører det. Det er en stille revolution, der sikrer at vi kan køre togdrift på S-banen i fremtiden,” tilføjer Torben Arnbjerg-Nielsen.

Trafikken på den første CBTC-strækning er kommet godt fra start mandag morgen.

”Der har været mindre forsinkelser, men ellers kører det rigtig godt,” siger Torben Arnbjerg-Nielsen.

Bag udrulningen af det nye system ligger der flere års forberedelser.

”Der ligger et kæmpe arbejde bag det nye signalsystem. Mange hundrede medarbejdere hos både DSB og Banedanmark er blevet uddannet i at køre trafik på det nye system, der er lavet helt nye trafikale regler for S-banen og der er lavet nye installationer i både sporet og i togene,” siger Torben Arnbjerg-Nielsen.

Fakta om CBTC

Det nye signalsystem giver et markant løft for togtrafikken. Flere tog til tiden, kortere rejsetid på visse strækninger, mulighed for at køre flere tog, ensartet højt sikkerhedsniveau på S-banen.
Udrulningen af CBTC på S-banen er det første skridt i en landsdækkende udskiftning af signalsystemerne.
Moderne teknologi: Det nye signalsystem er it-baseret, og forbindelsen mellem infrastruktur og tog er baseret på trådløs teknologi. Signalerne rykker indenfor og bliver vist til lokomotivføreren i togets førerrum.
CBTC er kendt og afprøvet teknologi fra store byer som London og New York, men det tilpasses danske forhold.

Læs mere her

Banedanmark tager nyt signalsystem i brug på S-banen

Mandag den 29. februar tager Banedanmark S-banens nye signalsystem i brug mellem Hillerød og Jægersborg. Strækningen er den første, der bliver udstyret med det nye signalsystem CBTC.Systemet skal på sigt sikre færre signalfejl og forsinkede tog på den stærkt trafikerede S-bane.

”Når togene ruller af sted på CBTC, er det et stort og vigtigt skridt i Banedanmarks arbejde med den landsomfattende udskiftning af signaler, som også omfatter fjernbanen,” siger programchef for S-banen, Torben Arnbjerg-Nielsen, fra Banedanmarks Signalprogram.

S-banens signalanlæg er gamle. De ældste stammer tilbage fra 30’erne, men mange er fra 50’erne og 60’erne.

”De gamle systemer virker stadig, men er tæt på udtjente og giver desværre mange signalfejl, som forsinker togene. Med S-banens nye signalsystem får vi fremtidssikret togdriften på S-banen og kan halvere antallet af signalfejl, der i dag er den hyppigste årsag til forsinkelser på S-banen,” siger Torben Arnbjerg-Nielsen.

Hillerød-Jægersborg
Når strækningen mellem Hillerød og Jægersborg får nyt signalsystem som den første, skyldes det, at strækningens sikkerhedssystem; såkaldt Forenklet HKT, er mere enkelt end på resten af S-banen.

”Derfor giver det god mening at begynde på Nordbanen til trods for, at strækningen har mange passagerer,” tilføjer han.

Og passagererne vil kunne mærke udrulningen af det nye signalsystem.

”CBTC er et kendt bybane signalsystem, som er i brug i store byer som London og New York. Men jo ikke noget man bare køber og sætter strøm til. Det er en omfattende og kompleks øvelse at tilpasse systemet til den danske S-bane,” siger Torben Arnbjerg-Nielsen.

Derfor vil der også i de første fem uger med det nye system være ændringer i S-banens køreplan, mens det nye system bliver kørt ind.

”Vi har i samarbejde med DSB testet både systemet og gennemført intensive testkørsler på Nordbanen, og vi er parate. Men vi kan støde ind i udfordringer og fejl, der skal rettes i den første tid. Og selvom vi har et omfattende beredskab klar, kan vi desværre ikke udelukke, at der kan komme forstyrrelser i togdriften på Nordbanen,” siger Torben Arnbjerg-Nielsen.

