Vognmand sparer halvdelen af tiden på kontoret

IT–virksomheden Kyborg præsenterede sit nye produktprogram på et velbesøgt informationsmøde den 21. september i Roma–logen på Brøndby Stadion. En ny generation af IT–systemer til transportbranchen lægger vægt på de mobile løsninger. Kombinationen af mobile kommunikationsløsninger og positionering via GPS giver nu transportvirksomheder mulighed for online–kommunikation med lastbilerne.

Kyborg og Scania
Et helt ny forretningsmæssigt samarbejde mellem Kyborg og Scania Danmark åbner for at de indbyggede mobile computere i Scanias lastbiler også kan anvendes til kørsels– og opgavestyring.

– Vi har udviklet et meget brugervenligt koncept til registrering af kørsels– og opgaveregistrering ude i lastbilerne, siger Bjørn Rønshof, adm. direktør i Kyborg. Vores TransTerminal kan installeres på en standardcomputer, f.eks. Scanias lastbilcomputer. Alle data kan trådløst overføres til firmaets server, hvor de kan danne grundlag for fakturering, lønberegning og fremtidig kørselsplanlægning.

– Vi har ledt efter samarbejdspartnere, som kunne tilbyde software til mobil logistik– og distributionsstyring, som kunne indpasses i Scanias nye lastbilPC, siger Kim Bram, projektingeniør, Scania Fleet Management hos Scania Danmark. Samarbejdet med Kyborg er det første af sin art. Kyborg har især godt fat i markedet for affaldstransport og de særlige krav, der gælder i den branche.

For Scania er det netop det fælles markedsgrundlag, som er afgørende for valget af forretningspartnere.

TransTerminal i praksis
Vognmand Henrik Tofteng fra Brøndby specialist i affaldstransporter – deltog også i informationsmødet for at høre nærmere om Kyborgs nye produkter. Han har været kunde hos Kyborg i en årrække, og har været med til at udføre de endelige tests af TransTerminal for Kyborg.
– Jeg er meget begejstret for TransTerminal, siger Henrik Tofteng. Vi har flyttet en stor del af kontorarbejdet ud i bilerne, og det har sparet halvdelen af arbejdstiden på kontoret til efterbehandling.

Henrik Tofteng understreger, at besparelsen er opnået ved at afskaffe dobbeltarbejde.
– Det er både nemt og hurtigt for chaufførerne at taste de nødvendige oplysninger ind på TransTerminal, når de er ude på ruten, siger han. Vi kan også sende beskeder til chaufførerne og på den måde slipper vi for mange telefonopringninger til bilerne. Alle slipper for unødvendige afbrydelser.

Henrik Tofteng fortæller også, at fejlbehandlingen er blevet langt enklere, og netop dette har været med til at få chaufførerne til at acceptere deres nye "kontorarbejde " på TransTerminal uden de store problemer.

Bjørn Rønshof ser mange muligheder i integrerede løsninger:
– Vores nyudviklede TransTerminal kan sættes op på mange forskellige måder, så den henter data for planlagte kørsler det helt rigtige sted i virksomhedens system og leverer ny data samme sted eller en andet sted. Det afhænger helt af kundens behov.

Flådestyring og digitalisering er et must
På informationsmødet præsenterede Kyborg også ruteoptimeringsprogrammet MapBooking og flådestyringssystemet MapFleet. Det er teknologisk opdaterede planlægnings– og styringsprogrammer, som arbejder ud fra digitale vejkort og opdaterede databaser over firmaadresser i Danmark.

Vognmand Bjarne Dueholm, som driver en alsidig vognmandsvirksomhed i Trekantområdet, har brugt Kyborgs IT–systemer i mange år. Han tog til mødet i Brøndby for at høre om de nyeste teknologiske muligheder.
– Flådestyring er helt almindeligt i vognmandsbranchen nu, siger han. Vi har ikke investeret i det endnu, men det er lige om hjørnet for os. Vi vil gerne have noget, som kan arbejde sammen med vores eksisterende systemer. Det vil være en fordel at have alle data ét sted.

Bjarne Dueholm fik de overordnede informationer med hjem fra mødet, men han ser frem til en mere detaljeret demonstration hjemme i hans egen virksomhed.
Det er nødvendigt at holde sig godt orienteret, for der kommer nye krav hele tiden. siger han.

Ud over TransTerminal, MapBooking og MapFleet var der på Kyborgs informationsmøde også en kort præsentation af Kyborgs lønprogrammer og økonomisystemer. Ordrestyrings– og disponeringssystemet blev også præsenteret.

Kyborg afholder regelmæssigt informationsmøder for interesserede virksomheder. Næste informationsmøde afholde i slutningen af oktober i Vejle. Informationer om kommende informationsmøder kan følges på Kyborgs hjemmeside www.kyborg.dk

Fakta om Kyborg TransTerminal
Kyborg TransTerminal er letforståeligt og brugervenligt registreringssystem. Chaufføren logger sig på ved arbejdstids begyndelse, og herefter hentes dagens køreliste automatisk fra virksomhedens server. Alle opgaver i dagens løb registreres på tid og overføres automatisk til virksomhedens server. Kørsels– og løndata overføres automatisk til kontorets lønsystem via GPRS. TransTerminal er et værktøj til chaufføren med integreret mobiltelefon og digitale kort, og en betjening der er lige så enkel som en mobiltelefon.

Læs mere på www.kyborg.dk

Fakta om MapBooking og MapFleet
MapBooking er et avanceret kørselsplanlægningssystem, der normalt kan forbedre kapacitetsudnyttelsen med 10 20 pct. På basis af digitale vejkort og kundeadresser dannes køreruter, kørevejledninger og arbejdssedler til chaufføren. Tidsforbruget registreres løbende og de optimerede ruter beregnes og vises i overskuelige tidsvinduer. MapBooking er velegnet til effektivisering af kørselsplanlægning, specielt inden for distributionskørsel og servicekørsel.

MapFleet er effektiv mobil flådestyring via internet med GPS–positionering. Medarbejdere på kontoret kan via internet præcist følge bilerne på digitale kort.

Læs mere på www.kyborg.dk

Fakta om Kyborg
Kyborg® har 20 års ekspertise i IT–totalløsninger til transport– og affaldssektoren Vi skræddersyr IT–løsningen til dit firmas behov og tilbyder support og sikker drift. Vi er specialister i integration af IT–modulerne til ét samlet system. Vi tilbyder også finansiering af IT–udstyr og IT–systemer.

Kyborg® IT–TOTALLØSNINGER
tlf. 70 20 44 42
www.kyborg.dk
kyborg@kyborg.dk

Salg & Administration
Fogedvænget 38
8722 Hedensted
 

Læs mere her