Roskilde-vognmand hiver tre nye Mercedes-Benz ned fra hylden

Niels Kruse fra Roskilde-Lejre DanTaxi udskifter hele vognparken.Tre gange Mercedes-Benz E-klasse, tak. Sådan lød bestillingen fra den lokale taxivognmand Niels Kruse, og for nylig kunne salgskonsulent Dan Silving fra Mercedes-Benz forhandler Hessel A/S i Roskilde give Niels Kruse nøglerne til den første af de tre – en E220 serie 212. De to andre fra den helt nye serie 213 leveres senere i år.
– Både for kunderne og for mine chauffører er Mercedes bare en lækker bil, siger Niels Kruse, der er tilknyttet Roskilde-Lejre DanTaxi og derfor får bilerne leveret i DanTaxis design; hvid med logo i blåt.

Bil i topklasse
Den første bil fra årets bestilling er allerede ude at køre både for kunder i lokalområdet og for Lægevagten, hvor Niels Kruses bil hver nat kører på den østlige del af Sjælland.
– Det betyder meget for mig at levere en ydelse i bedste kvalitet – både i forhold til almindelige kunder og til Lægevagten. Bilen skal være topklasse, men det skal servicen også. Hygiejne på både bil og chauffører skal være i orden, og sammen skal vi levere en god oplevelse til kunderne, siger Niels Kruse, som blev vognmand i 1998.

Udover sig selv har han nu seks chauffører ansat til at køre de tre biler, der indgår i den vognpark af 56 DanTaxi-biler, der betjener borgerne i Roskilde og Lejre kommuner.

Fast kørsel for lægevagten
Niels Kruse har før kørt lægevagtskørsel i 14 år og er glad for at være en del af ordningen.
– Det er et godt fundament for forretningen at have en bil 100 % dedikeret til Lægevagtskørsel hver nat ugen rundt og også i dagtimerne i weekenden, siger Niels Kruse, som i weekenderne også kan stille endnu en bil til rådighed for Lægevagten, hvis der er behov.

Komfort og sikkerhed
Den nye 213-serie, som bliver de to næste biler, Hessel A/S leverer til DanTaxi er 10. generation i E-klassen fra Mercedes-Benz. Bilen er med sine næsten 5 meter lidt længere end forgængeren og giver dermed bedre plads til passagerne på bagsædet. Anmelderne fremhæver bilen store komfort og sikkerhed, hvor den bl.a. selv holder afstand til den forankørende. Et system, der ligesom dækkene er udviklet af tyske Continental. Niels Kruse er også ret pjattet med det digitale instrumentbræt.
– Blandt andet er der to sammenbyggede 12 tommer skærme, så hvis jeg lige får en tur til Tyrkiet, kan jeg faktisk se hele ruten ret detaljeret på ét skærmbillede, smiler han.

Fakta om DanTaxi
• Omkring 1.000 taxier indgår i dag i DanTaxis dækning over hele landet, heraf kører 56 biler i Roskilde og Lejre Kommuner
• Man kan bestille DanTaxi via en DanTaxi-app på sin smart phone eller via et centralt hovednummer. Met kendte taxa-telefonnummer i Roskilde-området, 46 75 75 75, er stadig det samme.
• Til pensionister har DanTaxi et Seniorkort, hvor folkepensionister og andre pensionister får rabat.
• Personer, som er med i SAS EuroBonus program, kan optjene point, når de kører med DanTaxi.

Læs mere her

Rekordmange besøgte Transport Øst i Greve

4500 besøgende lagde i weekenden den 6. og 7. september vejen forbi Mercedes-Benz CPH området, hvor den årlige transportmesse, Transport Øst fandt sted. Det var femte gang, Greve Kommune lagde grund til messen, hvor mere end et halvt hundrede udstillere tog imod de forventningsfulde besøgende. I den forgangne weekend fandt Transport Øst sted, og arrangementets succes blev understreget af, at der allerede på transportmessens første dag var flere gæster end under hele sidste års messeweekend. Messen blev afholdt i højt humør, og både udstillere og besøgende nød godt af de mange spændende aktiviteter. Den gode stemning hos de mange fremmødte sørgede for, at der var godt gang i forretningerne hos udstillerne, som havde forrygende travlt. Der var udstillinger med kraner, trailere og masser af transporttilbehør. Desuden stod lokale uddannelsessteder med tilknytning til vognmandsbranchen klar til at tale med interesserede.

