Snart må lastbilchauffører ikke længere benytte Gesingvej i Skærbæk som smutvej til og fra Rømø

Det skal være slut med, at lastbilchauffører benytter Gesingvej i Skærbæk som smutvej til og fra Rømø. Derfor sætter Tønder Kommune nu forbudstavler op både på Tøndervej ved Gesingvej og ved krydset Kystvej/Hjemstedvej. På tavlerne gøres opmærksom på, at gennemkørsel til henholdsvis Rømø-dæmningen og Rute 11 er forbudt for lastbiler.I stedet bliver lastbiltrafikken til og fra Rømø ledt videre mod rundkørslen nord for Skærbæk.

De nye tavler kommer op i den første uge i maj.

En trafiktælling foretaget i 2014 viste, at næsten 12 pct. af bilerne på strækningen er lastbiler.

Med de nye retningslinjer forsvinder lastbilerne dog ikke helt fra Gesingvej. Det er den gennemgående lastbiltrafik til og fra Rømø-dæmningen, der fremover skal en anden vej, mens lastbiltrafikken til/fra områderne syd for Skærbæk fortsat kan afvikles på strækningen. Men det ventes, at de nye retningslinjer vil reducere lastbiltrafikken på Gesingvej betydeligt.

I løbet af sommeren vil der blive foretaget trafiktællinger på strækningen, så kommunen kan vurdere, om tavlerne har den ønskede effekt.

Turen til Rømø-dæmingen bliver kun ganske lidt længere, når lastbilerne skal omkring rundkørslen nord for Skærbæk i stedet for at køre ad Gesingvej. Tidsmæssigt er forskellen minimal.

Tiltaget er nævnt i Trafikplan Skærbæk og er det første af mange projekter, som bliver gennemført de kommende år, heraf flere allerede i år. Planen kan ses på www.toender.dk.

Tønder Kommune arbejder i øvrigt fortsat på cykelstien langs Gesingvej. Den ventes etableret i løbet af 2015.

Læs mere her

Bro over Kystbanen ved Trørød fornyes

Broen, som fører Trørødvej over jernbanen, er slidt. Derfor fornyer Banedanmark den nu, så den kan holde de næste 25 år. Arbejdet går ud på at renovere betonen på undersiden af broen. Samtidig fornyer vi den ”regnfrakke”, som beskytter betonen mod nedsivende fugt, ligesom vi lægger ny vejbelægning på og udskifter det gamle rækværk med et nyt.Sådan gør vi
Vi begynder med at reparere betonen under broen. Af hensyn til togtrafikken på Kystbanen er vi nødt til at udføre dette arbejde om natten, når der ikke kører tog. Desuden skal vi arbejde under broen i weekenderne 1.-3. maj og 8.-10. maj, fra fredag kl. 22.00 til søndag kl. 23.59.

I slutningen af maj går vi i gang med arbejdet oven på broen. Mens vi arbejder dér, vil Trørødvej være indsnævret, og trafikken blive reguleret.

Hvornår arbejder vi
Arbejdet går i gang i næste uge, og vi regner med at være færdige i september. Vi arbejder primært om dagen, men vi er dog nødt til også at arbejde nogle nætter, og vi kan desværre ikke helt undgå at støje, når vi hugger den gamle beton ned.

Ændret køreplan på Kystbanen 2.-3. maj og 9.-10. maj
På grund af arbejdet med broen vil Kystbanen køre efter en ændret køreplan i weekenderne 2.-3. maj og 9.-10. maj. Se mere på www.rejseplanen.dk og www.dsb.dk

Læs mere her

Færre tog over Fyn fra 1. maj

Fra den 1. maj til den 9. august fortsætter Banedanmark det omfattende arbejde med at renovere den 62 km lange jernbanestrækning mellem Odense og Fredericia. Mens arbejdet står på, vil der køre tog i ét af de to spor på strækningen. Der vil være færre, men længere tog over Fyn, og rejsetiden mellem landsdelene vil være længere. Også regionaltrafikken mellem Odense og Fredericia bliver berørt. Her bliver der indsat togbusser, mens arbejdet står på. ”Sommerens fornyelse af jernbanen mellem Odense og Fredericia er nødvendig for fortsat at sikre en velfungerende jernbane,” fortæller trafikdirektør Peter Svendsen, Banedanmark:

