Dantra A/S køber U.L.R. Transport

Midtjyske Dantra A/S overtager den mangeårige kollega U.L.R. Transport i Snertinge. Med udgangspunkt i Køge skal opkøbet sammen med ny storkontrakt udgøre Dantras vækstplatform i Østdanmark.Dantra A/S, som er blandt Nordens største udbydere af tanklogistik, ekspanderer øst for Storebælt. Virksomheden kan nu offentliggøre købet af U.L.R. Transport, der med base i Snertinge tilbyder tanktransport af blandt andet kemikalier. Samtidig er indgået en kontrakt med Statoil, der med virkning fra 1. juli sikrer Dantra al brændstofkørsel til kædens sjællandske stationer.

Får domicil i Køge
Udgangspunktet for Dantras aktiviteter i Østdanmark bliver helt nye kontor-, værksteds- og chaufførfaciliteter ved Skandinavisk Transport Center i Køge.

– Vi ønsker at udvide og styrke vores platform på Sjælland, og med købet af U.L.R. Transport samt de nye faciliteter i Køge får vi et stærkt fundament for ekspansionen. U.L.R. Transport er en mangeårig kollega, og ligesom Dantra er U.L.R. en velkendt virksomhed med stor erfaring. Ikke mindst derfor er vi et godt match, siger Kenneth Jensen, der er administrerende direktør for Dantra A/S.

Stigende krav fører til konsolidering
Uffe Lønborg Rasmussen, der grundlagte U.L.R. Transport i 1984, lægger ikke skjul på, at dagens store krav til transportvirksomheder har fremskyndet hans planer om et generationsskifte.

– Både love, regler og kunder stiller større krav til transportfirmaer, ikke mindst inden for et nicheområde som vores. Det er klart, at behovene for godkendelser, certificeringer og kvalitetsstyring bidrager til konsolidering i branchen, og derfor var tiden moden til et generationsskifte, vurderer vognmanden.

Grundlægger og medarbejdere bliver
Alle medarbejdere i U.L.R. Transport fortsætter hos Dantra, og Uffe Rasmussen selv får en rolle som driftsleder på Sjælland. Med salget til Dantra lægger han vægt på at sikre ordentlige forhold for både medarbejdere og kunder.

– Det har været væsentligt for mig, at medarbejderne beholder deres jobs, og at kunderne fortsat får en god service og kvalitet. Vores forretning bliver et led i Dantras fortsatte ekspansion, og købet giver kunderne nye muligheder. Dantra er en veletableret virksomhed, som tilbyder en meget bred vifte af serviceydelser, fastslår Uffe Rasmussen.

Dantra er med sine over 110 vogntog blandt Nordeuropas førende udbydere af tanklogistik. Koncernen, der er grundlagt i 1920, består af transportvirksomhederne Dantra A/S (Danmark), Dantra AB (Sverige) og DT Transport Baltic UAB (Litauen). Dantra beskæftiger totalt cirka 180 medarbejdere og har hovedkontor i Hjøllund.

Læs mere her

Transportmesse sætter ny besøgsrekord

8663 besøgte transportmessen Vestfyn Trækker 2014 i Ejby. Den nye Fiat Ducato løb med titlen som Årets Varebil, modellen Lærke fik to gange dekoreret sin afklædte krop med lastbilmotiv, og Johnny Jensen blev kåret til Danmarks bedste kranfører. Vejrguderne tilsmilede årets største transportmesse, Vestfyn Trækker 2014, der blev afholdt ved Fynske Motorvej i weekenden fra den 23. til 25. maj. Efter et regulært skybrud, kort før det lokale folketingsmedlem Lars Chr. Lilleholt (V) åbnede udstillingen, holdt det tørvejr det meste af weekenden med en del sol og temperaturer omkring 20 grader. 8663 besøgte messen, hvilket er det højeste tal i udstillingens historie – et hestehoved foran den hidtidige rekord, 8491, fra 2010. – Vi er meget tilfredse og glade for, at mange anser årets messe for den hidtil bedste, siger arrangøren, adm. direktør Per Mikkelsen fra VBG Group Sales A/S.

I åbningstalen fremlagde Lilleholt forslag til forbedring af transportbranchens rammevilkår. – Vejtransport er afgørende for vores samfund. Derfor skal der investeres mere i vejnettet. Venstre vil åbne op for modulvogntog på alle statsveje og bremse yderligere liberalisering af cabotage, ligesom vi støtter vægtforøgelse for syvakslede lastbiler til 56 tons. Vi vil ikke se passivt til, mens vognmændene bliver udkonkurreret af østeuropæere på ulige vilkår, fastslog folketingsmedlemmet.

