Ny pendlerrute Silkeborg-Århus Nord (901X)

Mandag 3. januar 2011 starter Midttrafiks nye hurtige pendlerrute med direkte ture mellem Silkeborg og Århus Nord. Bussen har både stillezone og arbejdspladser, bl.a. med gratis trådløst internet.

Rute 901X kører på hverdage med tre afgange fra Silkeborg mod Århus Nord om morgenen (mellem kl. 5.22 og 7.45) og tre afgange retur om eftermiddagen. Turen fra Silkeborg C til Skejby Sygehus varer ca. 55 min. Det er 20-30 min. hurtigere end de nuværende bus- og togforbindelser.

Ruten kører efter X Bus princippet Få stop hurtigt frem og giver pendlere fra Silkeborg og Galten direkte transport til erhvervsområdet Århus Nord.

901X starter vest for Silkeborg, i Hvinningdal området. På vejen mod Århus N standser bussen i det centrale Silkeborg, Galten, Skovby og Harlev. Siden når den til Skejby Sygehus, uddannelsesinstitutionerne på Olof Palmes Allé, Danmarks Radio, Århus Universitet og Århus Sygehus (Randersvej/Ringgaden).

Trådløst internet og plads til at arbejde
De helt nye X Busser er ekstra komfortable busser, bl.a. indrettet med stillezone og sædearrangementer/borde samt gratis internetadgang og stikkontakter, så kunderne kan udnytte køretiden optimalt til arbejde eller hvile. Der er skærme med TV2 News og mad/drikke må tages med på farten.

Gratis prøvetur og chokolade i de to første uger
På virksomheder og uddannelsesinstitutioner i Århus N, hvor rutens primære målgruppe befinder sig, står kurve med chokolade, info og kuponer til gratis prøveture. En kupon kan også fås ved at sende en mail til rmo@midttrafik.dk inden 6. januar. De gratis prøveture kan bruges til og med 14. januar 2011.

Mange flere pendlere
Rute 901X starter, fordi pendlingen mellem Silkeborg og det nordlige Århus stiger stærkt. I dag kan man ikke rejse med kollektiv trafik på strækningen uden at skifte mellem flere busser eller mellem tog og bus. Med den nye rute sparer pendlerne tid ved at køre direkte til Århus N uden skift.

Midttrafik har lyttet til kundernes ønsker om en hurtig og komfortabel rute, som kører tæt på både bolig og arbejdssted. Samtidig skal man både kunne hvile sig eller arbejde undervejs.

Ruten støttes af Trafikstyrelsens Passagerpulje, som fremmer ordninger og projekter, der øger antallet af buskunder. 901X køres af Malling Turistbusser.

Fakta om priser: Køb et kort og spar mange penge
En tur med rute 901X (voksen) mellem Silkeborg og Århus Nord (Skejby) koster f.eks. 59 kr. hver vej (60 kr. fra prisskiftet 16. januar).

Med et 10 turs klippekort kommer prisen helt ned på 44 kr. pr. tur, og med et periodekort kan du køre alt hvad du vil i de 8 zoner for 1035 kr. (30 dage).

De 46 km fra Silkeborg Station til Skejby Sygehus giver i øvrigt en pendler på den strækning et dagligt skattemæssigt kørselsfradrag på i alt 137 kr.

Læs mere her

Trafikstyrelsen har indgået kontrakt med Visma Consulting

Trafikstyrelsen har netop indgået kontrakt med Visma Consulting om levering og vedligeholdelse af administrationsløsning til Trafikstyrelsens beviser og certifikater også kaldet BAT BevisAdministration.

I første fase anvendes løsningen til chaufføruddannelsesbeviser og dækker alle processer i forbindelse med Trafikstyrelsens håndtering af beviser. Det er lige fra selve ansøgningsprocessen med brug af digitalt foto og underskriftsudstyr til eksempelvis brugergrænseflader mod uddannelsessteder, godkendelsesprocedure for ansøgninger, selvbetjeningsadgange for chauffører og digitale snitflader mod bevisproducenten.