“Det påvirker desværre mange passagerer, når vi arbejder på hovedstrækningen mellem landsdelene, og derfor er arbejdet på Vestfyn også planlagt sådan, at der fortsat kan køre trafik i et af de to spor. I Banedanmark har vi i tæt samarbejde med DSB og de øvrige jernbanevirksomheder planlagt den reducerede togtrafik for at sikre, at passagererne også får en køreplan, de kan regne med, mens der kører færre, men længere tog over Fyn fra 1. maj til 9. august.”

Stort og omfattende puslespil
Der ligger en omhyggelig planlægning bag årets sporfornyelse på Vestfyn for at gøre det muligt at arbejde i et spor og samtidig holde det andet spor åbent for togtrafik.

Arbejdet indebærer en gennemgribende renovering af hele sporets underlag mellem Odense og Fredericia samt udskiftning af sporskifter og sidespor, rensning af skærverne, afvanding og renovering af seks broer.

“Udskiftningen af hele sporets underlag betyder, at sporet bliver rettet op og kommer til at ligge mere stabilt. Den bedre bane betyder også mindre risiko for forsinkelser,” siger projektleder for Vestfyn, Christian Landsberger, Banedanmark.

Togbusser over Fyn i Kr. Himmelfart
I Kristi Himmelfart vil der fra den 14. maj kl. 21:00 til den 17. maj kl. 05:00 være helt lukket for togtrafik i forbindelse med arbejdet på Vestfyn. Der vil i stedet blive indsat togbusser.

Tjek rejseplanen og www.dsb.dk
Passagererne opfordres til at holde sig løbende orienteret på www.dsb.dk og www.rejseplanen.dk.

Det laver vi på Vestfyn i 2015:
20 km nyt sporunderlag, ballastrenser 54 km på strækningen, renoverer seks broer, udskifter 30 sporskifter og nedlægger 13 sporskifter, etablerer 15 km nyt dræn, etablerer 5 km grøfter og renser 7,5 km grøfter, laver kørestrøms- og sikringsarbejder.

Østfyn i 2016
Til næste år fortsætter arbejdet med at renovere jernbanen på Fyn på strækningen mellem Odense og Nyborg. Givet omfanget af det store fornyelsesarbejde over Fyn – samtidig med at der fortsat skal kunne køre tog i ét spor imens – blev den bedst mulige løsning at dele arbejdet i to – med henholdsvis Vestfyn i 2015 og Østfyn i 2016 og dermed bruge Odense st. som knudepunkt.

Læs mere her

Fortsat togbusser mellem Køge og Solrød Strand frem til tirsdag morgen

Mandag morgen den 13. april skulle arbejdet med at etablere en bro under S-banen ved Klematisvej i Køge være afsluttet. Broen er et led i tilslutningen af Lille Syd-banen til den kommende nye bane mellem København og Ringsted. Dette arbejde er forsinket, og der vil derfor køre togbusser mellem Køge og Solrød Strand frem til tirsdag morgen den 14. april. Banedanmark arbejder fortsat i døgndrift frem mod åbningen af S-togtrafikken på strækningen tirsdag morgen. Projektchef Kasper Ulslev, Banedanmark:

”Vi har siden den 27. marts arbejdet i døgndrift med at etablere den nye bro. Vi har desværre mødt flere udfordringer i arbejdet med hensyn til spuns, jordarbejder og svejsearbejder – specielt i forbindelse med blæsevejret op til påskedagene. Det betyder desværre, at arbejdet er forsinket i forhold til tidsplanen.”

”Vi har skullet vibrere to spunsvægge ned; grave banedæmningen væk, så der bliver plads til den nye bro, hejse broens betonelementer på plads og endelig fylde op jord, hvilket svarer til ca. 250 lastbiler. Det er et stort arbejde med en meget komprimeret tidsplan, hvor ikke meget må gå galt, før planen skrider.”

