Tag cyklen gratis med i S-toget

Fra den 15. januar bliver det gratis at tage cyklen med i S-toget, og tilbuddet gælder foreløbig resten af 2010.

»Togets hurtighed sammen med cyklens fleksibilitet er en ideel kombination. Nu kan du f.eks. tage toget på arbejde og cyklen hjem og derved få lidt mere motion i hverdagen eller hoppe på toget med cyklen, hvis det er begyndt at regne – uden at du skal købe et ekstra klip til din cykel,« siger salgsdirektør hos S-tog Niklas Marschall.

Bedre muligheder i fritiden
Undersøgelser hos S-tog viser, at afstanden til stationen har stor betydning for, om man bruger S-toget. Derfor er tilbuddet om cykelmedtagning oplagt. Desuden bliver der også bedre mulighed for at benytte toget i fritiden, når man skal f.eks. i byen eller i skoven.

»Fleksibilitet har været omdrejningspunktet, da vi lavede tilbuddet. For eksempel hvis man skal i Zoologisk Have, vil det være oplagt for familien at tage toget til Valby og cykle derfra. Desuden får vores faste kunder med periodekort nu en god mulighed for at benytte kortet i fritiden også, kombineret med udflugter eller andet, hvor det er oplagt at have cyklen med,« siger Niklas Marschall.

Første skud på stammen
Dette er det første af en række tilbud, hvor S-tog sætter fokus på, at det er nemt og hurtigt at tage S-toget.

»Vi bygger videre på succesen med en øget kundetilvækst over de sidste to år, og den vil vi gerne øge yderligere i løbet af 2010. Tanken bag er, at kunder, der begynder at tage S-toget som følge af de gode tilbud, vil fortsætte med det fremover. Vores ambition er, at alle storkøbenhavnere skal opleve, at det er nemt og hurtigt at tage S-toget, for der vil komme tilbud, som henvender sig til alle, unge som ældre,« siger adm. direktør i S-tog Gert Frost.
Samme regler

Alle de gældende cykelregler gælder stadig, nu skal man blot ikke købe billet til cyklen. Det betyder også, at der ikke er flere cykelvogne, end der plejer, selv om S-tog vil bestræbe sig på at sætte flere vogne på, hvis behovet opstår.

»Vi håber, at vores kunder tager godt imod tilbuddet og viser forståelse for, at der kun kan være et vist antal cykler i flexrummene,« siger Niklas Marschall.

De gældende cykelregler betyder, at cykler ikke er tilladt på Nørreport i myldretiderne, og at cykler skal placeres i flexrummene i S-toget. I de helt korte S-tog er der et flexrum, i de mellemlange S-tog er der et i hver ende og i de lange S-tog yderligere to flexrum midt i.
I opstartsperioden vil DSB S-tog på alle store stationer i myldretiderne placere serviceguider, der kan hjælpe med at anvise plads til cyklerne.

Med venlig hilsen
DSB S-tog

Læs mere her