Både besøgs- og verdensrekord på Vestfyn Trækker 2016

9247 besøgte transportmessen Vestfyn Trækker, som netop er afholdt for tiende gang. Det var 584 flere end i rekordåret 2014. Samtidig blev også verdensrekorden i kranbetjening slået.Vejrguderne tilsmilede årets største transport- og logistikmesse, Vestfyn Trækker 2016, der blev afholdt ved Fynske Motorvej i weekenden fra den 27. til 29. maj. Det holdt tørvejr hele weekenden med en del sol og temperaturer omkring 20 grader. 9247 besøgende lagde vejen forbi, hvilket er det højeste tal i udstillingens historie – seks procent over den hidtidige rekord, 8663, fra 2014.

– Det har været en kæmpe succes. Vi har fastholdt alle de sædvanlige udstillere og besøgende – og er samtidig nået ud til et endnu bredere publikum. Faktisk har mange af udstillerne allerede henvendt sig for at reservere samme stand næste gang, siger arrangøren, administrerende direktør Per Mikkelsen fra VBG GROUP Sales A/S.

Åbningstaler: Hæv overliggeren

Den succesfulde fynske vognmand Poul Henrik Schou lagde i sin åbningstale ud med et tilbageblik, hvorefter han italesatte transportbranchens behov for sætte sig ambitiøse mål og fortælle sine gode historier.

– Da VBG første gang holdt messen i 2000, var der 40 udstillere på 5000 kvadratmeter. I år er tallene steget til 150 udstillere og 55.000 kvadratmeter, og jeg er sikker på, at vi også slår rekorden for antallet af besøgende. På samme måde som messen her skal branchen tage flere chancer og sætte højere mål, sagde vognmanden.

Han benyttede også lejligheden til at understrege nødvendigheden af, at branchen tiltrækker de rette profiler. Det handler om at synliggøre sig som et attraktivt arbejdssted – en udfordring, som Vestfyn Trækker og andre talerør efter Poul Henrik Schous mening skal bruges til at dæmme op for.

Tim slog verdensrekord

På Vestfyn Trækker 2014 vandt Johnny Jensen den indledende runde af materielproducenten HIAB’s jagt på verdens bedste kranfører. Efterfølgende slog den 43-årige chauffør konkurrenter fra 14 lande af banen, da han sidste år vandt verdensmesterskabet i Storbritannien. Til VM gennemløb Johnny hurtigere end nogen anden forhindringsbanen – forbi de opstillede dunke, under en bom og ned i en tønde.

Lørdag eftermiddag slog Johnny med en stor margin sin egen verdensrekord, der lød på to minutter og 18 sekunder. Nu var tiden barberet ned til 1:41. Kort efter blev også det tal imidlertid slået – denne gang af udfordreren Tim Hansen, som har præsteret det hidtil bedste resultat på verdensplan: 1:36.

SAWO, der afholder kvalifikationsrunderne herhjemme, har store forventninger til, at også det kommende verdensmesterskab vindes af en dansker.

Fakta

Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er Danmarks største udendørs transportudstilling. På messen kan man møde 150 udstillere – herunder en lang række bilimportører, vognopbyggere og forhandlere af øvrigt transportmateriel. Desuden deltager mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt organisationer og medier. Messearealet er udvidet til 55.000 kvadratmeter.

Læs mere her

Verdensrekord for kranførere slået på Vestfyn Trækker

Da messen lukkede lørdag klokken 17, var der barberet 42 sekunder af verdensrekorden. Søndag fortsætter dysten.På Vestfyn Trækker 2014 vandt Johnny Jensen den indledende runde af materielproducenten HIAB’s jagt på verdens bedste kranfører. Efterfølgende slog den 43-årige chauffør konkurrenter fra 14 lande af banen, da han sidste år vandt verdensmesterskabet i Storbritannien.

Til VM gennemløb Johnny hurtigere end nogen anden forhindringsbanen – forbi de opstillede dunke, under en bom og ned i en tønde. Lørdag eftermiddag slog Johnny med en stor margin sin egen verdensrekord, der lød på to minutter og 18 sekunder. Nu var tiden barberet ned til 1:41.

Kort efter blev verdensrekorden endnu en gang slået – denne gang af udfordreren Tim Hansen. Status efter en lang eftermiddag med intens konkurrence mellem de to er, at Tim Hansen har præsteret den hidtil bedste tid: 1:36. Søndag fortsætter dysten. SAWO, der afholder kvalifikationsrunderne herhjemme, har store forventninger til, at også det kommende verdensmesterskab vindes af en dansker.