Togtrafikken
Den 27.-28. februar er S-togene mellem Hillerød og Gentofte erstattet af busser, mens det nye signalsystem tages i brug. I uge 9 vil der køre færre tog på hele S-togsnettet. Det skyldes, at Nordbanens nye signalsystem skal indkøres i overvåget drift, som kræver meget mandskab fra både DSB og Banedanmark.

I uge 10-13 kører kun linje A mellem Hillerød og Køge med stop ved alle stationer. Resten af S-banen kører normalt.

Fakta
Det nye signalsystem giver et markant løft for togtrafikken. Flere tog til tiden, kortere rejsetid på visse strækninger, mulighed for at køre flere tog, ensartet højt sikkerhedsniveau på jernbanen.

Moderne teknologi: Det nye signalsystem er it-baseret, og forbindelsen mellem infrastruktur og tog er baseret på trådløs teknologi. Signalerne rykker indenfor og bliver vist til lokomotivføreren i togets førerrum.

CBTC er kendt og afprøvet teknologi fra store byer som London og New York, men det skal tilpasses danske forhold.

S-banens nye signalsystem forventes at være rullet ud på alle strækninger i 2018.

Læs mere her

Vænget i Løgumkloster lukkes for tung trafik

Vejen til skole skal være endnu mere sikker og tryg for skolebørn i Løgumkloster. Derfor er det nu slut med gennemkørende lastbiler og landbrugskøretøjer på Vænget i LøgumklosterFra uge 7 indføres et permanent gennemkørselsforbud for lastbiler og landbrugskøretøjer på Vænget i Løgumkloster. I begge ender af strækningen bliver der derfor nu skiltet med forbuddet.

Forbuddet er et af mange projekter i Trafikplan Løgumkloster. Det etableres for at skabe en mere trafiksikker skolevej for de mange skolebørn, der dagligt færdes til fods eller på cykel på Vænget.

I første omgang højnes trafiksikkerheden blot ved hjælp af forbudstavlerne. Men i løbet af 2016/17 forventes det, at tavlerne vil blive suppleret med et skolepatruljeanlæg samt hastighedsdæmpende foranstaltninger i form af chikaner eller indsnævringer. Samtidig overvejer Tønder Kommune at ændre vejen til en såkaldt 2 minus 1 vej, som skal sikre de cyklende skolebørn yderligere.

– En trafiktælling fra 2014 viser, at der i snit kører 2.204 køretøjer på strækningen om dagen, og at 9,9 % af disse er lastbiler. Den store mængde gennemkørende tunge trafik skal fremover i stedet benytte Omfartsvej-Krusåvej, udtaler trafiksikkerhedsmedarbejder Anders Hørkjær Pedersen.

Trafiktællingen viser desuden, at der generelt køres for hurtigt på Vænget. Med de nye tiltag håber Anders Hørkjær Pedersen, at gennemsnithastigheden vil falde.

Fakta:
Hvad er en 2 minus 1 vej
Vejen indsnævres visuelt med brede stiplede kantbaner i begge sider, så der visuelt kun er ét kørespor, svarende til en smal vej. Herved skal bilisterne i begge retninger i princippet deles om et kørespor, og skal placere sig midt på vejen, når der ikke er modkørende trafik. Kantbanen er stiplet, og kan og skal overskrides, når der er modkørende færdsel. Vejtypen skal således signalere mere plads til de lette trafikanter og kan sikre en større afstand mellem lette trafikanter og medkørende trafik. Dette kræver naturligvis et andet køremønster, og hastighedsbegrænsningen er derfor nedsat.

Læs mere her

Sikrere i vintervejret: Brandbiler undgår fastkørsler og ulykker

Bornholms Brandvæsen benytter Onspot automatiske snekæder til at forebygge ulykker og sikre øget fremkommelighed i vintervejret.Der er mange forskellige bevæggrunde for at anskaffe det automatiske snekædesystem Onspot, som forhindrer vinterulykker og gør det nemmere at komme frem i vintervejret. Mens vognmænd især motiveres af højere leveringssikkerhed og ønsker om at undgå dyr stilstand og vejhjælp, handler det for brand- og redningskorps først og fremmest om at opnå hurtigere og sikrere udrykninger i glatføre og snevejr – også i de tilfælde, hvor uvejret er uventet. Hos Bornholms Brandvæsen har man gode erfaringer med at bruge Onspot på sine tre tankbiler.

