Færre regionaltog i mellem Roskilde og Østerport de kommende weekender

Der vil kun køre ét i stedet for to regionaltog i timen på strækningen Roskilde via Ny Ellebjerg til Østerport i den kommende weekend og i alle weekenderne i juni fra fredag kl. 19.30 til mandag morgen kl. 04.00.Ændringen medfører samtidig, der kun stopper et tog i timen på Trekroner, Hedehusene og Ny Ellebjerg Station i begge retninger. Som erstatning for det manglende tog indsætter DSB Togbusser på strækningen mellem Roskilde, Trekroner, Hedehusene og Høje Taastrup, hvor kunderne kan skifte til S-tog eller andre fjern- og regionaltog.

Efter kl. 19.30 vil der fredag, lørdag og søndag som konsekvens af aflysningerne være ændrede afgangstider for togene på stationerne Hedehusene, Trekroner, Viby Sjælland og Borup.

Aflysningen af regionaltogssystemet mellem Roskilde og Østerport skyldes, at DSB akut mangler lokomotivførere i de kommende weekender.

“Vi er i en situation, hvor vi henover sommeren samlet set periodevis kan komme i underskud med lokomotivførere”, siger underdirektør i DSB Drift Anette Haugaard.

Den umiddelbare mangel på lokomotivførere skyldes primært to ting: Først og fremmest at en række lokomotivførere under oplæring fra S-tog til Fjern- og Regionaltog bliver senere klar end det var oprindeligt planlagt:

“Ifølge den oprindelige plan skulle lokomotivførerne have være klar her i juni, men på grund af ændringer i uddannelsesforløb, bliver de først klar til september. Vi har desværre ikke fået taget højde for disse ændringer af uddannelsen i tide,” forklarer Anette Haugaard.

Med til at forværre situationen er, der i øjeblikket køres så mange ekstraordinære eller ændrede togafgange – herunder ID-kontrollen mod Sverige – så der bruges mere end dobbelt så mange lokomotivførere på ekstraordinær kørsel som normalt.

“Med de planlagte aflysninger generer vi færrest mulige kunder – men jeg vil selvfølgelig gerne beklage overfor de kunder aflysningerne rammer”, siger Anette Haugaard og understreger, der kan opstå yderligere aflysninger end de planlagte alt afhængig af trafiksituationen:

“Vi gør, hvad vi kan for at undgå yderligere aflysninger – men kunderne kan med fordel tjekke Rejseplanen, der i givet fald vil være opdateret med ændringerne,” siger hun.

Læs mere her

Shipping-bachelor får Søfartsprisen

Studier på CBS og praktik i rederierne har gjort uddannelsen International Shipping and Trade populær. I dag får bacheloruddannelsen Rederiforeningens Søfartsprisen 2016.Koblingen af praktik i rederier med studietid på et universitet gør, at CBS kan uddanne talentfulde medarbejdere, der er afgørende for Danmarks position som en af de førende søfartsnationer i verden.

International Shipping and Trade på CBS får i dag Søfartsprisen 2016 af Danmarks Rederiforening for arbejdet med bacheloruddannelsen. En uddannelse, CBS har udbudt siden 2014, og som udspringer af den maritime vækstplan fra 2012.
”Vi giver Søfartsprisen til International Shipping and Trade på CBS, fordi uddannelsen er med til at løfte kompetenceniveauet og tiltrække unge talenter til Det Blå Danmark. Kloge hoveder er dansk skibsfarts måske vigtigste konkurrenceparamenter og er stærkt medvirkende til, at Danmark er blandt verdens 10 førende søfartsnationer,” siger formand i Danmarks Rederiforening Claus V. Hemmingsen.

Det første hold studerende på International Shipping and Trade blev optaget i 2014 og dimitterer i 2017. Uddannelsen har de seneste to år med et meget højt karakterkrav ligget helt i top blandt de mest populære uddannelser på CBS. Den evner også at tiltrække kvindelige studerende, hvilket øger talentmassen for en typisk mandsdomineret branche.

