Enigt regionsråd lobbyer for grønne transportløsninger

Letbane, ny Øresundsforbindelse og højhastighedstog skal på dagsordenen.

Enstemmigt regionsråd vil have grønnere trafik
Et enigt regionsråd har på mødet d. 21. september 2010 vedtaget en politisk tilkendegivelse om, at der skal satses på grønne transportkorridorer.

Langsigtet trafik-investeringersplan bør fokusere på tre projekter
Regionsrådet peger på tre projekter, som er med til at sikre et bæredygtigt transportsystem for både person- og godstransport, og som derfor bør prioriteres højt i en langsigtet investeringsplan for hovedstadsregionen.

Letbane langs Ring 3, Ring 5 med vej og bane og højhastighedstog fra Hamborg over København til Oslo
Det drejer sig om en letbane langs Ring 3, en ny Ring 5 for vej og bane og en fast forbindelse ved Helsingør og Helsingborg samt en højhastighedsforbindelse for tog, der binder København og Københavns lufthavn sammen med Oslo, Stockholm og Hamborg.

Vil have Folketingets trafikpolitikere i tale
Den holdning har regionsrådet bekendtgjort over for transportminister Hans Christian Schmidt, Folketingets Trafikudvalg og folketingsmedlemmer valgt i hovedstadsområdet.

Kommuner, trafiksselsskaber og interesseorganisationer kontaktes også
Derudover har regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen på vegne af regionsrådet sendt breve til bl.a. regionens borgmestre, Øresundskomiteen, Region Skåne, regionens trafikselskaber og en lang række erhvervsorganisationer og fagbevægelsen.

Langsigtet planlægning bør starte nu
I de kommende år foretages der store investeringer i ny infrastruktur som fx Femern Bælt-forbindelsen og ny baneforbindelse mellem København og Ringsted. Men skal den fulde nytte af disse investeringer udløses til gavn for alle, så skal der allerede nu tages stilling til, hvad der skal til for at skabe udvikling i Region Hovedstaden i de kommende 10 til 20 år.

Effektiv infrastruktur har stor betydning for konkurrence-evnen
En velfungerende infrastruktur i hovedstadsregionen har stor betydning for mobiliteten for borgerne og er en afgørende for et konkurrencedygtigt erhvervsliv og et fleksibelt arbejdsmarked, ikke bare i hovedstadsregionen, men i hele Øresundsregionen.

Miljøvenlighed er i højsæde
Regionsrådet vil arbejde for, at planlægningen har et markant fokus på en bæredygtig udvikling i hovedstadsregionen, hvor høj mobilitet for både gods og personer balanceres i forhold til en bæredygtig udvikling med fokus på nedbringelse af CO2 udslippet og miljøet i regionen. Og med fokus på bevarelse af naturskønne områder.

Læs mere her

Banedanmark indgår kontrakt om broer for 134 mio. kr. med dansk konsortium

Anlæg af i alt 12 broer og faunapassager i forbindelse med Den nye bane København-Ringsted over Køge er gået til et konsortium bestående af Aarsleff, Aarsleff Rail og Rambøll.

Det bliver et konsortium bestående af Aarsleff A/S, Aarsleff Rail A/S og Rambøll, der skal stå for anlægget af i alt 12 jernbanebroer, vejbroer og faunapassager på en 5 km lang strækning mellem Køge Bugt motorvejens Ishøj-udfletning og Greve Centervej. Det blev afgjort onsdag den 16. januar 2013, da kontrakten til knap 134 mio. kroner blev skrevet under i Banedanmarks projektkontor i Brøndby.

Ny konstruktionsteknik
Kontrakten er en design-and-build kontrakt. Det betyder, at det er entreprenørens opgave både at designe og bygge broerne og faunapassagen. På den måde kan entreprenørerne byde ind med nye, kreative løsninger. Det vindende konsortium har f.eks. foreslået en måde at etablere støttemurene på, som aldrig tidligere har været brugt i Danmark. Den nye metode kan spare både tid og penge, fordi der anvendes præfabrikerede elementer i stedet for at støbe på stedet. Teknikken er velkendt i blandt andet Frankrig, Spanien og Japan, hvor den har været brugt til anlæg af højhastighedsbaner.

Anlægsarbejdet går i gang om et år
Projekteringen af de nye konstruktioner går i gang nu og vil vare et år. Anlæg af de nye broer og faunapassagen er planlagt til at begynde i januar 2014 og skal være færdig i september 2015. Banedanmark forsøger så vidt muligt at mindske generne for både naboer og trafik i anlægsfasen og vil løbende informere om anlægsarbejdet, blandt andet via breve og projektets hjemmeside.

Fremtidens jernbane og Timemodellen
På den nye jernbane vil der i fremtiden kunne køre højhastighedstog, og anlæg af banen er første etape af realiseringen af Timemodellen, hvor togpassagerer skal kunne rejse fra København til Odense på en time, videre til Aarhus på en time og derfra til Aalborg på endnu en time.

For yderligere information kontakt Banedanmarks pressevagt på telefon 8234 1313.

Læs mere her