“Speed Dating” fylder tomme biler for speditører og transportører

Om der er brug for en hurtig returfragt eller et længevarende samarbejde er ligegyldigt på
www. CargoMatch.dk, hvor transportører og speditører mødes elektronisk, når den optimale
fragtløsning skal findes, og tomme biler fyldes. Der er penge at tjene uanset hvad.

Tomme biler koster penge! Men CargoMatch gør det nemt for transportørerne at registrere, hvor en bil befinder sig, og hvilken typer gods den kan tage med retur (eller videre på sin rute). Det tager kun et øjeblik at registrere oplysningerne, og så kan speditørerne eller andre transportkøbere se mulighederne på deres skærm. Systemet kan således være med til at minimere tomkørsel, skaffe flere opgaver og selvsagt forbedre bundlinjen.

For speditører og andre med mange transportopgaver vil CargoMatch være en hurtig og billig måde at finde en ledig bil til opgaverne. Et opslag på CargoMatch giver hurtigt overblik over mulighederne, hvorefter pris/tid osv. kan optimeres til opgaven. Det er også muligt at finde biler med de rigtige godkendelser, så skal der f.eks. transporteres farligt gods, fremgår de ledige bilers specifikationer tydeligt på listerne.

CargoMatch er også en transportbørs
Som en separat del af CargoMatch findes en facilitet, hvor transportopgaverne kan udbydes til alle systemets brugere. Det vil sige, at speditøren udbyder opgaven via systemet og transportørerne kan herefter vælge at byde på opgaven. Det giver transportøren gode muligheder for ekstra arbejdsopgaver til evt. ledig kapacitet og skaffer samtidigt speditøren nogle tilbud at vælge imellem så både tid, pris og specifikationer passer til opgaven. Det vil helt sikkert spare meget telefontid hos speditørerne.

Og hvad koster det så
CargoMatch tilbydes til alle professionelle aktører på transportmarkedet. For transportøren koster det under tusind kroner om måneden at have adgang til de mange muligheder for at optimere forretningen.
Ifølge beregningerne vil udgiften være tjent hjem ved at undgå bare én tomkørsel fra f.eks. Århus til Odense
Speditørernes betaling afhænger af en række faktorer som f.eks. antal kontorer, brugerkoder, organisation osv. Denne gruppe vil tjene penge på systemet ved at minimere tidsforbruget med at finde en velegnet transportør til opgaven og selvfølgelig få den udført til den øjeblikkelige markedspris alt afhængig af, hvor meget ledig transportkapacitet, der er.

CargoMatch arbejder intenst på at få flest mulige speditører i gang med at bruge CargoMatch allerede i årets første kvartal, så der hurtigt kommer mange opgaver til transportørerne. Som en del af dette arbejde installerer CargoMatch systemet ude hos speditørerne og instruerer dem samtidigt i at bruge det.

Det handler om bedre indtjening i transportbranchen.
CargoMatch er et ægte dansk iværksætterprojekt. Med udgangspunkt i et velkendt problem og anvendelse af ny teknologi har iværksætterne Jesper Gade Nissen og Benjamin Egeskjold satset energi og penge på at udvikle og programmere systemet, der er on-line baseret og fungerer på alle almindelige IT-platforme. Det primære formål med systemet er at skaffe transportørerne returgods, så de tjener penge i stedet for at køre med tomme biler. Og at gøre den nemmere for speditørerne at finde biler med de rigtige specifikationer/priser til opgaverne. Det er selvfølgelig penge, der i første omgang får branchen til at bruge CargoMatch , siger Jesper Gade Nissen, men der ligger faktisk også en stor CO2-besparelse i at der ikke kører en masse tomme biler rundt .

Om CargoMatch ApS
CargoMatch er udviklet og ejes af Jesper Gade Nissen og Benjamin Egeskjold. Sidstnævnte har over 7 års erfaring fra branchen og har nu udviklet det værktøj, han selv så ofte har manglet. Systemet er færdigtestet og operationelt. Firmaet regner med at flertallet af de danske transportører vil benytte sig af systemet i løbet af et år, idet de åbenlyse muligheder for at forbedre bundlinjen er så store.
CargoMatch har kontorer på Havnegade i Odense.