For at sikre en robust trafikafvikling har Banedanmark aftalt med DSB, at der fortsat kører togbusser på strækningen mellem Køge og Solrød Strand frem til tirsdag morgen, hvor der igen kan åbnes til fuld normal S-togsdrift. Vi beklager de gener forsinkelsen medfører for passagererne.

Læs mere her

Periodisk beredskabsøvelse på Nørreport

Natten mellem den 13. og den 14. januar holdes der beredskabsøvelse på og omkring Nørreport Station og nedgangen til Metroen i Frederiksborggade. Under øvelsen vil en række beredskaber og samarbejdet mellem de forskellige deltagere i øvelsen blive testet. Det gælder blandt andet alarmering, evakuering, kommunikation og afprøvning af de brandtekniske installationer.

I alt vil der deltage omkring 400 mennesker i øvelsen, herunder godt 100 figuranter, der agerer passagerer og tilskadekomne. Der er tale om en periodisk fuldskalaøvelse for at teste de forskellige beredskaber i stil med de øvelser, der gennemføres ved Storebæltsforbindelsen.

Deltagere i beredskabsøvelsen er Politiet, Københavns Brandvæsen, Region Hovedstadens akutberedskab, Frederiksberg Brandvæsen, Hjemmeværnet, Metroselskabet, Metro Service, DSB, Livgarden og Banedanmark.

Trafikken under øvelsen
Selve øvelsen begynder klokken 23.30, hvor togtrafikken mellem København H og Østerport også vil blive indstillet. Togene begynder at køre igen klokken 4.30, når øvelsen er afsluttet. Metroen kører, men under øvelsen vil af- og påstigning på Nørreport ikke være muligt.

Man kan holde sig orienteret om trafikken på rejseplanen eller via hjemmesiderne hos DSB, Movia og Metroen.

Læs mere her

DSB og Banedanmark er godt klædt på til vinteren

Der er varme på sporskifterne og togene har sneposer, sandanlæg, koste og skrabejern som standardudstyr den kommende tid. De 50 ton tunge sneplove holder klar til at rydde sporet, hvis sneen kommer i voldsomme mængder, og der er faste og robuste planer for, hvordan trafikken skal afvikles, hvis det bliver nødvendigt at køre med færre tog. Listen af elementer i Banedanmark og DSB’s vinterforberedelser er lang, for uanset om der venter os en streng eller mild vinter, så er det nødvendigt at være klædt på til selv det værst tænkelige vinterscenarie.

”Vi har forberedt os rigtig godt igen i år, men der kan opstå situationer, hvor vejret er så slemt, at der vil komme forsinkelser, eller hvor det vil være nødvendigt at reducere i togdriften. Når det sker, så har vi fuldt fokus på at få passagererne så godt frem som muligt og sikre en hurtig og troværdig trafikinformation,” siger Jens Jørgen Hansen, trafikchef i Banedanmark.

Vejret er den altafgørende faktor for, hvor godt trafikken kører i vintermånederne. En streng vinter med megen sne og kulde giver omkring fem gange så mange aflyste tog som en mild vinter.

Trafikken tilpasses efter forholdene
Når sneen kommer væltende, er det vigtigt, at holde de omkring 4000 sporskifter, der er på det statslige jernbanenet, i gang. Vejret kan blive så slemt, at det ikke er muligt, selv om de fleste sporskifter er opvarmede. Så kan det blive nødvendigt at reducere antallet af tog, da der ikke vil være de samme muligheder for krydsninger og overhalinger.

Så når DMI varsler kraftig snefygning eller snestorm, bliver den del af vinterberedskabet, som går ud på at tilpasse kørslen efter forholdene, aktiveret.

”Under en snestorm er fremkommeligheden for alle former for trafik begrænset, og vi minimerer risikoen for, at togene holder i kø på skinnerne ved at køre færre men større tog. Vi varsler sådanne ændringer senest en dag i forvejen og anbefaler kunderne at holde sig orienteret på Rejseplanen og i DSB App,” siger Tony Bispeskov, trafikinformationschef i DSB.

