Trafiktårnet Øst – fremtidens trafikstyringscenter for jernbane og vej

Trafiktårnet Øst, som tårner sig op på det gamle baneterræn over for Fisketorvet på Kalvebod Brygge i København, bliver et centralt knudepunkt for fremtidens trafikstyring af bane- og vejtrafik.Styring af fremtidens togtrafik
Fra det centrale kontroltårn kommer Banedanmark til at overvåge og styre fremtidens togtrafik på den københavnske S-bane og fjernbane øst for Lillebælt. I takt med, at det eksisterende signalsystem erstattes af nye signalsystemer på både fjernbanen og S-banen, kommer Trafiktårnet Øst til at spille en kernerolle i fremtidens trafikstyring af togtrafikken, som bliver mere automatiseret med de nye signalsystemer.

”Trafiktårnet Øst er en synlig milepæl i arbejdet med fremtidens jernbane. Med ibrugtagningen af kontroltårnet sker der et generationsskifte i måden at styre togtrafikken på. Vi går fra relæbaserede systemer til moderne, computerbaserede signalsystemer, der sikrer mere rettidig og stabil togdrift. Når udskiftningen af alle signaler er fuldt indfaset med udgangen af 2021, kommer det til at betyde markant færre forsinkelser, kortere rejsetid og mulighed for flere tog til gavn for passagererne,” siger Jesper Hansen, administrerende direktør i Banedanmark.

Trafikstyringen flytter gradvist ind i Trafiktårnet Øst i takt med, at de nye signalsystemer bliver rullet ud på S-banen og fjernbanen øst for Lillebælt. Allerede fra andet halvår 2016 overgår styringen af hele S-banen til kontroltårnet, mens trafikstyringen på fjernbanen gradvist flytter ind fra andet halvår 2017 og frem til 2021, i takt med at det nye signalsystem er klar til brug på de forskellige strækninger.

Når de nye signalsystemer er endelig udrullet på fjernbanen og S-banen bliver fjernstyringen af togtrafikken reduceret fra de nuværende 13 fjernstyrings- og kommandoposter på fjernbanen til to centraler – Trafiktårnet Øst i København og Trafiktårnet Vest i Fredericia.

Døgnbemandet Trafikcenter
Trafikanterne på vejene kommer også til at få glæde af det nye Trafiktårn. I et stort kontrolrum på 2. etage i Trafiktårnet har Vejdirektoratet nemlig indrettet sit nye Trafikcenter med store overvågningsskærme og den nyeste teknologi.

Herfra vil medarbejdere fra Vejdirektoratets Trafikcenter i døgndrift overvåge og styre trafikken på det overordnede vejnet.

”Vores nye Trafikcenter giver os de bedste muligheder for at hjælpe trafikanterne nemt og sikkert frem,” siger vejdirektør Per Jacobsen. ”Ved hjælp af moderne overvågningssystemer kan vi udsende hurtige og aktuelle trafikmeldinger over hele landet. Og det er også fra Trafikcentrets kontrolrum, at vi håndterer ulykker, arrangerer omkørselsruter, sørger for reparationer og i det hele taget sikrer, at trafikken glider bedst muligt ude på vejene.”

Tæt samarbejde mellem Vejdirektoratet og Københavns Kommune
Som led i den bedre service til trafikanterne indgår Vejdirektoratet og Københavns Kommune et tæt samarbejde i det nye Trafikcenter.

Samarbejdet betyder, at medarbejdere fra Københavns Kommune rykker ind i Trafikcentret, hvor de skal sidde skulder ved skulder med Vejdirektoratets. Hensigten med det nye samarbejde er at skabe de bedst mulige forhold for trafikanterne i hovedstadsområdet, fortæller Københavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

”Der er pres på trafikken i København. En kvart million rejser ind og ud af byen hver dag, og disse pendlere skal trafikcentralen komme til gode. I København kommer vi til at have fokus på at få folk på cykler og i busser hurtigere gennem byen, mens bilisterne på indfaldsvejene ikke oplever, at rejsetiden forringes. Ved at samle kræfterne kan vi springe nogle led over og hurtigere få løst de problemer, der måtte opstå i trafikken, og det skulle gerne kunne mærkes hos slutbrugeren ude på byens asfalt.”

Overborgmester Frank Jensen tilføjer:

”København vokser, og det skaber pres på trafikken. Hver dag bruger københavnere og pendlere unødig lang tid i trafikken. Med Trafikcenteret skaber vi de bedst mulige forhold for hovedstadens trafikanter uanset om de er i bil, i bus, i tog eller på cykel.

Foruden fremkommeligheden vil trafikanter også kunne opleve den styrkede indsats på trafikinformationsområdet.

Fremover vil Vejdirektoratet og kommunen i samarbejde gøre endnu mere ud af at informere byens trafikanter på forskellige digitale platforme som Twitter, gps’er og apps og selvfølgelig i fortsat samarbejde med P4’s trafikradio.

Læs mere her

Automatiske snekæder lanceres til terminaltraktorer

Snekædesystemet Onspot fås nu også til terminaltraktorer. Dermed bliver det nemmere at undgå afbrydelser i logistikken – og afledte produktionsstop – når trailere i vintervejret skal flyttes rundt i eksempelvis industriområder og havne.Når trailere flyttes rundt med terminaltraktorer i industriområder og havne, er logistikken meget følsom over for afbrydelser. Hvis trailerne ikke kan flyttes, kan det nemt påvirke driftscyklussen med produktionstab til følge. Ofte skyldes problemet sne eller is omkring trailerne.