For yderligere oplysninger:
Benjamin Egeskjold
Tlf.: +45 7023 8030
be@cargomatch.dk

Jesper Gade Nissen
Tlf.: +45 2815 5202
jgn@cargomatch.dk

Læs mere her

Read More

Presseinvitation til Transportens dag 2011

Statuskonference for de strategiske analyser:
de langsigtede prioriteringer

Pressen inviteres hermed til Transportens dag 2011 som finder sted:

Mandag den 2. maj 2011, kl. 9.30 17.00
Ledernes Konference Center, Rugårdsvej 590, 5210 Odense NV

Med aftalen om en grøn transportpolitik fra januar 2009 blev det besluttet, at gennemføre strategiske analyser om den langsigtede indretning af bane- og vejinfrastruktur i Danmark.

Temaet for Transportens dag i 2011 vil være status for de strategiske analyser. Transportministeren har inviteret alle landets borgmestre, regionsrådsformænd, relevante interessenter, eksperter og internationale repræsentanter til at debattere de langsigtede prioriteringer for infrastrukturen.

Transportens dag 2011 sætter således fokus på de centrale spørgsmål vedrørende fremtidens infrastruktur, herunder:

Den kollektive trafik og ringforbindelserne i hovedstadsområdet
Landsforbindelserne og det overordnede vejsystem i Jylland
Pressen er velkommen til at overvære hele konferencen eller dele af den. Tilmeldinger fra pressen skal ske til pressechef Jesper Damm Olsen, Transportministeriet, på mail jdo@trm.dk senest fredag den 29. april 2011.

Foreløbigt program kan ses her
Foreløbig deltagerliste kan ses her

Læs mere her

Read More

Banedanmark udskifter radiomast i Valby

Som led i et helt nyt, digitalt radiosystem skal Banedanmark udskifte radiomasten ved Vigerslev Allé Station.

Banedanmark er i færd med at forberede en udskiftning af de udtjente, analoge tog-radiosystemer, der i dag bruges til kommunikation mellem lokomotivførerne og personalet i fjernstyringscentralen. De gamle radiosystemer skal erstattes af ny, digital GSM-R teknologi, og udskiftningen vil ske på alle Banedanmarks jernbanestrækninger i Danmark.

GSM-R er en forkortelse for Global System Mobile for Railway Communications og er et nyt kommunikationssystem, der udelukkende skal bruges i forbindelse med jernbanedriften.

297 antennepositioner
For at opnå radiodækning med GSM-R langs hele jernbanenettet kræver det, at der monteres antenner i 297 master, skorstene eller siloer fordelt med faste intervaller langs hele jernbanen.

En stor del af Banedanmarks eksisterende masteplaceringer kan genbruges – dog er det nødvendigt at forstærke eller udskifte mange af masterne af tekniske årsager. Herudover skal der opføres 77 helt nye master fordelt over hele landet. De bliver så vidt muligt placeret på Banedanmarks egne arealer. Endelig kan Banedanmark nogle steder anvende mobilmaster, skorstene, siloer mv. ejet af teleoperatører og private lodsejere.

Hvad skal der ske lokalt
Banedanmarks mast ca. 400 meter sydøst for Vigerslev Allé Station skal udskiftes af tekniske årsager. Den nye mast opføres ca. 37 meter sydøst for den gamle mast. Den nye mast bliver 33 meter høj.

Den gamle mast vil blive taget ned, når det tekniske udstyr er overført til den nye mast.

Arbejdet er så småt gået i gang, og det afsluttes efter planen i uge 24. Men da det er et meget stort puslespil at koordinere de mange mastearbejder fordelt over hele landet, kan der ske forskydninger i den overordnede tidsplan. Desuden kan vejrlig eller andre uforudsete hændelser forsinke arbejdet.

Målet har været at finde de mest skånsomme løsninger for omgivelserne i forbindelse med mastearbejdet. Derfor tager vi så meget hensyn som overhovedet muligt til både eventuelle naboer og det omgivende miljø, siger områdechef hos Banedanmark Kenneth Lau Rentius.

Banedanmark har anmeldt GSM-R projektet til Miljøcentrene i Roskilde, Odense og Århus. Her har man afgjort, at opførelsen af de nye master generelt ikke kræver en VVM-redegørelse, dvs. en særlig vurdering af projektets virkninger på miljøet.

