Kendt politiker og MCH-direktør åbner årets største transportmesse

De sidste forberedelser gøres lige nu til Vestfyn Trækker 2014, der åbnes af MF Lars Chr. Lilleholt (V) samt Georg Sørensen fra MCH. Der forventes et kæmperykind i Ejby fra den 23. til 25. maj, hvor de mange nye tiltag ventes at blive positivt modtaget. Vestfyn Trækker bliver både større og mere alsidig, når den udendørs transportudstilling afholdes igen fra den 23. til 25. maj. Arealet er større end nogensinde, og messen har fået en langt bredere målgruppe end blot vejtransportbranchen, da der medvirker mange udstillere inden for bl.a. varevogne og intern transport. For at illustrere den øgede tyngde og bredde er åbningsarrangementet den 23. maj kl. 10 tilrettelagt i flere trin. Det starter med, at arrangør Per Mikkelsen, direktør i VBG Group Sales, byder velkommen. Så holder adm. direktør Georg Sørensen fra MCH Messecenter Herning samt MF Lars Chr. Lilleholt (V) hver en åbningstale, hvorefter Årets Varebil 2014 afsløres sammen med Motorjournalisternes Klub Danmark. Endelig besøger gruppen nogle af de mange udstillere, der fremviser spændende nyheder på messen.

– Godt nok er transportbranchen skrumpet, men den er også blevet stærkere, og for vognmænd, opbyggere og chauffører bliver der flere spændende ting at se på end nogensinde før. Et godt eksempel er nye løsninger til helbilsgodkendelse, der kan gøre det nemmere for den danske opbyggerbranche at eksportere sine produkter. Samtidig regner vi også med en del besøgende fra byggeri, håndværk og industri, der vil se nærmere på de udstillede nyheder inden for bl.a. varevogne og gaffeltrucks. Alt i alt er det derfor ikke urealistisk med et besøgstal på det vanlige niveau. Hvis altså vejret holder, understreger Per Mikkelsen, der forventer ’et sted mellem 6.000 og 10.000 besøgende’. – Vi regner med, at de mange nye tiltag bliver godt modtaget og i sig selv tiltrækker mange interesserede, tilføjer han.

Lilleholt: Øg investeringerne i vejnettet
Traditionen tro er en prominent politiker med transportbranchen som arbejdsområde også i år med til at åbne Vestfyn Trækker. De foregående messer blev gæstet af Bendt Bendtsen og Kristian Pihl Lorentzen, og i år er turen altså kommet til Venstres Lars Chr. Lilleholt, der ud over at være klima- og energiordfører også er medlem af Transportudvalget og bestyrelsesmedlem i partiets folketingsgruppe. I sin åbningstale kommer Lilleholt ind på, hvordan Venstre vil øge statens vejinvesteringer og arbejde for at forbedre transportbranchens rammevilkår.

– Vi er nødt til at anerkende, at vejene er helt afgørende for samfundsøkonomien, og at vejnettet ikke prioriteres tilstrækkelig højt. Det vil vi rette op på ved at fremskynde brugen af de midler, der allerede er sat af, og ved at øge investeringerne fremadrettet. Desuden står det højt på vores ønskeliste at opgradere alle statslige veje til kørsel med modulvogntog, siger folketingsmedlemmet.

Fakta
Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er årets største transportudstilling. På messen, der i år afholdes fra 23. til 25. maj, kan man møde 150 udstillere – herunder en lang række bilimportører, opbyggere og forhandlere af øvrigt transportmateriel. Desuden deltager mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt brancheorganisationer og fagmedier. Messearealet er i år udvidet til 55.000 m2.

Læs mere her

Årets største logistikmesse sætter fokus på varevogne og intern transport

I år kommer gaffeltrucks og biler under 3.500 kg til at fylde meget mere på Vestfyn Trækker i Ejby, der med 150 udstillere og 55.000 kvm messeareal er Danmarks største transportudstilling. Samtidig kåres Årets Varebil 2014 på messen.
I de seneste år har Vestfyn Trækker sat stadig større fokus på varevogne og intern logistik. Og ifølge arrangøren, VBG, bliver der endnu flere nyheder inden for bl.a. gaffeltrucks og håndværkerbiler, når messen afholdes næste gang fra 23. til 25. maj i år.

