Falstersk vognmand ny centerleder hos Euromaster Maribo

Euromaster i Maribo står over for et generationsskifte, når den tidligere vognmand Charsten Westlund Hansen overtager den daglige ledelse af dæk- og autoservicecentret. Nye aktiviteter i forbindelse med Femern Bælt bliver vigtigste fokusområde. Da Charsten Westlund Hansen blev spurgt, om han havde lyst til at tiltræde som leder af Euromasters dæk- og autoservicecenter i Maribo, var han ikke længe om at sige ja. Med sine 15 års erfaring som vognmand – og som tidligere ejer af et transportfirma med over 30 ansatte – ved han alt, hvad der er værd at vide, om dæk til lastbiler og entreprenørmaskiner. Da vognmandsvirksomheden var størst, skiftede han omkring 600 dæk om året og føler sig derfor godt klædt på til de nye udfordringer ved Euromaster.

– Jeg har længe haft et ønske om at arbejde med dæk. Det bliver spændende at komme i gang med de store udfordringer, der ligger forude. Det her er noget, jeg virkelig har lyst til, og jeg glæder mig særligt til igen at have personaleansvar, fortæller den 58-årige falstring.

Han bliver officielt budt velkommen i Euromaster ved en reception i dæk- og autoservicecentret i Maribo fredag den 10. oktober. Fra klokken 14.00 til 16.00 bliver der serveret lidt godt til ganen, og alle interesserede kan møde op og hilse på den nye centerleder. Det bliver samtidig en oplagt mulighed for at sige farvel til John Langhoff Hansen, der efter 37 års tro tjeneste ved Euromaster i Maribo takker af som centerleder og overleverer stafetten til Charsten Westlund Hansen.

Satser på Femern Bælt
Charsten Westlund Hansens største udfordring og mulighed bliver uden tvivl at udnytte det forretningsmæssige potentiale i de mange hundrede lastbiler og entreprenørmaskiner, der i de næste mange år vil få deres daglige virke på sydsiden af Lolland i konstruktionen af den nye tunnelforbindelse til Tyskland.

– Jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet omkring Femern Bælt-forbindelsen. Vi laver simpelthen et midlertidigt dækcenter lige ved den store byggeplads i Rødbyhavn for at kunne levere den bedste service og få fat i de mange kunder. Det er jo en enestående mulighed for at hverve en masse nye kunder, og det er jeg klar til at tage ansvar for, siger Charsten Westlund Hansen. Han glæder sig til at bruge alle sine personlige kompetencer i jobbet.

– Jeg taler det sprog, som man taler hernede. Jeg er udadvendt af natur og bliver aldrig uvenner med nogen. Det, synes jeg, er vigtigt over for kunderne, men så sandeligt også over for medarbejderne, forklarer Charsten Westlund Hansen, der sammen med sin hustru gennem 35 år har to voksne børn og fire børnebørn.

En ihærdig mand
Søren Brinck er Euromasters kørende sælger på Sjælland og Øerne. Han har kendt Charsten Westlund Hansen i 27 år og anbefalede ham til regionschefen, Thomas Kristensen.

– Charsten har altid været en rigtig ihærdig mand. Den helt store fordel ved Charsten er, at han ved alt om vognmandsfaget og kender til de krav, en vognmand stiller til sin dækmand. Han har en god dialog med sine gamle kolleger og konkurrenter, og han kan på den måde komme i kontakt med nogle kunder, som jeg slet ikke kan komme i nærheden af, fortæller Søren Brinck.

Også regionschef Thomas Kristensen er begejstret for sin nye medarbejder. Regionschefen sætter både pris på Charsten Hansens ledererfaring og hans baggrund i vognmandsbranchen.

– Charsten er den helt rigtige mand til jobbet. Han har prøvet livet som vognmand, har prøvet at være selvstændig og har prøvet at være leder for en stor gruppe ansatte, forklarer Thomas Kristensen.

Charsten Westlund Hansen har siden begyndelsen af august været i oplæring i de interne it-systemer og den administrative del af jobbet som centerleder. Så også på den front er han godt klædt på til at tage fat på opgaverne, når han den 13. oktober overtager ansvaret for dæk- og autoservicecentret i Maribo.

Euromaster er europæisk markedsleder inden for dæk og dækserviceløsninger. I Danmark har kæden 45 servicecentre og ca. 210 ansatte. Den lokale filial er beliggende på C. E. Christiansensvej i Maribo.

Læs mere her

Perron opgraderet på Vordingborg station

Banedanmark er færdig med at forlænge og forhøje perron 1 på Vordingborg Station. Arbejdet er en del af de fremrykkede, forberedende anlægsaktiviteter i forbindelse med opgraderingen af Ringsted-Femern Banen – den 115 km lange strækning mellem Ringsted og Holeby. ”Anlægsarbejdet med perronen er afsluttet, og den er klar til brug. Vi har opgraderet perronen nu for at sikre, at der kan køre tog, når vi senere skal udføre omfattende sporarbejder både på Vordingborg Station samt nord og syd for stationen,” siger Jens Peter Storck, projektleder i Banedanmark.