GSM-R i hele EU
Det er Folketinget, der har besluttet, at Danmark skal skifte til det nye kommunikationssystem. Systemet indføres desuden i hele EU i takt med, at landenes gamle radiosystemer skal udskiftes. Hermed bliver kommunikationen mellem lokomotivførere og fjernstyringscentraler standardiseret, hvilket gør det nemmere at køre tog over landegrænserne, fordi der ikke længere skal skiftes radiosystem ved grænserne.

De radiosystemer, vi i øjeblikket bruger til kommunikation mellem togene og vores fjernstyringscentraler, synger på absolut sidste vers. Systemerne produceres ikke længere, og vi har allerede været ude på verdensmarkedet og opkøbe de sidste reservedele. Derfor er vi glade for beslutningen om at indføre GSM-R i Danmark, siger Kenneth Lau Rentius.

GSM-R skal efter planen være indført i hele Danmark med udgangen af 2012. Det nye togradiosystem vil dog fungere parallelt med det gamle i 2013 og 2014, indtil der er installeret nye radioer i alle tog.

På lidt længere sigt skal GSM-R systemet videreudbygges og vil komme til at udgøre et vigtigt element i den landsdækkende udskiftning af jernbanens signalanlæg, som vil ske frem mod 2021.

Mere information
www.banedanmark.dk/gsm-r findes en mere uddybende beskrivelse af GSM-R projektet.

Yderligere oplysninger via Banedanmarks pressemedarbejder på tlf. 8234 1313.

Læs mere her

Read More

Gratis citybus til odenseanerne

Til september kan odenseanerne hoppe på en ny og gratis citybus i centrum. Den er et af resultaterne efter en høring af byens borgere, som også har bidraget med forslag til en ny rute i forbindelse med nedlæggelsen af servicebusserne . – Jeg er glad for de mange gode forslag, der nu bliver til konkrete tiltag, siger rådmand Jan Boye.

Tidligere på året besluttede By- og Kulturudvalget at nedlægge servicebusserne for at spare 36 mio. kroner over de næste 4 år. En del af fortjenesten ved at nedlægge servicebusserne bliver investeret i nye busliner til odenseanerne samt forbedringer af det eksisterende net. Herudover har udvalget også besluttet at oprette en ny og gratis citybusrute.

Ny busrute efter høring
Da det blev besluttet at nedlægge servicebusserne, valgte By- og Kulturudvalget at høre borgernes holdning til en citybus og komme med forslag til ændringer af busnettet.

Omkring 200 borgere har bidraget med forslag eller gjort opmærksom på problemer, der ville opstå, når servicebusserne forsvandt. Blandt andet ville beboere i Skt. Klemens og Torpegården få svært ved at komme til Dalumcentret og OUH, og beboerne i Kirkendrup ville miste forbindelsen til Tarup Center.

– Jeg er glad for de mange input, som vi har fået fra borgerne, så vi kan løse de problemer, der opstår, når servicebusserne kører i garagen. Jeg er også tilfreds med, at vi har kunnet imødekomme ønsket om en ny rute, der skal løse de problemer, som borgerne har peget på. Den fortjeneste vi får ved at nedlægge servicebusserne skal investeres i nye ruter og forbedringer af det eksisterende busnet, så borgerne ikke oplever det som et problem at tage bussen, siger rådmand Jan Boye.

Rute 11 får 4 afgange på hverdage og 3 afgange om lørdagen – se kort over strækningen, som er markeret med sort.

Gratis citybus
By- og Kulturudvalget har også besluttet at oprette en ny citybusrute.

– Citybussen kommer til at køre i en cirkel fra banegården og rundt om gågadeområdet, så det bliver lettere at komme til og fra butikkerne i centrum. Det er en rigtig god løsning for city og for byens borgere, siger rådmand Jan Boye.

Ruten vil køre hvert tiende minut og bliver gratis at benytte. Citybusruten oprettes som et 1-årigt forsøg, og herefter vil man evaluere linjeføringen, bustypen og taksten.

Ændringerne træder i kraft til september
Ændringerne træder i kraft 11. september 2011. På denne dato holder servicebusserne op med at køre, mens rute 11 og citybussen sættes i gang. Samtidig får rute 28-29, 41 og 81-82-83 nye køreplaner på grund af ændringer på disse ruter. En ny teletaxi-ordning til Birkum-området træder også i kraft på dette tidspunkt.