Ifølge lektor og studieleder på International Shipping and Trade, Martin Jes Iversen, har prisen meget stor betydning.
”Vi har opbygget uddannelsen i tæt samspil med erhvervslivet, og det er virkelig dejligt at få bekræftet, at uddannelsens ambitiøse akademiske indhold giver mening for erhvervet. Vi håber, prisen kan skabe endnu mere positiv opmærksomhed blandt rederierne og være en hjælp, når de studerende skal søge praktikplads,” siger han og nævner, at de studerende er blevet taget rigtig godt imod af branchen, når de har sendt ansøgninger og været til samtaler om en praktikplads.

”Og så er timingen af omtalen god – vi håber, at talentfulde unge gymnasieelever, der bliver studenter i år, vil søge vores uddannelse,” siger Martin Jes Iversen.

Med prisen følger 40.000 kroner, som, modtageren har besluttet, skal bruges på stipendier til studerende, der ønsker at tage på udveksling. CBS International Shipping and Trade sender studerende på udveksling til Singapore Management University og Texas A&M University i Houston.

Læs mere her

Grønlands Selvstyre sender kommende piloter til Center Air Pilot Academy

Center Air Pilot Academy skal uddanne piloter til Grønland, som efterfølgende forventes at skulle arbejde i Air Greenland.Fremover vil det være Roskildebaseret Center Air Pilot Academy, der skal uddanne piloter til Grønland. Ud af mange er der nøje udvalgt 2 pilotaspiranter af Air Greenland på vegne af selvstyret. Air Greenland har i øvrigt været med til både at udvikle udvælgelsesprocedurerne, samt uddannelsen som helhed, hvilket gør kandidaterne bedst muligt rustet til en karriere i det udfordrende Grønlandske luftrum. De 2 udvalgte pilotaspiranter har gennemgået en række tests, både skriftlige og i flysimulator, samt en række interviews, der i sidste ende gav dem de 2 eftertragtede pladser. Tidligere blev de udvalgte pilotaspiranter uddannet i England.

Uddannelsen, som de 2 pilotaspiranter skal gennemføre, vil være et integreret uddannelsesforløb, der foregår i Center Air Pilot Academys faciliteter i Roskilde lufthavn. Uddannelsen vil være et meget intensivt forløb, der vil løbe over 2 år, hvorefter de uddannede piloter forventes at skulle arbejde i Greenland efterfølgende. Air Geenland er i dag et af de selskaber, der tager Social Responsibility meget alvorligt, og tager meget aktiv del i uddannelsen af næste generations piloter.

De 2 grønlandske elever vil gå på et hold med op til 10 andre elever, der også har gode jobudsigter, da luftfartsindustrien forventes at blive voldsomt udfordret af mangel på kvalificerede piloter. Bare i Europa forventes det, at der skal bruges knap 100.000 nye piloter over de næste ca. 20 år, et tal som ligger langt over det antal piloter, der pt. bliver uddannet.

Læs mere her

Brug de lovlige overgange, når du skal krydse banen

Antallet af folk, der krydser eller på anden vis befinder sig ulovligt på jernbanen er desværre stigende.Lokomotivførerne oplever dagligt, at der opstår farlige situationer, fordi folk krydser jernbanesporene, hvor det er ulovligt, og dermed bringer sig selv i fare. Fra 1. januar 2014 til 17. marts 2015 blev der indberettet 557 tilfælde til Banedanmark, hvor lokomotivføreren observerede en eller flere personer i sporet.

Det sker både på stationer, hvor folk krydser sporene for at nå et tog, og i det åbne landskab, hvor mange skyder genvej over sporet. Eller det kan være i en overkørsel, hvor man ikke respekterer, når bommene er nede, og advarselsklokkerne kimer.

”Det er ulovligt og forbundet med livsfare at krydse sporet uden for de autoriserede overgangssteder. Togene kommer ofte med høj fart, de er stort set lydløse, og de kan ikke dreje uden om en forhindring,” siger Thomas Gram Rasmussen, Sektionschef for jernbanesikkerhed i Banedanmark.

Blandt dem, der krydser sporene ulovligt, er der mange unge og yngre mennesker. Og her efter sommerferien, hvor mange har skiftet uddannelsesinstitution og skal ud på stationerne og op i togene, er det vigtigt, at man kender reglerne for, hvordan man færdes ved jernbanen.