– I takt med vi løbende har udvidet arealet, har vi fået plads til flere og flere udstillere. Det har også betydet stadig flere mindre erhvervskøretøjer og opbygninger, ligesom intern logistik er kommet til at fylde langt mere. I år er der flere produktnyheder end nogensinde før til fx entreprenører, håndværkere, flådechefer, tekniske chefer, logistikchefer og offentlige beslutningstagere, lover adm. direktør Per Mikkelsen fra VBG Group.

Kåring af Årets Varebil 2014
Som noget nyt kåres på Vestfyn Trækker Årets Varebil, der sidste år blev afsløret af daværende transportminister Henrik Dam Christensen på Transport i Herning. Juryen består af en række medlemmer fra Motorjournalisternes Klub Danmark (MKD), der med messearealet som udgangspunkt tester de godt 15 nominerede varevognsnyheder.

– Messepladsen ligger jo godt ved både motorvej, landevej, by og grusveje, så der er rig mulighed for at afprøve bilernes køreegenskaber under forskellige forhold. Desuden vejer komfort, trækevne, finish, sikkerhed og indretning tungt i den samlede vurdering. Torsdag aften voteres der på vores hotel. De fem bedste biler parkeres på MKD’s messestand, og ved åbningen fredag afsløres vinderen, fortæller Carsten Teiner, der er formand for juryen og næstformand i MKD.

En af kandidaterne til titlen som Årets Varebil, den nye Ducato, finder man på Fiat Professionals stand, hvor der udstilles et bredt udvalg af erhvervskøretøjer fra små varebiler og op til 4.235 kg – heriblandt også modellerne Punto Van, Fiorino, 500L Van, Doblò Cargo og Scudo. – Med det rette benarbejde sælger vi mindst 40 varebiler i forbindelse med udstillingen. Derfor har vi forhandlere fra hele landet med på standen. Fiat Ducato er den næstmest solgte bil i sit segment, og vi satser benhårdt på at erobre en større bid af kagen, siger Erik Holm, der er salgsdirektør for Fiat Professional i Danmark.

Masser af opbygninger
Opbyggerne er også klar til at fremvise spændende nyheder til varevognssegmentet på messen. – Vores stand kommer til at afspejle, at vi satser ligeligt på lastbiler og varevogne. Messen rammer begge segmenter, og derfor fremviser vi et bredt udsnit af aktuelle opbygninger, herunder til kurerkørsel og pakketransport, hvor efterspørgslen stiger meget, fortæller partner Karl Erik Plagborg fra Brdr. Plagborg, der leverer kundetilpassede ladopbygninger. – På Vestfyn præsenterer vi en banebrydende nyhed, som fragtbranchen har efterspurgt i årevis, men som ingen før har gjort til virkelighed, afslører opbyggeren.

Danlad A/S, der bygger lad på varebiler samt mindre lastbiler og i øvrigt er genbo til messen, har deltaget i Vestfyn Trækker siden starten. Ifølge adm. direktør Henrik Niemann Christensen fremviser Danlad også i år et bredt program af ladopbygninger, herunder flere nyheder. – Vi sælger primært gennem forhandlere, men også direkte ud til fx entreprenører og udlejningsselskaber. Messen er god, fordi vi møder alle fra flådechefer til håndværkere og andre slutbrugere, forklarer han.

Stærk nyhed fra Still
Blandt de nye udstillere inden for lager- og logistikområdet er også STILL, der fremviser et udpluk af sit brede produktprogram. – I vores demoområde kan man løfte paller med den trehjulede eltruck RX 20-20, der har to tons kapacitet. Man kan også prøve pallevognene ECU 14 og EXU 16 samt den nye dobbeltstocker EXD 18, som kan løfte to paller samtidigt, uden de rører hinanden. Vi har store forventninger til messen og er spændte på at deltage for første gang. Det er helt klart, at her kommer mange relevante besøgende fra vores målgrupper, fastslår adm. direktør Reke Salievski fra STILL Danmark A/S.

Fakta
Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er årets største logistikudstilling. På messen, der i år afholdes fra 23. til 25. maj, kan man møde en lang række bilimportører, opbyggere og forhandlere af øvrigt transportmateriel. Desuden deltager mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt brancheorganisationer og fagmedier. Messen forventer i år mellem 6.000 og 10.000 besøgende.