Flere muligheder i samme løsning

Administrationsløsningen bygger på standardløsninger fra Microsoft og K2-blackpearl platformen og er en generisk, sammenhængende og brugervenlig løsning, der styrer og guider hele ansøgningsprocessen mellem ansøger, uddannelsessted og myndigheden som udsteder beviserne. Løsningen gør det muligt via simpel konfiguration at tilføje andre bevistyper både for Trafikstyrelsen selv og potentielt også for andre myndigheder. Det er et bevidst valg at anvende et generisk og fleksibelt workflowsystem som platform for løsningen:

– Med K2 Blackpearl kan vi opsætte integrationer og komplekse forretningsregler samt målrette brugergrænselfader uden at kode. Derudover er Trafikstyrelsen en aktiv del af hele udviklingsforløbet. De to faktorer gør os i stand til at udvikle en fleksibel og økonomisk fordelagtig løsning, som rækker langt ud i fremtiden, udtaler direktør i Visma Consulting, René Stampe Lund.
Løsningen forventes at være i drift fra fjerde kvartal 2013 og kan på sigt omfatte andre typer af beviser og certifikater som for eksempel lokomotivførerlicenser.

Om Visma Consulting

Visma Consulting leverer kundespecifikke og forretningskritiske it-løsninger til den offentlige og private sektor. Ydelserne spænder fra at hjælpe organisationer og virksomheder med at analysere deres behov over design af it-løsninger til udvikling, integration, vedligehold, support og forvaltning af systemer og applikationer.

I den statslige sektor har Visma Consulting mere end 15 års erfaring med at udvikle og vedligeholde eksempelvis selvbetjeningsløsninger og fagsystemer, der understøtter den komplekse og foranderlige lovgivning, statslige myndigheder er en del af.

Derfor kender Visma Consulting til bunds de særlige krav og behov, der gør sig gældende og sørger for, at kundernes it-systemer til hver en tid lever op til gældende lovkrav og almindelig udvikling på området.

Visma Consulting A/S indgår i Visma-koncernen, der beskæftiger flere end 5.000 medarbejdere fordelt over hele Norden. Visma Consulting har kontorer i Danmark, Norge, Sverige og Litauen og beskæftiger 420 medarbejdere.

Forslag til billedtekst:
– Det er et afgørende succesparameter, at Trafikstyrelsen er en aktiv del af hele udviklingsforløbet. Det gør os i stand til at udvikle en fleksibel og økonomisk fordelagtig løsning, som rækker langt ud i fremtiden, udtaler direktør i Visma Consulting, René Stampe Lund.

Læs mere her

Fem virksomheder byder på nyt signalsystem på S-banen

Fem virksomheder afleverede mandag deres endelige bud på en totaludskiftning af alle signalanlæg på S-banen. Dermed har alle prækvalificerede virksomheder valgt at byde på opgaven, og Banedanmark har opnået at få skabt konkurrence om milliardkontrakten.

Det er en af Banedanmarks hjørnesten i Signalprogrammet, at vi får skabt konkurrence om opgaven. Derfor er vi meget tilfredse med, at alle fem prækvalificerede virksomheder har budt på opgaven. Det sikrer maksimal konkurrence og dermed, at vi får et nyt signalsystem i den rigtige kvalitet til den rigtige pris, siger programdirektør Morten Søndergaard, Banedanmark.

De fem virksomheder, som har budt på opgave, er Alstom, Bombardier, Invensys, Siemens og Thales/Balfour Beatty Rail. Vinderen kommer til at udskifte alle signalanlæg på S-banen og skal levere alt fra nye togkontrolsystemer til uddannelse af personalet, som skal betjene det nye signalanlæg.

Det er et stort udbud, og det er også en meget stor dag for Signalprogrammet. Nu er vi meget tæt på, at vælge, hvem det er, vi skal arbejde sammen med de næste 9 år, siger Morten Søndergaard.

Vinderen findes i juni
Hvert af de fem tilbud fylder hver især ca. 1.500 sider, og Banedanmark vil nu gennemgå de tusindvis af sider for at finde det økonomisk mest fordelagtige tilbud. Tilbuddene vil blive evalueret ud fra kriterierne: Teknik og funktionalitet, projektgennemførelse og vedligeholdelse samt pris. Forventningen er, at Banedanmark vil skrive kontrakt med vinderen i slutningen af juni.

På baggrund af de kriterier vil vi evaluere alle tilbuddene, før vi skriver kontrakt med vinderen. Vi vil bruge de næste måneder på at gennemgå tilbuddene, for det er utrolig vigtigt, at vi får valgt det helt rigtige system af hensyn til de cirka 85 mio. passager, som hvert år bruger S-banen, siger Morten Søndergaard.