”Ved jernbanen skal man benytte de autoriserede overgange og vente til bommene er oppe, når man kommer til en overkørsel. Det tager kun ganske få minutter, men man undgår at sætte sit liv på spil,” siger Thomas Gram Rasmussen.

Ud over at sætte sit eget liv på spil, så er de mange nærvedpåkørsler en psykisk belastning for lokomotivførerne.

FAKTA:

Fra 2013 til 2014 steg antallet af indberetninger om nærvedpåkørsler fra 373 til 496.
557 indberetninger i perioden fra 1. januar 2014 til 17. marts 2015 er blevet gennemgået.

Fordelingen målt på landsdele er:
Hovedstaden: 348 – heraf 322 på S-banen
Øvrige Sjælland: 52
Fyn: 47
Jylland: 110

Læs mere her

Rekordmange besøgte Transport Øst i Greve

4500 besøgende lagde i weekenden den 6. og 7. september vejen forbi Mercedes-Benz CPH området, hvor den årlige transportmesse, Transport Øst fandt sted. Det var femte gang, Greve Kommune lagde grund til messen, hvor mere end et halvt hundrede udstillere tog imod de forventningsfulde besøgende. I den forgangne weekend fandt Transport Øst sted, og arrangementets succes blev understreget af, at der allerede på transportmessens første dag var flere gæster end under hele sidste års messeweekend. Messen blev afholdt i højt humør, og både udstillere og besøgende nød godt af de mange spændende aktiviteter. Den gode stemning hos de mange fremmødte sørgede for, at der var godt gang i forretningerne hos udstillerne, som havde forrygende travlt. Der var udstillinger med kraner, trailere og masser af transporttilbehør. Desuden stod lokale uddannelsessteder med tilknytning til vognmandsbranchen klar til at tale med interesserede.

Det var ingen tilfældighed, at Transport Øst igen fandt sted i netop Greve, som har en aldeles god placering i den østdanske transportkorridor. Greve Kommune har gennem længere tid arbejdet aktivt for at skabe gode rammer for netop transport- og logistikbranchen, som er rigtig godt repræsenteret i kommunen, og borgmester Pernille Beckmann glædede sig over, at arbejdet bærer frugt: ”Med et arrangement som Transport Øst ses det tydeligt, at transportbranchen er i rivende udvikling. Den udvikling støtter vi op om i Greve Kommune, og ved en messe som denne kan vi se, hvilken værdi det giver det lokale erhvervsliv: stort fremmøde, øget interesse, god forretning og et godt udgangspunkt for det videre arbejde”, siger Pernille Beckmann.

Transport Øst blev første gang arrangeret i 2009 og er siden blevet til et fast årligt tilbagevendende arrangement, der samler transportbranchen øst for Storebælt. Messen er blevet afholdt seks gange, heraf fem gange i Greve, og hos Greve Kommune er man glade for det gode samarbejde med arrangøren, Danske Transport Medier. Derfor ser både Greve Kommune og Danske Transport Medier også frem til at kunne byde de mange udstillere og besøgende velkommen igen til næste år, hvor messen afholdes samme sted den 5.-6. september 2015.

Grønlands Lufthavne opgraderer sprogtests

image description
Når flyene letter og lander i de grønlandske lufthavne stilles der store krav til kommunikationen mellem piloter og Mittarfeqarfiits kontroltårne. Meldingerne skal være præcise og foregå på et letforståeligt fælles sprog, som regel engelsk og dansk. Derfor skal medarbejderne i tårnene jævnligt have tjekket deres sprogevner, og den opgave kan Mittarfeqarfiits egen uddannelsesinstitution nu varetage

Mittarfeqarfiit stod over for at måtte sende deres sprogassessorer på vedligeholdelseskursus i udlandet, for at disse kunne bevare rettigheden til fortsat at kunne vurdere kontroltårnenes medarbejdere (AFIS-operatørerne) sprogfærdigheder, eller fremtidigt at skulle anvende eksterne sprogassessorer. Mittarfeqarfiit havde hverken autorisation til at uddanne egne sprogassessorer eller eksaminere egne AFIS-operatører, og dette kunne have betydet store udgifter til eksterne kurser og konsulenter.

