Vestfyn Trækker 2016: KLC vinder Årets Opbygning

Alsidig forvogn, der kan omdannes til trækker, vinder titlen som Årets Opbygning på Danmarks største udendørs transportmesse.Fredag formiddag blev de tre nominerede til titlen som Årets Opbygning afsløret på Vestfyn Trækker – Transport & Logistik, der afholdes ved afkørsel 56 på Fynske Motorvej. Spændingen kulminerede søndag middag, da KLC A/S fra Kolding blev kåret som vinder.

– Kunden spurgte, om vi kunne bygge sådan en bil. Vi laver mange specielle, kundetilpassede opbygninger, og det er jo altid sjovt, når man får lov at lave noget, som er alt andet end standard. Ikke mindst derfor er det en fjer i hatten at vinde med et projekt, hvor man udfolder og afprøver nye ideer. Opbygningen har fået en meget positiv modtagelse her på Vestfyn Trækker, siger salgskonsulent Morten Thomsen fra KLC A/S.

Bedst ud af 20 kandidater

Dommerpanelet udvalgte de nominerede blandt 20 opbygninger. Ud over vinderen var Danlad udvalgt for en værkstedsbil leveret til Barslund A/S, mens MTDK A/S deltog i finalen med linktraileren AMT LG300. Dommer- og publikumsstemmer havde samme vægt, da sejrherren skulle findes.

– Kandidatfeltet har været meget stærkt. Opbyggerne har været dygtige til teknisk og markedsmæssigt at argumentere for deres produkter og til at komme tæt på kundernes behov. Vi har virkelig oplevet en evne til at tænke ud af boksen, som er meget kendetegnende for opbyggerbranchen herhjemme. Der er en udpræget vilje til at arbejde tæt sammen med chauffører og vognmænd, siger Hans Bruun, der er chefkonsulent hos Autobranchen Danmark, på vegne af dommerpanelets syv medlemmer.

Alsidig forvogn kan omdannes til trækker

Den vindende opbygning er en forvogn med aftagelig skammel og løs bagende, så bilen kan konverteres til krantrækker. Bagenden er med hydraulisk udskydelig bom, containerlåse og seks bådstøtter, som betjenes via kranens radiostyring. Dermed kan bilen både bruges som trækker, som containerbil og til bådtransport.

– Vinderen er et skoleeksempel på en multifunktionel, kundetilpasset opbygning med øje for de løbende omkostninger. Opbygningen er blevet til igennem et tæt og praktisk orienteret samarbejde mellem leverandør og vognmand, fastslår Hans Bruun.

Vinderen kan betragtes på Vestfyn Trækkers stand 29. Ligeledes kan man tage de øvrige to nominerede i øjesyn på standene 9-12 (MTDK A/S) og 74 (Danlad A/S).

Fakta

Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er årets største transportudstilling. På messen kan man møde 150 udstillere – herunder en lang række bilimportører, vognopbyggere og forhandlere af øvrigt transportmateriel. Desuden deltager mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt brancheorganisationer og medier. Messearealet er udvidet til 55.000 kvadratmeter.

Læs mere her

Vestfyn Trækker 2016: Her er de nominerede til Årets Opbygning

Rullende værksted, forskydelig linktrailer og alsidig forvogn, der kan omdannes til trækker, kæmper om titlen som Årets Opbygning på Danmarks største udendørs transportmesse.Fredag formiddag blev afsløret de tre nominerede til titlen som Årets Opbygning på Vestfyn Trækker 2016. MCH Messecenter Herning afholder konkurrencen, hvor de besøgende på messen sammen med syv ekspertdommere skal finde årets bedste specialopbyggede køretøj.

– De tre finalister er udvalgt ud fra 12 kriterier som eksempelvis relevans, potentiale, kreativitet og fleksibilitet. Fælles for dem er, at de netop er innovative, repræsenterer en stor nytteværdi og løser konkrete kundebehov. Derfor skaber de merværdi for mange. Dommerpanelet var meget begejstret og forlod nomineringsmødet i opløftet tilstand, fortæller projektleder Betina Engholm fra MCH.

Danlad gør værkstedet mobilt

Den første finalist er vare- og lastbilopbyggeren Danlad, som blev udvalgt for en værkstedsbil leveret til Barslund A/S. Entreprenørfirmaet henvendte sig for at få bygget et rullende værksted med så meget udstyr, at næsten alle reparationsopgaver kan løses på stedet uden ekstern hjælp.

– Her er tale om en gennemtænkt opbygning med masser af finesser og god finish. Mulighederne er meget større end med den typiske værkstedsbil. Sådan lød dommerpanelets motivation for nomineringen, som blev offentliggjort af messearrangør Per Mikkelsen, administrerende direktør for VBG GROUP Sales A/S.