Læs mere her

Ændringer i togdriften fredag eftermiddag og aften

DMI varsler nu, at udvalgte områder i Danmark rammes tidligere på eftermiddagen og nu med stormende kuling med vindstød af stormstyrke. Banedanmark er sammen med togselskaberne i fuld gang med at tilpasse ændringerne i fredagens togtrafik til den aktuelle vejrprognose.

Som varslet vil der være tilpasninger i togtrafikken, men det bliver muligt at køre flere tog end forventet i går. Der er ingen strækninger, hvor togtrafikken indstilles.

Passagerer opfordres her og nu til at orientere sig på dsb.dk og arriva.dk. Da vinden rammer Danmark tidligere end forventet, træder de lokale ændringer i Jylland i kraft fra kl. 14.00, Fyn kl. 15.00 og Sjælland kl. 19.00

Der arbejdes intenst på at tilpasse Rejseplanen til den aktuelle trafik. Rejseplanen forventes fuldt opdateret kl. 14.

Efter stormen
Banedanmarks landsdækkende stormberedskab er klar til at rykke ud og reparere evt. skader på kørestrømsanlæg, fjerne træer og andet, der i løbet af stormen kan vælte ud på skinnerne. Der vil blive arbejdet intenst på, at togtrafikken i videst mulige omfang er normal fra lørdag morgen.

Læs mere her

Varsling om ændringer i togdrift fredag eftermiddag og frem

På baggrund af de seneste prognoser fra DMI forventes der fredag eftermiddag og aften storm og vindstød af orkanstyrke flere steder i landet. Derfor varsler Banedanmark af sikkerhedsmæssige årsager ændringer i togtrafikken fra fredag eftermiddag. Banedanmark melder endelig ud om togtrafikken under stormen i morgen fredag kl. 10.00.

Varslinger:

Midt- og Vestjylland fredag fra kl. 17:00:
Tønder – Esbjerg: Togtrafikken indstilles
Esbjerg – Skjern – Struer: Togtrafikken indstilles
Skjern – Herning: Togtrafikken indstilles
Esbjerg – Lunderskov: Togtrafikken indstilles
Esbjerg – Århus: Reduceret togdrift
Herning – Århus: Timedrift
Østjylland og Fyn fredag fra kl. 19:00:
Odder – Århus – Grenå: Timedrift
Odense – Svendborg: Timedrift
Odense – Fredericia: Alene IC og Lyntog
Sjælland fredag fra kl. 21:00:
København til Roskilde: Reduceret togdrift

S-banen:
I tidsrummet fredag kl. 21:00-01:00 køres der på hele S-banen med 70 km/t, hvilket vil give forsinkelser på ca. fem minutter.

Banedanmark er i tæt dialog med DMI om udviklingen i vejrsituationen.

Læs mere her

Aalborg Havn hjælper lastbilerne hurtigere på motorvejen

En ny trafikløsning, der løbende viser den hurtigste rute væk fra havnen og ud til motorvejen, skal afhjælpe de stigende trængselsproblematikker på både Aalborg Havn og i Aalborg Øst. Med løsningen håber havnen samtidig at kunne inspirere andre virksomheder til at tænke i smarte logistiske løsninger og servicer. Tæt trafik og trafikale flaskehalsproblemer er i dag et stigende problem for mange virksomheder i den østlige del af Aalborg. Aalborg Havn, hvor flere end 10.000 personer hver dag færdes, har implementeret en ny trafikløsning, som hjælper havnens brugere med at komme hurtigere væk fra havneområdet og ud på motorvejen som muligt.

Løsningen som havnen anvender, måler ved hjælp af 31 Bluetooth sensorer, der er monteret langs vejene, køretiden for de forskellige ruter og sparer trafikanter for forsinkelser.