Derfor har lokale ildsjæle hos Mittarfeqarfiit arbejdet ihærdigt på at opbygge en sprogtestvirksomhed der kan uddanne egne sprogassessorer. Sprogassessorerne har autorisation til at kunne vurdere AFIS-operatørernes sprogniveau ifølge de internationale standarder på området, som de seneste år er skærpet.

”Uddannelsen af vores sprogassessorer foregår under tilsyn af Trafikstyrelsen, og vi har nu fire sprogassessorer i virksomheden. Nu kan vi selv både uddanne sprogassessorer og foretage de løbende tests, der er nødvendige for at sikre et højt sprogligt niveau i serviceringen af vores kunder i lufthavnene. Når vi vælger, at uddanne egne sprogassessorer, så er det ikke kun for at spare flybilletter og leve op til bestemmelserne. Det er også fordi, vi er sikre på, at vi kan gøre det på højeste niveau, og dermed skabe værdi for virksomheden og Grønland” siger Ryan Møller, der er ATS-koordinator i Mittarfeqarfiit og har udarbejdet håndbogen for Mittarfeqarfiit’s sprogtestvirksomhed samt har fået godkendt undervisningsmaterialet.

”Det er meget få virksomheder i Kongeriget, der har denne autorisation, så vi er meget stolte af, at Trafikstyrelsen har godkendt Mittarfeqarfiits ’Skolen for Interne Uddannelser’ til at uddanne og teste egne sprogassessorer,” fortæller Ryan Møller.

Hvor ofte en AFIS-medarbejder skal sprogtestes afhænger af vedkommendes sprogevner. Scorer man topkarakterer behøver man aldrig mere gå til sprogtest, og jo lavere man scorer, jo oftere skal man testes. Hos Mittarfeqarfiit vil ca. fire personer årligt skulle gennemføre sprogtesten på dansk og engelsk.

Aktiv Kurser sætter nye rekorder med e-learning

Allerede nu har mere end 1500 erhvervsfolk, ledere og personaleansvarlige tilmeldt sig en online uddannelse eller kursus hos Aktiv Kurser i år 2008, og næsten samtlige af landets største virksomheder er repræsenteret i deltagerskaren, både fra den private og offentlige sektor.

Elearning via internettet giver en unik og effektiv læringsplatform for professionelle erhvervsfolk, der til daglig har travlt og ikke har mulighed for at rive hele dage eller uger ud til kurser og efteruddannelse. Kombinationen med kursusdage, der understøttes af undervisning via e–learning, har med kort varsel samlet hele eliten af ledere og personaleansvarlige fra både den private og offentlige sektor som deltager hos Aktiv Kurser, dels pga. det stærkt stigende behov for ny viden , og dels fordi der på uddannelserne er frihed til lære og blive inspireret, når og hvor det passer ind i kalenderen.

Der er tale om åbne uddannelser på deltid, ofte med et maksimalt tidsforbrug på et par timer ugentligt og korte kurser, som deltagerne kan følge ved siden af deres job. Undervisningen er fleksibel og målrettet til de forskellige deltagere. Det anderledes, men også revolutionerende moment på uddannelserne er, at deltagerne skal forholde sig til konkret undervisningsmateriale via e–learning direkte på internettet, før de møder op på kursusdage. E–learning platformene dækker den teoretiske og videnskabelige tilgangog viden inden for det givende læringsområde, og er inspireret af undervisningen på de videregående uddannelser.

I en tid med store forandringer og stærk konkurrence i erhvervslivet har alle brug for et kompetenceløft, men de færreste erhvervsledere hverken ønsker eller har tiden til at sidde på skolebænken på Handelshøjskolen og få den nødvendige inspiration og nye viden om ledelse, strategi og især personaleledelse. Samtidig så ønsker flere og flere at overraske på distancen… At tillære sig de nye ledelseværktøjer og metoder uden at skulle sidde på kursusdage, MBA, HD, osv.

Aktiv Kurser / Probana har længe erfaret, at mange afdelingschefer, direktører og topledere ønsker, læring i det skjulte.