– Danmark er fyldt med dygtige kranførere, og resultaterne her på messen taler for sig selv. De danske deltagere ligger i top blandt tusindvis af europæiske medvirkende i konkurrencen, siger Vivian Knudsen, der er marketingkoordinator hos SAWO.

Fakta

Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er Danmarks største udendørs transportudstilling. På messen kan man møde 150 udstillere – herunder en lang række bilimportører, vognopbyggere og forhandlere af øvrigt transportmateriel. Desuden deltager mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt organisationer og medier. Messearealet er udvidet til 55.000 kvadratmeter.

Læs mere her

Mange produkter til transportindustrien i nyt Brammer-katalog

En af Europas største leverandører af produkter og serviceydelser til transportindustrien lancerer nyt produktkatalog på over 1000 sider med særlig fokus på gear og lineære systemer til transportbranchen.En halv million forskellige produkter. Så mange har Brammer formået at klemme ned i det netop lancerede katalog, hvor alt fra enorme motorer til de mindste møtrikker findes i det tunge hæfte på 1080 sider. Indholdet i kataloget svarer dog stadig kun til en lille del af det samlede varesortiment. I år fokuserer Brammer blandt andet på transportbranchen og fremviser en række produkter inden for gear og lineære lejer.

– Transportbranchen er en af de vigtigste brancher for os, og derfor præsenterer vi i kataloget mange af de produkter, som særligt transportfirmaerne efterspørger. Vi tilbyder et omfattende udvalg af alt fra kuglebøsninger til supplerende produkter såsom aktuatorer, profilskinner og spor samt monorail styresystemer. Alle produkter leveres med fuld producentgaranti og teknisk backup, fortæller Jan Lauritzen, direktør i Brammer A/S.

Han glæder sig til at få kataloget ud til både de eksisterende og potentielle kunder, så de kan danne sig et indtryk af Brammers enorme sortiment.

Opruster med pneumatik

Kataloget er inddelt i ti afsnit og fyldt med MRO-produkter, der er nødvendige i forbindelse med vedligeholdelse, reparation og eftersyn i industrivirksomheder. Det er nemlig ikke det enkelte produkt, der adskiller Brammer fra andre leverandører, men den samlede mængde. Brammers størrelse og indkøbskraft gør, at industrivirksomheder sparer mellem fem og ti procent på driftsbudgettet ved at bruge Brammer som eneleverandør.

– Vores nye katalog afspejler med sin blotte størrelse hele Brammer-organisationens købekraft, leveringssikkerhed og den omkostningsreduktion der følger ved at benytte os som sololeverandør. For os er det en rigtig god måde at præsentere nogle af de produkter, som kunderne måske ikke vidste, de havde brug for, forklarer Jan Lauritzen.

Brammer har i særlig grad givet plads i kataloget til pneumatikprodukter til en bred vifte af hjemlige industrivirksomheder. Det danske hovedkontor i Harlev vest for Aarhus har netop fået tilknyttet et lokallager, udelukkende med pneumatikprodukter, for at kunne garantere lynhurtig levering overalt i Danmark.

– Det nye lokallager med de vigtigste pneumatikprodukter sikrer kunderne leveringsgaranti fra dag til dag på en lang række af de mest solgte varer. Det er essentielt for rigtig mange af vores kunder, fortæller Jan Lauritzen.

Fakta:
Brammer A/S er med sit enorme produktsortiment den eneste europæiske totalleverandør til MRO-markedet. Der leveres fra moderne, højteknologiske distributionscentre lokalt på tværs af Europa, 24/7/365. Koncernens 3500 medarbejdere betjener mere end 100.000 kunder inden for alle industrisegmenter, og dens omfattende, paneuropæiske netværk dækker 22 lande. Omsætningen udgjorde i 2013 omkring en milliard euro. Brammer overtog i januar 2014 Lönne Scandinavia med selskaber i Danmark, Finland, Norge og Sverige, som ved indgangen til 2015 alle skiftede navn til Brammer. Det danske selskab, Brammer A/S, er beliggende i Harlev ved Aarhus.

