Vestfyn Trækker 2016: Her er de nominerede til Årets Opbygning

Rullende værksted, forskydelig linktrailer og alsidig forvogn, der kan omdannes til trækker, kæmper om titlen som Årets Opbygning på Danmarks største udendørs transportmesse.Fredag formiddag blev afsløret de tre nominerede til titlen som Årets Opbygning på Vestfyn Trækker 2016. MCH Messecenter Herning afholder konkurrencen, hvor de besøgende på messen sammen med syv ekspertdommere skal finde årets bedste specialopbyggede køretøj.

– De tre finalister er udvalgt ud fra 12 kriterier som eksempelvis relevans, potentiale, kreativitet og fleksibilitet. Fælles for dem er, at de netop er innovative, repræsenterer en stor nytteværdi og løser konkrete kundebehov. Derfor skaber de merværdi for mange. Dommerpanelet var meget begejstret og forlod nomineringsmødet i opløftet tilstand, fortæller projektleder Betina Engholm fra MCH.

Danlad gør værkstedet mobilt

Den første finalist er vare- og lastbilopbyggeren Danlad, som blev udvalgt for en værkstedsbil leveret til Barslund A/S. Entreprenørfirmaet henvendte sig for at få bygget et rullende værksted med så meget udstyr, at næsten alle reparationsopgaver kan løses på stedet uden ekstern hjælp.

– Her er tale om en gennemtænkt opbygning med masser af finesser og god finish. Mulighederne er meget større end med den typiske værkstedsbil. Sådan lød dommerpanelets motivation for nomineringen, som blev offentliggjort af messearrangør Per Mikkelsen, administrerende direktør for VBG GROUP Sales A/S.

Alsidig forvogn kan omdannes til trækker

KLC A/S er nomineret for en forvogn med aftagelig skammel og løs bagende, så bilen kan konverteres til krantrækker. Bagenden er med hydraulisk udskydelig bom, containerlåse og seks bådstøtter, som betjenes via kranens radiostyring. Dermed kan bilen både bruges som trækker, som containerbil og til bådtransport.

– En tanke er opstået, og så er der blevet handlet med flot resultat. Nytteværdien er stor, og vognmanden sparer en ekstra bil. En både brugervenlig, nyskabende og multifunktionel løsning, lyder det fra dommerpanelet.

Hydraulisk forskydelig linktrailer

Linktraileren AMT LG300 med hydraulisk forskydelig opbygning sikrer MTDK A/S en finaleplads. Baggrunden for produktet er, at mange kunder har ytret ønske om at reducere omkostningerne til vedligeholdelse af deres linktrailere. Da støtteben og drejeskammel på den nye linktrailer fra AMT er standardprodukter, er delene både billigere og mere tilgængelige. Derfor har nyheden et betydeligt kommercielt potentiale.

– Kundens behov er i centrum, og der er ikke alene tænkt ud af boksen, men også ud af Danmark. Løsningen er økonomisk og med stor nytteværdi. Samtidig giver den tryghed for chaufføren, mener dommerkomiteen.

Vinder kåres søndag eftermiddag

Vinderen af Årets Opbygning kåres søndag eftermiddag på Vestfyn Trækker 2016. Hvem der skal løbe med sejren, afgøres af publikum og dommere i fællesskab. Læs mere på www.vestfyntrækker.dk.

Fakta

Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er årets største transportudstilling. På messen kan man møde 150 udstillere – herunder en lang række bilimportører, vognopbyggere og forhandlere af øvrigt transportmateriel. Desuden deltager mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt brancheorganisationer og medier. Messearealet er udvidet til 55.000 kvadratmeter.

Læs mere her

Asfaltarbejdere får fysioterapi i skurvognen

Omkring 670 medarbejdere hos NCC Roads får i øjeblikket tjekket deres fysik, og NCC Roads har valgt en utraditionel metode: En fysioterapeut er med på arbejde, når asfaltarbejderne og førerne af gummigeder laver veje. Og det har vist sig, at der er en del skavanker at rette op på.