– E–learning er en drønattraktiv løsning for erhvervsfolk, der ønsker, at være på forkant med udviklingen og samtidig få den nyeste inspiration inden for ledelse, strategi, personaledelse, HR, osv.. Vores uddannelsesplatforme har længe været et tilløbsstykke for mange direktører og ledere, både nye og erfarne, som år efter år har købt sig adgang til de forskellige uddannelser, der netop er inspireret af undervisningen på MBA, cand.merc.linierne på Handelshøjskolen, HD, osv., fortæller direktør Peter Joensen fra Aktiv Kurser / Probana. – Friheden til at logge sig ind på uddannelsesplatformen når og hvor det passer ind i kalenderen er blevet et friskt åndehul og en vigtig inspirationskilde for mange. Vi har nogle af landets tungeste erhvervschefer, der på 5. år blot køber sig adgang til uddannelsernes e–learningplatforme, og således holder sig opdateret løbende. Vi ser dem aldrig på kursusdage, elign., men vi kan se pr. statistik, at de vedvarende og flittigt bruger uddannelsesplatformene samt de mange ledelsesværktøjer, guider og skabeloner til strategi og organisationsudvikling, som stilles tilrådighed derinde.

Uanset om man er i sommerhuset, på rejse eller sidder en sen nattetime og ikke kan sove, så kan man omgående logge sig ind på Aktiv Kursers uddannelsesplatforme og fordybe sig i lige præcis de områder inden for ledelse, strategi, kommunikation og psykologi, som man interesserer sig for. Samtidig stiller Aktiv Kurser landets største online ledelsesopslagsværktøj til rådighed for samtlige deltagere, hvilket betyder, at man med omgående varsel kan finde guidelines, skabeloner, præsentationer og inspiration til at løse konkrete problemstillinger. Sidstnævnte er blevet en kærkommen løsning for de mange, som også i dagligdagen med kort varsel trækker på opslagsværktøjets database før et møde. Uanset om man skal fremlægge en præsentation for direktionen, bestyrelsen eller for virksomhedens medarbejdere, så er der masser af inspiration at hente.

Der er stadig ledige pladser på en række af uddannelserne, men Aktiv Kursers direktør minder om, at hurtig tilmelding kan anbefales, fordi der kun er et begrænset antal deltagerpladser/brugerflader til hver uddannelse. Der er også mulighed for at bestille interne virksomhedskurser, hvilket bl.a. Sonofon valgte da de ønskede at uddannne et stort antal stress management konsulenter.

Læs mere på www.probana.com … Landets største uddannelseshuse inden for ledelse!
 

Læs mere her

Den rigtige mobile løsning til sikring af dyre- og værditransporter

Fremtidens mobile IT–løsning til køretøjer

Behovet for kraftige, driftssikre Windows baserede computere til køretøjer har længe været påtrængende, men udbuddet har været begrænset.
For nylig er en meget robust og integreret computerløsning til lastbiler og andre erhvervskøretøjer kommet på det danske marked.

De finske SUNIT–computere blev præsenteret på messen Transport 2005 i april 2005, og hos den ny forhandler MOBILAS, er optimismen stor.
– Vi har allerede solgt mobile computere for flere mio. kr., siger direktør i MOBILAS, Henning Overgaard. Vi er meget optimistiske, fordi SUNIT–computeren både er konkurrencedygtig og særdeles driftssikker.

SUNIT–computeren er i princippet en kraftig Windows computer i en mobil telematik udgave. Den har mere datakraft og flere tilslutningsmuligheder end de andre mobile computere, som typisk er designet til hver at løse én opgave, hvilket forringer færdselssikkerheden.

– SUNITs telematikplatform er meget fleksibel og rummer utallige muligheder, så man kan integrere alle køretøjets digitale funktioner i ét system, siger seniorkonsulent Laust Rich, MOBILAS. Det er lige fra overfaldsalarm og navigation til dataoverførsel mellem lastbil og kontor samt TV og video.

MOBILAS har i Finland testet en avanceret overfaldsalarm, funktionen indebærer automatisk videooptagelse i førerhus og udenfor bilen, hvis alarmen aktiveres. Dette er interessant i forbindelse med dyre– og værditransporter samt persontransport i Taxa.

Forbedret færdselssikkerhed kan også opnås med integration af bakkameraer og sidekameraer.
– MOBILAS leverer et system, hvor bilens manøvrer og kamerabillederne kombineres, siger Laust Rich. Når lastbilen drejer til højre vises billedet fra cyklistkameraet på højre side af bilen automatisk på skærmen

Globalt anvendes 100.000 SUNIT computere dagligt af politi, militær, transport, taxa og redningsvirksomheder, det giver garanti for driftsikkerhed, da SUNIT kan kommunikere selv om strømmen svigter. SUNIT er international godkendt til værditransporter.