Læs mere her

Shipping-bachelor får Søfartsprisen

Studier på CBS og praktik i rederierne har gjort uddannelsen International Shipping and Trade populær. I dag får bacheloruddannelsen Rederiforeningens Søfartsprisen 2016.Koblingen af praktik i rederier med studietid på et universitet gør, at CBS kan uddanne talentfulde medarbejdere, der er afgørende for Danmarks position som en af de førende søfartsnationer i verden.

International Shipping and Trade på CBS får i dag Søfartsprisen 2016 af Danmarks Rederiforening for arbejdet med bacheloruddannelsen. En uddannelse, CBS har udbudt siden 2014, og som udspringer af den maritime vækstplan fra 2012.
”Vi giver Søfartsprisen til International Shipping and Trade på CBS, fordi uddannelsen er med til at løfte kompetenceniveauet og tiltrække unge talenter til Det Blå Danmark. Kloge hoveder er dansk skibsfarts måske vigtigste konkurrenceparamenter og er stærkt medvirkende til, at Danmark er blandt verdens 10 førende søfartsnationer,” siger formand i Danmarks Rederiforening Claus V. Hemmingsen.

Det første hold studerende på International Shipping and Trade blev optaget i 2014 og dimitterer i 2017. Uddannelsen har de seneste to år med et meget højt karakterkrav ligget helt i top blandt de mest populære uddannelser på CBS. Den evner også at tiltrække kvindelige studerende, hvilket øger talentmassen for en typisk mandsdomineret branche.

Ifølge lektor og studieleder på International Shipping and Trade, Martin Jes Iversen, har prisen meget stor betydning.
”Vi har opbygget uddannelsen i tæt samspil med erhvervslivet, og det er virkelig dejligt at få bekræftet, at uddannelsens ambitiøse akademiske indhold giver mening for erhvervet. Vi håber, prisen kan skabe endnu mere positiv opmærksomhed blandt rederierne og være en hjælp, når de studerende skal søge praktikplads,” siger han og nævner, at de studerende er blevet taget rigtig godt imod af branchen, når de har sendt ansøgninger og været til samtaler om en praktikplads.

”Og så er timingen af omtalen god – vi håber, at talentfulde unge gymnasieelever, der bliver studenter i år, vil søge vores uddannelse,” siger Martin Jes Iversen.

Med prisen følger 40.000 kroner, som, modtageren har besluttet, skal bruges på stipendier til studerende, der ønsker at tage på udveksling. CBS International Shipping and Trade sender studerende på udveksling til Singapore Management University og Texas A&M University i Houston.

Læs mere her

Vænget i Løgumkloster lukkes for tung trafik

Vejen til skole skal være endnu mere sikker og tryg for skolebørn i Løgumkloster. Derfor er det nu slut med gennemkørende lastbiler og landbrugskøretøjer på Vænget i LøgumklosterFra uge 7 indføres et permanent gennemkørselsforbud for lastbiler og landbrugskøretøjer på Vænget i Løgumkloster. I begge ender af strækningen bliver der derfor nu skiltet med forbuddet.

Forbuddet er et af mange projekter i Trafikplan Løgumkloster. Det etableres for at skabe en mere trafiksikker skolevej for de mange skolebørn, der dagligt færdes til fods eller på cykel på Vænget.

I første omgang højnes trafiksikkerheden blot ved hjælp af forbudstavlerne. Men i løbet af 2016/17 forventes det, at tavlerne vil blive suppleret med et skolepatruljeanlæg samt hastighedsdæmpende foranstaltninger i form af chikaner eller indsnævringer. Samtidig overvejer Tønder Kommune at ændre vejen til en såkaldt 2 minus 1 vej, som skal sikre de cyklende skolebørn yderligere.

– En trafiktælling fra 2014 viser, at der i snit kører 2.204 køretøjer på strækningen om dagen, og at 9,9 % af disse er lastbiler. Den store mængde gennemkørende tunge trafik skal fremover i stedet benytte Omfartsvej-Krusåvej, udtaler trafiksikkerhedsmedarbejder Anders Hørkjær Pedersen.

Trafiktællingen viser desuden, at der generelt køres for hurtigt på Vænget. Med de nye tiltag håber Anders Hørkjær Pedersen, at gennemsnithastigheden vil falde.