Resten af bybusruterne i Odense får nye køreplaner 11. december, hvor regionalbusserne og togene også skifter køreplan. Til december bliver der mulighed for ændringer på de øvrige ruter, blandt andet inspireret af de mange gode forslag som FynBus og Odense Kommune har modtaget i løbet af borgerhøringen.

Fakta om ændringer på de øvrige ruter

Rute 28 til Pårup og Villestofte
På den nordlige del af rute 29 vil hver anden bus få nummer 28 og køre til Pårup og Villestofte i stedet for Fuglebakken, så disse kvarterer stadig har busforbindelse en gang i timen, når servicebussen forsvinder.

I det forslag, der var i høring, kørte rute 28 på den sydlige del af ruten til Torpegården. Det viste sig dog, at mange beboere i området hellere ville have forbindelse til Dalum, så Torpegården bliver i stedet betjent af den tidligere nævnte nye rute. Det betyder også, at Landbrugsvej og Munkebjergvej ikke kommer til at opleve en halvering af afgangene, som det var foreslået i borgerhøringen.

Rute 41 ændret ruteføring
Rute 41 flyttes fra Falen til Clausens Allé Sdr. Boulevard Heden, så den kommer tættere på Dalumvej og OUH. Dette vil også gøre det lettere at komme mellem Sanderum og Dalum, når servicebusserne nedlægges.

Bus til Hollufgård hver time
80 erne ændres, så man kan komme med bus til og fra Odense Kommunes nye genoptræningscenter på Hollufgård en gang i timen. Det betyder, at der kommer til at køre færre busser på Skibhusvej om aftenen, men her er der i øjeblikket få passagerer i forhold til antallet af afgange.

Teletaxi til Birkum
Det skal være muligt at køre med teletaxi mellem Birkum-området og bybussen i Fraugde om aftenen og i weekenden, hvor rute 161-162 ikke kører. Teletaxien vil køre 2 gange på hverdagsaftener og 4 gange på weekenddage, og man kan ringe og bestille en tur med en af disse afgange.

Læs mere her

Munkebjergvejs forlængelse i høring

Campusområdet i Odense er i rivende udvikling. I løbet af de næste år får vi et stort supersygehus, en ny forsker- og videnspark og et større universitet, men det betyder også flere medarbejdere, studerende og besøgende og dermed mere trafik.

Det er derfor nødvendigt at skabe nye veje til den fremtidige trafik. Derfor vil vi gerne forlænge Munkebjergvej ud til motorvejen, så der bliver en god og direkte forbindelse mellem motorvejen og det nye campusområde.

Samtidigt skal vi løse de problemer, der er med trængsel og ufremkommelighed på Svendborgvej. Derfor vil vi gerne forlænge Munkebjergvej videre ud til Svendborgvej, så en del af trafikken på Svendborgvej i stedet kan køre ad Munkebjergvej.

Sig din mening på Odense Kommune Høringsportal som er et tilbud til dig, der vil have indflydelse : http://bit.ly/o9kbFQ

Læs mere her

Stærk duo sætter turbo på offentlige indkøbsbesparelser

Det førende konsulenthus og den førende it-leverandør går sammen om at skabe milliongevinster for kunderne gennem bedre indkøbsstyring. It-løsning fra SAS Institute kombineret med Valcons konsulentstyrke er hjørnestenene i et nyt samarbejde med nordisk perspektiv.

Vores kunder realiserer markante besparelser, når vi samarbejder om indkøbsoptimering. Konsulenthonoraret bliver tilbagebetalt tre til ti gange på det første år . Sådan siger direktør Stig Jessen fra Valcon om at optimere indkøbene i samarbejde med offentlige kunder i Danmark. Og nu går SAS Institute og Valcon sammen om at realisere de store gevinster for kunderne ved at effektivisere indkøb. Samlet har de to ledende aktører på dette marked over 60 kunder. Deres rådgivning og analyse baserer sig på data om indkøb for mere end 400 mia. kr, hvilket er en betragtelig del af alle offentlige organisationers indkøb. Tidligere gik de to aktører til markedet med hver sin tilgang til kunderne, men fremover vil de samarbejde, og Valcon vil fokusere på konsulentydelsen og SAS Institute på it-løsningen.

