Sidste frist for julepost til venner og familie og julemanden

Den søde juletid er højsæson for at sende breve og pakker, og det er en god ide at begynde at tænke på julehilsnerne, hvis de skal nå frem inden juleaften.

– Hvis du vil være sikker på, at dine julekort og pakker når frem inden juleaften til familie, venner og bekendte i Danmark, så skal de sendes senest 20. december. Men meget gerne før, siger Lars Kaspersen, kommunikationschef i Post Danmark.

– December er den travleste måned på hele året for landets postbude. Derfor er det en stor hjælp, hvis man sender sine julehilsner i god tid.

Også julemanden modtager mange breve op til jul, så også her skal man være ude i god tid, hvis man vil sikre sig et svar tilbage inden juleaften.

– Vi ved jo alle sammen, at julemanden har travlt i denne tid. Derfor har han igen i år oprettet et særligt julepostcenter, hvor hemmelige hjælpere sørger for at holde styr på de mange breve, der bliver sendt til ham fra børn rundt om i hele landet. De sørger for, at julemanden får alle brevene, og at alle hans svar bliver sendt tilbage til dem, der har skrevet til ham, fortæller Lars Kaspersen.

Hvis man vil have et svar tilbage fra julemanden, skal breve og ønskesedler sendes til:
Julemanden
Julemandens Postcenter
0900 København C

– Hvis man sender sit brev til julemanden senest 20. december, sørger vi for, at det kommer frem til julemanden inden jul. Og skulle man komme til at skrive adressen forkert eller blot skrive Julemanden, er der ingen skade sket julemanden skal nok få alle brevene alligevel, forsikrer Lars Kaspersen.

For julepost til udlandet gælder andre frister. Fristerne kan ses på postdanmark.dk. Post Danmark omdeler pakker og breve til og med 23. december, men ikke 24. december, hvor også posthusene holder lukket.

Læs mere her

Posten bliver forsinket af snevejr men juleposten kommer frem

Det kraftige snevejr, der ramte Danmark mandag aften og nat, giver store forsinkelser i omdelingen af breve og pakker. Op mod 25 % af de indleverede breve og 20 % af de indleverede pakker kan blive forsinket i dag. Post Danmark sætter nu alt ind på, at de julebreve og pakker, der er sendt af sted inden julefristen den 20. december, kommer frem inden juleaften.

– Snefyldte og glatte veje gjorde det i går svært for os at samle posten ind fra kunder, filialer og postkasserne og få den frem til vores brev- og pakkecentre. Det betyder, at en del af posten slet ikke er kommet ud til postområderne i dag. Samtidig har postbudene fortsat svært ved at omdele posten mange steder på grund af is, sne og manglende rydning, siger Lars Kaspersen, kommunikationschef i Post Danmark.

Den overliggende post i brev- og pakkecentrene bliver nu sorteret, og postbudene vil have brevene og pakkerne med ud på ruten i morgen. På trods af udsigt til mere sne i de kommende dage, er Post Danmark fortrøstningsfulde i forhold til at få juleposten frem.

– Vi gør alt, hvad vi kan for, at den julepost, der blev sendt senest mandag, kommer frem til juleaften. Vejret ser ikke for godt ud, men vi har indsat alt disponibelt mandskab, som knokler på for at få juleposten i hus. Det er koldt og hårdt arbejde, så send dit postbud et ekstra smil i disse dage. Og så kan vi kun opfordre til, at der bliver ryddet og saltet på veje og fortove, så postbudene kan få posten godt og sikkert frem, siger Lars Kaspersen.

Postbudene har sidste omdelingsdag den 23. december. Man kan følge postsituationen på www.postdanmark.dk under Dagens Post .

Yderligere information hos pressechef Morten Nielsen på tlf. 33 61 60 13.

Læs mere her

Hvid jul og glatte veje kan give problemer for kunder i handicapkørsel

DMIs prognoser for julevejret ser i dag forholdsvis pæne ud. Skulle der alligevel komme større mængder sne, eller er vejene glatte, kan det give forsinkelser og aflysninger af handicapkørslen juleaften.

Midttrafik afvikler i løbet af julen knap 2.500 ture med handicappede, der skal holde jul forskellige steder i Midtjylland.

Sne og glatte veje betyder, at de over 230 vogne, som udfører Midttrafiks handicapkørsel i juledagene, kan blive ramt af større og mindre forsinkelser. Det medfører, at handicappede kan opleve at komme væsentligt senere frem til juleaften end planlagt.

– Vi har dog flere Midttrafik-medarbejdere til at overvåge kørslen juleaften. De hjælper chaufførerne med at løse de problemer, der vil opstå som følge af vejret. Det være sig forsinkelser og aflysninger, fortæller afdelingsleder Grethe Hassing.

Frem med skovlen: Sne og kørestole er en dårlig cocktail Chaufførerne kæmper traditionen tro for, at alle kommer rettidigt frem til juleaften. Men for at transportopgaven skal lykkes, er det vigtigt, at alle familier i landsdelen sørger for at holde fortove og indkørsler fri for sne.

– For at undgå store forsinkelser bør pårørende hjælpe familiemed- lemmer med et handicap til at sikre, at adgangsforholdene er i orden. Sne og is på fortove, gangstier og mindre veje gør det meget besværligt og farligt for både vores chauffører og kunder i handicapkørslen. Derfor har chaufførerne et stort juleønske: Ryd sne og strø salt!, siger Grethe Hassing.

Læs mere her