Ducato og Johnny blev danmarksmestre
Efter talen kårede Lilleholt sammen med Motorjournalisternes Klub Danmark (MKD) Fiat Ducato til Årets Varebil 2014. Med messearealet som udgangspunkt har juryen testet 12 varevognsnyheder, og ud over sejrherren var Citroën C4 Picasso, Mercedes Sprinter og to varianter af Ford Transit kåret til finalister. – Ducatoen vandt, fordi prisen er lav sammenlignet med konkurrenterne, og fordi bilen byder på gedigen samlekvalitet og en god køreoplevelse, siger juryformand Carsten Teiner.

På SAWO’s stand blev en anden danmarksmester fundet, da nordsjællænderen Johnny Jensen vandt den indledende runde af HIAB’s jagt på verdens bedste kranfører. På blot to minutter og 43 sekunder gennemløb han forhindringsbanen – forbi de opstillede dunke, under en bom og ned i en tønde. Den 41-årige chauffør repræsenterer derfor Danmark, når den internationale vinder skal findes. – Andre erfarne kranførere brugte fem til syv minutter. Især vanddunkene gav udfordringer. Men Johnny er tæt på HIAB’s referencetid, 2:27, fortæller Vivian Knudsen, marketingansvarlig hos SAWO.

Maleri fra Volvo til kvindekrop
På Bridgestones stand tog den amerikanske kunstner Ray Hill opstilling ved siden af en farverig lastbil, som det har taget ham to måneder at dekorere i fri hånd og uden nogen form for skitse. Efter nogen overvejelse takkede maleren ja til en utraditionel udfordring fra dækfirmaets salgs- og marketingchef – nemlig at spraymale samme motiv på modellen Lærke. Kun iført trusser lagde hun velvilligt krop til eksperimentet både fredag og lørdag, og begge gange blev resultatet fint.

– Jeg har aldrig malet på et menneske før, men jeg bruger præcis samme airbrush på Lærkes krop, som jeg lavede en stor del af lastvognen med, afslørede en koncentreret Ray Hill midt i arbejdet.

Arrangør: Branchen gør det godt
Da Per Mikkelsen fra VBG bød velkommen til Vestfyn Trækker 2014, roste han transportbranchen for fremsynethed og evnen til at klare sig igennem en hård tid. – Jeg er stolt over at være del af en sektor, som til trods for svære forhold formår at stå sammen og løfte i flok, og hvor man tænker kreativt for at blive stadig mere konkurrencedygtig. Det er også i kraft af de egenskaber, Vestfyn Trækker bliver større og større for hver gang, lød det fra direktøren.

Mikkelsen opfordrede samtidig landets vognopbyggere til at danne en bred sammenslutning, som favner hele branchen og kan opnå politisk indflydelse. – Vores nabolande er nået langt med at implementere EU-kravene til helbilsgodkendelse, men herhjemme halter vi bagefter. Danske biler, der ikke lever op til kravene, taber værdi og bliver svære at sælge. Alt for få tænker i helbilsgodkendelse, og det havde vi undgået med en velfungerede brancheforening, fastslår han.

Fakta
Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er årets største transportudstilling. På messen, der blev afholdt fra 23. til 25. maj, kunne man møde 150 udstillere – herunder en lang række bilimportører, vognopbyggere og forhandlere af øvrigt transportmateriel. Desuden deltog mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt brancheorganisationer og fagmedier. Messearealet var i år udvidet til 55.000 m2. www.vestfyntraekker.dk

Læs mere her

Kendt politiker og MCH-direktør åbner årets største transportmesse

De sidste forberedelser gøres lige nu til Vestfyn Trækker 2014, der åbnes af MF Lars Chr. Lilleholt (V) samt Georg Sørensen fra MCH. Der forventes et kæmperykind i Ejby fra den 23. til 25. maj, hvor de mange nye tiltag ventes at blive positivt modtaget. Vestfyn Trækker bliver både større og mere alsidig, når den udendørs transportudstilling afholdes igen fra den 23. til 25. maj. Arealet er større end nogensinde, og messen har fået en langt bredere målgruppe end blot vejtransportbranchen, da der medvirker mange udstillere inden for bl.a. varevogne og intern transport. For at illustrere den øgede tyngde og bredde er åbningsarrangementet den 23. maj kl. 10 tilrettelagt i flere trin. Det starter med, at arrangør Per Mikkelsen, direktør i VBG Group Sales, byder velkommen. Så holder adm. direktør Georg Sørensen fra MCH Messecenter Herning samt MF Lars Chr. Lilleholt (V) hver en åbningstale, hvorefter Årets Varebil 2014 afsløres sammen med Motorjournalisternes Klub Danmark. Endelig besøger gruppen nogle af de mange udstillere, der fremviser spændende nyheder på messen.