Læs mere her

Midtjysk vækstværksted: Alt for svært at finde dygtige mekanikere

Truckcenter A/S i Hjøllund har i månedsvis forgæves annonceret efter to mekanikere til nyoprettede stillinger. Ifølge værkfører er det nærmest håbløst at rekruttere erfarne lastvognsmekanikere i det midtjyske. Der er travlt hos Truckcenter Midtjylland, der ligger i Hjøllund ud til hovedvej 13. Derfor har virksomheden besluttet at oprettet to nye mekanikerstillinger, som værkfører Henrik Mogensen nu igennem flere måneder forgæves har forsøgt at besætte. – Vi har efterhånden prøvet lidt af hvert, så det vil være synd at sige, at det er let at finde erfarne mekanikere her i det midtjyske, siger værkføreren. Ifølge ham er truckcentret inde i en positiv udvikling med en pæn tilgang af nye kunder, hvilket har skabt behovet for ekstra hænder.

– Jeg skal bruge et par erfarne lastvogns- eller busmekanikere, som arbejder selvstændigt og effektivt med strøm og motorer på forskellige bilmærker. En af folkene kunne også være en dygtig trailermekaniker, der har erfaring med ABS og EBS, og som både kan klare reparation, klargøring til syn og mindre opbygningsopgaver, forklarer Henrik Mogensen.

Vigtigt med solid erfaring

I andre brancher hører man om hundredvis af ansøgere til ledige stillinger, men det modtager Henrik Mogensen langtfra til et job som lastvognsmekaniker i det midtjyske. – Der kommer kun ganske få ansøgninger, og de flestes kvalifikationer lever ikke op til vores grundlæggende krav. At være mekaniker her er et meget selvstændigt job. Derfor er det vigtigt med solid erfaring. Ellers bliver tidsforbruget for stort eller fejlprocenten for høj, og så kan vi ikke fastholde den høje kundetilfredshed, siger værkføreren.
Ud over den generelle knaphed på lastvognsmekanikere i Midtjylland har han en mistanke om, at arbejdspladsens beliggenhed i Hjøllund spiller ind på den manglende interesse for de to stillinger. – Nogle tror måske, at køretiden hertil er voldsomt lang. Men vi ligger jo direkte ud til hovedvej 13 og tæt på den nye motorvej, så det er hurtigt og nemt at komme hertil fra både Silkeborg, Ikast og Herning. Det tager faktisk ikke meget længere end at køre igennem Silkeborg. Selv fra Viborg og Horsens skal man kun bruge en halv times tid på at køre herud, slutter Henrik Mogensen.

Fakta: Truckcenter A/S servicerer og reparerer lastvogne, busser, trailere og entreprenørmateriel af alle mærker. Ud over lange daglige åbningstider tilbydes døgnvagt med veludstyrede værkstedsvogne. Truckcenter A/S har afdelinger i Hjøllund og Padborg og indgår i en solid og veletableret danskejet koncern med omtrent 150 ansatte. www.truckcenter.as

Læs mere her

2013: Et godt år for jernbanen

Banedanmark har netop offentliggjort årsrapporten for 2013. Årsrapporten viser en god rettidighed på både fjern – og S-banen og en tilfredsstillende fremdrift i de store anlægsprojekter, der er i fuld gang med at skabe fremtidens jernbane.

I 2013 er jernbanen inden for de godkendte bevillinger blevet vedligeholdt for 1,2 mia. kr., fornyet og udskiftet for 1,3 mia. kr., og der er gennemført nye anlægsprojekter til en samlet sum af 2,8 mia. kr.

”2013 må betegnes som et overvejende godt år for jernbanen. Den høje rettidighed på jernbanen fra 2012 blev fastholdt, og der er god fremdrift i vores store anlægsprojekter. Desuden har vi gennemført to store sporfornyelser i 2013,” siger adm. direktør i Banedanmark, Jesper Hansen.

Høj rettidighed på både fjern- og S-tog

I 2013 kørte togene med høj rettidighed med målopfyldelse på både fjernbanen og S-banen. I 2013 nåede den samlede rettidighed for passagertog på fjernbanen op på 91,1 pct., hvor Banedanmarks resultatkrav var 90,0 pct.

