Den uafhængige konsulentvirksomhed indenfor Transport Management (TopLogic AB) åbner endnu et kontor i Jylland og dermed sit 4. kontor i Danmark

Som led i ekspansionsplanerne for Norden åbner TopLogic nu sit 4. kontor i Danmark, og er således repræsenteret i med 2 kontorer på Sjælland og 2 kontorer i Jylland. Yderligere 1 kontor i Danmark planlægges åbnet i september 2006.

Dette betyder at de danske kunder nu kan trække på 27 konsulenters erfaring indenfor rådgivning og analyser af fragtøkonomi– og administration samt Transport Management systemer.

Ansvarlig for det nye kontor i Nordjylland er Per Nørgaard. Per Nørgaard har en bred erfaring indenfor transport– og speditionsbranchen fra ind– og udland, herunder fra Bluewater Shipping som General Manager på Grønland.

Hvem er TopLogic AB

TopLogic er en svensk uafhængig konsulentvirksomhed indenfor logistik–, fragtanalyse og IT rådgivning og systemudvikling.

TopLogic tilfører fragtkøbere værdi igennem en bred kompetence indenfor transportbranchen, har investeret og udviklet værktøjer indenfor fragt– analyser igennem 14 år.

TopLogic har bl.a. kunder som Schur International, Topnordic, Glunz & Jensen, Brüel & Kjær, Carletti, Løwener og løst ca. 700 projekter.

Ved hjælp af et simulerings– og analyseværktøj udfører kvalificeret analytikere på kompetence centre i Sverige; databehandling, analyser og forsyner derved skandinaviske– og internationale kunder med et bedre beslutningsgrundlag, til at optimere deres logistikløsninger økonomisk– som kvalitetsmæssigt. De lokale kontorer fungerer som salgskontorer med fokus på markedets fragtkøbere og fragtudbydere.
Vi har valgt at koncentrere os om markedet, og lade et proffesionelt team af analytikere med international erfaring side centralt i Stockholm og Malmø og forberede beslutningsgrundlaget for vores kunder, på tværs af brancher og transportformer – udtaler Markedschef Paul Dhami fra Toplogic AB (Danmark).
 

Læs mere her

Internationalt rejsehåndteringssystem

TMS frem i første række
– Satsning på administrationssystem til billethåndtering

1stFrontstore har pr. 1. august 2003 i gangsat fase 2 af internationaliseringsplanerne for TMS, Travel Management System.

Jørgen Ole Kjær, er fratrådt stillingen som administrerende direktør i 1stFrontstore, med virkning fra 1. august 2003 for at fokusere på det internationale potentiale. Jørgen Ole Kjærs aktiviteter varetages fremover af Anders Meyer og Hans Henrik Jacobsen, som tegner ledelsen af virksomheden i form af ledelses–partnerskab.

Motivationen for disse tiltag er at forberede TMS til internationalt salg.
Fase 2 består i at skaffe den fornødne kapital i form af investering, partnerskaber eller lånefinansiering og således at kunne gøre brug af den erfaring og knowhow, som 1stFrontstore gennem de seneste år har oparbejdet i forbindelse med udviklingen af TMS til danske trafikselskaber.

Vi har i de seneste år arbejdet målrettet mod færdiggørelsen af TMS til vores kunder og dette mål har vi nået. Nu udnytter vi vores forspring på markedet til at fokusere på udbredelsen af systemet, som er helt unikt, da det blandt andet kan håndtere flere samtidige prisstrukturer, udtaler Hans Henrik Jacobsen, partner i 1stFronstore.

Kort om TMS
– Travel Management System

Trafikselskaber, der anskaffer TMS, er fremtidssikrede, da både afregningsmetoder og udvekslingsaftaler kan tilpasses efter kommunale, amtslige, nationale og internationale aftaler. Der behøves således ingen specialudviklede programmer. De eksisterende regler og aftaler indtastes i systemet, som herefter håndterer kortadministrationen,

Potentialet for udbredelsen af TMS er enormt. Vi har gennem den seneste periode præsenteret Travel Management System for en række internationale selskaber, som alle ser meget store muligheder i produktet. Vi igangsætter i disse dage et samarbejde med Danmarks eksportråd og kontakter potentielle investorer og samarbejdspartnere for at skabe det bedst mulige grundlag for internationaliseringsplanerne, siger Jørgen Ole Kjær, (jok@1stfrontstore.com).