– Godt nok er transportbranchen skrumpet, men den er også blevet stærkere, og for vognmænd, opbyggere og chauffører bliver der flere spændende ting at se på end nogensinde før. Et godt eksempel er nye løsninger til helbilsgodkendelse, der kan gøre det nemmere for den danske opbyggerbranche at eksportere sine produkter. Samtidig regner vi også med en del besøgende fra byggeri, håndværk og industri, der vil se nærmere på de udstillede nyheder inden for bl.a. varevogne og gaffeltrucks. Alt i alt er det derfor ikke urealistisk med et besøgstal på det vanlige niveau. Hvis altså vejret holder, understreger Per Mikkelsen, der forventer ’et sted mellem 6.000 og 10.000 besøgende’. – Vi regner med, at de mange nye tiltag bliver godt modtaget og i sig selv tiltrækker mange interesserede, tilføjer han.

Lilleholt: Øg investeringerne i vejnettet
Traditionen tro er en prominent politiker med transportbranchen som arbejdsområde også i år med til at åbne Vestfyn Trækker. De foregående messer blev gæstet af Bendt Bendtsen og Kristian Pihl Lorentzen, og i år er turen altså kommet til Venstres Lars Chr. Lilleholt, der ud over at være klima- og energiordfører også er medlem af Transportudvalget og bestyrelsesmedlem i partiets folketingsgruppe. I sin åbningstale kommer Lilleholt ind på, hvordan Venstre vil øge statens vejinvesteringer og arbejde for at forbedre transportbranchens rammevilkår.

– Vi er nødt til at anerkende, at vejene er helt afgørende for samfundsøkonomien, og at vejnettet ikke prioriteres tilstrækkelig højt. Det vil vi rette op på ved at fremskynde brugen af de midler, der allerede er sat af, og ved at øge investeringerne fremadrettet. Desuden står det højt på vores ønskeliste at opgradere alle statslige veje til kørsel med modulvogntog, siger folketingsmedlemmet.

Fakta
Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er årets største transportudstilling. På messen, der i år afholdes fra 23. til 25. maj, kan man møde 150 udstillere – herunder en lang række bilimportører, opbyggere og forhandlere af øvrigt transportmateriel. Desuden deltager mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt brancheorganisationer og fagmedier. Messearealet er i år udvidet til 55.000 m2.

Læs mere her

Lastbil sidder fast under lav bro

Denne overskrift var igen i medierne mandag (red. 29 sep.), denne gang med en bro ved Snohøj i Fredericia, hvor en chauffør kørte ind i den lave bro med et 40 tons vogntog. Med Map&Guide software til ruteplanlægning og navigation er informationer om brohøjder, tunneler og lignende data indbygget i kortet. Dermed mindskes risikoen for påkørsler som den i Snohøj.

Map&Guide software til ruteplanlægning og navigation har i dag integreret data i kortet, der hjælper vognmanden eller speditøren til at beregne den optimale rute for et vogntog. Dette kan være kritiske data, som højde på broer og tunneller, eller praktiske oplysninger om veje spærret for biler over 3.500 kg. Integration af disse data i planlægningen er nødvendig for at kunne foretage en optimal ruteberegning. Samtidig vil korrekt navigation, i forhold til bilens størrelse, være et væsentligt element i forebyggelsen af ulykker. Med korrekt lastbil navigation rutes de store vogntog, hvis muligt, uden om byer, herunder villa– og skoleveje samt lave broer. Dermed mindskes risikoen for svingulykkker såvel som risikoen for påkørsel af lave broer.

Thue Madsen:
"Software og elektronisk udstyr i bilerne kan være en stor hjælp for chaufføren i sit daglige arbejde. Det må selvfølgelig aldrig fjerne chaufførens opmærksomhed fra trafikken, men navigationssystemer er en stor lettelse for chauffører der ikke er kendt i et område. Vi ser dog ofte at lastbiler benytter navigationssystemer der ikke er konfigureret med lastbilens dimensioner men er beregnet til almindelige personbiler. Et navigationssystem til lastbiler inddrager i langt højere grad de større veje og med den nye Map&Guide Truck Navigator inddrages langt flere oplysninger i navigationen, bl.a. data om brohøjder."

Map&Guide Truck Navigator samt ruteplanlægningssoftware fra Map&Guide har i dag integreret data om brohøjder, tunneler, farligt gods og veje spærret for lastbiler i kortene over Tyskland, England og Frankrig. Data for Skandinavien, herunder Danmark, vil være færdig integreret i 2009.
 

Læs mere her

Vær opmærksom på færgereglen

Mols-Liniens løbende markedsundersøgelser viser, at ikke alle transportfirmaerne er helt på det rene med de gældende regler for køre- og hviletider. Hvis man kører i lastbil eller bus, som skal transporteres med færge, må man afbryde en regulær daglig hviletid to gange – fx i forbindelse med ombord- eller ilandkørsel fra færgen. Færgetransport er derfor en optimal måde at kombinere arbejdstid og hviletid på. Dog må afbrydelserne i alt ikke va-re over 1 time, og chaufføren skal have adgang til køje eller liggeplads, mens færgen sejler.