“Stigende aktivitet giver stigende trængsel, og det mærker vi i form af trængsel på vejene til og fra havnen. Ofte kan du spare relativt mange minutter ved at køre den rigtige vej, og ved at give trafikanterne information omkring køretiderne kan vi gøre det lettere for dem at begå sig på havneområdet og slippe for eventuelle køer og spildtid,” fortæller Mette Schmidt, teknisk chef for Aalborg Havn.

Løsningen hedder BlipTrack og er leveret af nordjyske Blip Systems, der udfører beregningerne sammen med rådgivningsvirksomheden Cowi. Trafikmålingerne skal ikke kun afhjælpe den nuværende trængselsproblematik – de er også del af en mere langsigtet plan om at lette trafikken i Aalborg Øst. Når det nye universitetshospital står færdigt i 2020, vil omkring 13.000 ekstra biler benytte nogle af de samme veje, så muligheden for at kunne vælge alternative ruter er vigtig.

“Hvis vi kan bruge teknologien til at gøre tingene lidt smartere og lidt mere intelligente, synes vi, at vi skal gøre det,” siger Mette Schmidt.

Aalborg Havn håber, at trafikinformationerne kan blive startskuddet til, at flere vælger at tilbyde lignende servicer. Mange virksomheder og trafikanter vil med fordel have glæde af disse informationer, eksempelvis ved lufthavne, indkøbscentre, stadions, hvor trafikken er tæt.

Trafikanterne kan allerede nu gå ind på Aalborg Havns hjemmeside, hvor de aktuelle køretider mellem havnen og motorvejen løbende opdateres. Aalborg Havn planlægger desuden at formidle køretiderne på fysiske tavler ved udkørselsvejene til havneområdet.

Læs mere her

Togtrafik mellem Hjørring og Frederikshavn fra torsdag morgen

På strækningen mellem Hjørring og Frederikshavn arbejdes der fortsat på højtryk med at udbedre skaderne på jernbanen efter sidste uges massive regn i Vendsyssel. Arbejdet med at genopbygge de to beskadigede jernbanedæmninger er nu så langt fremme, at Banedanmark forventer, at togtrafikken på strækningen bliver genoptaget torsdag morgen. De store vandmasser skabte tre større og tre mindre brud på to jernbanedæmninger over en strækning på ca. 700 meter vest for Sindal Station.

De store vandmasser skabte tre større og tre mindre brud på to jernbanedæmninger over en strækning på ca. 700 meter vest for Sindal Station.

”Vi har og fortsætter med at arbejde på højtryk på at udbedre skader på de to beskadigede jernbanedæmninger omkring Sindal. Der udføres en meget stor indsats fra lokale entreprenører i samarbejde med Banedanmarks egne teknikere. Desværre er skaderne så omfattende, at vi først skal have genopbygget jernbanedæmningerne og derefter skal have strækningen gennemkørt med en sporjusteringsmaskine, før vi kan melde banen mellem Hjørring og Frederikshavn klar til togtrafik,” siger Søren Boysen, teknisk direktør i Banedanmark.

De store mængder vand ved dæmningerne var indledningsvist med til at gøre arbejdet og etableringen af arbejdsveje vanskeligt. Efter det indledende arbejde med at forhindre yderligere skader, har det været fuld gang i genopbygningen af de to beskadigede jernbanedæmninger. Den våde jord bliver fjernet og tør jord, grusfyld og stabilgrus er i fuld gang med at blive fyldt på. Når jernbanedæmningerne er genopbygget, kan arbejdet med sporjusteringen gå i gang.

”De store mængder vand har gjort dæmningerne så vandmættede, at vi af sikkerhedshensyn også skal køre strækningen igennem med en sporjusteringsmaskine, før vi kan genåbne for togtrafik. Møder vi ikke nye udfordringer, så forventer vi, at togtrafikken bliver genoptaget torsdag morgen mellem Hjørring og Frederikshavn,” siger Søren Boysen.

Jernbanen mellem Aalborg og Hjørring var også ramt af to brud på en jernbanedæmning efter den massive regn. Her blev togtrafikken genoptaget lørdag morgen.

Læs mere her