Lastbilproducenter fokuserer på totaløkonomi

Driftsøkonomi og brændstofbesparelser var nøgleord, da bilimportørerne præsenterede nye produkter og koncepter på Skandinaviens største indendørs transportmesse, Transport 2015 i MCH Messecenter Herning. Under Transport 2015 har total cost of ownership været et helt centralt begreb på alle bilimportørernes stande. Herunder intelligente fartpiloter, som sikrer bedre brændstoføkonomi op og ned ad bakker.

Mercedes demonstrerede på sin stand konceptet Predictive Powertrain Control (PPC), som nu også tilbydes eftermonteret.

– Takket være GPS-integrationen opererer fartpiloten med 3D-kort og en elektronisk horisont, som rækker flere kilometer frem. Systemet muliggør brændstofbesparelser på omkring fem procent og vil dermed for manges vedkommende have en kort tilbagebetalingstid, fortæller marketingchef Ole Pedersen, Mercedes.

På DAF’s stand blev et lignende system præsenteret, Predictive Cruise Control.

– Det tilbydes nu som tilkøbsmulighed sammen med det automatiske nødbremsesystem AEBS, siger marketingchef Rita M. Hansen, DAF.

6,57 procent brændstofbesparelse

MAN, hvis lastvognsdivision i år kan fejre 100-års fødselsdag, fremviste den helt nye teknologi EfficientLine 2, der ifølge kommunikationschef Claus Lindholm sikrer 6,57 procent brændstofbesparelse i forhold til den foregående generation – og en reduktion på hele 15 procent i forhold til en typisk Euro-5-bil.

– Tre elementer gør særlig stor forskel i det samlede regnestykke: EfficientCruise, som er en satellitstyret fartpilot med højdekort, TopTorque, der giver 200 ekstra newtonmeter, og SpeedShift, der sikrer hurtigere gearskift i højere gear for at holde farten op ad bakke, forklarer han.

Kobling fra motorsporten

Hos Volvo Group Trucks Danmark kunne marketingchef Helle Hessel ikke alene præsentere en ny bil, Renault D Access, der med lav indstigningshøjde og lille venderadius især er tiltænkt renovationssegmentet. Samtidig fremviste hun den nye Volvo I-Shift dobbeltkobling, som er baseret på teknologi fra motorsportsverdenen.

– Allerede inden man skifter, lægges det næste gear klar i den automatiske gearkasse. På den måde opnår man hurtigere, mere jævn acceleration og dermed også bedre kørekomfort, fortæller marketingchefen.

Besparende nyheder hos Iveco

Også Iveco præsenterede flere nyheder, der reducerer brændstofforbruget. Den nye Eurocargo er markedets første 22 tons lastbil i en 6×2-version med næsten samme lasteevne som biler på 26 tons. Og Stralis Hi-Way blev præsenteret i en ny version med ændret motorolie- og vandflow.

– Det virker perfekt i kombination med vores unikke motorsystem Euro 6 Hi-SCR. Ved at undgå recirkulation af udstødningsluften får bilen flere kræfter og kan medtage mere nyttelast. Samtidig opnår man bedre drifts- og filterøkonomi, fastslår Jan Nørskov Pedersen, salgs- og marketingdirektør hos Iveco Nordic.

Læs mere på transport-messen.dk, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Læs mere her

Transportbranchen er også for unge karrieresøgende

Interessen var stor, da transporterhvervet ved arrangementet ’En god karrierevej’ på Transport 2015 i MCH Messecenter Herning gjorde sine hoser grønne over for ungdommen. – Jeg har altid forbundet transportbranchen med truckere i neontøj. Og på vej ind tænkte jeg, at vi helt sikkert var de eneste tre piger på hele messen. Men ud over de jobs, man normalt forbinder med branchen, er der jo også kontorassistenter, projektledere, eventkoordinatorer, marketingfolk og massevis af andre profiler.

Ordene kommer fra Stine Brønbo, HG-studerende på Herningsholm Erhvervsskole. Hun var sammen med klassekammeraterne Line Juul og Louise Jensen fredag mødt op på Transport 2015, Skandinaviens største indendørs transportmesse, i MCH Messecenter Herning for at blive klogere på transportbranchen som karrierevej.

– Ja, jeg troede næsten, at vi var gået forkert, da jeg så mændene i arbejdstøj. Men alle var supersøde, og foredragene var virkelig spændende, tilføjer 23-årige Line Juul, der nu håber på en karriere som speditør.

Masser af karrieremuligheder

De tre klassekammerater fra Herning var dog langt fra de eneste tilstedeværende piger. Faktisk var kønsfordelingen på arrangementet ’En god karrierevej’ nogenlunde ligelig, og med over 140 deltagende studerende fra seks skoler er oplægsholderne meget tilfredse med fremmødet.

– Branchen er ved at være tyndslidt. Vi har brug for nyt blod og friske kræfter udefra. Her ligger der en stor opgave i at kommunikere, at vores erhverv byder på masser af spændende karrieremuligheder. Navnligt fordi transportbranchen ikke fremstår så sexet og traditionelt ikke har været god til branding, siger Jan Egegaard Jensen, Competence Development Manager for Volvo i Danmark og en af de fire foredragsholdere.

– De unges billede af branchen er helt klart præget af fordomme og stereotyper. For at ændre på det er der behov for initiativer, der ligesom dagens arrangement kan fungere som en øjenåbner. Det handler om markedsføring, og den disciplin har vi som branche ikke mestret, mener Jan Egegaard Jensen og oplyser, at Volvo Danmark nu vil sætte langt mere fokus på at brande sig som arbejdsgiver.

Benhård konkurrence

Speditør Arnt Vad Jensen fra Blue Water er et godt eksempel på det ’nye blod’, som arbejdsgiverne i transportbranchen efterspørger. Den 24-årige midtjyde, der har en baggrund som lagermand og lastvognschauffør, er af FDE Fonden kåret som årets talent 2014 inden for transport og logistik. Dermed var han nærmest selvskreven som oplægsholder på fredagens arrangement.

– Det, der gør mit arbejde fedt, er hverdagens mange udfordringer, som kræver, at man er innovativ og kreativ. Konkurrencen er benhård, og det er virkelig ’survival of the fittest’. Vi er mange om buddet, så priserne er pressede, og der skal meget volumen igennem, for at der kan tjenes penge, siger Arnt Vad Jensen, der blandt andet har været projektleder på flytningen af verdens største vindmølle. Sideløbende med sit arbejde hos Blue Water læser han HD i Supply Chain Management.

Læs mere på transport-messen.dk, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Læs mere her