TMS anvendes i dag til håndtering af periodekort til rejser af Nordjyllands Trafikselskab (NT), Viborg Amts Fælleskommunale Trafikselskab (VAFT), Ringkøbing Amts Trafikafdeling, Ribe Amts Trafikselskab (RAT), Sønderjyllands Trafikselskab (Sydbus), Odense bytrafik og FynBus.
Produktblad og præsentation af TMS fås ved henvendelse til Hans Henrik Jacobsen, 1stFrontstore.

1stFrontstore A/S er et softwareingeniørselskab med solid erfaring og ekspertise inden for udvikling af software, service og support af IT–løsninger. Vores kunder er både offentlige og private virksomheder.
 

Læs mere her

Nyt kurer- og transportfirma Åbner i København og Nord jylland og trodser krisen i branchen.

Kurer– og transportfirmaet Easy Kurér åbnede 2. Januar med afdelinger i København og Aalborg og hub i Trekantsområdet . Dermed bliver det både hurtigere og billigere for virksomheder at få transporteret pakker ikke bare på Sjælland og Nordjylland men også på kryds og tværs af landet.

Easy Kurér har nu et af Danmarks største, uafhængige fragtnetværk, og det kommer kunderne til gode. Med lanceringen af pakkehubben i Trekantsområdet vil alle lokale virksomheder blive tilbudt en kontant besparelse på minimum 10 pct. af deres samlede fragtforbrug.

Sikker og hurtigt levering af alle typer gods
Åbningen sker både ud fra et ønske om generelt at tilgodese områdernes fragtbehov bedre, men også at et samarbejde med Quicktrans og Pakkebussen er blevet udbygget.

Easy Kurér har en række specielydelser, heriblandt ambulant kurerkørsel for sygehuse i forbindelse med transport af eksempelvis organer og operationsudstyr" fortæller salgschef i Easy Kurér, Jesper Laugesen. Easy Kurér har udover Health & Medical specialiseret sig indenfor brancherne: IT, & Security, Entertainment & Media, Automotive & Aviation, Design & Jewelry, spareparts & tools.

Gennemskuelige priser

Vi har valgt ikke at benytte os af dieseltillæg, taxametre og andet, der kan gøre prisen uigennemskuelig for kunden. I stedet har vi faste priser, som gælder for alle," siger Salgschef Jesper Laugesen.

Styrket netværk

Med opstart af de to afdelinger samt hubben i Trekantsområdet vil Easy Kurér dække hele landet, til fordel for kunderne. Fleksibilitet og pris er kendt for at være kerneord når transportøren skal fastholde kunden og imødekomme daglige krav og forventninger. Omvendt er omstillingsevne og responstid kodeord når tampen brænder og varerne skulle være leveret senest dagen før, og det er præcis hvad Easy Kurér kan.

Easy Kurér tilbyder en vifte af services koncentreret om tre hovedprodukter: Kurér og ekspres–levering, distribution samt konceptet "På kryds og tværs af landet". På kryds og tværs af landet kan sammenlignes med en bus. Den ankommer til de største byer i Danmark 1 gang dagligt og kører dit gods sammen med andre kunders gods. Ekspres–levering er løsningen, når varen skal frem øjeblikkeligt, mens på kryds og tværs af landet konceptet leverer samme dag eller dagen efter.

Hurtigst i Danmark og udlandet
Ud over disse fokusområder er der indgået nære samarbejdsaftaler med et flyselskab og et internationalt fragtfirma i tilfælde af internationale hastesager.
"Vores primære force er ekspres–levering i Danmark for brancher, der arbejder med skarpe deadline. Det er typisk IT–virksomheder, trykkerivirksomheder og lignende.
 

Læs mere her

Ingen tog i Nordjylland i weekenden

Fra tidligt lørdag morgen til sent søndag aften den 17. og 18. oktober kører der ingen tog mellem Aalborg og Frederikshavn. Alle tog bliver erstattet af busser. Der kører hurtigbus mellem Aalborg og Frederikshavn med stop i Brønderslev og Hjørring. Busser med stop ved alle stationer kører således, at det vil være muligt at skifte til hurtigbussen i Brønderslev.

Årsagen til, at togtrafikken i Nordjylland indstilles, er, at Banedanmark reparerer broer mellem Aalborg og Frederikshavn.