På S-banen nåede rettidigheden op på 94,5 pct., dvs. 1,5 procentpoint over Banedanmarks interne målsætning. Dette er en forbedring på 1,1 procentpoint i forhold til resultatet i 2012 og samtidigt det højeste årsresultat for S-banen, siden Banedanmark begyndte at måle på rettidighed. I tallene for både fjern- og S-banen indgår de trafikale konsekvenser af efterårets to store storme.

En hovedårsag til den gode rettidighed er det fælles, skarpe fokus på tværs af jernbanesektoren for at øge rettidigheden.

En anden årsag til den gode rettidighed er den fokuserede og præventive vedligeholdelse af jernbanen for 1,2 mia. kroner i 2013 – 63 mio. kr. mere end i 2012. Et tal, der i det kommende år vil stige til 1,3 mia. kr.

På trafikinformationsområdet fortsatte Banedanmark og DSB det tætte samarbejde i 2013, ligesom Banedanmark også indgår i TUS – det tværgående Trafikinfo Udviklings Samarbejde, hvor der i 2013 blev lanceret nye skærme og skilte på Københavns Hovedbanegård og Flintholm Station.

På sporet af fremtidens jernbane

Årets store fornyelsesprojekter i 2013 var sporfornyelsen af jernbanen mellem Esbjerg-Skjern-Herning og Roskilde-Næstved-Køge. Begge projekter kom i mål til tiden.

Samtidig var der en tilfredsstillende fremdrift i de store anlægsprojekter, der frem mod 2020 skal give muligheden for en fordobling af passager- og godstrafikken: Et nyt signalsystem til fjern- og S-banen, dobbeltsporet mellem Lejre og Vipperød, den nye bane København-Ringsted, Ringsted-Femern Banen og udbygningen af Elektrificeringsprogrammet, der i de kommende år skal varetage elektrificeringen på de besluttede strækninger.

Brikker, der tilsammen er med til at danne fremtidens jernbane, som skal sikre en bedre og mere effektiv togdrift.

Læs mere om Banedanmarks resultater i 2013 i den elektroniske udgave af årsberetningen.

Flere oplysninger hos Banedanmark på 8234 1313.

Fakta

Økonomiske nøgletal:

• 1,2 mia. kroner anvendt til vedligeholdelse
• 1,3 mia. kroner anvendt til fornyelse
• 2,8 mia. kroner anvendt til nyanlæg
• Resultatet for driftsbevillingen er et overskud på 29,3 mio. kroner

Rettidighed 2013*:

• Fjernbanen: 91,1 procent
• S-banen: 95,3 procent

I 2013 udskiftede Banedanmark:

• 31 km skinner
• 56 km sveller
• 40 sporskifter

*) I Banedanmarks kontrakt anses et tog på fjernbanen som rettidigt, hvis det ankommer mindre end 5 minutter forsinket. På S-banen anses et tog som rettidigt, når det ankommer mindre end 2½ minut forsinket. Tog, der er aflyst inden for de seneste 72 timer, indgår i Banedanmarks opgørelse af rettidighed.

Læs mere her

Danmarkspremiere på sikker og intelligent transport

SUNIT computeren til sikre og intelligente mobile løsninger

De unikke og driftssikre SUNIT–computere er specielt designet til sikre og intelligente telematikløsninger til beredskabskøretøjer, renovationskøretøjer og lastbiler i international trafik. Salgs og rådgivningsfirmaet MOBILAS præsenterer de nyeste telematikløsninger på messen Transport 2007 i Messecenter Herning, 29. marts 1. april 2007.

Danmarkspremiere på SUNIT C–serien
MOBILAS inviterer til pressemøde på åbningsdagen for Transport 2007, Torsdag den 29. marts 2007 kl. 13.30 på MOBILAS stand, Hal J, Stand 7140

Køretøjscomputeren SUNIT C–serien præsenteres for første gang i Danmark. Repræsentanter for SUNIT og den danske forhandler MOBILAS og TDC–Mobil informerer om mulighederne med det nye økonomiske MOBILAS–abonnement med kommunikation til faste priser.