Forventningen er, at den første strækning på S-banen får udskiftet signalsystemet i 2014. Udbuddet af den 170 km lange S-bane er det første store tekniske udbud i forbindelse med den landsdækkende signaludskiftning, der løber frem til 2021. Baggrunden er en politisk beslutning om at afsætte 18 mia. kr. til en totaludskiftning af de slidte danske signalanlæg på både S-banen og fjernbanen.

FAKTA
Fremtidens signalsystem på S-banen bliver et standard bybanesystem af en type, som i forvejen er i drift på bybaner eller metroer andre steder i verden. Der er tale om et såkaldt CBTC-system (Communication Based Train Control), som er den nyeste generation af signalsystemer til bybaner.

CBTC-systemer anvendes i stigende grad i forbindelse med både nybygninger og fornyelsesprojekter rundt om i verden.

Et nyt signalsystem vil fremtidssikre S-banen og løfte kvaliteten i forhold til i dag. Der vil blive færre signalfejl og dermed færre forsinkede tog, og samtidig bliver togkontrolsystemet ens på hele S-banen. Strækningen Jægersborg og Hillerød får i 2014 etableret det nye signalsystem. Fra 2015 og frem til 2020 rulles det nye signalsystem ud på hele S-banen.

Yderligere information hos Banedanmarks pressemedarbejder på 8234 1313.

Læs mere her

Bryde & Sønner laver ny aftale med Moderniseringsstyrelsen

Hos BRYDE & SØNNER A/S, Flytte- og logistikløsninger er vi glade for endeligt at have fået den statslige Moderniseringsstyrelses underskrift på en kontrakt om, at BRYDE & SØNNER er én af de valgte leverandører, der de næste 2 år skal levere flytteservice og flytteydelser til statslige institutioner i region Hovedstaden/Nordsjælland og på Fyn.

Faktisk fik vi tildelt rammekontrakten i november måned, men der indløb en klage fra én af de øvrige leverandører, der deltog i slutrunden, som først skulle behandles, siger Jan og René Bryde, glade og tilfredse.

Vi forventer, at aftalen giver BRYDE & SØNNER nogle travle år, og hvor andre offentlige instanser, herunder uddannelsesinstitutioner også kan få stor gavn af aftalen. Aftalen omfatter alle former for flytteydelser, incl. pakning/udpakning og midlertidig opbevaring m.fl.

BRYDE & SØNNER A/S har eksisteret i mere end 50 år og beskæftiger ca. 45 medarbejdere og er dermed det 3. største flyttefirma i Danmark.- Vi investerer løbende i nye og grønne teknologier hvor de seneste bl.a. udgør den første Mercedes Actros med EURO 6 motor i Danmark samt ny el-drevet truck til vort 7000m2 store opbevaringsmagasin.

BRYDE & SØNNER A/S har siden 2003 været medlem af den verdensomspændende flytteorganisation FIDI og certificeret FAIM leverandør. FIDI FAIM stiller store krav til virksomhedens kvalitetsnormer hvilket modsvarer flyttebranchens ISO 9002 standard. Disse kvalitetsnormer bliver hvert andet år auditeret og akkrediteret af Ernst & Young. BRYDE & SØNNER A/S er én blandt de 4 flyttefirmaer i Danmark, der er FIDI FAIM certificeret.

###

FIDI: Fédération Internationale des Déménageurs Internationaux
FAIM: FIDI accredited international mover.

Læs mere her

Kunderne kårer Midttrafiks bedste rute

Syv busselskaber og ca. 800 chauffører deltager lige nu i Midttrafiks uddannelses- og bonusprojekt God Tur, hvor chaufførerne vil forbedre kundernes tilfredshed i løbet af 12 uger.

Inden bonusrunden deltog chauffører og deres ledere i en efteruddannelse, Fly High, med fokus på service og personlig indstilling. Chaufførerne har bagefter sat konkrete mål for, hvordan de vil gøre kunderne mere tilfredse.

I bonusrunden, God Tur, opfordres kunderne på hængeskilte og klistermærker til at fortælle, hvor chaufføren skal have sit fokus, hvis de skal blive mere tilfredse med busturen. Så kan chaufførerne løbende tilpasse deres service.

Kunderne skal blive mindst tre procent mere tilfredse
Målet med God Tur er, at kunderne skal blive mindst 3 % mere tilfredse, end de var før bonusrunden. Den rute, som opnår den højeste stigning i kundetilfredsheden, kåres som Midttrafiks bedste. Kunderne alene afgør, hvem der vinder.

– Pilotforsøg har vist, at det er de små forandringer i chaufførens væremåde, der gør en stor forskel for kunderne. De synes, at turen er god, når chauffø- ren er opmærksom og interesseret, siger Mette Julbo, vicedirektør i Midttrafik.