– Tankbilerne er de af vores køretøjer, hvor fremkommelighed er mest kritisk. De kører hver især med 8000 liter vand, og det er vigtigt, at de kan komme hurtigt og sikkert frem under vinterudrykninger ude på landet, fortæller brandinspektør Flemming Jensen, der fra starten fik de tre Scaniaer monteret og leveret med automatiske snekæder.

Aktiveres ved op til 50 km/t

Onspot er i de senere år udviklet i forskellige versioner til brand- og lastbiler, busser samt lettere køretøjer som varevogne og ambulancer. Systemet giver føreren mulighed for – ved at trykke på en knap – at aktivere og afbryde de automatiske snekæder under kørslen. Og det med hastigheder helt op til 50 km/t.

Når Onspot aktiveres, slås systemets arme ud, og kæderne kastes ind under de trækkende hjul. Det højner friktionen væsentligt og giver øjeblikkeligt øget trækkraft, hvilket reducerer risikoen for udskridningsulykker og øger fremkommeligheden.

Meget nemmere at håndtere

Brandinspektøren oplever, at Onspot er meget nemmere at håndtere end gammeldags snekæder. – Den altoverskyggende fordel er, at snekæderne altid er disponible, og at de uden videre kan slås til eller fra, når man får brug for dem. Selv under kørsel. Dermed sparer man også den kostbare tid, der ville være gået med at tage kæderne på og af, siger han.

Som et kuriosum nævner Flemming Jensen, at de permanent monterede automatiske snekæder også bruges på andre tidspunkter af året end i vintermånederne. – Faktisk har vi glæde af dem på alle årstider. Selv i sommermånederne sker det jo, at brandbilerne er tæt på at sidde fast i det fugtige, fedtede underlag på fx græsmarker. Inden man for alvor synker ned, kan det være en stor hjælp at slå de automatiske snekæder til for på den måde øjeblikkeligt at opnå bedre greb. Det kan betyde, at man undgår at skulle trækkes fri, fastslår han.

Fakta

Onspot er et automatisk snekædesystem, som fås til de fleste lastbiler, varevogne og busser. Systemet installeres på drivakslen og leveres med beslag, som er tilpasset det enkelte køretøj, hvilket sikrer stabil montering. Den forseglede cylinder og de selvjusterende arme muliggør nem installation, og systemet kræver hverken vedligeholdelse eller servicering. Onspot er et varemærke under VBG GROUP.

VBG GROUP omfatter produktions- og salgsselskaber i Europa, Indien og USA. Koncernen er opdelt i tre forretningsområder, VBG TRUCK EQUIPMENT, EDSCHA TRAILER SYSTEMS og RINGFEDER POWER TRANSMISSION, med produkter, der markedsføres under kendte og stærke brands. Varemærket Onspot er repræsenteret i Danmark ved VBG GROUP SALES A/S i Ejby.

Læs mere her

Automatiske snekæder lanceres til terminaltraktorer

Snekædesystemet Onspot fås nu også til terminaltraktorer. Dermed bliver det nemmere at undgå afbrydelser i logistikken – og afledte produktionsstop – når trailere i vintervejret skal flyttes rundt i eksempelvis industriområder og havne.Når trailere flyttes rundt med terminaltraktorer i industriområder og havne, er logistikken meget følsom over for afbrydelser. Hvis trailerne ikke kan flyttes, kan det nemt påvirke driftscyklussen med produktionstab til følge. Ofte skyldes problemet sne eller is omkring trailerne.

Sikrer øget fremkommelighed

Snekædesystemet Onspot sikrer med automatic traction control (ATC) øget fremkommelighed i vintervejr, og nu lanceres systemet også til terminaltraktorer. Blot ved at trykke på en knap kan chaufføren aktivere og afbryde snekæderne under kørslen.

– Med automatiske snekæder undgår chaufføren risici, bekymringer, problemer og stress ved vinterkørsel. Når Onspot aktiveres, positionerer systemet snekæderne under baghjulene. Det forbedrer friktionen og resulterer i omgående forbedret vejgreb og fremkommelighed, siger Per Mikkelsen, administrerende direktør for VBG GROUP SALES A/S, som leverer systemet i Danmark.