Den finskproducerede SUNIT computer er den ideelle, driftssikre computerløsning til krævende mobile løsninger. SUNIT computeren er specielt udviklet til at kunne fungere under skiftende forhold i et køretøj med vibrationer og store variationer i temperatur og luftfugtighed. SUNIT computeren er skræddersyet til problemfri indbygning i erhvervskøretøjer.
SUNIT computeren er mere end en almindelig Windows–baseret computer, den kan anvende standardsoftware, bl.a. de samme programmer, som anvendes i administrationen, herudover er den bygget til integration med bilens interne computere og opsamling af data fra bilens Can–buss–system.

På Transportmessen i Herning viser MOBILAS "blå blink"–løsninger til ambulancer, politi og beredskabskøretøjer, der har interface med SUNIT computeren og Can–buss integration. MOBILAS har bl.a. leveret løsninger til Søværnets Operative Kommando og Århus Brandvæsen. Ambulancen på billedet her overføres data løbende til patientjournal og videre til hospitalet.
SUNIT–computeren kan også anvendes som "gul blink" løsning til dyre– og højværditransporter, hvor der løbende er behov for dataopsamling fra køretøjet.

SUNIT D–serien er den komplette telematikløsning med en stor computer, som kan klare alle kommunikations– og registreringsopgaver. Ideel til beredskabskøretøjer. Forberedt til løsninger med Tetra–radio. SUNIT D–serien er allerede leveret mere end 40.000 mobile computere, som er i drift hos politi, militær og redningsvirksomheder i Finland, Tyskland, Holland.

DANMARKSPREMIERE
SUNIT C–serien er den store, solide og økonomiske computerløsning til flådestyring og navigation til vognmænd og deres erhvervskøretøjer med avancerede opgaver, f.eks. affaldsregistrering, maut–regnskab, dieselregnskab eller dokumentation af transport af farligt gods. SUNIT C–serien har netop haft verdenspremiere på CeBIT–messen i Hannover i marts 2007 og Transportmessen i Herning bliver Danmarkspremiere.

Mobilas afholder alle messedage demonstration fra kl.10.00 på stand J 7140

###

Fakta om MOBILAS ApS

MOBILAS er et salgs– og rådgivningsfirma med speciale i mobile telematikløsninger.
MOBILAS er dansk importør af SUNIT–computere og leverer total finansiering af projekter.
MOBILAS tilbyder mobile telematikløsninger i samarbejde med anerkendte tele– og softwareleverandører, fra ind og udland. På messen i Herning vil der blive præsenteret et flådestyringssystem, der tager højde for at optimere maut og vejafgifter i forbindelse med kørsel i EU ligesom systemet kan håndtere ruteoptimering for farligt gods. Systemet kan integreres med virksomhedens bestående leverandør af IT, med rådgivning fra Mobilas.

Mobilas ApS
Energivej 35, 87 22 Hedensted
Tlf. + 45 3171 4835
www.mobilas.dk
 

Læs mere her

Bliver du også rundtosset af palleomvikling

Genpack A/S præsenterer på messen Foodexpo 2006 i Herning en ny palleomvikler.

En af årets nyheder er den semi–automatiske palleomvikler FP–30/EST, der er udstyret med mekanisk forstræk og fotocelle til bestemmelse af pallehøjden. Den har justerbar omvikling i top og bund. Endvidere har den udskæring til sækkevogn, der kan køres direkte ind på platformen. En sikkerhedsfotocelle sikrer høj sikkerhed. Der er mulighed for en masse ekstraudstyr, som f.eks. nedfældningsramme og integreret vægt.

FP–30/EST er den ideelle maskine til virksomheder med et mindre palleteringsbehov.
Kvaliteten er i top – prisen er i bund. Kom og få en demonstration på messen Foodexpo 2006 i Herning, stand L9162.

Besøg www.genpack.com for yderligere oplysninger.
Lukningssystemer – Forsegling – Mærkning – Display & Ophæng – Pakkemaskiner – Folie & Poser – Kontraktpakning.
 

Læs mere her

Tag toget til Bruce Springsteen koncert

DSB og Arriva indsætter særtog, der kører gæsterne til og fra koncerten, når Bruce Springsteen & The E Street Band spiller i Herning d. 8. juli.
Togene giver gæsterne mulighed for at lade bilen stå og nyde turen hele vejen til og fra Herning.

I forbindelse med koncerten får kunderne 20 procent rabat på returbilletten, når de køber en Eventbillet i et af de betjente billetsalg.