”Når den samlede opgradering af strækningen mellem Ringsted og Holeby er afsluttet, vil perronen i spor 1 kunne anvendes på lige fod med perronerne i spor 2 og 3.”

Selve perronen er forlænget med 250 meter, så den samlet har fået en længde på 328 meter og er blevet forhøjet fra de tidligere 26 cm til nu 55 cm. Samtidig er flere sidespor fjernet.

I forbindelse med sporarbejderne, bygger Banedanmark en ny gangbro, som skal forbinde perronerne. Gangbroen får trapper og elevatorer. Den bliver anlagt sydligere end den nuværende, så der bliver lettere adgang til busholdepladsen ved stationen.

Læs mere her

DSB og Banedanmark er godt klædt på til vinteren

Der er varme på sporskifterne og togene har sneposer, sandanlæg, koste og skrabejern som standardudstyr den kommende tid. De 50 ton tunge sneplove holder klar til at rydde sporet, hvis sneen kommer i voldsomme mængder, og der er faste og robuste planer for, hvordan trafikken skal afvikles, hvis det bliver nødvendigt at køre med færre tog. Listen af elementer i Banedanmark og DSB’s vinterforberedelser er lang, for uanset om der venter os en streng eller mild vinter, så er det nødvendigt at være klædt på til selv det værst tænkelige vinterscenarie.

”Vi har forberedt os rigtig godt igen i år, men der kan opstå situationer, hvor vejret er så slemt, at der vil komme forsinkelser, eller hvor det vil være nødvendigt at reducere i togdriften. Når det sker, så har vi fuldt fokus på at få passagererne så godt frem som muligt og sikre en hurtig og troværdig trafikinformation,” siger Jens Jørgen Hansen, trafikchef i Banedanmark.

Vejret er den altafgørende faktor for, hvor godt trafikken kører i vintermånederne. En streng vinter med megen sne og kulde giver omkring fem gange så mange aflyste tog som en mild vinter.

Trafikken tilpasses efter forholdene
Når sneen kommer væltende, er det vigtigt, at holde de omkring 4000 sporskifter, der er på det statslige jernbanenet, i gang. Vejret kan blive så slemt, at det ikke er muligt, selv om de fleste sporskifter er opvarmede. Så kan det blive nødvendigt at reducere antallet af tog, da der ikke vil være de samme muligheder for krydsninger og overhalinger.

Så når DMI varsler kraftig snefygning eller snestorm, bliver den del af vinterberedskabet, som går ud på at tilpasse kørslen efter forholdene, aktiveret.

”Under en snestorm er fremkommeligheden for alle former for trafik begrænset, og vi minimerer risikoen for, at togene holder i kø på skinnerne ved at køre færre men større tog. Vi varsler sådanne ændringer senest en dag i forvejen og anbefaler kunderne at holde sig orienteret på Rejseplanen og i DSB App,” siger Tony Bispeskov, trafikinformationschef i DSB.

Læs mere her

Dansk lastbilmekaniker kåret som Europas bedste: Det var ligesom EM i 92

Fire måneder efter Mike Christensen fra Truckcenter A/S blev kåret til Danmarks bedste DAF-mekaniker, har han nu taget titlen som europamester – i konkurrence med 4500 kolleger fra 11 lande. Det var David og Goliat om igen, da Mike Christensen fra Truckcenter A/S for nylig erobrede titlen som den dygtigste af Europas 4500 DAF-mekanikere. Det foregik igennem to dage på mærkets enorme fabrik i Eindhoven, Holland, hvor Mike Christensen i konkurrence med folk fra Europas største værksteder løste prøverne med forsvindende få fejl. Både prøverne på computeren og de otte praktiske reparationstests på tid.

– Det var lidt ligesom EM i ’92. Min værkfører og jeg tog derned for at hygge og have det sjovt, men kom hjem med pokalen. Mange af de andre var tydeligt nervøse og lagde et enormt forventningspres på sig selv. Men prøverne svarede egentlig til de problemstillinger, vi står overfor på værkstedet hver eneste dag, så det var bare at løse problemerne hurtigt og effektivt, som man nu plejer, fortæller guldvinderen.

Kjeld Clausen, direktør for Truckcenter A/S, er meget stolt af medarbejderen, som han selv har udlært i sin tid som værkfører. – Mike har været her 20 år og er opflasket med værdierne viden, kvalitet og service samt ambitionen om at være kundernes førstevalg, og ligesom vores øvrige mekanikere er han løbende efter- og videreuddannet. Modsat de værksteder, der fokuserer på opbygning af nye biler, spiller fejlfinding og service en stor rolle hos os. Derfor er vi vant til at løse komplekse problemer, når andre værksteder må give op, og Mike mestrer alle mekanikerfagets discipliner. Jeg er meget stolt af, at vores team har fostret en europamester.