Valg af færgetransport af lastbiler og busser har altid været en fordelagtig faktor i transportbran-chens planlægning af logistik og drift i dagligdagen. Men med de gældende regler for køre- og hvi-letid er Mols-Liniens færger mellem Kalundborg og Århus en endnu mere vigtig del af infra-strukturen i Danmark, når transportvirksomhederne skal planlægge deres ruter mellem lands-delene. For vælger man en rute med et ophold på en færge, er det nemt at sikre, at chaufførerne kan overholde de obligatoriske regler for køre- og hviletider – uden at miste kostbar arbejdstid.

Færgereglen er simpelthen alle tiders bedste tilbud til vognmænd og chauffører, som vil plan-lægge og afvikle den daglige køre/hviletid uden at komme i konflikt med loven. Mange af vores kunder udnytter allerede disse fordele, men en del er endnu ikke opmærksomme på muligheden for, at chaufføren kan afvikle den ene del af den obligatoriske hviletid ombord på færgerne mellem Kalundborg og Århus, når de skal krydse landsdelene. Derfor bruger vi i rederiet mange kræfter på at oplyse transportfirmaerne om færgereglen , siger kommunikationschef Christian Hingelberg fra Mols-Linien.

Afbrydelserne i hviletiden ved ombord- og frakørsel må efter de gældende regler kun vare 1 time, og det er slet ikke noget problem hos Mols-Linien.

Indretningen af hele vores havnelogistik i både Kalundborg og Århus betyder, at det kun tager ganske få minutter at komme ind eller ud af færgen for de selvkørende vogntog og busser. Her-efter kan chaufføren sove videre – enten under den 2½ time lange overfart eller til hviletidens en-de, når lastbilen er placeret på land igen i ankomsthavnen. Det kan simpelt hen ikke være mere enkelt og bekvemt. Derfor vil vi i rederiet meget gerne fortælle transportvirksomhederne og deres chauffører om færgereglen . For til syvende og sidst handler det jo om, at vognmænd og chauf-fører – ved at vælge færgerne – kan slippe for de ellers mange vanskeligheder med at overholde køre/hviletiderne og de hårde bødestraffe for at overtræde reglerne, siger Christian Hingelberg.

Yderligere oplysninger
www.politi.dk kan I finde mere information om de gældende færgeregler ved at skrive færge-regel i søgefeltet.

Læs mere her

Toppolitikeres trafikdiskussion ryger live på nettet

Rundbordsdiskussion mellem folketingets trafikordførere vil for første gang blive udsendt live via internettet, når der mandag og tirsdag i den kommende uge for 17. gang afholdes Trafikdage på Aalborg Universitet.

Konferencen indledes med den traditionelle rundbordsdiskussion mellem folketingets trafikordførere den 23. august kl. 9.30. Adgang til at følge live-streamingen af åbningssessionen sker fra Trafikdagenes hjemmeside på www.trafikdage.dk.

De fire deltagende folketingspolitikere er formanden for folketingets trafikudvalg Flemming Damgaard Larsen (V) og Kim Christiansen (DF), som vil repræsentere blå stue, samt Magnus Heunicke (S) og Anne Baastrup (SF), som vil repræsentere rød stue. Emnerne, som de fire politikere skal diskutere, er udvalgt blandt forslag indsendt af Trafikdagenes deltagere, og de bliver præsenteret for politikerne af indsenderne. Følgende emner skal diskuteres:

Visionen om et sammenhængende Danmark en fast Kattegatforbindelse, v/Jens Kampmann, formand for Kattegatkomitéen.
Indikatorer som politisk styringsværktøj: – Vil I Kan I Tør I v/Henrik Gudmundsson, DTU Transport.
Hvor stor en hammer vil politikerne tage i anvendelse for at få Danmark tilbage i trafiksikkerhedens europæiske 1. division v/Sven Krarup Nielsen, Formand for Havarikommissionen for Vejtrafikulykker.
I trafikforliget er det aftalt, at vi skal have GPS baserede kørselsafgifter, men hvordan skal taksstrukturen se ud, hvem fastsætter den og hvem skal have provenuet v/Harry Lahrmann, Trafikforskningsgruppen, AAU.
Hvad er bussernes rolle i opfyldelsen af ambitionen om, at den kollektive trafik skal løfte det meste af fremtidens vækst i trafikken v/Christian Roslev, direktør Nordjyllands Trafikselskab.

Rundbordsdiskussionen vil blive styret af direktør Susanne Krawack, Trekantområdet Danmark.