Særtogene er arrangeret i samarbejde med MCH Messecenter Herning, der står for koncerten.

– Vi er meget glade for, at DSB og Arriva tilbyder vores gæster mulighed for nem og bekvem transport til og fra Bruce Springsteen koncerten. Gæsterne kan hygge sig og feste sammen på turen til og fra Herning, og de behøver ikke tænke på parkeringsplads eller planlægge, hvem der skal køre hjem, siger MCHs kulturchef Mette Kier.

Udrejse:
Fra København mod Herning er der på de fleste ordinære tog indsat ekstra vogne, derudover kører der særtog kører fra København H til Herning kl. 12.08, 12.56 og 13.56 og stopper ved de fleste stationer undervejs.

Hjemrejse:
Fra Herning mod Fyn/København H: kl. 0.10, 0.35, 1.00 og 1.15.(DSB)

Fra Herning mod Padborg: kl. 0.45(DSB)

Fra Herning mod Holstebro/Struer: kl. 0.05, 0.35, 1.05(DSB)

Fra Herning mod Århus: kl. 00:21(Arriva)

Fra Herning mod Esbjerg via Skjern: kl. 00:30(Arriva)

Desuden kører de ordinære Arriva og DSB tog
Læs mere om de nøjagtige tider på rejseplanen.dk

Pladsbilletter kan ikke reserveres i særtogene til hjemrejsen. Gæsterne kommer med særtogene i den rækkefølge, de ankommer til stationen.

– Med de indsatte ekstra tog vil vi være i stand til at transportere op til 6000 gæster til og fra Herning ifm. koncerten, siger Regionschef Jørgen D. Rasmussen fra DSB.

Kontakt DSB for yderligere information DSB Kommunikation 24680000

Med venlig hilsen
DSB & Arriva

Læs mere her

Fremgang i Billund i februar måned

Efter et vanskeligt år lysner det for trafikken i Billund.

Billund Lufthavn havde i februar et samlet passagertal på 161.096.
Det svarer til en fremgang på 11,8 % i forhold til februar 2009.

Der var i alt 95.414 passagerer på udenrigsruterne, hvilket er en stigning på 15,8 % i forhold til samme måned i fjor.

Top 5 på udenrigsruterne var:

1. London
2. Amsterdam
3. Frankfurt
4. Oslo
5. München

Indenrigsrutetrafikken havde i februar måned i alt 12.056 passagerer, hvilket svarer til en fremgang på 48,4 %.

Norwegian landede første gang i Billund medio februar. Denne kendsgerning kombineret med betydelig fremgang i passagertallet for Cimber Sterling er de væsentligste forklaringer på væksten. Men der er også fremgang for Ryanair og helt ny rutetrafik udført af Transavia.
Samtidig har de store netværksselskaber KLM og Lufthansa fortsat en stabil, god udvikling i Billund.

De kommende måneder står i ruteindvielsernes tegn. Billund står over for indvielse af følgende otte nye ruter: Antalya, Brindisi, Dublin, Faro, Mallorca, Marseille, Prag, Trapani. Det kan kun give anledning til optimisme.

Chartertrafikken transporterede i februar 52.888 passagerer hvilket er stort set uændret i forhold til februar 2009.

De fem største charterdestinationer var:

1. Las Palmas
2. Tenerife
3. Hurghada
4. Sharm el Sheik
5. Fuerteventura

Også for chartertrafikken ser sommeren lys ud. Det blev senest bekræftet på Ferie for Alle-messen i Herning i weekenden.

Cargo Center Billund ekspederede i februar i alt 4.060 tons gods. Der er tale om en fremgang på 26,8 %.

Billund, den 1. marts 2010
Jørgen Krab Jørgensen

Læs mere her

En ny og bedre jernbane mellem Herning og Holstebro

Den 15. maj går Banedanmark i gang med en omfattende fornyelse af banen mellem Herning og Holstebro. Sporarbejdet skal sikre en nutidig og mere driftsikker jernbane mange år frem i tiden.

Det indledende sporarbejdet er allerede i fuld gang, og der er tale om et tiltrængt løft til den nedslidte bane mellem Herning og Holstebro.

Den 15. maj og frem til den 5. september foregår selve sporarbejdet, og her er det nødvendigt at lukke hele strækningen for togtrafik.