Bussernes afgangstider fremgår af opslag på stationerne og af www.rejseplanen.dk. Rejsende skal være opmærksomme på, at busser, der kører mod Aalborg, afgår tidligere end de togafgange, de erstatter. Det gør de for at kunne nå toget i Aalborg. Busser fra Aalborg afgår i togets afgangstid.

I busserne er der begrænset plads til cykler og barnevogne. Kørestole kan kun komme med, hvis de kan klappes sammen. Børneguide i InterCityLyn 46 søndag køres med en særlig bus kun for børn fra Frederikshavn kl. 12.05.

Læs mere her

Ikke altid nemt at blive enige, men der må ikke herske tvivl om sikkerheden

I kølvandet på de bekymringer, der blev rejst i sidste uge om sikkerheden ved enmandsbetjening på blandt andet Kystbanen fra 15. december 2013, har DSB inviteret Dansk Jernbaneforbund til genbesigtigelse af strækningerne Aarhus-Aalborg/Aalborg-Frederikshavn, hvor der for nyligt er indført enmandsbetjening.

Enmandsbetjening er et helt centralt element for rationaliseringen og udviklingen af jernbanen, og DSB og andre operatører i Danmark har mange års god erfaring hermed, siger direktør for Operation & Strategi i DSB Anders Egehus.

Arbejdet med at få indført standardprocedurer for enmandsbetjening omfatter oftest udbedringer af monitorer, signallysstyrke og mærker. Indtil de ændringer er endeligt på plads sørger alternative procedurer for, at sikkerheden ikke tilsidesættes.

De mere manuelle procedurer er utvivlsomt mere bøvlede for vores kolleger, men de indføres netop for at sikkerheden aldrig må kunne blive draget i tvivl. Går de udover noget er det rettidigheden, ikke sikkerheden, siger Anders Egehus, og tilføjer:

Vi har mere end 3.000 km. jernbane i Danmark. Langs den og på de næsten 300 stationer står tusindvis af monitorer, signaler og mærker. Det kan ikke undgås, at der ryger en pære eller monitor en gang imellem. Hærværk er desværre heller ikke et ukendt fænomen, og træer vokser jo fra tid til anden også indover mærker og signaler. Lige netop derfor er det vigtigt at arbejde med alternative procedurer. Kun derved sikrer vi, at sikkerheden er på plads også mens udbedringer pågår, eller hvis det uventede skulle opstå, tilføjer Anders Egehus.

Efter genbesigtigelsen mandag har DSB imidlertid valgt at genindføre togførerbemanding på de to nyligt introducerede strækninger i Nordjylland.

Under besigtigelsen mandag var det desværre ikke muligt at opnå enighed mellem parterne omkring procedurer. Vi ønsker ikke, at der derved bliver sået tvivl ved enmandsbetjening helt generelt. Derfor beder vi nu en uvildig tredje part om at bidrage til arbejdet, siger Anders Egehus og tilføjer:

Indtil det arbejde er på plads, vælger vi så at køre med togførerbemanding. Det afgørende er jo ikke, om enmandsbetjening kommer på plads en måned eller to før eller senere. Det afgørende er, at de gode erfaringer, vi allerede har med enmandsbetjening rundt omkring i Danmark, udbredes uden at sikkerheden sådan bliver draget i tvivl.

Læs mere her

Toppolitikeres trafikdiskussion ryger live på nettet

Rundbordsdiskussion mellem folketingets trafikordførere vil for første gang blive udsendt live via internettet, når der mandag og tirsdag i den kommende uge for 17. gang afholdes Trafikdage på Aalborg Universitet.

Konferencen indledes med den traditionelle rundbordsdiskussion mellem folketingets trafikordførere den 23. august kl. 9.30. Adgang til at følge live-streamingen af åbningssessionen sker fra Trafikdagenes hjemmeside på www.trafikdage.dk.

De fire deltagende folketingspolitikere er formanden for folketingets trafikudvalg Flemming Damgaard Larsen (V) og Kim Christiansen (DF), som vil repræsentere blå stue, samt Magnus Heunicke (S) og Anne Baastrup (SF), som vil repræsentere rød stue. Emnerne, som de fire politikere skal diskutere, er udvalgt blandt forslag indsendt af Trafikdagenes deltagere, og de bliver præsenteret for politikerne af indsenderne. Følgende emner skal diskuteres:

Visionen om et sammenhængende Danmark en fast Kattegatforbindelse, v/Jens Kampmann, formand for Kattegatkomitéen.
Indikatorer som politisk styringsværktøj: – Vil I Kan I Tør I v/Henrik Gudmundsson, DTU Transport.
Hvor stor en hammer vil politikerne tage i anvendelse for at få Danmark tilbage i trafiksikkerhedens europæiske 1. division v/Sven Krarup Nielsen, Formand for Havarikommissionen for Vejtrafikulykker.
I trafikforliget er det aftalt, at vi skal have GPS baserede kørselsafgifter, men hvordan skal taksstrukturen se ud, hvem fastsætter den og hvem skal have provenuet v/Harry Lahrmann, Trafikforskningsgruppen, AAU.
Hvad er bussernes rolle i opfyldelsen af ambitionen om, at den kollektive trafik skal løfte det meste af fremtidens vækst i trafikken v/Christian Roslev, direktør Nordjyllands Trafikselskab.

Rundbordsdiskussionen vil blive styret af direktør Susanne Krawack, Trekantområdet Danmark.

De spændende og udfordrende oplæg garanterer en levende debat, som lægger op til de mange faglige indlæg, der præsenteres mandag eftermiddag og hele tirsdagen. Der vil blive præsenteret i alt ca. 75 papers og afholdt 13 Workshops/Special Sessions, og der bliver rig lejlighed til også at høre om andre trafik- og transportemner. Eksempler herpå er:

Havarikommissionen for Vejtrafikulykker vil forelægge resultaterne af deres dybdeanalyse af 41 alvorlige motorcykelulykker.
Movia vil fortælle om, hvordan højklassede bussystemer kan bidrage til den positive spiral indenfor den kollektive trafik.
Odense kommune vil præsentere deres El-cykel kampagne.
DTU Transport vil diskutere, hvad vi kan lære af Sverige og Norge indenfor området målstyret transportplanlægning.
Mobilitetsgruppen på AAU vil fortælle om vidensfiltrering og magt i beslutningsprocessen omkring den 3. Limfjordsforbindelse med udgangspunkt i anvendelse af trafikmodeller.
Region Nordjylland vil fortælle om jernbaneinfrastrukturen nord for Århus.
En workshop vil diskutere forsøget med modulvogntog.
En anden workshop vil diskutere om busbetjeningen er blevet forringet efter strukturreformen.
På en special session vil de nuværende barrierer for udbredelse af elbiler blive præsenteret.

http://www.trafikdage.dk/program/Program_netudgave_2010.pdf kan et samlet program for trafikdagene ses, og i programmet er der link til artikler om de enkelte indlæg.

Praktisk information
Arrangørerne bag Trafikdage er Trafikforskningsgruppen ved Aalborg Universitet.

Konferencen starter mandag d. 23. august kl. 9.30 i Auditorium B, Bertil Ohlins Vej. Pressen er naturligvis velkommen og deltager gratis. Vi kan varmt anbefale, at pressen deltager i hele konferencen, snuser rundt blandt de mange foredrag, får en snak med fagfolkene eller trafikordførerne og andre medlemmer af folketingets trafikudvalg, hvoraf en del deltager i hele konferencen der er her, de gode historier dukker op. Ønsker pressen at deltage ud over indledningssessionen, ser vi gerne, at man tilmelder sig konferencen

Læs mere her

Rejs Jylland tyndt med X Bussen for kun 79 kr.

Den nye SMS lavprisbillet, Blå Billet, giver adgang til ubegrænset rejsom lørdagen i X Busserne i hele Jylland for kun 79 kr.

Lørdag d. 2. april lancerer X Bus et nyt produkt en Blå Billet.

Det er en lavpris billet, som giver adgang til ubegrænset rejse i X Busserne hele lørdagen for kun 79 kr., og kunderne kan spare mange penge, særligt på de længere ruter.

Billetten fungerer som en dagsbillet og købes via SMS samme dag, som man vil rejse og inden man stiger på bussen.

Blå Billet kører i første omgang i en kampagneperiode på 3 måneder, men hvis kunderne tager godt imod den, vil Blå Billet måske blive et fast indslag i X Busserne.

Lav pris for høj kvalitet
Selv om prisen er lav på den Blå Billet, så er kvaliteten i top: X Busserne er ekstra komfortable med borde, gratis internetadgang og strømudtag, så kunderne kan udnytte køretiden optimalt til at arbejde eller hvile.

Der er skærme med TV2 News og andre nyheder samt vejrudsigt. Skærmene viser også realtidsinformation om, hvordan rejsen skrider frem.