De spændende og udfordrende oplæg garanterer en levende debat, som lægger op til de mange faglige indlæg, der præsenteres mandag eftermiddag og hele tirsdagen. Der vil blive præsenteret i alt ca. 75 papers og afholdt 13 Workshops/Special Sessions, og der bliver rig lejlighed til også at høre om andre trafik- og transportemner. Eksempler herpå er:

Havarikommissionen for Vejtrafikulykker vil forelægge resultaterne af deres dybdeanalyse af 41 alvorlige motorcykelulykker.
Movia vil fortælle om, hvordan højklassede bussystemer kan bidrage til den positive spiral indenfor den kollektive trafik.
Odense kommune vil præsentere deres El-cykel kampagne.
DTU Transport vil diskutere, hvad vi kan lære af Sverige og Norge indenfor området målstyret transportplanlægning.
Mobilitetsgruppen på AAU vil fortælle om vidensfiltrering og magt i beslutningsprocessen omkring den 3. Limfjordsforbindelse med udgangspunkt i anvendelse af trafikmodeller.
Region Nordjylland vil fortælle om jernbaneinfrastrukturen nord for Århus.
En workshop vil diskutere forsøget med modulvogntog.
En anden workshop vil diskutere om busbetjeningen er blevet forringet efter strukturreformen.
På en special session vil de nuværende barrierer for udbredelse af elbiler blive præsenteret.

http://www.trafikdage.dk/program/Program_netudgave_2010.pdf kan et samlet program for trafikdagene ses, og i programmet er der link til artikler om de enkelte indlæg.

Praktisk information
Arrangørerne bag Trafikdage er Trafikforskningsgruppen ved Aalborg Universitet.

Konferencen starter mandag d. 23. august kl. 9.30 i Auditorium B, Bertil Ohlins Vej. Pressen er naturligvis velkommen og deltager gratis. Vi kan varmt anbefale, at pressen deltager i hele konferencen, snuser rundt blandt de mange foredrag, får en snak med fagfolkene eller trafikordførerne og andre medlemmer af folketingets trafikudvalg, hvoraf en del deltager i hele konferencen der er her, de gode historier dukker op. Ønsker pressen at deltage ud over indledningssessionen, ser vi gerne, at man tilmelder sig konferencen

Læs mere her

Regeringen vil hæve hastighedsgrænsen for busser fra 80 til 100 km/t på motorveje

Fremover skal busser, som opfylder en række særlige betingelser til sikkerhed og indretning (Tempo 100-busser), have lov at køre med 100 km/t mod i dag 80 km/t. Det mener justitsminister Morten Bødskov og transportminister Henrik Dam Kristensen.

Justitsminister Morten Bødskov har derfor sendt et lovudkast om Tempo 100-busser i høring. Med lovforslaget imødekommer regeringen et ønske fra busvognmændenes brancheforening.

Justitsminister Morten Bødskov siger:

Vi skal løbende overveje, om vores hastighedsgrænser er tidssvarende. Men det skal selvfølgelig altid være sådan, at hensynet til færdselssikkerheden vægtes højt. Det er det afgørende for mig.

I de senere år er det blevet mere sikkert at færdes på de danske veje. Samtidig er busserne blevet mere moderne og langt bedre udstyret.

Derfor finder vi i Justitsministeriet og Transportministeriet det helt forsvarligt at hæve hastighedsgrænsen til 100 km/t for Tempo 100-busser. Herved lægger vi os på niveau med den hastighedsgrænse, der gælder i de fleste andre EU-lande.

Transportminister Henrik Dam Kristensen siger:

Jeg er glad for, at vi med det lovforslag, der nu er sendt i høring, kan imødekomme et ønske fra branchen om at hæve hastighedsgrænsen for busser på motorvej til 100 km/t, sådan som tilfældet også er i de fleste andre EU-lande.

Jeg lægger stor vægt på, at indførelse af regler om Tempo 100-busser vil kunne være med til at forbedre buspassagerers mobilitet og styrke busselskabers konkurrenceevne i forhold til andre transportformer. Desuden vil danske busvognmænd blive stillet lige med busvognmænd i andre EU-lande i forhold til investering i busser, der opfylder kravene til Tempo 100-kørsel. Danske busvognmænd vil således fremover også vil kunne anvende Tempo 100-busser til kørsel med 100 km/t på motorvej på hjemmemarkedet – altså i Danmark.

I dag må hastigheden for busser, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg, ikke overstige 80 km/t. Dette gælder også på motorvej. I de fleste andre EU-lande gælder der i dag en hastighedsgrænse på 100 km/t for busser.

Danske Busvognmænd har derfor tidligere fremsat et ønske om, at det også bliver muligt for busser at køre 100 km/t på danske motorveje.

Justitsministeriet og Transportministeriet har vurderet, at dette ønske fra branchen bør imødekommes, hvis busserne opfylder nogle særlige betingelser til indretning og udstyr. Transportministeren vil efter tysk forbillede fastsætte disse betingelser.