Fakta:
Hvad er en 2 minus 1 vej
Vejen indsnævres visuelt med brede stiplede kantbaner i begge sider, så der visuelt kun er ét kørespor, svarende til en smal vej. Herved skal bilisterne i begge retninger i princippet deles om et kørespor, og skal placere sig midt på vejen, når der ikke er modkørende trafik. Kantbanen er stiplet, og kan og skal overskrides, når der er modkørende færdsel. Vejtypen skal således signalere mere plads til de lette trafikanter og kan sikre en større afstand mellem lette trafikanter og medkørende trafik. Dette kræver naturligvis et andet køremønster, og hastighedsbegrænsningen er derfor nedsat.

Læs mere her

Løvfaldstroljerne på sporet

Når efterårsbladene samler sig i bunker på skinnerne, og togene kører over dem, så bliver de til en klæbrig masse, som gør, at lokomotivførerne skal bruge mere tid til at sætte i gang og komme ned i fart. Og derfor får de strækninger, der er hårdest plaget af løvfaldet, besøg af Banedanmarks løvfaldstroljer.”For at sikre, at vi også i løvfaldsperioden kan køre med høj rettidighed, så spuler vi skinnerne med vand på de strækninger, hvor løvfaldet giver udfordringer. Vi kører både dag og nat, og der bliver spulet med et tryk på 500 bar, så skinnerne kan blive rene igen,” siger Jens Jørgen Hansen, trafikchef i Banedanmark.

Samarbejde
Lokomotivførerne og trafikstyringspersonalet i Banedanmarks fjernstyringscentraler og kommandoposter informerer hinanden om løvfald på strækningerne, så kørslen kan tilpasses forholdene. Og hos DSB har togene fået slebet hjul og kører med fyldte sandkasser.

”Vi kører efter faste planer, men er samtidig fleksible. Hvis vi får meldinger ind om meget løvfald på en strækning, så er der mulighed for at køre ekstra ture,” siger Jens Jørgen Hansen.

En anden medspiller er vejret, der dog også kan ende som en modspiller. Frost og kraftig blæst giver en kort løvfaldsperiode, imens et stille og lunt efterår gør løvfaldsperioden længere.

I oktober 2014 blev 1,1 procent af togene på fjernbanen forsinket som følge af løvfaldet, og i november var tallet 0,5 procent. På S-banen var der stort set ingen forsinkelser på grund af løvfald.

Her kører troljerne
I år vil der være tre løvfaldstroljer, som er placeret i henholdsvis Aarhus, Fredericia og Hellerup. Der er beredskab i Jylland i denne uge, i uge 42 er de første natkørsler planlagt, og fra uge 44 er det planen også at køre i dagtimerne.

Der køres på følgende strækninger:

– Aarhus-Hobro
– Fredericia-Vejle-Jelling-Aarhus
– Fredericia-Bramming
– Fredericia-Odense
– Kystbanen
– Roskilde-Køge-Næstved

På S-banen køres der efter behov

Læs mere her

Brug de lovlige overgange, når du skal krydse banen

Antallet af folk, der krydser eller på anden vis befinder sig ulovligt på jernbanen er desværre stigende.Lokomotivførerne oplever dagligt, at der opstår farlige situationer, fordi folk krydser jernbanesporene, hvor det er ulovligt, og dermed bringer sig selv i fare. Fra 1. januar 2014 til 17. marts 2015 blev der indberettet 557 tilfælde til Banedanmark, hvor lokomotivføreren observerede en eller flere personer i sporet.

Det sker både på stationer, hvor folk krydser sporene for at nå et tog, og i det åbne landskab, hvor mange skyder genvej over sporet. Eller det kan være i en overkørsel, hvor man ikke respekterer, når bommene er nede, og advarselsklokkerne kimer.

”Det er ulovligt og forbundet med livsfare at krydse sporet uden for de autoriserede overgangssteder. Togene kommer ofte med høj fart, de er stort set lydløse, og de kan ikke dreje uden om en forhindring,” siger Thomas Gram Rasmussen, Sektionschef for jernbanesikkerhed i Banedanmark.

Blandt dem, der krydser sporene ulovligt, er der mange unge og yngre mennesker. Og her efter sommerferien, hvor mange har skiftet uddannelsesinstitution og skal ud på stationerne og op i togene, er det vigtigt, at man kender reglerne for, hvordan man færdes ved jernbanen.

”Ved jernbanen skal man benytte de autoriserede overgange og vente til bommene er oppe, når man kommer til en overkørsel. Det tager kun ganske få minutter, men man undgår at sætte sit liv på spil,” siger Thomas Gram Rasmussen.