Lettere end nogensinde

Den nye generation af Onspot, som nu også lanceres til terminaltraktorer, er både blevet lettere at håndtere og lettere rent vægtmæssigt. Installationen er endnu enklere end hidtil, og produktet er fuldstændig vedligeholdelsesfrit.

– Lufttilslutningerne er beskyttet og placeret samme sted for nem installation og en reduceret risiko for skader, og systemet er kompatibelt med beslag og hjul fra den tidligere generation. Desuden er den ny generation af Onspot kortere, så kædehjulet kan placeres bag cylinderen i parkeret position. I sidste ende betyder det lavere levetidsomkostninger, fastslår Per Mikkelsen.

Kan tjene sig hjem på en uge

Ifølge Per Mikkelsen er salget af Onspot fortsat stigende. Han fremhæver, at automatiske snekæder i stadig højere grad anses for en investering i forbedret driftsøkonomi.

– Chaufførerne oplever ofte en sne- eller isdækket terminalgård, og det er ikke nemt at installere traditionelle snekæder på en terminaltraktor. Med Onspot kan chaufføren aktivere og afbryde kæderne med et tryk på en knap for omgående vejgreb – både ved kørsel fremad, og mens der bakkes. Da man undgår kostbare logistiske udfordringer, kan tilbagebetalingstiden være helt ned til en uge, slutter han.

Onspot fås allerede nu til Terberg YT222 og YT182. Inden længe vil de også være tilgængelige til Terberg RT403.

Fakta

Onspot er et automatisk snekædesystem, som fås til de fleste erhvervskøretøjer. Systemet installeres på drivakslen og leveres med beslag, som er tilpasset det enkelte køretøj, hvilket sikrer stabil montering. Den forseglede cylinder og de selvjusterende arme muliggør nem installation, og systemet kræver hverken vedligeholdelse eller servicering. Onspot er et varemærke under VBG GROUP. www.onspot.eu

VBG GROUP omfatter produktions- og salgsselskaber i Europa, Indien og USA. Koncernen er opdelt i tre forretningsområder, VBG GROUP TRUCK EQUIPMENT, EDSCHA TRAILER SYSTEMS og RINGFEDER POWER TRANSMISSION, med produkter, der markedsføres under kendte og stærke brands. Varemærket Onspot er repræsenteret i Danmark ved VBG GROUP SALES A/S i Ejby.

Læs mere her

Transportgigant indgår stor aftale med Euromaster

Nagel Danmark, der er en af landets førende virksomheder inden for fødevaretransport, har netop underskrevet en aftale med dækeksperten Euromaster om totalleverance til firmaets 600 køretøjer.Med 500 trailere og 100 trækkere er Nagel Danmark en af de største spillere på det danske marked for fødevaretransport. Firmaet har hidtil gjort brug af flere dækserviceleverandører, men det er slut nu. Transportgiganten, der er et datterselskab af den tyske transportkoncern Nagel Group med hovedsæde i Versmold, har netop indgået en aftale med Euromaster om, at dækeksperten skal være eneleverandør i Danmark. Det glæder Nagel Danmark:

– Vi kender Euromaster godt og har samarbejdet med dem i flere år. Hidtil har vi også brugt andre udbydere, men det er en fordel kun at have én leverandør. Totaløkonomien bliver forventeligt bedre, når vi kan få Euromaster til at servicere os fuldt ud. Vi kan få rådgivning, der får vores køretøjer til at køre længst muligt på en liter brændstof og give den bedste totaløkonomi, forklarer Flemming Kehlet, der er Fleet Manager hos Nagel Danmark.

Samtidig var det vigtigt for Nagel Danmark, at Euromaster med udkaldsservice døgnet rundt og et stort, landsdækkende værkstedsnetværk altid er tæt på, når dæk skal skiftes eller serviceres.

