Rundbordsdiskussion mellem folketingets trafikordførere vil for første gang blive udsendt live via internettet, når der mandag og tirsdag i den kommende uge for 17. gang afholdes Trafikdage på Aalborg Universitet.
Konferencen indledes med den traditionelle rundbordsdiskussion mellem folketingets trafikordførere den 23. august kl. 9.30. Adgang til at følge live-streamingen af åbningssessionen sker fra Trafikdagenes hjemmeside på www.trafikdage.dk.
De fire deltagende folketingspolitikere er formanden for folketingets trafikudvalg Flemming Damgaard Larsen (V) og Kim Christiansen (DF), som vil repræsentere blå stue, samt Magnus Heunicke (S) og Anne Baastrup (SF), som vil repræsentere rød stue. Emnerne, som de fire politikere skal diskutere, er udvalgt blandt forslag indsendt af Trafikdagenes deltagere, og de bliver præsenteret for politikerne af indsenderne. Følgende emner skal diskuteres:
Visionen om et sammenhængende Danmark en fast Kattegatforbindelse, v/Jens Kampmann, formand for Kattegatkomitéen.
Indikatorer som politisk styringsværktøj: – Vil I Kan I Tør I v/Henrik Gudmundsson, DTU Transport.
Hvor stor en hammer vil politikerne tage i anvendelse for at få Danmark tilbage i trafiksikkerhedens europæiske 1. division v/Sven Krarup Nielsen, Formand for Havarikommissionen for Vejtrafikulykker.
I trafikforliget er det aftalt, at vi skal have GPS baserede kørselsafgifter, men hvordan skal taksstrukturen se ud, hvem fastsætter den og hvem skal have provenuet v/Harry Lahrmann, Trafikforskningsgruppen, AAU.
Hvad er bussernes rolle i opfyldelsen af ambitionen om, at den kollektive trafik skal løfte det meste af fremtidens vækst i trafikken v/Christian Roslev, direktør Nordjyllands Trafikselskab.
Rundbordsdiskussionen vil blive styret af direktør Susanne Krawack, Trekantområdet Danmark.
De spændende og udfordrende oplæg garanterer en levende debat, som lægger op til de mange faglige indlæg, der præsenteres mandag eftermiddag og hele tirsdagen. Der vil blive præsenteret i alt ca. 75 papers og afholdt 13 Workshops/Special Sessions, og der bliver rig lejlighed til også at høre om andre trafik- og transportemner. Eksempler herpå er:
Havarikommissionen for Vejtrafikulykker vil forelægge resultaterne af deres dybdeanalyse af 41 alvorlige motorcykelulykker.
Movia vil fortælle om, hvordan højklassede bussystemer kan bidrage til den positive spiral indenfor den kollektive trafik.
Odense kommune vil præsentere deres El-cykel kampagne.
DTU Transport vil diskutere, hvad vi kan lære af Sverige og Norge indenfor området målstyret transportplanlægning.
Mobilitetsgruppen på AAU vil fortælle om vidensfiltrering og magt i beslutningsprocessen omkring den 3. Limfjordsforbindelse med udgangspunkt i anvendelse af trafikmodeller.
Region Nordjylland vil fortælle om jernbaneinfrastrukturen nord for Århus.
En workshop vil diskutere forsøget med modulvogntog.
En anden workshop vil diskutere om busbetjeningen er blevet forringet efter strukturreformen.
På en special session vil de nuværende barrierer for udbredelse af elbiler blive præsenteret.
På http://www.trafikdage.dk/program/Program_netudgave_2010.pdf kan et samlet program for trafikdagene ses, og i programmet er der link til artikler om de enkelte indlæg.
Praktisk information
Arrangørerne bag Trafikdage er Trafikforskningsgruppen ved Aalborg Universitet.
Konferencen starter mandag d. 23. august kl. 9.30 i Auditorium B, Bertil Ohlins Vej. Pressen er naturligvis velkommen og deltager gratis. Vi kan varmt anbefale, at pressen deltager i hele konferencen, snuser rundt blandt de mange foredrag, får en snak med fagfolkene eller trafikordførerne og andre medlemmer af folketingets trafikudvalg, hvoraf en del deltager i hele konferencen der er her, de gode historier dukker op. Ønsker pressen at deltage ud over indledningssessionen, ser vi gerne, at man tilmelder sig konferencen