Ny rapport fra Cowi viser at trængslen er steget i hovedstaden

En ny rapport fra COWI viser, at trængslen i hovedstadsregionen inden for de seneste 10 år er steget.

I 2001 holdt bilisterne i hovedstadsområdet i kø i knap 100.000 timer pr. hverdagsdøgn, mens dette tal ifølge COWI i 2010 lå på knap 130.000 timer. Trængslen er således steget dobbelt så meget som trafikken i samme periode. De spildte timer som bilisterne er forsinkede i trafikken svarer til et samfundsøkonomisk tab på 8,5 mia. kr. Omregnet svarer det til omkring 22.000 fuldtidsstillinger om året.

COWIs rapport viser, at det er de store indfalds- og ringveje, samt København og Frederiksberg Kommuner, der er hårdest ramt af trængsel. De fleste forsinkelsestimer forekommer endvidere i myldretiden – især i forbindelse med pendlertrafikken om morgenen.

Vores viden om trængsel i hovedstadsområdet har hidtil i stor udstrækning været baseret på det såkaldte Projekt Trængsel fra 2004. Transport-ministeriet har bedt COWI om at udarbejde en opdatering af resultaterne fra dengang så vidt muligt med udgangspunkt i de samme metoder. Det er det arbejde, der har mundet ud i rapporten Trængselsindikatorer i hovedstadsregionen , som nu foreligger og sætter fokus på omfang og udvikling i trængsel i og omkring hovedstaden i de senere år. Regeringen har samtidig nedsat en Trængselskommission, som arbejder med at opgøre trængsel og mulige tiltag for at reducere dens omfang i hovedstadsregionen.

Transportminister Henrik Dam Kristensen udtaler:

– Rapportens resultater er klare. Der er et trængselsproblem i Hovedstadsområdet og det er stigende. Tusindvis af mennesker spilder allerede i dag alt for meget tid i trafikkøer, så rapporten viser jo med al tydelighed, at der er behov for en målrettet indsats, hvis vi skal komme den stigende trængsel i Hovedstadsområdet til livs.

– Regeringen har nedsat en Trængselskommission, som er i fuld gang med at se på, hvordan vi kan reducere trængslen til gavn for både borgere og erhvervsliv, som til dagligt er afhængige af en velfungerende infrastruktur i og omkring hovedstadsregionen. Jeg håber, at Trængselskommissionen kan få glæde af den nye rapport som et relevant indspark i deres videre arbejde, og jeg ser frem til at kommissionen allerede i januar fremlægger deres første resultater, som regeringen kan gå videre med.

Læs Cowis rapport om trængsel i hovedstaden her

Læs mere her

0 Comments

Leave a Reply

XHTML: You can use these tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>