Sikrer øget fremkommelighed

Snekædesystemet Onspot sikrer med automatic traction control (ATC) øget fremkommelighed i vintervejr, og nu lanceres systemet også til terminaltraktorer. Blot ved at trykke på en knap kan chaufføren aktivere og afbryde snekæderne under kørslen.

– Med automatiske snekæder undgår chaufføren risici, bekymringer, problemer og stress ved vinterkørsel. Når Onspot aktiveres, positionerer systemet snekæderne under baghjulene. Det forbedrer friktionen og resulterer i omgående forbedret vejgreb og fremkommelighed, siger Per Mikkelsen, administrerende direktør for VBG GROUP SALES A/S, som leverer systemet i Danmark.

Lettere end nogensinde

Den nye generation af Onspot, som nu også lanceres til terminaltraktorer, er både blevet lettere at håndtere og lettere rent vægtmæssigt. Installationen er endnu enklere end hidtil, og produktet er fuldstændig vedligeholdelsesfrit.

– Lufttilslutningerne er beskyttet og placeret samme sted for nem installation og en reduceret risiko for skader, og systemet er kompatibelt med beslag og hjul fra den tidligere generation. Desuden er den ny generation af Onspot kortere, så kædehjulet kan placeres bag cylinderen i parkeret position. I sidste ende betyder det lavere levetidsomkostninger, fastslår Per Mikkelsen.

Kan tjene sig hjem på en uge

Ifølge Per Mikkelsen er salget af Onspot fortsat stigende. Han fremhæver, at automatiske snekæder i stadig højere grad anses for en investering i forbedret driftsøkonomi.

– Chaufførerne oplever ofte en sne- eller isdækket terminalgård, og det er ikke nemt at installere traditionelle snekæder på en terminaltraktor. Med Onspot kan chaufføren aktivere og afbryde kæderne med et tryk på en knap for omgående vejgreb – både ved kørsel fremad, og mens der bakkes. Da man undgår kostbare logistiske udfordringer, kan tilbagebetalingstiden være helt ned til en uge, slutter han.

Onspot fås allerede nu til Terberg YT222 og YT182. Inden længe vil de også være tilgængelige til Terberg RT403.

Fakta

Onspot er et automatisk snekædesystem, som fås til de fleste erhvervskøretøjer. Systemet installeres på drivakslen og leveres med beslag, som er tilpasset det enkelte køretøj, hvilket sikrer stabil montering. Den forseglede cylinder og de selvjusterende arme muliggør nem installation, og systemet kræver hverken vedligeholdelse eller servicering. Onspot er et varemærke under VBG GROUP. www.onspot.eu

VBG GROUP omfatter produktions- og salgsselskaber i Europa, Indien og USA. Koncernen er opdelt i tre forretningsområder, VBG GROUP TRUCK EQUIPMENT, EDSCHA TRAILER SYSTEMS og RINGFEDER POWER TRANSMISSION, med produkter, der markedsføres under kendte og stærke brands. Varemærket Onspot er repræsenteret i Danmark ved VBG GROUP SALES A/S i Ejby.

Læs mere her

Løvfaldstroljerne på sporet

Når efterårsbladene samler sig i bunker på skinnerne, og togene kører over dem, så bliver de til en klæbrig masse, som gør, at lokomotivførerne skal bruge mere tid til at sætte i gang og komme ned i fart. Og derfor får de strækninger, der er hårdest plaget af løvfaldet, besøg af Banedanmarks løvfaldstroljer.”For at sikre, at vi også i løvfaldsperioden kan køre med høj rettidighed, så spuler vi skinnerne med vand på de strækninger, hvor løvfaldet giver udfordringer. Vi kører både dag og nat, og der bliver spulet med et tryk på 500 bar, så skinnerne kan blive rene igen,” siger Jens Jørgen Hansen, trafikchef i Banedanmark.

Samarbejde
Lokomotivførerne og trafikstyringspersonalet i Banedanmarks fjernstyringscentraler og kommandoposter informerer hinanden om løvfald på strækningerne, så kørslen kan tilpasses forholdene. Og hos DSB har togene fået slebet hjul og kører med fyldte sandkasser.

”Vi kører efter faste planer, men er samtidig fleksible. Hvis vi får meldinger ind om meget løvfald på en strækning, så er der mulighed for at køre ekstra ture,” siger Jens Jørgen Hansen.

En anden medspiller er vejret, der dog også kan ende som en modspiller. Frost og kraftig blæst giver en kort løvfaldsperiode, imens et stille og lunt efterår gør løvfaldsperioden længere.

I oktober 2014 blev 1,1 procent af togene på fjernbanen forsinket som følge af løvfaldet, og i november var tallet 0,5 procent. På S-banen var der stort set ingen forsinkelser på grund af løvfald.

Her kører troljerne
I år vil der være tre løvfaldstroljer, som er placeret i henholdsvis Aarhus, Fredericia og Hellerup. Der er beredskab i Jylland i denne uge, i uge 42 er de første natkørsler planlagt, og fra uge 44 er det planen også at køre i dagtimerne.

Der køres på følgende strækninger:

– Aarhus-Hobro
– Fredericia-Vejle-Jelling-Aarhus
– Fredericia-Bramming
– Fredericia-Odense
– Kystbanen
– Roskilde-Køge-Næstved

På S-banen køres der efter behov

Læs mere her