Det var ingen tilfældighed, at Transport Øst igen fandt sted i netop Greve, som har en aldeles god placering i den østdanske transportkorridor. Greve Kommune har gennem længere tid arbejdet aktivt for at skabe gode rammer for netop transport- og logistikbranchen, som er rigtig godt repræsenteret i kommunen, og borgmester Pernille Beckmann glædede sig over, at arbejdet bærer frugt: ”Med et arrangement som Transport Øst ses det tydeligt, at transportbranchen er i rivende udvikling. Den udvikling støtter vi op om i Greve Kommune, og ved en messe som denne kan vi se, hvilken værdi det giver det lokale erhvervsliv: stort fremmøde, øget interesse, god forretning og et godt udgangspunkt for det videre arbejde”, siger Pernille Beckmann.

Transport Øst blev første gang arrangeret i 2009 og er siden blevet til et fast årligt tilbagevendende arrangement, der samler transportbranchen øst for Storebælt. Messen er blevet afholdt seks gange, heraf fem gange i Greve, og hos Greve Kommune er man glade for det gode samarbejde med arrangøren, Danske Transport Medier. Derfor ser både Greve Kommune og Danske Transport Medier også frem til at kunne byde de mange udstillere og besøgende velkommen igen til næste år, hvor messen afholdes samme sted den 5.-6. september 2015.

Ny lov for taxier skader miljøet

Dansk Taxi Råd advarer mod at ændre på registreringsafgiften på taxier, sådan som regeringen lægger op til i et lovforslag, der forventes vedtaget torsdag den 28. maj. Ændringen af registreringsafgiften vil i værste fald skade miljøet snarere end gavne det.

Miljøet kan blive den helt store taber, hvis registreringsafgiften på taxier lægges om, sådan som regeringen planlægger. Det mener Dansk Taxi Råd. Rådet peger på, at de nye og højere afgifter på taxier – stik mod hensigten – vil skade både klima og miljø og ramme vognmænd og forbrugere negativt.

Højere bilafgifter vil få vognmændene til at køre længere tid i deres nuværende biler. Det vil skabe en ældre bilpark, hvor både CO2-udslip og skadelige partikler er over regeringens målsætning. Mange vognmænd tvinges desuden til at fravælge biler med udstyr som ergonomiske sæder, hastighedskontrol eller ekstraudstyr, der begrænser bilens partikeludslip , siger direktør Trine Wollenberg fra Dansk Taxi Råd, der organiserer mere end 4.000 taxier.

Afgift øges til 70 procent
Det er den såkaldte »Forårspakke 2.0« der indeholder en omlægning af registreringsafgiften for taxier. I udspillet lægges der op til, at registreringsafgiften hæves fra 20 procent til 70 procent. Samtidig sættes bundgrænsen for, hvornår registreringsafgiften træder i kraft, op fra nu 12.100 kroner til 230.000 kroner.

“Lovforslaget indeholder ingen konkrete incitamenter til at køre grønt og vælge bestemte biler eller teknologier, der reducerer udledningen af CO2 eller af sundhedsfarlige partikler. Tværtimod vil lovforslaget føre til, at de vognmænd, der ønsker at investere i klima og miljøvenlig teknologi, straffes med en afgiftsforhøjelse fra 20 procent til 70 procent,” siger Trine Wollenberg.

Efter de nye regler kommer eksempelvis en Mercedes-Benz 250 CDI Blue Efficiency til at koste 514.996 kroner. I dag er prisen for den samme bil 474.754 kroner. Blue Efficiency-teknologien sikrer, at Mercedes-Benz har markedets laveste udslip af skadelige partikler og den nye Mercedes-Benz tilhører energiklasse C – det vil sige biler, der kører mindst 16,1-17,2 kilometer per liter diesel og kun udleder mellem 154 og 165 gram CO 2 per kilometer.

Ældre og handicappede bliver ramt
Endelig bliver ældre og handicappede også ramt, eftersom taxier i dag udfører en lang række opgaver med transport af skolebørn samt handicap og ældrekørsel. Det kræver bestemte biler, så handicappede og ældre kan befordres på forsvarlig vis. Men nu bliver disse biler næsten 70.000 kroner dyrere, hvilket mange taxivognmænd ikke har råd til.

Konsekvensen af den nye lovgivning bliver færre vogne til befordring af ældre og handicappede , siger direktør Trine Wollenberg

Dansk Taxi Råd er en landsdækkende erhvervs- og interesseorganisation for Danmarks taxivognmænd, og de bestillingskontorer som disse lokalt er tilsluttet. Organisationen repræsenterer mere end 4000 taxier hvilket svarer til mere end 95 procent af landets taxiselskaber.

Læs mere her