Midttrafiks bedste rute kåres en gang årligt, første gang i slutningen af 2011.

Incitament giver kontante fordele også for de positive chauffører Cirka 800 chauffører deltager i uddannelses- og bonusprojektet. 98 % af dem er tilfredse med efteruddannelsen, og langt de fleste synes, det er spændende at arbejde med mål inden for de områder, hvor de har direkte indflydelse.

– Vi er mange chauffører, som elsker at køre bus og at give kunderne en god betjening. Vi glæder os til at vise, at det betaler sig at satse på os, siger Evald Hansen, chauffør hos De Grønne Busser, rute 114 (Aarhus Hammel Viborg).

Et tidligere pilotforsøg viste, at ikke kun kundernes tilfredshed bliver bedre. Også chaufførerne blev mere tilfredse med deres job, og busselskabet fik kontante fordele som mindre sygefravær, færre skader og færre kundeklager.

2000 kunder fortalte hvad de mener om chaufførens service Midttrafiks kunder er vilde med at give deres input. I bonusrundens første uger har mere end 2.000 sendt deres meninger via sms og hjemmeside. Kunderne vægter bl.a., at chaufføren skal fokusere på at smile, skabe tryghed, være hjælpsom, være dygtig til sit job og sikre bus til tiden:

Jeg vælger smilet, fordi jeg sætter pris på at komme ind i en bus, hvor jeg kan mærke, at chaufføren er glad og giver sig tid til at sende et smil til passagererne og ønske dem en god dag. Dette smitter helt klart af på mig og betyder, at jeg også smiler til chaufføren.

Man kan slappe af, når man har fornemmelsen af, at chaufføren kører sikkert og godt og tager sig af passagererne.

God Tur giver input til nye kontraktformer
I dag afgør primært prisen, om et busselskab får kontrakt med Midttrafik. Trafikselskabet ønsker, at det i højere grad bliver evnen til at skaffe tilfredse kunder, der får betydning, så en del af kørslen kan udliciteres på incitamentskontrakter, fortæller Mette Julbo:

– Branchens fokus har primært været på transport fra a til b. Vores mål er at flytte fokus fra logistik til service. God Tur projektet demonstrerer, hvordan ledelse og chauffører let kan arbejde med kundetilfredshed, og er derfor med til at bane vejen for kontrakter, hvor busselskabet får bonus, når målene nås.

Fakta om Danmarks største uddannelses- og bonusprojekt

1000 chauffører har deltaget i en efteruddannelse, Fly High, med særligt fokus på service

7 selskaber og deres 800 chauffører deltager i bonusrunden God Tur

7 selskaber har sat mål for, hvordan de forbedrer kundetilfredsheden

Der måles på tre parametre: Chaufførens venlighed, information og kørsel

Når kundetilfredsheden forbedres med 3 % på alle tre parametre, får chaufførerne bonus

Den rute/det busselskab, som har den største stigning i kundetilfredsheden, er Midttrafiks bedste busselskab

Busselskaber som deltager i bonusrunden lige nu:

Busselskabet Aarhus Sporveje, alle ruter
De Grønne Busser, rute 114
Malling Turistbusser, rute 901x
Nettbuss, rute 113, 913x, 918x
Thykjær, ruterne 104, 105, 112, 116, 117, 205, 209
Nobina, rute 77
Pan Bus, ruterne 1, 2, 3, 4, 5, 60, 61, 62, 73, 960X

Læs mere her

Landsdækkende screening af sikrede overkørsler er færdig

Den landsdækkende screening af de sikrede overkørsler, som en task force under Banedanmarks ledelse har udført sammen med kommuner og lokalt politi, er nu færdig.

Formålet med screeningen var at identificere de sikrede overkørsler, hvor yderligere sikkerhedsmæssige tiltag kan overvejes særlig med fokus på de bløde trafikanter.

Screeningen har vist, at sikkerhedsniveauet i overkørslerne generelt er høj, og der er ikke under screeningen fundet overkørsler, der på væsentlige punkter skiller sig ud fra det generelle sikkerhedsniveau i sikrede overkørsler.

Screening viser, at de sikrede overkørsler generelt har en god sikkerhed, og at der i en række allerede sikrede overkørsler kan overvejes yderligere tiltag til at skærpe de bløde trafikanters opmærksomhed, fortæller områdechef i Banedanmark Jørgen Thomsen.