Ud over at sætte sit eget liv på spil, så er de mange nærvedpåkørsler en psykisk belastning for lokomotivførerne.

FAKTA:

Fra 2013 til 2014 steg antallet af indberetninger om nærvedpåkørsler fra 373 til 496.
557 indberetninger i perioden fra 1. januar 2014 til 17. marts 2015 er blevet gennemgået.

Fordelingen målt på landsdele er:
Hovedstaden: 348 – heraf 322 på S-banen
Øvrige Sjælland: 52
Fyn: 47
Jylland: 110

Læs mere her

Sidste etape af dobbeltsporet mellem Vamdrup og Vojens

Når sporet mellem Vamdrup og Vojens bliver spærret den 13. juli og tre uger frem, så er det startskuddet til sidste etape af det 20 kilometer lange dobbeltspor mellem de to byer.Sporet ser langs store dele af strækningen flot og køreklart ud, og langt de fleste af depotpladserne er ryddet, men der er stadig arbejde, der skal udføres.

I Vojens skal der lægges et nyt sporskifte og laves afsluttende sporarbejder i forbindelse med tilslutningen mellem dobbeltsporet og den nordlige del af Vojens Station. Der skal desuden foretages afsluttende sporarbejder omkring Farris og Sommersted samt forskellige broarbejder.

Herudover resterer der en række jord- og afvandingsarbejder, der skal sporjusteres, og køreledningsanlægget, ATC-anlægget og sikringsanlægget skal gøres klar til drift.

”Selv om vi nu kan se målet, får vi stadig travlt i de tre uger, sporet er spærret. Både i selve sporet, men i lige så høj ved siden af, hvor vi blandt andet kommer til at bruge en del tid på at gøre sikringsanlægget klar til dobbeltsporet,” siger projektleder Tom Serup Andersen.

Forbedret rettidighed
Når dobbeltsporet mellem Vojens og Vamdrup planmæssigt er klar i sensommeren 2015, kan passagererne se frem til en forbedret rettidighed, samtidig med at det forbedrer kapaciteten for godstransporten.

Ud over anlæggelsen af et nyt dobbeltspor så opgraderes hastigheden på strækningen til 160 km/t.

”Vi glæder os rigtig meget til at aflevere dobbeltsporet og håber, at passagererne og naboerne også i den sidste af de store sporspærringer vil have tålmodighed med os. For det er nødvendigt at spærre sporet for at få udført de sidste arbejder, og vi kommer også til at støje,” siger Tom Serup Andersen.

Togbusser
Ud over at anlægge dobbeltspor mellem Vamdrup og Vojens benytter Banedanmark lejligheden til at ombygge sporene på en række stationer i Sønderjylland.

Derfor vil sporet være spærret for passagertrafik på hele strækningen mellem Lunderskov og Padborg fra den 13. juli kl. 5.15 til 10. august kl. 17.40. Der vil i stedet blive indsat togbusser.

Frem til den 31. august er der desuden spærret for togtrafik mellem Vamdrup og Vojens hver lørdag aften fra kl. 21 til søndag kl. 6.00 samt hver mandag fra kl. 9 – 17.40.

FAKTA:
Strækningen mellem Vamdrup og Vojens bliver udbygget med et elektrificeret dobbeltspor. Samtidig moderniseres banen, så hastigheden for passagertog kan hæves til 160 km/t. Anlægsarbejdet begyndte i marts 2014, og banen er klar til drift i sensommeren 2015.

Læs mere her

Snart må lastbilchauffører ikke længere benytte Gesingvej i Skærbæk som smutvej til og fra Rømø

Det skal være slut med, at lastbilchauffører benytter Gesingvej i Skærbæk som smutvej til og fra Rømø. Derfor sætter Tønder Kommune nu forbudstavler op både på Tøndervej ved Gesingvej og ved krydset Kystvej/Hjemstedvej. På tavlerne gøres opmærksom på, at gennemkørsel til henholdsvis Rømø-dæmningen og Rute 11 er forbudt for lastbiler.I stedet bliver lastbiltrafikken til og fra Rømø ledt videre mod rundkørslen nord for Skærbæk.

De nye tavler kommer op i den første uge i maj.

En trafiktælling foretaget i 2014 viste, at næsten 12 pct. af bilerne på strækningen er lastbiler.