Fuld fart på udvikling

-Partnerskabet kombinerer markedets bedste hjerner på området med den mest omfattende analytiske it-løsning, siger direktør Jesper Kirk fra SAS Institute. Vi er allerede i fuld gang med at udvide SAS Indkøbsanalyse med nye analytiske muligheder, og vi har netop lanceret et nyt modul til ledelsesinformation som en del af løsningen. Vi investerer helt målrettet for at skabe den bedste og mest avancerede løsning på området, og med Valcons stærke indkøbskompetence med ved bordet, får vores kunder større værdi ud af it-løsningen og samarbejdet med os.

De store besparelser opstår, fordi it-løsningen kan analysere kundens faktiske indkøbsadfærd helt ned på varelinjer og pris. Det åbner blandt andet op for at udnytte indkøbsaftaler bedre, samle indkøb hos færre leverandører og sikre at man ikke betaler for meget for varerne. Den offentlige sektor har klogt valgt at få alle leverandører til at sende elektroniske fakturaer, og her opstår et exceptionelt stærkt datagrundlag, som man kan analysere og bruge til at spare millioner af kroner.

No cure no pay

-Vi er så sikre på at kunne realisere gevinster i samarbejde med vores kunder, at vi gerne tager en seriøs dialog om at levere både it-setuppet fra SAS Institute og konsulentdelen fra Valcon efter en no-cure-no-pay-model, fastslår Stig Jessen fra Valcon. -Resultatskabelsen kommer i land meget hurtigt, fordi SAS-løsningen er en cloud-løsning, hvor kunden blot afleverer data til SAS Institute og hurtigt får resultaterne leveret som en service. Kunderne undgår dermed selv at skulle etablere og drifte et it-setup. De kan i stedet stille spørgsmål og sparre med kompetente folk hos SAS Institute og Valcon.

Valcon og SAS Institute vil som led i det nye partnerskab hjælpe kunderne med at overføre de bedste indkøbs-ideer og lære af hinanden. Denne erfaringsudveksling foregår i brugergrupper med fast frekvens, nyhedsbreve og et ledelsesorienteret årligt seminar. Blandt kunderne finder man bl.a. Odense Kommune, som har nået mål om at spare tre-cifrede millionbeløb på en kort årrække. Foruden Danmark ser Valcon og SAS Institute et stort potentiale i resten af Norden.
Stort potentiale

-Virksomheder i den semi-offentlige sektor, virksomheder i den private sektor og offentlige aktører i de øvrige nordiske lande kan drage nytte af disse løsninger og kompetencer. Også uden et helt så perfekt og omfangsrigt datagrundlag som en dansk kommune, kan man komme langt med at analysere og optimere sine indkøb, siger Jesper Kirk fra SAS Institute.

Årsagerne til, at offentlige aktører i disse år kan sætte turbo på indkøbsbesparelserne, er, at datagrundlaget er forbedret, og at organisationerne er parate til at fokusere på indkøbsoptimering ud fra en holistisk betragtning. Samtidig er hele den offentlige sektor både i Danmark og i andre lande – præget af en meget stærk effektiviseringsdagsorden.

-Besparelser på indkøb koster ikke service og koster ikke varme hænder, og derfor er de særligt velkomne og attraktive for lederne i den offentlige sektor. Sparer man på indkøbet, så er man i gang med at levere mere for mindre, og det er alle jo stærkt interesserede i, siger Stig Jessen.

Om SAS Institute
SAS Institute er markedsleder på software og service inden for business analytics og er den største uafhængige leverandør inden for business intelligence. SAS hjælper over 50.000 kunder med at styrke forretningen og træffe bedre beslutninger. Selskabet har 1300 kunder i Norden og Baltikum og har kontorer i København, Skanderborg, Stockholm, Oslo, Stavanger, Helsinki, Riga og Vilnius. Siden 1976 har SAS Institute leveret The Power to Know® .

Om Valcon
Valcon er et konsulenthus med skandinavisk afsæt og global rækkevidde. Valcons lokale tilstedeværelse og indsigt dækker Danmark, Sverige, Norge, Indien, Kina og Østeuropa. Konsulenter fra Valcon hjælper med at håndtere såvel strategiske som operationelle udfordringer inden for vækst, effektivitet, innovation, globalisering og transparens. Foruden nogle af de skarpeste og mest erfarne managementkonsulenter favner Valcon et team af garvede områdespecialister. Alle med dybe kompetencer inden for deres respektive funktionsområder, opbygget gennem imponerende karrierer på den anden side af skrivebordet og ude på gulvet. Valcon tror på, at de bedste resultater vokser ud af en direkte og ligefrem dialog. Af et åbent samarbejde. Og af et skarpt fokus på at skabe reelle løsninger på reelle udfordringer.