Driftsikre mobile it– og telematikløsninger
Mobilas har som mål at levere cost–effektive mobile telematikløsninger, der tager udgangspunkt i kundens behov og brug af avanceret, driftssikker IT–teknologi. Mobilas går efter at finde værdi til vore kunders kunder, så den valgte løsning får en kort pay back tid og som virker sikkert 24 timer i døgnet 365 dage om året.

Mobilas tilbyder at være totalleverandør af mobile IT– og telematikløsninger omfattende hardware, software, finansiering, forsikring, uddannelse og udvikling.

Avancerede mobile telematikløsninger er relevante ved bl.a. værditransport, politi, redning, lægevagt, taxa, mobile salgstøttesystemer, affaldstransport, tank–transport, transport af levende dyr.

Herudover tilbydes tre produktpakker der lever op til kravene inden for vejtransport, som kan ses hos Mobilas der har indrettet kontor hos Lastas i Hedensted, for at være tæt på transportbranchen.

Den rigtige IT–løsning til dyre– og værditransporter
Med en SUNIT mobil computer– og telematikløsning vil lastrummet permanent kunne overvåges både fra lastbilens førerhus og fra firmaets kontor mange km borte. Der vil dermed være sikkerhed for, at der kan gribes ind i tide, hvis der er problemer undervejs.
– Vi er meget spændte på, hvordan de kommende danske særregler om transport af levende dyr vil komme til at se ud, siger Henning Overgaard, direktør i MOBILAS, som forhandler den nye overvågningsløsning. Vi forventer, at der bliver et krav om overvågning af lastrummet. Vores løsning vil i så fald kunne opfylde disse krav, og dermed løse en lang række af de konkrete problemer, der hidtil har været ved transporter af levende dyr.

Facts om SUNIT–computere
SUNIT er en avanceret IT–leverandør med hovedsæde i Finland. SUNIT har udviklet en serie af meget driftssikre og robuste Windows baserede køretøjscomputere, med en avanceret telematikløsning samt ekstraudstyr.
Globalt anvendes 100.000 SUNIT computere dagligt af politi, militær, transport, taxa og redningsvirksomheder.
Læs mere på www.mobilas.dk

Facts om MOBILAS
Mobilas er et dansk selskab, som leverer mobile løsninger og sælger finske SUNIT–computere i Danmark. MOBILAS har fået en flyvende start efter den første præsentation af bl.a. SUNIT–computere på messen Transport 2005 i april 2005.
Bag MOBILAS står en række partnere og investorer med erfaring fra den danske transportsektor.

Selskabet har indrettet sig med kontor og uddannelsesfaciliteter hos Lastas i Hedensted, hvor det første kursus Mobile IT – Løsninger til effektivisering af transportbranchen gennemføres torsdag den 15. september 14.00 18.00 prisen for kurset er 695,– kr. og gratis for 10 første tilmeldinger.

Tre produktpakker
MOBILAS tilbyder vore kunder tre standardløsninger, som svarer til det grundlæggende behov ved henholdsvis lokale, regionale og internationale vejtransporter.

Lokal transport og service SLF – Mobilas
fra kr. 22,– pr. dag pr. bil/enhed.

Regional transport og service SCF – Mobilas fra kr. 25,– pr. dag pr. bil/enhed.

International transport og service SXF – Mobilas fra kr. 28,– pr. dag pr. bil/enhed.

De angivne priser er baseret på en kombineret leasing– og serviceaftale med MOBILAS.
 

Læs mere her

Når AMU-uddannelsen sikrer dig jobbet

Hos Transport UddannelsesCenteret A/S, som udbyder AMU-transportuddannelsesforløb, bliver kursisterne ikke overladt til sig selv, når uddannelsen er gennemført. Arbejdsledige får tilbudt hjælp til jobsøgning, så de hurtigst muligt kommer i gang med at anvende de nye færdigheder i praksis. Der er nemlig arbejde til chaufførerne men jobbet kan være svært at finde på egen hånd.