Et tiltrængt løft
“Sporarbejdet er nødvendigt, fordi skinnerne og svellerne er nedslidte. De fleste skinner og sveller er fra 1968/69, og flere steder på strækningen må togene sætte farten ned på grund af de nedslidte spor”, fortæller projektleder Anne Nielsen fra Banedanmark.

Med de nye spor øges komforten for passagererne væsentligt, da togene kører mere jævnt – og det giver færre rystelser.

“Når sporarbejdet er slut, har passagererne en fremtidssikret bane, hvor togene kan sætte farten op til normal hastighed, som er 120 km/t. Sporene er desuden forberedt til, at togene nogle steder kan køre op til 160 km/t”, siger Anne Nielsen.

Arbejde på spor og broer
På hele den 41 km lange strækning mellem Herning og Holstebro og på to km af sidesporene skal Banedanmark udskifte skinner og sveller. Alle de møre træsveller erstattes med nye betonsveller, og ballasten – dvs. skærver og grus – renses eller udskiftes på en stor del af strækningen.

I 21 af strækningens 22 overkørsler skal Banedanmark forny belægningen. Desuden skal 11 sporskifter fornyes, og 18 sporskifter skal nedlægges. Og så skal signalanlæggene ‘levetidsforlænges’, så de kan holde frem til 2021.

Samtidig med sporarbejdet renoverer Banedanmark 14 af de i alt 28 broer på strækningen. Her er tale om forskellige mindre renoveringsopgaver, som at udbedre betonskader, fugtisolere, forlænge rækværket på flere af broerne og etablere dræn.

Når togene igen begynder at køre den 6. september, vil Banedanmark fortsat arbejde på strækningen 2-3 måneder. I den periode skal de nye skinner efterjusteres, og der ryddes op efter sporarbejdet. Arbejdet i den afsluttende fase udføres primært om natten og vil derfor ikke have betydning for togdriften i dagtimerne.

Passagerer, vejtrafikanter og naboer
Banedanmarks omfattende sporarbejde vil påvirke omgivelserne på forskellig vis.

For togpassagerer betyder det, at de i perioder må køre med bus i stedet for tog:

DSBs tog kører ikke Herning-Holstebro-Struer fra 15. maj til 5. september
Arrivas tog kører ikke Bur-Holstebro fra 10. til 22. juli, og heller ikke Holstebro-Struer fra 23. til 25. juli. Desuden aflyses enkelte morgen- og aftentog mellem Holstebro og Struer 16.-23. maj
Vejtrafikanter, der skal krydse banen, kommer til at bemærke sporarbejdet, fordi de 21 overkørsler på skrift bliver lukket. Generelt vil hver overkørsel blive lukket ad tre omgange:

2-3 døgn, mens belægningen i overkørslen fornyes
10-12 timer, mens det store sporombygningstog arbejder i området
8-10 timer, mens den store ballastrensemaskine udskifter skærver i området omkring overkørslen.
Præcis hvornår, overkørslerne lukkes, er afhængigt af, hvor langt sporarbejdet er nået, fordi arbejdet på en strækning kan tage lidt kortere eller længere tid end forventet.

“Men det vil vi informere om undervejs,” siger Anne Nielsen og forklarer, at P4 Trafikradio dagligt får en opdatering med lukkede overkørsler.

For naboer til jernbanen og til bygge- og omlastningspladser kan Banedanmarks arbejde give gener i form af støj og støv, og der kan komme mere tung trafik i de små lokalsamfund.

“Vi forsøger at begrænse generne mest muligt. Blandt andet har vi planlagt det sådan, at det meste af det støjende arbejde foregår om dagen. Vi håber, at udsigten til en ny og bedre bane skaber forståelse for vores arbejde,” siger projektleder Anne Nielsen.

Læs mere her

Bedre busruter i Ringkøbing-Skjern

Buspassagererne i Ringkøbing-Skjern Kommune får flere busruter og afgange, end der var lagt op til i planen for den kollektive trafik. En ny aftale sikrer dem ekstra busbetjening for 1,2 mio. kroner.

Der bliver ikke helt så langt mellem busserne i Ringkøbing-Skjern Kommune, som der var lagt op til i forslaget fra den såkaldte Trafikstyregruppe.