Mikes Christensens nærmeste leder, Allan Roth, heppede fra sidelinjen, da sejren blev hevet i land, og er ovenud begejstret. – Det er supergodt gået. Mike var bestemt ikke oppe mod amatører, og der var hverken mulighed for at forberede sig eller nogen hjælp at hente. Det var udelukkende et spørgsmål om at kombinere sin viden og sine kvalifikationer for hurtig og effektiv problemløsning. Mange var imponerede over den måde, Mike tacklede det hele på, forklarer værkføreren, der melder om rødglødende telefoner efter sejren. – Vi har modtaget tonsvis af lykønskninger på telefon, mail og Facebook, og jeg tror da også, at vi får nye kunder på den konto, siger han.

Kurt R. Nielsen, der er Country Parts Manager hos DAF Trucks Danmark, var også vidne til konkurrencesejren i Holland. Han er stolt over, at Danmark formår at markere sig så stærkt i europæisk sammenhæng. – Alle DAF-mekanikere i Europa følger samme kursusprogram, og ved konkurrencen bliver det afdækket, hvem der er allerbedst. Vi er meget stolte over, at der for første gang er en dansker som vinder. Mike er utrolig dygtig og vedholdende – og en mester i kompleks teknisk problemløsning. Sejren er også et skulderklap til Truckcenter A/S for høje faglige standarder og et suverænt internt samarbejde. Det er klart, at det gode faglige miljø på værkstedet bidrager til at skabe dygtige specialister, og omvendt spredes Mikes store viden og ekspertise til hans kolleger.

Mike Christensen er bosiddende i Lintrup og tilknyttet Truckcenter A/S’ værksteder i Padborg og Hjøllund. Præmien, et rejsegavekort på 6000 euro, skal bruges til en bilferie på Island med familien.

Truckcenter A/S dækker et samlet areal på over 50.000 m² fordelt på centralt beliggende værksteder i Hjøllund, Padborg og Malmø. Centrene reparerer og servicerer alle slags lastvogne og trailere samt udfører hydraulik- og opbygningsopgaver.

Læs mere her

Ændringer i togdriften fredag eftermiddag og aften

DMI varsler nu, at udvalgte områder i Danmark rammes tidligere på eftermiddagen og nu med stormende kuling med vindstød af stormstyrke. Banedanmark er sammen med togselskaberne i fuld gang med at tilpasse ændringerne i fredagens togtrafik til den aktuelle vejrprognose.

Som varslet vil der være tilpasninger i togtrafikken, men det bliver muligt at køre flere tog end forventet i går. Der er ingen strækninger, hvor togtrafikken indstilles.

Passagerer opfordres her og nu til at orientere sig på dsb.dk og arriva.dk. Da vinden rammer Danmark tidligere end forventet, træder de lokale ændringer i Jylland i kraft fra kl. 14.00, Fyn kl. 15.00 og Sjælland kl. 19.00

Der arbejdes intenst på at tilpasse Rejseplanen til den aktuelle trafik. Rejseplanen forventes fuldt opdateret kl. 14.

Efter stormen
Banedanmarks landsdækkende stormberedskab er klar til at rykke ud og reparere evt. skader på kørestrømsanlæg, fjerne træer og andet, der i løbet af stormen kan vælte ud på skinnerne. Der vil blive arbejdet intenst på, at togtrafikken i videst mulige omfang er normal fra lørdag morgen.

Læs mere her

Varsling om ændringer i togdrift fredag eftermiddag og frem

På baggrund af de seneste prognoser fra DMI forventes der fredag eftermiddag og aften storm og vindstød af orkanstyrke flere steder i landet. Derfor varsler Banedanmark af sikkerhedsmæssige årsager ændringer i togtrafikken fra fredag eftermiddag. Banedanmark melder endelig ud om togtrafikken under stormen i morgen fredag kl. 10.00.

Varslinger:

Midt- og Vestjylland fredag fra kl. 17:00:
Tønder – Esbjerg: Togtrafikken indstilles
Esbjerg – Skjern – Struer: Togtrafikken indstilles
Skjern – Herning: Togtrafikken indstilles
Esbjerg – Lunderskov: Togtrafikken indstilles
Esbjerg – Århus: Reduceret togdrift
Herning – Århus: Timedrift
Østjylland og Fyn fredag fra kl. 19:00:
Odder – Århus – Grenå: Timedrift
Odense – Svendborg: Timedrift
Odense – Fredericia: Alene IC og Lyntog
Sjælland fredag fra kl. 21:00:
København til Roskilde: Reduceret togdrift

S-banen:
I tidsrummet fredag kl. 21:00-01:00 køres der på hele S-banen med 70 km/t, hvilket vil give forsinkelser på ca. fem minutter.

Banedanmark er i tæt dialog med DMI om udviklingen i vejrsituationen.

Læs mere her