En af landets største udbydere af arbejdsmarkedsuddannelser, Transport UddannelsesCenteret A/S
(Tidligere Dansk UddannelsesCenter A/S), tilbyder nu sine kursister gratis rådgivning om jobsøgning umiddelbart efter den seks uger lange uddannelse til chauffør.
Vi vil gerne sikre, at vi ikke blot uddanner folk, men også opfylder det egentlige mål med uddannelsen, nemlig at chaufførerne får et arbejde. Det er vores erfaring, at der er job til vores kursister, men også at der er nogle barrierer i forbindelse med jobsøgning. Derfor har vi valgt at gå nye veje for at hjælpe vores nyuddannede chauffører over tærsklen til et nyt job, siger Morten Mathiesen, bestyrelsesformand for TUC DK.
Typiske udfordringer er eksempelvis at skrive ansøgninger og opstille et CV eller der kan være spørgsmål til, hvordan man bedst takler en jobsamtale.

Stillinger slås ikke op

Det er ikke kun hos Transport UddannelsesCenteret A/S at kursisterne tilbydes noget ekstraordinært, men også hos 3 andre AMU-centre, som er med i fællesskabet TUC DK. TUC DK s kursister kan finde inspiration i den jobsøgningsbog, de får udleveret, eller de kan benytte sig af den gratis, telefoniske hotline og få individuel professionel vejledning. Det kan fx handle om, hvilke typer job de nye kompetencer kan anvendes i, eller hvor man kan finde de ledige stillinger eller hvordan man udarbejder/præsenterer sit CV. Netop det at finde frem til stillingerne kan være vanskeligt, da mange ledige chaufførjob ikke bliver slået op. I stedet formidles arbejdet ofte gennem chauffører, der allerede er ansat i en virksomhed.
Det betyder, at jobcentrene og de ledige chauffører ikke ser noget jobopslag, selv om der er et job. Eksempelvis har TUC DK i et fælles projekt med DTL og Foreningen for Nydanskere fundet 150 nye chaufførstillinger til personer med anden etnisk baggrund på blot få uger og her var størstedelen af stillingerne ikke opslåede , fortæller Morten Mathiesen.

Stor udskiftning i branchen

Dertil kommer, at jobmarkedet for chauffører i det hele taget kan være svært at gennemskue, fordi der blandt andet er store, sæsonmæssige udsving og der derfor opstår flaskehalse i skiftende brancher. I en periode kan der være mangel på taxachauffører, men ikke ret mange job på busområdet og omvendt. Generelt er der dog stor udskiftning inden for transportbranchen, og derfor er der løbende nye job at finde, understreger Morten Mathiesen:
Taxabranchen i København udskifter op imod en tredjedel af sin chaufførstand hvert år, fordi mange bruger branchen som springbræt til andre typer job. Et andet eksempel er busbranchen, hvor gennemsnitsalderen er så høj, at op imod hver tredje buschauffør i Danmark skal udskiftes inden for få år.

Om TUC DK

Foreløbig er fire skoler med i projektet, som er initieret af TUC DK-samarbejdet (som er et samarbejde mellem AMU-centre rundt omkring i Danmark) om at tilbyde ledige kursister hjælp til jobsøgning. De fire skoler, som tilsammen har en årlig gennemstrømning på flere end 25.000 kursister, er:

Transport UddannelsesCenteret A/S
Strandens UddannelsesCenter ApS
TUC Syd A/S
Vestjysk Storvognskole ApS

Her ud over, så er yderligere 2 offentlige skoler med i TUC DK som for indeværende afventer resultater fra de 4 skoler før end de træffer beslutning om tilslutning til konceptet.

Læs mere her

Bedre busruter i Ringkøbing-Skjern

Buspassagererne i Ringkøbing-Skjern Kommune får flere busruter og afgange, end der var lagt op til i planen for den kollektive trafik. En ny aftale sikrer dem ekstra busbetjening for 1,2 mio. kroner.

Der bliver ikke helt så langt mellem busserne i Ringkøbing-Skjern Kommune, som der var lagt op til i forslaget fra den såkaldte Trafikstyregruppe.

En aftale mellem Region Midtjylland og Ringkøbing-Skjern Kommune medfører, at to regionale busruter, der ellers skulle overgå til kommunal drift, opretholdes som regionale ruter i fremtiden. Samtidig vil fire andre busruter få et ekstra regionalt tilskud til driften.

For Region Midtjylland er der tale om en ekstraudgift på 1,2 mio. kroner i forhold til oplægget fra Trafikstyregruppen. Aftalen skal nu godkendes af Regionsrådet.

Øremærkede tilskud
Formålet med de ekstra køreture er at sikre, at de unge kan komme til og fra deres uddannelsessteder, og derfor er regionens tilskud øremærket til at sikre busture om morgenen og om eftermiddagen.

Vi anerkender, at nogle af de busture, der stod til at forsvinde, er vigtige for at kunne rekruttere og fastholde de unge i uddannelsessystemet. Det er regionens og kommunens fælles ansvar at støtte de unge i at få en uddannelse, og derfor har vi fundet denne løsning , siger regionsrådsformand Bent Hansen.

Langt mellem borgerne
Det er en fair aftale, hvor jeg er godt tilpas med, at der i forhold til oplægget er sket en klar forbedring af forbindelserne til kommunens uddannelsesinstitutioner , siger Iver Enevoldsen, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Vores kommune har den særlige udfordring, at den er landets mest vidtstrakte, så der er nogle steder langt mellem borgerne. Det må vi tage ekstra hensyn til i den kollektive trafik , siger Iver Enevoldsen.

Samlet set indebærer aftalen:
– Rute 14 Videbæk Fjelstervang Herning. Ophører, som beskrevet i Trafikstyregruppens forslag. Ringkøbing-Skjern Kommune tilpasser lokalrute 578, så pendlere og uddannelsessøgende kan skifte til rute 15 (Herning Videbæk Ringkøbing) i Havnstrup.

– Rute 26 Holstebro Spjald – Skjern. Fortsætter som regionalrute. Kørslen tilpasses, så der fra Spjald bliver samme antal afgange mellem Spjald og Holstebro som i oplægget for Spjald Skjern.

– Rute 41 Esbjerg-Varde-Skjern. Overgår til Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner i fællesskab, men Region Midtjylland finansierer minimumsbetjening af hensyn til elever til ungdomsuddannelserne på ruten svarende til 300.000 kroner årligt.

– Rute 58 Ringkøbing Hvide Sande Nr. Nebel (og 952X Århus – Ringkøbing) Overgår til lokalrute, men Region Midtjylland finansierer betjening af uddannelsessøgende svarende til 550.000 kroner årligt (tages fra rute 952X)
Herudover udvider Region Midtjylland rute 952X med weekendkørsel (i første omgang fredag og søndag), fra Ringkøbing til Søndervig og Hvide Sande.

– Rute 61 Skjern Borris – Sdr. Felding . Ringkøbing-Skjern Kommune opretholder rute 61 som lokalrute. Regionen finansierer minimumsbetjening af hensyn til elever til ungdomsuddannelserne svarende til 1 tur om morgenen og 2 ture hjem om eftermiddagen. Anslået 200.000 kr.

– Rute 69 Skjern – Tarm – Nr. Nebel. Region Midtjylland anerkender rutens betydning som regional forbindelse, bl.a. af hensyn til elever til ungdomsuddannelserne også fra Nr. Nebel området. Den fortsætter som regionalrute, og Region Midtjylland lægger 500.000 kr. oven i Trafikstyregruppens forslag (i alt 1 mio. kr. om året).

– Rute 307 Vejle – (Grindsted) – Sdr. Omme – Skjern. På den lokalrute Skjern Hoven – Ørbæk, som Ringkøbing-Skjern Kommune opretter til erstatning for rute 307, finansierer regionen minimumsbetjening af hensyn til elever til ungdomsuddannelserne svarende til 1 tur om morgenen og 2 hjem om eftermiddagen. Anslået 200.000 kr.

Se detaljeret liste

Yderligere oplysninger:
Bent Hansen, formand for Regionsrådet i Region Midtjylland, tlf 87 28 50 10 / 40 31 37 07
Iver Enevoldsen, Borgmester, Ringkøbing-Skjern Kommune, Telefon: 97 31 14 06 / 21 47 38 65

Læs mere her