Et vigtigt element i aftalen er også en forebyggende dækkontrol. Den går ud på, at Nagel Danmarks køretøjer flere gange årligt kommer forbi Euromaster til inspektion, hvor lufttryk og hjuludrustningen visuelt bliver inspiceret. Resultatet vises i en elektronisk dækrapport, der bliver tilgængelig for Nagel Danmark, så virksomheden altid har et opdateret billede af dæktilstanden på flåden. Den forebyggende kontrol minimerer risikoen for dæknedbrud, og samtidig er fokus på korrekt lufttryk med til at spare diesel.

Stort skulderklap

Ikke overraskende er der hos Euromaster stor tilfredshed med aftalen, der på årsbasis har en millionværdi.

– Nagel Danmark er en stor virksomhed med en professionel tilgang til at drive forretning. Når de vælger os som totalleverandør, er det et stort skulderklap til vores virksomhed, og det er vi naturligvis glade for, fortæller Lars Johannsen, der er Key Account Manager og ansvarlig for kontakten til Nagel.

– At vi kan få endnu flere store kunder i kartoteket, er naturligvis vigtigt for vores forretning, og det giver vores organisation selvtillid. Vi er derfor mere end klar til at yde god service og give Nagel en endnu bedre oplevelse som samarbejdspartner, fortsætter Lars Johannsen.

Han oplyser, at den nye aftale løber i en årrække.

Fakta: Euromaster Danmark A/S er en af Danmarks førende virksomheder inden for dæk- og autoservicebranchen med 43 centre fordelt over hele landet. Euromaster har mange års erfaring med at sammensætte løsninger, der er skræddersyede til kundernes behov. Værkstederne servicerer alt fra private bilejere til mindre lokale virksomheder og europæiske selskaber med store vognparker.
Euromaster Danmark er et datterselskab i den Michelin-ejede dækkæde, Euromaster, med over 2300 centre fordelt i 17 europæiske lande.

Læs mere her

Erfaren lastbilspecialist vender tilbage til værkførerpost

Kjeld Clausen har siden midten af firserne stået i spidsen for lastvognsværkstedet Truckcenter A/S i Padborg. Nu befries han for administrative opgaver og vender tilbage til sit oprindelige job som værkfører.Da Truckcenter A/S i 1985 etablerede sig i Padborg, var Kjeld Clausen den allerførste ansatte. Igennem de næste 27 år varetog han værkførerposten – en stilling, som sønderjyden nu vender tilbage til efter tre år med administrative opgaver for virksomheden. Kjeld Clausen ser frem til, at alle de administrative opgaver efter en organisationsændring nu bliver fordelt på flere hænder.

– Det har selvfølgelig været spændende at få nye udfordringer og ansvarsområder. Men omvendt må jeg også erkende, at jeg uden tvivl brænder mest for kundekontakten og den daglige ledelse af medarbejderne på værkstedsgulvet. For mig er det sjoveste at udvikle værkstedet i Padborg og konstant forbedre vores viden, kvalitet og service, siger Kjeld Clausen, der glæder sig til færre timer bag skrivebordet i fremtiden.

Vil differentiere sig på nærhed og fleksibilitet

Baggrunden for, at Kjeld Clausen vender tilbage som værkfører, er ikke mindst Truckcenters ønske om at markere sig stærkere på markedet – med lange åbningstider, nærhed til kunderne og en høj grad af fleksibilitet.

– Med vores nye organisering kan jeg fokusere på kundekontakt, driftsledelse og teknik. Samtidig kan de enkelte mekanikere bruge mest mulig tid på praktisk opgaveløsning. Et af de tiltag, vi kommer til at sætte øget fokus på, er initiativet med aftenåbent alle hverdage til klokken 20, siger værkføreren, der i en tid med øget pres på markedet for lastvogns- og trailerservice lægger stor vægt på at være konkurrencedygtig.

– Også tyske og østeuropæiske vognmænd vælger os, selvom værkstedspriserne er attraktive i deres hjemlande. En af grundene er manglende fleksibilitet hos udenlandsk ejede konkurrenter med store organisationer. Her vil vi gå den ekstra mil for kunderne og være et alternativ til de største spillere, lyder det fra Kjeld Clausen, der ønsker at møde kunderne i øjenhøjde samt kombinere det bedste fra de store koncerner og de små, lokale værksteder.