Baggrund

Det lovudkast, der nu er sendt i høring, skal skabe grundlag for, at busser kan køre med op til 100 km/t på motorvej (mod 80 km/t i dag), hvis bussen opfylder en række betingelser for indretning og sikkerhed mv.

Det er i færdselslovens § 42, stk. 2, fastsat, at hastigheden på motorvej ikke må overstige 130 km/t. I færdselslovens § 42, stk. 5, er det fastsat, at der dog for en vejstrækning, hvor det ikke vil være forsvarligt eller ønskeligt at tillade kørsel med hastigheder svarende til den generelle hastighedsgrænse, kan fastsættes en lavere grænse. En sådan lavere hastighedsgrænse vil være angivet med skilte.

I færdselslovens § 43, stk. 1, er det fastsat, at for busser, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg, må hastigheden dog uanset § 42 aldrig overstige 80 km/t. Denne hastighedsgrænse gælder også på motorvej.

En tilsvarende hastighedsgrænse på 80 km/t på motorvej gælder for bl.a. biler, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg (lastbiler), visse vogntog, påhængskøretøjer samt biler med tilkoblet campingvogn mv.

Udviklingen i de senere år er gået i retning af et højere færdselsmæssigt sikkerhedsniveau, når det gælder indretningen af busser. En moderne bus er således typisk udstyret med en lang række sikkerhedsforanstaltninger, såsom antiblokeringssystem (ABS), der modvirker udskridning, elektronisk stabilitetssystem (EPS), der øger bussens stabilitet, friktionsbremser, laserafstandsmåler, automatisk nedbremsningssystem og sporassistent.

I Tyskland er der indført en hastighedsgrænse for busser på 100 km/t ved kørsel på motorvej, hvis bussen lever op til en lang række krav til sikkerhedsudstyr mv. (Tempo 100-busser). Tilsvarende hastighedsgrænse gælder i de fleste andre EU-lande.

Kørsel med op til 100 km/t vil forudsætte, at bussen er særskilt godkendt hertil, hvilket kræver, at bussen opfylder en række tekniske forskrifter til sikkerhed, indretning, udformning mv., som fastsættes af Transportmini-steriet. Fastsættelsen af disse forskrifter vil basere sig på de krav, der gælder for godkendelse af Tempo 100-busser i den tyske delstat Schleswig-Holstein, hvor man pr. 8. december 2007 valgte, at Tempo 100-godkendte busser som udgangspunkt skulle opfylde de tekniske krav i direktiv 2001/85/EF (busdirektivet).

Justitsministeriet og Transportministeriet har vurderet, at den foreslåede nye hastighedsgrænse på 100 km/t af færdselssikkerhedsmæssige grunde ikke også bør gælde for bl.a. biler med tilkoblet campingvogn mv.

Lovudkastet indeholder i øvrigt også et forslag til en ændring, som har til formål at ligestille civile prøvesagkyndige i politiet med ledende køre-dommere i forsvaret, når det gælder muligheden for at få en kørelærergodkendelse fornyet

Yderligere oplysninger

Kommunikationschef Emil Melchior, telefon 4037 6737

Læs mere her

Lettere dæk gavner både bundlinje og miljø

6 kilo kan gøre en stor forskel for vognmandens økonomi og for miljøet. Continentals dæk til lastvogne og trailere (HTR2) vejer 6 kilo mindre end andet anderkendt mærke i markedet. Umiddelbart måske ikke en stor forskel. Men ganges det op med antal aksler, antal biler og antal ture, er det ret mange kilo, der spares.

Tom Villadsen, distriktschef hos Continental Dæk Danmark A/S, har regnet på, hvad de lettere dæk kan betyde for et vognmandsfirma med ti biler. Den vægt, der spares, kan enten bruges til at øge lasten og dermed reducere omkostningen pr. enhed på ladet eller til at mindske forbruget af diesel.

Eksempelvis kan der med Continental-dækkene spares 62 kilo på et lastvognstræk. Er det ude at køre 300 dage om året, kan det omregnes til 18,6 tons sparet pr. år for hvert vogntog. For et firma med ti vogntog løber det altså op i 186 tons , bemærker Tom Villadsen.

Han har i sit eksempel taget udgangspunkt i et vogntog med 2-akslet trækker og 3-akslet sættevogn. Der er tale om tre forskellige typer dæk, men på de seks trailerdæk kan spares i alt 36 kilo, de fire trækdæk vejer 16 kilo mindre, mens vægtbesparelsen på de to styrdæk vil være 10 kilo. I alt 62 kilo for et vogntog.

Med ti vogntog og 300 dage på landevejene giver de lettere dæk altså mulighed for at have 186 tons mere med om året og dermed øge sin indtjening. Eller vognmanden kan opnå en stor besparelse på brændstof og ikke mindst reduceret udledning af CO2 ved at fjerne de mange kilo unødig mervægt , påpeger Tom Villadsen.