– Dette tjek af vores vejfolk er seneste skud på stammen af et større helbreds– og sundhedsprojekt, vi har kørt gennem de seneste 2 år, fortæller Sikkerhedschef Carsten Helmer Nielsen fra NCC Roads.
– I den forbindelse har vi blandt andet interviewet alle medarbejdere og vidste derfor, at mange af vores medarbejdere på vejene døjer med ryg og skuldre, selv om de går meget stille med det. Så da vi gennem Forebyggelsesfonden fik mulighed for at gøre noget for denne nedslidningstruede gruppe, var vi meget glade.

Projektet griber arbejdsmiljøundersøgelser an på en helt ny måde, slår projektleder Marie Louise Stokbæk fra konsulentvirksomheden SundTrivsel fast:
– Da vi sammen med NCC Roads tilrettelagde projektet, lagde vi vægt på, at fysioterapeuterne skulle vurdere virkeligheden hos vejarbejderne. Derfor trækker de i arbejdstøjet og er med i arbejdet. Fysioterapeuten følger hver enkelt arbejder, mærker alle arbejdsstillingerne på sin egen krop og kan derfor sætte gang i behandling og træning af muskelgrupper allerede i skurvognen.

Ingen sygedage trods en del skavanker
Sundhedsprojektet har afsløret, at der er mange uhensigtsmæssige arbejdsstillinger, slid og skader blandt NCC Roads vejarbejdere. Alligevel er der meget lavt sygefravær.
– Når vi går folkene på klingen, siger de, at de ikke vil svigte de andre på holdet, siger Marie–Louise Stokbæk.
– Der hersker en helt speciel stemning blandt asfaltarbejdere det er ikke et arbejde men en livsstil. Desværre en temmelig usund livsstil, for arbejderne er fysisk trætte, når de kommer hjem og får derfor tit ikke dyrket den motion, der kunne rette op på deres skavanker. Og arbejderne er seje og mener i øvrigt selv, at de har gode arbejdsstillinger. Vi gør derfor rigtigt meget ud af både at oplyse undervejs og at prøve forskellige metoder af, så vi finder de metoder, der virker for hver enkelt medarbejder.

Landsdækkende information og motivation
Den manglende motion er kun en af de dårlige vaner, der hersker blandt arbejderne på vejene, viser undersøgelsens spørgerunder. Rigtig mange asfaltarbejdere ryger alt for meget og spiser usundt. Derfor følger NCC Roads i efteråret op med et livsstilsprojekt, hvor medarbejderne og deres samlevere i hele landet kan komme gratis på rygestopkurser, få træning på motionshold og lære om sund mad og madlavning på køkkenkurser.

Om et års tid tager NCC Roads igen temperaturen på deres medarbejderes trivsel.

Baggrund

Om Forebyggelsesfonden
Forebyggelsesfonden blev oprettet ved lov i januar 2007. Det overordnede mål med fonden er at støtte projekter, der forebygger og forhindrer fysisk og psykisk nedslidning. Der kan gives midler til projekter, der forbedrer arbejdsmiljøet inden for nedslidningstruede brancher og jobgrupper, projekter, der forbedrer genoptræning og rehabilitering og projekter, der øger bevidstheden om risikoen ved rygning, alkohol, fedme og fysisk inaktivitet. I første ansøgningsrunde i 2008 støttede Forebyggelsesfonden 53 projekter med i alt 110 millioner kroner.
Læs mere på www.forebyggelsesfonden.dk

Om NCC Roads A/S
NCC Roads har 1.250 ansatte. Virksomheden arbejder med at indvinde råstoffer samt bygge, servicere og vedligeholde veje i hele Danmark for både offentlige og private kunder. NCC Roads var indstillet til arbejdsmiljøprisen for deres sundhedsprojekt på vejene men blev ikke nomineret.
Se også www.ncc–roads.dk

Om SundTrivsel
Konsulentvirksomheden SundTrivsel arbejder med trivsel og sundhedsfremme i virksomheder og tilbyder blandt andet trivselsundersøgelser, sundhedsprofiler og kurser om sundhedsfremmende emner. SundTrivsel er en netværksbaseret virksomhed, som til hvert projekt knytter netop de medarbejdere, der er bedst til at løse opgaven. Alle tilknyttede er uddannede indenfor sundhedssektoren.
 

Læs mere her