Rutinerede mekanikere

Truckcenter A/S, der i Padborg er strategisk beliggende ved Shells tankanlæg på Transitvej, reparerer og servicerer alle slags lastvogne og trailere samt udfører opbygningsopgaver. Centret har indrettet et opholdsrum for chauffører med internetadgang, kaffe, pc og tv til fri afbenyttelse. Desuden har man indkøbt testudstyr til alle bilmærker og tilbyder udkald med servicevogn døgnet rundt. Hos Truckcenter A/S i Padborg arbejder også Mike Christensen, der af lastvognsmærket DAF er kåret til Europas bedste mekaniker – i konkurrence med tusindvis af kolleger.

– Vi har et fantastisk team bestående af veluddannede og erfarne mekanikere – med Mikes kåring til europamester som et perfekt eksempel. Det team ser jeg frem til igen at være chef for, fastslår Kjeld Clausen.

Fakta

Truckcenter A/S dækker et samlet areal på over 50.000 m² fordelt på centralt beliggende værksteder i Hjøllund, Padborg og Malmø. Centrene reparerer og servicerer alle slags lastvogne og trailere samt udfører hydraulik- og opbygningsopgaver.

Læs mere her

Salget af klippekort i hovedstadsområdet forlænges til februar 2015

Passagererne i den kollektive trafik i hovedstaden kan købe klippekort til rejser i hovedstadsområdet frem til den 9. februar 2015. Derefter anbefales passagerne enten at benytte rejsekort, app’en ”mobilbilletter”, periodekort eller at købe kontantbillet. Det er Direktørsamarbejdet i hovedstaden (DSB, Movia, Metroselskabet og Trafikstyrelsen), der har besluttet at forlænge salget af klippekort.

Baggrunden er, at en planlagt opgradering af rejsekortet er udskudt og først forventes afsluttet i løbet af efteråret 2014. Direktørsamarbejdet ønsker ikke, at systemopdateringen af rejsekortet kommer til at falde sammen med udfasningen af klippekort.

Systemopdateringen drejer sig primært om back-office funktioner, så nuværende rejsekortbrugere vil ikke mærke ændringer i systemet.

De klippekort, der er købt inden den 9. februar, kan bruges frem til og med 30. juni 2015. Derefter er det helt slut med klippekort, og ubrugte klippekort kan refunderes frem til 8. februar 2018.

”Det vigtigste for os er, at kunderne oplever en tryg overgang fra klippekort til rejsekort – så betyder det mindre, at udfasningen af klippekort udskydes, ” siger Christian Linnelyst, salgs- og produktmarketingschef, DSB

”Der er allerede mere end 375.000 kunder i hovedstadsområdet, der bruger rejsekortet, og for hvem det fungerer godt i dagligdagen. Med rejsekort rejser man i hovedstadsområdet til klippekortpris og opnår samtidig 20% rabat på rejser uden for myldretiden, ” siger Rebekka Nymark, Kundedirektør Metroselskabet

”To tredjedele af rejsekortbrugerne siger i den nyeste brugerundersøgelse, at de har fået en nemmere rejse med rejsekortet. Vi arbejder for, at de nye rejsekortbrugere oplever en smidig overgang fra klippekort til rejsekort, så de også bliver glade for rejsekortet, ” siger Søren Englund, Markedscenterchef i Movia

Fakta

Over 375.000 kunder i hovedstaden har allerede taget rejsekortet i brug. På landsplan er der solgt mere end 900.000 rejsekort og gennemført 70 mio. rejser, siden rejsekortet blev indført.
Rejsekorttaksterne i hovedstadsområdet vil fortsat svare til klippekortstaksterne og give mulighed for rabat på 20 % af klippekorttaksterne uden for myldretid.

Direktørsamarbejdet i hovedstadsområdet består af DSB, Movia, Metroselskabet og Trafikstyrelsen.

Direktørsamarbejdet er ansvarlig for at fastsætte takster (inden for takstcirkulæret) og beslutte, hvornår klippekortet skal udfases.

Læs mere her