Vi fortsætter nu dialogen med kommunerne om det videre samarbejde og har sideløbende møder med bl.a. operatører og lokoførere, hvor vi får deres indspil.

Herefter forventes den endelige prioritering af, i hvilke sikrede overkørsler der vil blive iværksat yderligere tiltag, at ligge klar.

426 overkørsler er screenet
Task forcen har siden december 2010 screenet samtlige sikrede overkørsler på det statslige jernbanenet, hvor der i dag kører passagertog. Under screeningen har man i hver enkel overkørsel set på de forskellige forhindringer, der er for at sikre særligt de bløde trafikanter. Hvis der tidligere er sket hændelser i en overkørsel, er det indgået i task forcens screening. Generelt er der lagt vægt på overkørsler i områder med tæt bymæssig bebyggelse, hvor der samtidig er mange fodgængere, herunder nærheden til blandt andet skoler og andre uddannelsesinstitutioner.

Der er ikke to overkørsler, hvor forholdene er 100 procent ens. De steder, hvor vi vurderer, at der kan ske yderligere tiltag, kan det ske på flere måder. Fælles er, at det er et spørgsmål om at øge antallet af forhindringer og lave flere tiltag, der kan skærpe fodgængernes opmærksomhed, siger Jørgen Thomsen.

Task forcen har i alt gennemgået 426 sikrede overkørsler i 35 forskellige kommuner.

Opmærksomhed ved krydsning af overkørsler
Som led i task forcens arbejde er der videre blevet igangsat en undersøgelse af, hvilke tiltag der kan introduceres for at få bilister og andre vejtrafikanter til at være mere opmærksomme på overkørslerne. Dette arbejde fortsætter frem til udgangen 2013.

Banedanmark og operatørerne oplever desværre i stigende grad, at mange trafikanter prøver at passere en overkørsel, når advarselssignalerne lyder, og bommene er nede. Det kan eksempelvis være fodgængere, cyklister eller knallertkørere, der tager chancen og zigzagger sig gennem en overkørsel, hvor bommene er nede eller på vej ned.

“Vi kan ikke stærkt noget understrege, hvor vigtigt det er, at respektere bomme, signaler og klokker. Desværre oplever både Banedanmark og operatørerne alt for ofte, at der bliver taget farlige chancer,” slutter Jørgen Thomsen.

Læs mere her

Ny regeringsplan skaber job i den maritime sektor

Regeringen styrker jobskabelsen i den maritime sektor med nyt udspil , siger Dansk Metals formand i en kommentar til regeringens nye Vækstplan for Det Blå Danmark. Regeringen lægger sig meget tæt op af anbefalingerne fra vækstteamet og trykker på de rigtige knapper, mener Metal-formanden.

Regeringens nye Vækstplan for Det Blå Danmark vil være med til at øge beskæftigelsen i den maritime sektor væsentligt. Det vurderer Dansk Metals forbundsformand, Claus Jensen:

– Regeringen lægger sig meget tæt op ad de anbefalinger, vi gav fra Vækstteamet, som jo netop er et udtryk for erhvervets behov og ønsker. Det er de ting, der skal til for at kunne styrke jobskabelsen, siger Claus Jensen, der selv er medlem af regeringens vækstteam.

Han mener derfor også, at regeringen lægger op til at trykke på de rigtige knapper:

– Dygtige virksomheder og medarbejdere er fundamentet for, at vi har en maritim klynge i verdensklasse i Danmark. Det var konklusionen i vækstteamet, og regeringen tager tråden op for at gøre fundamentet endnu stærkere, mener Claus Jensen, der fremhæver udfordringen med at sikre kvalificeret arbejdskraft til branchen:

– Vækstteamets arbejde viste med al tydelighed, at mangel på arbejdskraft med de rette kompetencer er en barriere for vækst i den maritime sektor. Det gælder ikke mindst inden for offshore-branchen. Jeg er derfor meget tilfreds med, at regeringen lægger op til at styrke uddannelsesområdet på alle fronter, siger Claus Jensen.

