Indvielse af DSB 1′ Lounge på Århus Banegård

DSB har på Århus Banegård indrettet en DSB 1′ Lounge som et ekstra tilbud til kunder, der rejser på DSB 1′.

Lounge-konceptet, der er kendt fra lufthavnene, giver kunderne mulighed for at slappe af med en kop kaffe, en avis, se nyheder, arbejde på nettet eller holde møder i de separate lokaler. Erfaringerne fra DSB 1′ lounge i Odense Banegårds Center viser, at der er et behov for et sted, hvor DSB’s forretningskunder kan være effektive inden de stiger på toget.

Indvielsen af den nye DSB 1′ Lounge finder sted i dag mandag den 8. marts kl. 10.00 med deltagelse af Århus’ borgmester Nicolai Wammen (S) og DSB’s administrerende direktør, Søren Eriksen.
Ifølge DSB’s regionschef Jørgen D. Rasmussen er DSB 1′ Lounge blot et af flere nye tiltag målrettet erhvervskunder.

“Den nye DSB 1′ Lounge ligger godt i tråd med vores Non Stop Ekspres, der kører direkte mellem Århus og København på 2 timer og 45 minutter med adgang til internet og god forplejning på turen. Loungen giver mulighed for at være effektiv før, under og efter rejsen,” forklarer han.

Samarbejde med Galleri Jarlsbo
Den nye DSB 1′ Lounge i Århus er den anden af sin slags og er indrettet i samarbejde med Public Arkitekter A/S. Der findes i dag en lounge i Odense Banegårds Center, som dagligt bliver brugt af mange DSB 1′ kunder. På lidt længere sigt planlægger DSB at indrette tilsvarende faciliteter på Københavns Hovedbanegård.

“Det er vigtigt for os at kunne imødekomme vores erhvervsrejsendes behov før, under og efter rejsen, skabe en sammenhængende rejse med mulighed for at konvertere rejsetid til arbejdstid, og her er DSB 1′ Lounge med mødefaciliteter bare ét ud af de mange nye tiltag, vi har på vej,” siger Business Manager i DSB Marketing, Filip Lauritzen.

I det kommende år sker udsmykningen af DSB 1′ Lounge i samarbejde med Galleri Jarsbo, Århus, der sørger for skiftende udstillinger i lokalerne.

Med venlig hilsen

DSB

Læs mere her

Usund mad er farligt i trafikken

Kaffe og basser til morgenmad og burger med cola til frokost. Fed mad og søde sager sløver i trafikken. Det får sælgernes organisation til at sætte spot på livsstilen på landevejen.

Sund regelmæssig mad forbedrer reaktionstiden med 16 procent, viser undersøgelse blandt lastvognschauffører. Alligevel vælger seks ud af ti sælgere fastfood frem for sundere alternativer, når de kører i firmabilen. Fagforeningen for salg og marketing vil nu guide kørende bilister til en sundere livsstil.

– Det er sværere at leve sundt, når man er på farten. Der er ingen faste spisetider og junkfood er tit eneste alternativ. Men det er vigtigt med en indsats, fordi fed mad får os til at reagere langsommere i kritiske situationer i trafikken, siger Lene Walther Johannesen, sundhedspolitisk formand i Business Danmark.

Mange medarbejdergrupper, fx sælgere, håndværkere og politibetjente, har sjældent faste spisetider eller adgang til sund kantinemad. De køber i stedet fastfood i kiosker og på tankstationer. Lidt over halvdelen af sælgerne hævder dog, at de vælger den sundeste variant fra spisesedlen. Men heller ikke det er uproblematisk, siger Lene Walther Johannesen.

– Det er begrænset, hvor sunde den sundeste fastfood er. Et bedre alternativ er, at have frugt og grønt med i bilen og indbydende hjemmelavet mad i handskerummet, som er afkølet i de fleste nye biler, siger hun.

Morten som rollemodel
Som led i kampagnen kan medlemmerne i flere numre af Business Danmarks fagblad følge 41-årige Morten Salomonsen lave en turnaround. Den 126 kilo tunge sælgers sundhedsprofil afslører et lavt kondital og en høj fedtprocent. Han har før smidt 30 kg på en slankekur over fem måneder, men kiloene kom hurtigt på igen, da kuren sluttede.

– Jeg skal lære at spise sundere og regelmæssigt, så stofskiftet kommer i vejret. I årevis har jeg sprunget morgenmaden over, drukket for lidt vand og spist fastfood eller ingenting til frokost. Det sløvede, så jeg sidst på eftermiddagen kørte på dampene, siger han.

Morten Salomonsen skal også dyrke mere motion. Men på grund af den hårde vinter har han udskiftet sin planlagte kajakture omkring Næstved med ture på løbebånd. Og som del af aftalen med sin diætist Karen Svarre Asmussen smører han nu madpakke hver dag.

– Både motionen og kostændringen går fint, men jeg frygter lidt den dag, hvor jeg skal stå på egne ben, og det bliver hverdag. Men indtil videre er det gået fint og jeg er fast besluttet på det skal lykkes denne gang, siger han.

Ifølge Business Danmark har kun fire ud af ti sælgere en kantineordning, fordi de enten er på farten eller arbejder hjemmefra.

Kontaktinformation:
Lene Walther Johannesen, sundhedspolitisk formand i Business Danmark, tlf. 61557146.
Morten Salomonsen, rollemodel og medlem af Business Danmark, tlf. 61220686.

Læs mere her