Mad/drikke må tages med på turen, og der er toiletter i busserne på de lidt længere ruter.

Om X Bus
X Bus er ekspresbusser, der kører på kryds og tværs af hele Jylland med ganske få stop fra Frederikshavn i nord til Sønderborg i syd. Fra Ringkøbing i vest til Aarhus i øst.

X Bus ejes af de tre trafikselskaber Nordjyllands Trafikselskab (NT), Midttrafik og Sydtrafik.

Se samlet rutekort for X Bus:
http://www.xbus.dk/#/ruter-tider/ruteoversigt

xbus.dk:
http://www.xbus.dk/#/ruter-tider/rejseplanen-koereplaner

Læs mere her

Read More

De tre jyske trafikselskaber starter sommeren med et godt tilbud til deres kunde

Midttrafik, Sydtrafik og NT (Nordjylland) indfører en ny, fælles rejsegaranti. Tidligere gjaldt garantien kun til det sted, hvor rejsen sluttede i det enkelte trafikselskabs område, men fra i dag gælder den også, hvis man undervejs på rejsen kører inde i et andet trafikselskabs område.

Rejsegarantien er kundens sikkerhed for at nå frem til tiden.

Er bussen skyld i, at man kommer mindst 20 minutter for sent til sit bestemmelsessted, kan man vælge at tage en taxa eller køre i egen bil for at indhente forsinkelsen. Bagefter kan man søge om at få udgiften refunderet, dog må man højst køre 50 km i taxa/egen bil.

Rejsegarantien gælder fra 1. juni 2011 i alle busser i Midttrafiks, Sydtrafiks og NT´s områder samt i togene på Vestbanen, Odderbanen, Lemvigbanen og Nordjyske Jernbaner.

Den fælles garanti er det seneste eksempel på det tætte samarbejde mellem de tre trafikselskaber, og er affødt af et ønske om at gøre det nemmere og mere trygt for kunderne at bruge den kollektive trafik.

Som kunde skal man ikke bekymre sig om hvilket trafikselskab, man skal sende sin ansøgning om refusion til. Man sender den blot til sit eget selskab, som så klarer resten.

Vigtigt at kunden kan søge kompensation
Om det nye fælles, jyske samarbejde siger direktør Christian Roslev, Nordjyllands Trafikselskab:

– Vi bestræber os hver dag på at levere et godt produkt til kunderne.
Men med langt over 100 mio. buspassagerer kan det ikke undgås, at der ind i mellem opstår situationer som gør, at vi ikke kan leve op til kundernes forventninger.

– Når det sker, er det vigtigt, at det er så nemt som muligt for kunderne at hjælpe sig selv og efterfølgende søge kompensation.

Som hidtil hører der betingelser til rejsegarantien, ligesom der er situationer, hvor den ikke gælder.

Læs mere på » midttrafik.dk/rejsegaranti

» sydtrafik.dk
» nordjyllandstrafikselskab.dk

Yderligere oplysninger
Forretningsudvikler Mikael Laustsen, X Bus, tlf. 30 91 30 80

Læs mere her

DSB arbejder på at have 10 tog i Nordjylland den 9. december

Den yderligere forsinkelse af åbningen af Limfjordsbroen er en stor skuffelse og en bekostelig affære for alle parter, siger Tony Bispeskov, Trafikinformationschef i DSB.

Med den fortsatte uvished om, hvornår Limfjordsbroen genåbnes, arbejder DSB på at kunne genindsætte tog nord for Limfjorden og er i fuld gang med at indhente de fornødne godkendelser til at køre tog gennem Sverige og derfra med færge til Nordjylland. Der skal hele 4 færgeoverfarter til at få de 10 togsæt frem (8 MR og 2 IC3). Herefter kan testkørsel på de nye spor starte.

Vi forventer at kunne genintroducere køreplanen med tog mellem Lindholm og Frederikshavn den 9. december 2012, fortsætter Tony Bispeskov.

Indtil broen åbner, vil der fortsat være busser mellem Lindholm og Aalborg. DSB indsætter dertil i myldretidsperioder ekspresbusser også fra Hjørring og Brønderslev for at sikre god forbindelse for de mange pendlere i Nordjylland og de for de mange rejsende, der skal videre syd på med tog fra Aalborg.
Foreløbig indtil jul, hvorefter det fortsatte behov vurderes.