Regeringen vil bredt forbedre rammebetingelserne, og bl.a. sætte fokus på at udnytte fordelene ved, at Danmark både er stærk på rederidriften og på udstyrssiden:

– Erhvervet har en stor liste af miljøkrav i vente, og de erhvervsmæssige muligheder har vi særdeles gode forudsætninger for at udnytte. Det glæder mig derfor også, at regeringen lægger op til at etablere et partnerskab omkring udvikling af nye miljø- og klimaløsninger, siger Claus Jensen, der også glæder sig over, at regeringen anerkender havnenes store betydning i at få Det Blå Danmark til at køre på skinner:

– En udviklet søfart muliggør en stærk erhvervsudvikling med potentiale for Danmark som produktionsland. Det kræver, at varer nemt og hurtigt kan transporteres til og fra transportcentre og virksomheder med lettilgængelige havne som effektiv drejeskive til at overføre gods mellem forskellige transportformer, siger han og fortsætter:

– Søfarten i Danmark kan forbedres betydeligt. Danmark har en lang kystgrænse og indre vandveje, som i høj grad kan bruges til indenrigs- og international transport. Vækst i de maritime erhverv, og en mere effektiv mobilitet via danske havne, bør sikres gennem en samlet national handlingsplan, og her er det nationale erhvervshavneråd et godt sted at starte de strategiske drøftelser, mener Metal-formanden.

Læs mere her

Ny handlingsplan for trafiksikkerhed præsenteres på Vejforum 2012

Vejforum 2012 afholdes i dagene 5. og 6. december med over 1000 deltagere. Færdselssikkerheds­kommissionen præsenterer ny handlingsplan på Vejforum, hvor også trængsel er eet af emnerne på de mange konferencer og workshops.

I 2007 fastlagde Trafiksikkerhedskommissionen et mål om, at antallet af trafikdræbte skulle reduceres til under 200 i 2012. Dengang blev det anset for et meget ambitiøst mål, for udgangspunktet i de år var omkring 300 trafikdræbte. Siden 2007 er antallet af trafikdræbte faldet betydeligt år for år og formentligt er det realistisk, at målet for 2012 nås. Antallet af trafikdræbte er under alle omstændigheder på det laveste niveau siden 1933 og meget langt fra rekordåret 1970, hvor 1208 mennesker blev dræbt i trafikken.
På Vejforum 2012 præsenteres nye målsætninger for trafiksikkerheden for de kommende år. Det sker, når formanden for Færdselssikkerheds­kommissionen, folketingsmedlem Karsten Nonbo, præsenterer kommissionens nye handlingsplan.

TRÆNGSEL – MELLEM NYE TRANSPORTFORMER OG MERE ASFALT
Og så er trængsel med næsten selvfølgelighed helt centralt placeret, når 1000 fagfolk, eksperter og beslutningstagere fra vejsektoren mødes i denne tid, således også på Vejforum 2012. Kan man bygge sig ud af trængslen med flere motorveje og smarte måder at regulere trafikken på eller skal vi alle sammen ændre adfærd, tage toget, cykle og fylde bilen op, når vi skal af sted på jobbet
Vejforum forsøger ved åbningsseancen at kigge ind i den trafikale fremtid med et bud fra fremtidsforsker Jesper Bo Jensen. Et andet bud på fremtiden kommer fra formanden for Trængselskommissionen, Leo Larsen. I dette tilfælde er fremtiden 2013, hvor Trængselskommissionen skal komme med sine anbefalinger.
Mens vi venter på trængselskommissionen holder vi debatten om trængsel i gang. Jeg synes særligt det er spændende, hvad vi kan gøre på kort sigt og hvordan vi kan få en effekt uden de store anlægsomkostninger. Der har jo været mange forslag fremme som handler om at udnytte de eksisterende vejanlæg bedre, koordinere lyskryds bedre, give plads til busser i eget spor og kørsel i nødsporene på motorvejene. Det bliver en spændende debat, siger formanden for Vejforum, Roland Rasmussen.
Formanden for Trængselskommission, Leo Larsen, møder de mange vejfolk ved Vejforums afslutningsdebat, der styres af journalist Søren Carlsen, kendt fra DR P1 Morgen.

FAKTA OM VEJFORUM
Vejforum 2012 afholdes i dagene 5. og 6. december på Hotel Nyborg Strand med over 1000 deltagere og et stort og varieret udbud af konferenceindlæg, udstillinger og workshops. Bag Vejforum står disse organisationer:
Asfaltindustrien
Byplan, Vej og Trafik, IDA
Foreningen af Rådgivende Ingeniører
Ingeniøruddannelsernes lærere i vej- og trafikfagene
Kommunalteknisk Chefforening
Kommunal Vejteknisk Forening
Teknik & Miljø (fagblad)
Trafik & Veje (fagblad)
Trafikgruppen på Aalborg Universitet
Vejdirektoratet
VEJ-EU

Læs mere her

Svært at rekruttere den rette lastvognsmekaniker

Truckcenter Padborg har i flere måneder annonceret efter en lastvognsmekaniker. Ifølge værkfører Kjeld Clausen er det alt andet end ligetil at finde den helt rigtige til jobbet.