En aftale mellem Region Midtjylland og Ringkøbing-Skjern Kommune medfører, at to regionale busruter, der ellers skulle overgå til kommunal drift, opretholdes som regionale ruter i fremtiden. Samtidig vil fire andre busruter få et ekstra regionalt tilskud til driften.

For Region Midtjylland er der tale om en ekstraudgift på 1,2 mio. kroner i forhold til oplægget fra Trafikstyregruppen. Aftalen skal nu godkendes af Regionsrådet.

Øremærkede tilskud
Formålet med de ekstra køreture er at sikre, at de unge kan komme til og fra deres uddannelsessteder, og derfor er regionens tilskud øremærket til at sikre busture om morgenen og om eftermiddagen.

Vi anerkender, at nogle af de busture, der stod til at forsvinde, er vigtige for at kunne rekruttere og fastholde de unge i uddannelsessystemet. Det er regionens og kommunens fælles ansvar at støtte de unge i at få en uddannelse, og derfor har vi fundet denne løsning , siger regionsrådsformand Bent Hansen.

Langt mellem borgerne
Det er en fair aftale, hvor jeg er godt tilpas med, at der i forhold til oplægget er sket en klar forbedring af forbindelserne til kommunens uddannelsesinstitutioner , siger Iver Enevoldsen, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Vores kommune har den særlige udfordring, at den er landets mest vidtstrakte, så der er nogle steder langt mellem borgerne. Det må vi tage ekstra hensyn til i den kollektive trafik , siger Iver Enevoldsen.

Samlet set indebærer aftalen:
– Rute 14 Videbæk Fjelstervang Herning. Ophører, som beskrevet i Trafikstyregruppens forslag. Ringkøbing-Skjern Kommune tilpasser lokalrute 578, så pendlere og uddannelsessøgende kan skifte til rute 15 (Herning Videbæk Ringkøbing) i Havnstrup.

– Rute 26 Holstebro Spjald – Skjern. Fortsætter som regionalrute. Kørslen tilpasses, så der fra Spjald bliver samme antal afgange mellem Spjald og Holstebro som i oplægget for Spjald Skjern.

– Rute 41 Esbjerg-Varde-Skjern. Overgår til Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner i fællesskab, men Region Midtjylland finansierer minimumsbetjening af hensyn til elever til ungdomsuddannelserne på ruten svarende til 300.000 kroner årligt.

– Rute 58 Ringkøbing Hvide Sande Nr. Nebel (og 952X Århus – Ringkøbing) Overgår til lokalrute, men Region Midtjylland finansierer betjening af uddannelsessøgende svarende til 550.000 kroner årligt (tages fra rute 952X)
Herudover udvider Region Midtjylland rute 952X med weekendkørsel (i første omgang fredag og søndag), fra Ringkøbing til Søndervig og Hvide Sande.

– Rute 61 Skjern Borris – Sdr. Felding . Ringkøbing-Skjern Kommune opretholder rute 61 som lokalrute. Regionen finansierer minimumsbetjening af hensyn til elever til ungdomsuddannelserne svarende til 1 tur om morgenen og 2 ture hjem om eftermiddagen. Anslået 200.000 kr.

– Rute 69 Skjern – Tarm – Nr. Nebel. Region Midtjylland anerkender rutens betydning som regional forbindelse, bl.a. af hensyn til elever til ungdomsuddannelserne også fra Nr. Nebel området. Den fortsætter som regionalrute, og Region Midtjylland lægger 500.000 kr. oven i Trafikstyregruppens forslag (i alt 1 mio. kr. om året).

– Rute 307 Vejle – (Grindsted) – Sdr. Omme – Skjern. På den lokalrute Skjern Hoven – Ørbæk, som Ringkøbing-Skjern Kommune opretter til erstatning for rute 307, finansierer regionen minimumsbetjening af hensyn til elever til ungdomsuddannelserne svarende til 1 tur om morgenen og 2 hjem om eftermiddagen. Anslået 200.000 kr.

Se detaljeret liste

Yderligere oplysninger:
Bent Hansen, formand for Regionsrådet i Region Midtjylland, tlf 87 28 50 10 / 40 31 37 07
Iver Enevoldsen, Borgmester, Ringkøbing-Skjern Kommune, Telefon: 97 31 14 06 / 21 47 38 65

Læs mere her