FAKTA
10 tog forventes at køre igen i Nordjylland den 9. december 2012 efter testkørsel på de nye spor

De 10 tog er 2 IC3-togsæt og 8 MR togsæt, der transporteres via Sverige under forudsætning af, at DSB opnår de fornødne tilladelser -og videre med færge Göteborg-Frederikshavn til Nordjylland med følgende tidsplan:
1. IC3 togsættene kører fra Kastrup til Gøteborg natten efter den 4/12
2. MR togsættene kører fra Fredericia til Gøteborg natten efter den 3/12 og 4/12
3. Materiellet sejles til Nordjylland med 4 færgeoverførsler den 4/12 og 5/12 mellem Gøteborg og Frederikshavn

Jernbanestrækningen nord for Limfjorden testes fra den 5/12 til den 8/12, da den har været lukket i et halvt år.
DSB går i fuld passagerdrift fra søndag den 9/12 om morgenen ved den nye køreplans start.

Læs mere her

Q8 sørger for, at Posten kører miljørigtigt i Aalborg

Som led i byens store ARCHIMEDES miljøprojekt til bæredygtig trafik bruger 50 postbiler i Aalborg den nyeste diesel fra Q8, der har op til 20 pct. bio-indhold.

Mens ejere af dieselbiler og lastvogne landet over er ved at vænne sig til, at deres diesel nusælges med syv pct. bio-indhold, er Postens køretøjer i Aalborg allerede nået en generation videre.

Som led i Aalborg Kommunes store ARCHIMEDES miljø-projekt til bæredygtig trafikafvikling kører Posten nemlig her med op til 20 pct. indhold af biostof i dieselolien.

50 postbiler i Aalborg drives af såkaldt 2. generations biodiesel, mens den nye diesel med bioindhold, som har været standard-dieselen til vejtransport i hele Danmark siden1. juli, kun er 1. generation.

Den biodiesel, som Q8 leverer til Posten i Aalborg, er fremstillet af slagteriaffald. Q8s normale diesel med bioindhold, der sælges i resten af landet, har sine syv pct. bio-andel fra rapsolie.

Vil være med helt fremme i bio
Q8 gør en stor indsats for at bevise, at et internationalt olieselskab godt kan være miljørigtig og støtte grønne energi-initiativer.

Q8 arbejder f.eks. målrettet på at reducere sit energiforbrug i Danmark. Det sker bl.a. ved anvendelse af LED-pærer, naturligt ovenlys og genbrug af bilvaskevand på Q8-stationerne landet over, ligesom alle Q8-medarbejdere skal gennemgå en særlig klimaskole.

Q8 var derfor straks med på ideen, da virksomheden blev opfordret til at deltage i Aalborgs ambitiøse ARCHIMEDES projekt:

Vi synes, det er spændende at kunne indsamle praktiske erfaringer med brændstof, der indeholder langt større mængder bio-stof end det, vi ser til dagligt. Det stiller udfordringer til både motorer og os, der skal kunne levere biodieselen, fortæller salgschef Svend Larsen fra Q8.

Svend Larsen forklarer samtidig, at biodiesel kan være følsom ved lave temperaturer. Derfor indeholder den aalborgensiske biodiesel op til 20 pct. biokomponent om sommeren, mens bio-andelen i vinterhalvåret skrues ned til 10 pct. I overgangsperioden forår og efterår er den på 12 pct.

ARCHIMEDES indtager Aalborg
Posten har 50 af sine vogne kørende på 2. generations biodiesel i Aalborg. De får alle deres brændstof fra et biodiesel påfyldningsanlæg, som Q8 har indrettet til formålet i forbindelse med limfjordsbyens postterminal.

De biodiesel-drevne postbiler er blot ét af 20 projekter til bæredygtig trafikudvikling, som Aalborg Kommune gennemfører i disse år. Det store projekt er EU-støttet og er opkaldt efter den græske matematiker ARCHIMEDES.

ARCHIMEDES er et samarbejde mellem seks europæiske byer og indgår i EUs CIVITAS Plus program, hvis overordnede formål er at nedbringe transportens energiforbrug og forurening.

Både Aalborg Kommune og Nordjyllands Trafikselskab er involveret i ARCHIMEDES projekterne. Det samme er en række partnere som f.eks. Post Danmark og Q8, der er brændstof-leverandør til Postens køretøjer.

ARCHIMEDES projekterne blev indledt i efteråret 2009 og skal køre frem til 2013.

Læs mere her