Truckcenter Padborg blev grundlagt i 1985, og værkfører Kjeld Clausen har været med siden dengang. For nylig kunne endnu en medarbejder fejre 25 års jubilæum, og aldersmæssigt spænder personalet fra midten af tyverne til knap 50. Halvdelen af de ansatte har arbejdet på værkstedet i mere end 10 år.

Personalets lange anciennitet er selvfølgelig en fordel, når vi skal rekruttere, for den signalerer et godt arbejdsklima, siger Kjeld Clausen. Alligevel oplever han det som svært at finde den helt rigtige kandidat til den stilling, som truckcentret lige nu skal besætte.

En god mekaniker skal kunne arbejde selvstændigt og effektivt med strøm og motorer. Den kvalifikation vil jeg ikke gå på kompromis med. Af uddannelse skal den rigtige kandidat være enten lastvogns- eller busmekaniker.

Vigtigt med solid erfaring

I andre brancher hører man om hundredvis af ansøgere til ledige stillinger, men det modtager Kjeld Clausen langtfra til et job som lastvognsmekaniker i det sønderjyske. Der kommer ikke overvældende mange ansøgninger, og en stor del lever ikke op til vores grundlæggende krav. At være mekaniker her er et meget selvstændigt job, og derfor er det vigtigt med solid erfaring. Ellers bliver tidsforbruget for stort, og fejlprocenten for høj, og så kan vi ikke fastholde antallet af reklamationer på det nuværende lave niveau.

Desuden lægger værkføreren vægt på gode sprogkundskaber. Jobbet indebærer en del kommunikation med kunderne, så det er et krav, at man taler flydende dansk. Kan man begå sig på andre sprog, er det en ekstra fordel, da vi i kraft af vores beliggenhed ved grænsen også har mange udenlandske kunder, slutter værkføreren, der håber på at finde den helt rette mekaniker inden sommerferien.

Fakta:

Truckcenter Padborg A/S (tidl. Midtland Auto) er beliggende ved Shell på Transitvej i Padborg, hvor man reparerer og servicerer lastvogne af alle mærker samt sættevogne og busser. Centret er certificeret efter standarderne ISO 9001 og 14001 og er autoriseret serviceværksted for lastvognsmærket DAF. Desuden tilbydes montageopgaver samt døgnudkald med servicevogn i Sydjylland og Nordtyskland. Truckcenter Padborg indgår sammen med Truckcenter Midtjylland i en danskejet koncern, der totalt beskæftiger ca. 150 medarbejdere. www.truckcenterpadborg.dk

Billedtekster:

Foto 1: Værkfører Kjeld Clausen oplever det som svært at finde den helt rigtige kandidat til den stilling, som truckcentret lige nu skal besætte.

Foto 2: Ifølge Kjeld Clausen skal den rette kandidat kunne arbejde selvstændigt og effektivt med strøm og motorer samt af uddannelse være enten lastvogns- eller busmekaniker.

Foto 3: Truckcenter Padborg A/S, der er beliggende ved Shell på Transitvej i Padborg, reparerer og servicerer lastvogne af alle mærker samt sættevogne og busser.

Foto 4: At være mekaniker her er et meget selvstændigt job, og derfor er det vigtigt med solid erfaring, siger Kjeld Clausen.

Læs mere her

Dækpolitik kan spare vognmænd for millioner

Anders Nielsen & Co, der er markedsleder inden for containertransport, vil reducere den årlige CO2-udledning fra sine biler med 2.300 ton. Et af de væsentligste midler er en ny dækstrategi, der samtidig sparer virksomheden for millioner.

Med en flåde på 1.100 sættevogne og 500 tilknyttede lastbiler er Anders Nielsen & Co A/S blandt Nordeuropas absolut største aktører inden for containertransport. En proaktiv miljøstrategi muliggør betydelige reduktioner i både omkostninger og miljøbelastning. Vi arbejder over en bred front med at nedbringe vort CO2-udslip og opnå besparelser gennem bæredygtighed. Midlerne er bl.a. en ny bilflåde, chaufføruddannelse, biodiesel og kørselsplanlægning. Desuden satser vi på start-stop, fartbegrænsning og kørselsmonitorering i bilerne, forklarer miljøchef Mogens Røigaard.