Læs mere her

Ny administrerende direktør hos Schenker A/S

Henrik Dam Larsen overtager pr. 1. september 2011 direktørposten i Schenker A/S efter Bjarne Steffensen, som går på pension.

Med mere end 30 års erfaring fra både ind- og udland er det én af branchens mest garvede topfolk, der sætter sig i Schenker A/S direktørstol. Henrik Dam Larsen har en baggrund som shipbroker og kommer fra en stilling som General Manager i Blue Water Shipping A/S men har også beklædt ledende stillinger i bl.a. Cap Gemini/Ernst & Young, INTTRA og DFDS.

Henrik Dam Larsen, som er en flittigt benyttet hovedtaler ved mange SCM- og shippingkonferencer, er en mand med klare holdninger og mål:
For mig personligt er der tale om en ønskepost, som jeg ser meget frem til. Bjarne Steffensen og Schenker A/S mange dygtige medarbejdere har over en lang årrække sikret virksomheden en placering i toppen af branchen målt på indtjening, udtaler Henrik Dam Larsen og fortsætter:

Min opgave bliver at videreføre og udbygge denne udvikling, således at markedspositionen i Danmark styrkes. I vore nabolande Sverige, Norge, Polen og selvfølgelig Tyskland er DB Schenker markedsleder. Med afsæt i dette og DB Schenkers globale netværk er det helt naturligt også at have store ambitioner i Danmark.

Efter 30 år siger Schenker A/S farvel til Bjarne Steffensen, der startede i Nordisk Bilspedition A/S (som Schenker A/S hed dengang) i 1981. Siden har virksomheden fusioneret og skiftet navn flere gange, i 2003 til Schenker A/S, som vi kender det i dag. I alle årene stod Bjarne Steffensen ved roret og styrede virksomheden sikkert frem til én af Danmarks førende virksomheder inden for transport, logistik og spedition.

Til Bjarne Steffensens formands- og bestyrelsesposter tæller ikke mindst formandskabet (1997-2004) for brancheorganisationen Danske Speditører, hvor han gjorde et betydeligt arbejde for at fremme erhvervets udvikling og arbejdsvilkår i Danmark.

Schenker A/S i Danmark har en årlig omsætning på Euro 175 millioner og 300 medarbejdere fordelt på vore kontorer og terminaler i København, Aalborg, Aarhus, Kolding og Odense. Virksomheden er en del af DB Schenker, Deutsche Bahns transport- og logistikdivision. Med en årlig omsætning på Euro 18,9 milliarder, 91.000 ansatte og over 2.000 kontorer i hele verden er DB Schenker én af verdens førende udbydere af integrerede logistikydelser. I eget regi tilbydes landtransport, luft- og søfragt samt omfattende logistikløsninger og global styring af kundernes logistikflow.

Læs mere her

Assens Kommune peger på sydlig tunnel- eller broløsning

Pressrelease textTrafikken på den fynske motorvej er ved at nå smertegrænsen.
Ikke mindst hen over Vestfyn, er der massivt pres på motorvejen.
Folketinget har derfor foreløbig besluttet at udvide E45 fra Middelfart til Nørre Aaby med et ekstra spor indenfor en årerække. Samtidig er der politiske forhandlinger om at forlænge det ekstra motorvejsspor på Vestfyn.

Også Lillebæltsbroerne er selvsagt under pres. Faktum er, at broerne om få år rammes af daglige sammenbrud i trafikken, hvis ikke de to eksisterende aflastes. Fire muligheder for en ny bro er derfor i spil:

– Bro syd om Kolding, der udgår mellem Middelfart og Assens
– Parallelforbindelse ved siden af den ny Lillebæltsbro
– Bro nord for Fredericia
– Nordlig forbindelse mellem Bogense og Juelsminde

Fælles fodslag vigtigt
Assens Kommune anbefaler, at der etableres en udbygning af forbindelserne mellem Fyn og Jylland; enten som en bro- eller tunnelforbindelse – afhængig af den økonomiske og miljømæssige bedste løsning, der går syd om Kolding, og som udspringer lige ved kommunegrænsen til Assens.