Med de nye retningslinjer forsvinder lastbilerne dog ikke helt fra Gesingvej. Det er den gennemgående lastbiltrafik til og fra Rømø-dæmningen, der fremover skal en anden vej, mens lastbiltrafikken til/fra områderne syd for Skærbæk fortsat kan afvikles på strækningen. Men det ventes, at de nye retningslinjer vil reducere lastbiltrafikken på Gesingvej betydeligt.

I løbet af sommeren vil der blive foretaget trafiktællinger på strækningen, så kommunen kan vurdere, om tavlerne har den ønskede effekt.

Turen til Rømø-dæmingen bliver kun ganske lidt længere, når lastbilerne skal omkring rundkørslen nord for Skærbæk i stedet for at køre ad Gesingvej. Tidsmæssigt er forskellen minimal.

Tiltaget er nævnt i Trafikplan Skærbæk og er det første af mange projekter, som bliver gennemført de kommende år, heraf flere allerede i år. Planen kan ses på www.toender.dk.

Tønder Kommune arbejder i øvrigt fortsat på cykelstien langs Gesingvej. Den ventes etableret i løbet af 2015.

Læs mere her

Transportbranchen er også for unge karrieresøgende

Interessen var stor, da transporterhvervet ved arrangementet ’En god karrierevej’ på Transport 2015 i MCH Messecenter Herning gjorde sine hoser grønne over for ungdommen. – Jeg har altid forbundet transportbranchen med truckere i neontøj. Og på vej ind tænkte jeg, at vi helt sikkert var de eneste tre piger på hele messen. Men ud over de jobs, man normalt forbinder med branchen, er der jo også kontorassistenter, projektledere, eventkoordinatorer, marketingfolk og massevis af andre profiler.

Ordene kommer fra Stine Brønbo, HG-studerende på Herningsholm Erhvervsskole. Hun var sammen med klassekammeraterne Line Juul og Louise Jensen fredag mødt op på Transport 2015, Skandinaviens største indendørs transportmesse, i MCH Messecenter Herning for at blive klogere på transportbranchen som karrierevej.

– Ja, jeg troede næsten, at vi var gået forkert, da jeg så mændene i arbejdstøj. Men alle var supersøde, og foredragene var virkelig spændende, tilføjer 23-årige Line Juul, der nu håber på en karriere som speditør.

Masser af karrieremuligheder

De tre klassekammerater fra Herning var dog langt fra de eneste tilstedeværende piger. Faktisk var kønsfordelingen på arrangementet ’En god karrierevej’ nogenlunde ligelig, og med over 140 deltagende studerende fra seks skoler er oplægsholderne meget tilfredse med fremmødet.

– Branchen er ved at være tyndslidt. Vi har brug for nyt blod og friske kræfter udefra. Her ligger der en stor opgave i at kommunikere, at vores erhverv byder på masser af spændende karrieremuligheder. Navnligt fordi transportbranchen ikke fremstår så sexet og traditionelt ikke har været god til branding, siger Jan Egegaard Jensen, Competence Development Manager for Volvo i Danmark og en af de fire foredragsholdere.

– De unges billede af branchen er helt klart præget af fordomme og stereotyper. For at ændre på det er der behov for initiativer, der ligesom dagens arrangement kan fungere som en øjenåbner. Det handler om markedsføring, og den disciplin har vi som branche ikke mestret, mener Jan Egegaard Jensen og oplyser, at Volvo Danmark nu vil sætte langt mere fokus på at brande sig som arbejdsgiver.

Benhård konkurrence

Speditør Arnt Vad Jensen fra Blue Water er et godt eksempel på det ’nye blod’, som arbejdsgiverne i transportbranchen efterspørger. Den 24-årige midtjyde, der har en baggrund som lagermand og lastvognschauffør, er af FDE Fonden kåret som årets talent 2014 inden for transport og logistik. Dermed var han nærmest selvskreven som oplægsholder på fredagens arrangement.

– Det, der gør mit arbejde fedt, er hverdagens mange udfordringer, som kræver, at man er innovativ og kreativ. Konkurrencen er benhård, og det er virkelig ’survival of the fittest’. Vi er mange om buddet, så priserne er pressede, og der skal meget volumen igennem, for at der kan tjenes penge, siger Arnt Vad Jensen, der blandt andet har været projektleder på flytningen af verdens største vindmølle. Sideløbende med sit arbejde hos Blue Water læser han HD i Supply Chain Management.

Læs mere på transport-messen.dk, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Læs mere her