Valgkortene kommer nu

Postbudene har tunge tasker i disse dage. Over 4 mio. valgkort er nemlig på vej til de danske brevkasser.

Det forestående folketingsvalg giver masser af aktivitet hos Posten, der har ansvaret for at sortere og omdele over 4 mio. valgkort.

– Det er en stor opgave, der giver postbudene væsentligt mere post i taskerne end på almindelige hverdage. Men vi er vant til at håndtere større postmængder, og postbudene sætter en ære i at få valgkortene ud, fortæller Martin Von Horsten, chef for Post Danmark Distribution.

Inden de mange valgkort bliver omdelt, er de blevet sorteret på landets tre postcentre ved hjælp af store sorteringsmaskiner og robotter, der sikrer at kortene havner hos rette modtagere.

– Vi omdeler i disse dage over 4 mio. breve mere end vi plejer og har dermed årets travleste dage – hvis vi ser bort fra julen. Vi har stor fokus på den vigtige opgave, det er at sikre, at alle valgkortene kommer ud, og vi er stolte af på den måde at være en del af den demokratiske proces.

Det lille brev, der lander i brevkasserne i disse dage, skal sikre at vælgerne kommer til valgurnerne 15. september, så de kan sætte deres kryds.

– Når det handler om noget så grundlæggende for demokratiet som et folketingsvalg, er det naturligt at bruge brevet. Vi ved fra flere undersøgelser, at det, der lander i brevkassen, skaber mere opmærksomhed og i langt højere grad bliver åbnet, læst og forstået end eksempelvis digital kommunikation, der nemt drukner i en overfyldt mailbakke, siger Martin Von Horsten og understreger, at posten nok skal få vælgerne hen til brevkassen, resten er op til politikerne.

Valgkortene skal være borgerne i hænde 10. september. Hvis man har mistet eller ikke modtaget sit valgkort, kan man inden valget henvende sig på kommunen og få et erstatningsvalgkort. Det samme kan man på selve valgdagen på det sted, hvor man skal stemme. Man skal blot huske at medbringe legitimation.

Stemmeberettigede borgere, der er forhindret i at møde frem på valgdagen, kan stemme pr. brev. de sidste tre uger før valgdagen, dog senest tirsdag den 13. september. Man kan læse mere om, hvordan man brevstemmer på www.im.dk.

Læs mere her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *