Konsolideret anlægsskøn for Femern Bælt-forbindelsen

Forligspartierne bag den faste forbindelse over Femern Bælt, dvs. Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance, har den 2. november 2010 holdt møde om økonomien i projektet.

På mødet præsenterede Femern A/S et konsolideret anlægsskøn for den faste forbindelse udformet som en skråstagsbro henholdsvis en sænketunnel. Selskabets gennemgang af anlægsøkonomien i de to mulige tekniske løsninger viser, at anlægsoverslaget for en sænketunnel er beregnet til 37,9 mia. kr., og at anlægsoverslaget for en skråstagsbro er beregnet til 38,5 mia. kr. Begge anlægsskøn er opgjort i 2008-priser.

I forhold til de i projekteringsloven anførte anlægsskøn er en broløsning blevet dyrere, mens en tunnelløsning er blevet billigere.

Transportminister Hans Chr. Schmidt udtaler i den anledning:

-Femern A/S har som aftalt konsolideret anlægsskønnene for en skråstagsbro og en sænketunnel.

-Beregningerne viser, at en skråstagsbro skønnes at koste 38,5 mia. kr., og en sænketunnel skønnes at koste 37,9 mia. kr. De to løsninger koster med andre ord stort set det samme.

-Jeg har noteret mig, at en bro vil være tilbagebetalt på 29 år og en sænketunnel på 30 år. Det viser, at projektet har en sund økonomi.

Læs mere her

Finansudvalget godkender nye transportprojekter

Folketingets Finansudvalg har i dag godkendt bevillingerne til en lang række nye initiativer på transportområdet.

Initiativerne er en del af Aftale om bedre mobilitet af 26. november 2010 og Aftale om forstærket indsats mod spøgelsesbilisme og bedre sikkerhed i overkørsler af 16. december 2010. Aftalerne er indgået mellem regeringen (Venstre og De Konservative), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance.

Med aftalerne fordeles 1,6 milliarder kroner til en lang række konkrete initiativer. Det gælder bl.a. initiativerne til en styrket indsats for havne i yderområderne (Havnepakke II), flere cykelstier, en styrket indsats i forhold til vejstøj, bedre fremkommelighed for busser og en række nye forundersøgelser af trafikprojekter.

– Jeg er glad for, at vi nu med Folketingets Finansudvalgs godkendelse kan sætte alle de aftalte projekter i gang. Det er projekter, der forbedrer både den kollektive trafik og forholdene for erhvervsliv og bilister rundt i hele Danmark. Og ikke mindst yderområderne får et løft, udtaler transportminister Hans Christian Schmidt.

Læs mere her