Et af de væsentligste fokusområder er virksomhedens forbrug og håndtering af dæk. En gennemtænkt dækpolitik kan i sig selv give millionbesparelser, siger miljøchefen, der i samarbejde med leverandøren Euromaster har udformet en strategi på området og løbende tester nye dæktyper.
Vores målsætning er i løbet af en femårig periode at nedbringe den årlige CO2-udledning fra vore biler med 2.300 ton. Her spiller det en nøglerolle, at det sammen med Euromaster er lykkedes at opnå betydelige besparelser på brændstofforbruget.

For høj rullemodstand er dyrt

Lufttryk og dækvalg har stor betydning for brændstoføkonomien. Er rullemodstanden blot 6-7 pct. for høj, vil det typisk give en årlig merudgift på over 20.000 kr. pr. bil ved 120.000 kørte km, siger salgskonsulent Søren Brinck fra Euromaster, som har rådgivet Anders Nielsen & Co om forbedret dækøkonomi. Til lastvognenes forhjul er derfor valgt Michelin XZE2+, hvis merpris tjener sig hjem i kraft af lavere rullemodstand og længere levetid.

Mogens Røigaard fortæller, at Anders Nielsen & Co har opsat kompressorer og lufttrykstavler samt haft chaufførerne på kursus hos Euromaster, hvor der bl.a. blev fokuseret på korrekt lufttryk. Gennem systematisk dæktryksmåling vil vi sikre den bedste kombination af lavt brændstofforbrug og lang dæklevetid. Vi synliggør effekten af korrekt dæktryk overfor chaufførerne, der har mulighed for at kontrollere trailerne dagligt.

Regummierede dæk giver store gevinster

På lastvognenes bagaksler samt på alle sættevogne anvendes varmregummierede dæk af mærket Laurent, som også produceres af Michelin-koncernen. Moderne lastvognsdæks karkasser er bygget til at klare op mod en mio. km. Derfor kan de bedste dæk regummieres med en ny slidbane indtil flere gange. Hver gang Anders Nielsen & Co monterer 10 af den slags dæk på et vogntog, spares miljøet for en CO2-udledning på over 1,75 ton. Erfaringerne herfra viser, at de valgte dæktyper får pris, kvalitet, sikkerhed og bæredygtighed til at gå op i en højere enhed, lyder det fra Søren Brinck.

5 pct. lavere CO2-udslip

Anders Nielsen & Co har opnået tilfredsstillende resultater af sine miljøtiltag, både i form af omkostnings- og CO2-besparelser. Det er lykkedes at nedsætte CO2-udslippet pr. kørt km med 5 pct. Samtidig rummer det årlige brændstofforbrug på over 20 mio. liter potentiale for yderligere millionbesparelser. Vores totalkontrakt på dæk gør udgifterne forudsigelige og sikrer den lavest mulige pris pr. kørt km, slutter Mogens Røigaard.

Fakta:

Anders Nielsen & Co A/S er grundlagt i 1882 og transporterer containere og chassiser til og fra de vigtigste havne og terminaler i Danmark og Europa. Firmaet, der har afdelinger i København, Aarhus, Hamborg og Göteborg, råder over flere end 1.100 sættevogne samt en fast tilknyttet flåde på 500 lastbiler. www.ancotrans.dk

Euromaster Danmark A/S indgår i Euromaster-gruppen, som er europæisk markedsleder inden for dæk og dækserviceløsninger. Erhvervskunder tilbydes døgnservice med 2.800 servicevogne. I Danmark har Euromaster 43 servicecentre og ca. 210 ansatte. Nærmeste center anvises på tlf. 87 28 28 28 og på www.euromaster.dk.

Billedtekster:

Billede 1: Kombinationen af biobrændsel og en gennemtænkt dækpolitik giver store omkostnings- og milljøgevinster hos Anders Nielsen & Co.

Billede 2: Anders Nielsen & Co har i samarbejde med Euromaster udformet en dækstrategi og tester løbende nye typer.

Billede 3: Ifølge Euromaster får de valgte dæktyper pris, kvalitet, sikkerhed og bæredygtighed til at gå op i en højere enhed.

Billede 4: Lufttryk og dækvalg har stor betydning for brændstoføkonomien, og merprisen for kvalitetsdæk kan retfærdiggøres af lavere rullemodstand og længere levetid.

Billederne kan hentes i højopløselige versioner fra http://www.epicent.dk/ema.html.

Læs mere her