Dantra A/S køber U.L.R. Transport

Midtjyske Dantra A/S overtager den mangeårige kollega U.L.R. Transport i Snertinge. Med udgangspunkt i Køge skal opkøbet sammen med ny storkontrakt udgøre Dantras vækstplatform i Østdanmark.Dantra A/S, som er blandt Nordens største udbydere af tanklogistik, ekspanderer øst for Storebælt. Virksomheden kan nu offentliggøre købet af U.L.R. Transport, der med base i Snertinge tilbyder tanktransport af blandt andet kemikalier. Samtidig er indgået en kontrakt med Statoil, der med virkning fra 1. juli sikrer Dantra al brændstofkørsel til kædens sjællandske stationer.

Får domicil i Køge
Udgangspunktet for Dantras aktiviteter i Østdanmark bliver helt nye kontor-, værksteds- og chaufførfaciliteter ved Skandinavisk Transport Center i Køge.

– Vi ønsker at udvide og styrke vores platform på Sjælland, og med købet af U.L.R. Transport samt de nye faciliteter i Køge får vi et stærkt fundament for ekspansionen. U.L.R. Transport er en mangeårig kollega, og ligesom Dantra er U.L.R. en velkendt virksomhed med stor erfaring. Ikke mindst derfor er vi et godt match, siger Kenneth Jensen, der er administrerende direktør for Dantra A/S.

Stigende krav fører til konsolidering
Uffe Lønborg Rasmussen, der grundlagte U.L.R. Transport i 1984, lægger ikke skjul på, at dagens store krav til transportvirksomheder har fremskyndet hans planer om et generationsskifte.

– Både love, regler og kunder stiller større krav til transportfirmaer, ikke mindst inden for et nicheområde som vores. Det er klart, at behovene for godkendelser, certificeringer og kvalitetsstyring bidrager til konsolidering i branchen, og derfor var tiden moden til et generationsskifte, vurderer vognmanden.

Grundlægger og medarbejdere bliver
Alle medarbejdere i U.L.R. Transport fortsætter hos Dantra, og Uffe Rasmussen selv får en rolle som driftsleder på Sjælland. Med salget til Dantra lægger han vægt på at sikre ordentlige forhold for både medarbejdere og kunder.

– Det har været væsentligt for mig, at medarbejderne beholder deres jobs, og at kunderne fortsat får en god service og kvalitet. Vores forretning bliver et led i Dantras fortsatte ekspansion, og købet giver kunderne nye muligheder. Dantra er en veletableret virksomhed, som tilbyder en meget bred vifte af serviceydelser, fastslår Uffe Rasmussen.

Dantra er med sine over 110 vogntog blandt Nordeuropas førende udbydere af tanklogistik. Koncernen, der er grundlagt i 1920, består af transportvirksomhederne Dantra A/S (Danmark), Dantra AB (Sverige) og DT Transport Baltic UAB (Litauen). Dantra beskæftiger totalt cirka 180 medarbejdere og har hovedkontor i Hjøllund.

Læs mere her

Nu kører S-togene i fuld trafik på nyt signalsystem

Efter fem ugers indkøring med reduceret trafik, kører togtrafikken på strækningen mellem Hillerød og Jægersborg nu fuldt ud på det nye signalsystem, CBTC. Signalsystemet, der er et nyt it-baseret system, blev sat i fuld drift mandag morgen.”Det er en stor glæde at se togene rulle af sted på CBTC. Nu har vi i fem uger kørt med færre tog mens vi har kørt det nye system ind, men nu kører vi fuld togtrafik på det nye system. Det er en stor og vigtig milepæl i forhold til at få fremtidssikret togdriften på S-banen,” siger programchef for S-banen, Torben Arnbjerg-Nielsen, fra Banedanmarks Signalprogram.

Det nye signalsystem, der rulles ud på hele S-banen i de kommende år, er en tiltrængt erstatning for S-banens gamle signalanlæg, der for de ældstes vedkommende stammer helt tilbage fra 1930’erne.

”Signalfejl er den hyppigste årsag til forsinkelser på S-banen. De gamle anlæg virker stadig, men er tæt på at være udtjente. De giver mange signalfejl, som forsinker togene. Med det nye CBTC-system regner vi med på sigt at halvere antallet af signalfejl på S-banen,” siger Torben Arnbjerg-Nielsen.

For passagererne er der ikke de store forandringer ved at køre på det nye signalsystem.

”Vi har trukket veksler på passagerernes tålmodighed i forbindelse med indkøringen af det nye system på Nordbanen, men ellers er det ikke meningen, at passagererne skal mærke, at der sker noget nyt. Jo mindre de mærker, jo bedre kører det. Det er en stille revolution, der sikrer at vi kan køre togdrift på S-banen i fremtiden,” tilføjer Torben Arnbjerg-Nielsen.

Trafikken på den første CBTC-strækning er kommet godt fra start mandag morgen.

”Der har været mindre forsinkelser, men ellers kører det rigtig godt,” siger Torben Arnbjerg-Nielsen.

Bag udrulningen af det nye system ligger der flere års forberedelser.

”Der ligger et kæmpe arbejde bag det nye signalsystem. Mange hundrede medarbejdere hos både DSB og Banedanmark er blevet uddannet i at køre trafik på det nye system, der er lavet helt nye trafikale regler for S-banen og der er lavet nye installationer i både sporet og i togene,” siger Torben Arnbjerg-Nielsen.

Fakta om CBTC

Det nye signalsystem giver et markant løft for togtrafikken. Flere tog til tiden, kortere rejsetid på visse strækninger, mulighed for at køre flere tog, ensartet højt sikkerhedsniveau på S-banen.
Udrulningen af CBTC på S-banen er det første skridt i en landsdækkende udskiftning af signalsystemerne.
Moderne teknologi: Det nye signalsystem er it-baseret, og forbindelsen mellem infrastruktur og tog er baseret på trådløs teknologi. Signalerne rykker indenfor og bliver vist til lokomotivføreren i togets førerrum.
CBTC er kendt og afprøvet teknologi fra store byer som London og New York, men det tilpasses danske forhold.

Læs mere her