Alsidig forvogn kan omdannes til trækker

KLC A/S er nomineret for en forvogn med aftagelig skammel og løs bagende, så bilen kan konverteres til krantrækker. Bagenden er med hydraulisk udskydelig bom, containerlåse og seks bådstøtter, som betjenes via kranens radiostyring. Dermed kan bilen både bruges som trækker, som containerbil og til bådtransport.

– En tanke er opstået, og så er der blevet handlet med flot resultat. Nytteværdien er stor, og vognmanden sparer en ekstra bil. En både brugervenlig, nyskabende og multifunktionel løsning, lyder det fra dommerpanelet.

Hydraulisk forskydelig linktrailer

Linktraileren AMT LG300 med hydraulisk forskydelig opbygning sikrer MTDK A/S en finaleplads. Baggrunden for produktet er, at mange kunder har ytret ønske om at reducere omkostningerne til vedligeholdelse af deres linktrailere. Da støtteben og drejeskammel på den nye linktrailer fra AMT er standardprodukter, er delene både billigere og mere tilgængelige. Derfor har nyheden et betydeligt kommercielt potentiale.

– Kundens behov er i centrum, og der er ikke alene tænkt ud af boksen, men også ud af Danmark. Løsningen er økonomisk og med stor nytteværdi. Samtidig giver den tryghed for chaufføren, mener dommerkomiteen.

Vinder kåres søndag eftermiddag

Vinderen af Årets Opbygning kåres søndag eftermiddag på Vestfyn Trækker 2016. Hvem der skal løbe med sejren, afgøres af publikum og dommere i fællesskab. Læs mere på www.vestfyntrækker.dk.

Fakta

Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er årets største transportudstilling. På messen kan man møde 150 udstillere – herunder en lang række bilimportører, vognopbyggere og forhandlere af øvrigt transportmateriel. Desuden deltager mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt brancheorganisationer og medier. Messearealet er udvidet til 55.000 kvadratmeter.

Læs mere her

DLG styrer 200 lastbiler med SMS

Landmændene bestiller foder, gødning eller olie i sidste øjeblik. Der er ingen grund til at bruge plads og penge på paratlagre, når leverandøren Dansk Landbrugs Grovvareselskab (DLG) kan levere hurtigt, præcist og til tiden.

Sådan kalkulerer landmændene. Til gengæld skal de kunne stole på, at varerne er fremme til den aftalte tid. For sen levering kan betyde, at fjerkræbesætningen sulter og i værste fald dør, eller at såsæden ikke er parat, når maskinstationen er booket.

Og for DLG er det vigtigt, at varestrømmene ikke går i stå. Lagrene skal hele tiden tømmes, og grovvareselskabet flytter også mange varer internt i organisationen.

Det betyder alt sammen, at logistik er en vigtig funktion hos DLG, som har valgt en utraditionel løsning til at styre omkring 200 af de lastbiler, som konstant er på vejene.

Når en landmand afgiver en ordre, skriver man hos DLG en mail med leveringsadresse og bestilling, og den dukker et splitsekund efter op på chaufførens mobiltelefon men nu som en SMS.

FAST LAV PRIS
– Systemet er meget velegnet til transportsektoren, hvor der hele tiden er meget kommunikation mellem det sted, hvor ordren behandles, og chaufføren, siger Anders Bork Hansen, der er administrerende direktør i 2BM, der har leveret løsningen.

– Det koster nemt op til flere minutter at give en besked via en mobiltelefon, mens en SMS sendes lynhurtigt og til en fast lav pris. Og prisen bliver vel at mærke blot mere fordelagtig i forhold til et opkald til en mobiltelefon, når chaufføren befinder sig i udlandet, tilføjer han.

Ifølge Kurt Bonde fra DLG’s IT–afdeling i Viby J. er effektiv transport særdeles vigtig for DLG lige så vigtig som en effektiv produktion. Han understreger, at 2BM–løsningen er en effektiv metode til at løse virksomhedens kommunikationsopgaver. Både mobiltelefoni og fax i bilerne ville være uhensigtsmæssig i forhold til den måde, DLG løser sine transportopgaver på.

INGEN DYRE INSTALLATIONER ELLER KONSULENTER
– Vi bruger i vid udstrækning private vognmænd, og vi kan derfor ikke umiddelbart indrette lastbilerne. Og selv om vi kunne, ville andre tekniske løsninger kræve investeringer både hos os og i bilerne. Med SMS–systemet opnår vi hurtigt kommunikation uden installationer i bilerne overhovedet, siger han.

– Vi sender omkring 25.000 SMS’er om måneden, og med en fast pris pr. SMS kender vi hele tiden vore omkostninger, siger Kurt Bonde, som også peger på en anden stor fordel ved SMS som kommunikationsmiddel:
– Et SMS system kan ikke være optaget.
 

Læs mere her