Han tilføjer, at dækkene har meget stor betydning for driftsøkonomien. Kører et vogntog for eksempel med 10 % for lidt luft i dækkene, vil det øge rullemodstanden med ca. 3 % og dermed også større forbrug af brændstof og mere udledning af CO2.

Tom Villadsen: Mellem 35 og 60 % af brændstofforbruget kan tilskrives rullemodstand. Rullemodstand er altså et vigtigt udgangspunkt, hvis man vil spare den dyre diesel. Derfor er det første råd at vælge dæk, der er udviklet med lav rullemodstand. Dernæst skal man jævnligt tjekke dæktrykket i hele vognparken. Hastigheden er også et vigtigt parameter, da rullemodstanden øges uforholdsmæssigt meget, når farten sættes op. Endelig har dækkenes stilling stor betydning for rullemodstanden, så skråstilling bør undgås.

Foruden dækkene har faktorer som kørestil, brug af klimaanlæg og korrekt justering af motoren betydning for forbruget af brændstof.

Fakta:
Continental Dæk Danmark A/S forhandler dæk til personvogne, lastvogne, varevogne og industrien.
Continental-koncernen producerer bl.a. bremsesystemer, systemer og komponenter til motorer og chassiser, elektronik til køretøjer samt dæk. Continental bidrager til øget køresikkerhed og global klimabeskyttelse.
Koncernen havde i 2011 en omsætning på 30,5 mia. Euro (heraf 8,8 mia. Euro i dækdivisionen) og er til stede i 46 lande med ca. 170.000 medarbejdere (heraf mere end 41.000 i dækdivisionen).
Dækdivisionen er officiel sponsor for 2014 FIFA World Cup i Brasilien og UEFA EURO 2016 i Frankrig.
Læs mere på www.conti.dk, www.conti-truck-tires.com/dk og www.ContiSoccerWorld.de
Media Database: www.mediacenter.continental-corporation.com
ntiSoccerWorld.de
Media Database: www.mediacenter.continental-corporation.com

Læs mere her

En bred indsats for et grønnere transportsystem

Arbejdet for et grønnere transportsystem kræver en vedvarende og fokuseret indsats. Transportministeriet præsenterer her et samlet oplæg om det intensive arbejde for et grønnere transportsystem, som samtidig er en katalysator for samfundets videre muligheder for vækst og mobilitet.

Danmark har et godt transportsystem – ikke mindst godt hjulpet af de store investeringer, der løbende er vedtaget. En lang række konkrete initiativer er sat i gang – udbygning af infrastrukturen, hvor der satses betydeligt på den kollektive trafik, bedre veje, der fremmer en smidig trafikafvikling, styrket sammenhæng mellem vej, bane, søtransport og luftfart på tværs af landet, mere cyklisme og støtte til mere effektive transportformer og nye teknologier, f.eks. højere akseltryk og vægt for tunge køretøjer, modulvogntog, el- og brintbiler.

Teknologisk skal der satses bredt og transporten skal fremover være baseret på en mangfoldighed af biler på traditionelle brændstoffer, der kører længere på literen, el-biler, hvor de giver mening for den enkelte bruger, busser på biogas kombineret med god kollektiv trafik, udnyttelse af intelligente transportsystemer og meget mere.

Transportminister Hans Christian Schmidt udtaler i den anledning:

– Som transportminister er jeg glad for, at der her præsenteres et grønnere transportsystem som forener vækst og udvikling med et bedre miljø.

– Vigtigst af alt præsenteres her et transportsystem med forsat høj mobilitet og god fremkommelighed. Vejen frem er ikke at forhindre den nødvendige mobilitet tværtimod. Der må klogere løsninger til. Fremtidens grønne løsning skal findes i en kombination af mange instrumenter og flere forskellige teknologier frem for at tro, at én løsning passer det hele.

– Samtidig skal vi se et grønnere transportsystem som nøgleordet til at udnytte de erhvervsmæssige kompetencer, som vi har indenfor transport bredt. Det handler om vækst og arbejdspladser i samfundet.

Læs mere her

Dækpolitik kan spare vognmænd for millioner

Anders Nielsen & Co, der er markedsleder inden for containertransport, vil reducere den årlige CO2-udledning fra sine biler med 2.300 ton. Et af de væsentligste midler er en ny dækstrategi, der samtidig sparer virksomheden for millioner.

Med en flåde på 1.100 sættevogne og 500 tilknyttede lastbiler er Anders Nielsen & Co A/S blandt Nordeuropas absolut største aktører inden for containertransport. En proaktiv miljøstrategi muliggør betydelige reduktioner i både omkostninger og miljøbelastning. Vi arbejder over en bred front med at nedbringe vort CO2-udslip og opnå besparelser gennem bæredygtighed. Midlerne er bl.a. en ny bilflåde, chaufføruddannelse, biodiesel og kørselsplanlægning. Desuden satser vi på start-stop, fartbegrænsning og kørselsmonitorering i bilerne, forklarer miljøchef Mogens Røigaard.

Et af de væsentligste fokusområder er virksomhedens forbrug og håndtering af dæk. En gennemtænkt dækpolitik kan i sig selv give millionbesparelser, siger miljøchefen, der i samarbejde med leverandøren Euromaster har udformet en strategi på området og løbende tester nye dæktyper.
Vores målsætning er i løbet af en femårig periode at nedbringe den årlige CO2-udledning fra vore biler med 2.300 ton. Her spiller det en nøglerolle, at det sammen med Euromaster er lykkedes at opnå betydelige besparelser på brændstofforbruget.

For høj rullemodstand er dyrt

Lufttryk og dækvalg har stor betydning for brændstoføkonomien. Er rullemodstanden blot 6-7 pct. for høj, vil det typisk give en årlig merudgift på over 20.000 kr. pr. bil ved 120.000 kørte km, siger salgskonsulent Søren Brinck fra Euromaster, som har rådgivet Anders Nielsen & Co om forbedret dækøkonomi. Til lastvognenes forhjul er derfor valgt Michelin XZE2+, hvis merpris tjener sig hjem i kraft af lavere rullemodstand og længere levetid.

Mogens Røigaard fortæller, at Anders Nielsen & Co har opsat kompressorer og lufttrykstavler samt haft chaufførerne på kursus hos Euromaster, hvor der bl.a. blev fokuseret på korrekt lufttryk. Gennem systematisk dæktryksmåling vil vi sikre den bedste kombination af lavt brændstofforbrug og lang dæklevetid. Vi synliggør effekten af korrekt dæktryk overfor chaufførerne, der har mulighed for at kontrollere trailerne dagligt.

Regummierede dæk giver store gevinster

På lastvognenes bagaksler samt på alle sættevogne anvendes varmregummierede dæk af mærket Laurent, som også produceres af Michelin-koncernen. Moderne lastvognsdæks karkasser er bygget til at klare op mod en mio. km. Derfor kan de bedste dæk regummieres med en ny slidbane indtil flere gange. Hver gang Anders Nielsen & Co monterer 10 af den slags dæk på et vogntog, spares miljøet for en CO2-udledning på over 1,75 ton. Erfaringerne herfra viser, at de valgte dæktyper får pris, kvalitet, sikkerhed og bæredygtighed til at gå op i en højere enhed, lyder det fra Søren Brinck.

5 pct. lavere CO2-udslip

Anders Nielsen & Co har opnået tilfredsstillende resultater af sine miljøtiltag, både i form af omkostnings- og CO2-besparelser. Det er lykkedes at nedsætte CO2-udslippet pr. kørt km med 5 pct. Samtidig rummer det årlige brændstofforbrug på over 20 mio. liter potentiale for yderligere millionbesparelser. Vores totalkontrakt på dæk gør udgifterne forudsigelige og sikrer den lavest mulige pris pr. kørt km, slutter Mogens Røigaard.

Fakta:

Anders Nielsen & Co A/S er grundlagt i 1882 og transporterer containere og chassiser til og fra de vigtigste havne og terminaler i Danmark og Europa. Firmaet, der har afdelinger i København, Aarhus, Hamborg og Göteborg, råder over flere end 1.100 sættevogne samt en fast tilknyttet flåde på 500 lastbiler. www.ancotrans.dk

Euromaster Danmark A/S indgår i Euromaster-gruppen, som er europæisk markedsleder inden for dæk og dækserviceløsninger. Erhvervskunder tilbydes døgnservice med 2.800 servicevogne. I Danmark har Euromaster 43 servicecentre og ca. 210 ansatte. Nærmeste center anvises på tlf. 87 28 28 28 og på www.euromaster.dk.

Billedtekster:

Billede 1: Kombinationen af biobrændsel og en gennemtænkt dækpolitik giver store omkostnings- og milljøgevinster hos Anders Nielsen & Co.

Billede 2: Anders Nielsen & Co har i samarbejde med Euromaster udformet en dækstrategi og tester løbende nye typer.

Billede 3: Ifølge Euromaster får de valgte dæktyper pris, kvalitet, sikkerhed og bæredygtighed til at gå op i en højere enhed.

Billede 4: Lufttryk og dækvalg har stor betydning for brændstoføkonomien, og merprisen for kvalitetsdæk kan retfærdiggøres af lavere rullemodstand og længere levetid.

Billederne kan hentes i højopløselige versioner fra http://www.epicent.dk/ema.html.

Læs mere her