Borgmester Finn Brunse siger om anbefalingen:

– Det er vigtigt, at de syddanske kommuner er enige om hovedsigtet i løsningen af nogle af de trafikudfordringer, der er lagt op til skal løses. Vi arbejder derfor med tre overordnede sigtepunkter nemlig en ny Lillebæltsforbindelse, timedrift med IC tog Odense – København og Odense – Århus samt en ny midtjysk motorvej med forbindelse til Billund og Herning. Da der endnu ikke er peget på en konkret Lillebæltsløsning, synes jeg, det er legitimt, at vi fra Assens Kommune peger på de fordele, der er for hele Vestfyn, ved den sydlige forbindelse. Ligeledes er det væsentligt, at fortætningen, der er omkring den nuværende Lillebæltsforbindelse, vil blive løst sammen med udvidelsen af den vestfynske motorvej.

Udviklingsrådet i Assens Kommune, der bl.a. repræsenterer det lokale erhvervsliv, er enig i, at en politisk afklaring af den overordnede infrastruktur er meget påtrængende. Arne Jakobsen, direktør for Udviklingsrådet, siger:

– En bedre infrastruktur er en væsentlig forudsætning for, at vi fortsat kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft i en mere og mere specialiseret verden. I erhvervslivet ser vi derfor gerne, at politikerne både i Regionen og på landsplan snarest finder frem til en fælles holdning og løsning af den overordnede infrastruktur over Fyn. Herunder også en fælles holdning til udbygningen af forbindelserne mellem Jylland og Fyn. Med den tiltagende pendling opfordrer vi derfor til, at der på Fyn og i Regionen findes fælles fodslag om de fremtidige trafikale løsningsforslag.

Senest i 2013 beslutter Folketinget hvilken broløsning, der skal etableres fra Fyn til Jylland.

Yderligere oplysninger
Borgmester Finn Brunse, tlf. 64747372 / 25232902 eller Arne
Jakobsen, Formand for Udviklingsrådet, tlf. 63715090 / 40611414.

Læs mere her

tog

I mangel på materiel og som en konsekvens af, at al kørsel med IC4-togene er standset indtil videre, har DSB besluttet at aflyse de fire daglige Onestop- og Nonstop InterCityLyn-tog fra og med i dag mandag den 21. november. De ordinære InterCity- og InterCityLyn-tog kører fortsat i fuldt omfang.

Søgningen til Onestop og Nonstop InterCityLyn-togene er ikke ligeså stor som til de ordinære InterCity- og InterCityLyn-tog. Det er derfor DSB’s vurdering, at de IC3-tog, DSB råder over, er bedre brugt i de øvrige togafgange, hvor de kommer flere kunder til gavn.

Onestop InterCityLyn-togene kørte indtil i sidste uge fra Københavns Lufthavn, Kastrup kl. 6.58 og igen fra Aarhus H kl. 15.57 og standsede undervejs på Københavns Hovedbanegård og i Odense.

Nonstop InterCityLyn-togene kørte indtil i sidste uge fra Aarhus H kl. 6.57 og igen fra Københavns Lufthavn, Kastrup kl. 15.58 og standsede undervejs på Københavns Hovedbanegård.

Læs mere her

Stærkt reduceret togdrift fra torsdag morgen

På grund af den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse blandt håndværkerne er DSB nødsaget til at køre tog i meget reduceret omfang indtil videre. Det betyder færre og kortere tog. Og der vil sandsynligvis være mange kunder i alle tog.

»Vi beklager meget de gener, den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse giver vores kunder. Vi opererer med en overordnet nødkøreplan for den reducerede trafik, så kunderne ved, hvilke tog de kan regne med, men vi må nok forvente, at der kommer afvigelser. Så vi opfordrer kunderne til at holde sig orienteret via dsb.dk, DSB’s Facebook-profil og i medierne,« siger trafikinformationschef Tony Bispeskov.

Allerede i løbet af i dag onsdag må der forventes reduceret trafik i eftermiddagsmyldretiden, men fra i morgen vil følgende nødkøreplan træde i kraft.
InterCityLyn-togene er eneste tog mellem Aarhus H og Frederikshavn og kører efter en ændret plan.
InterCity-togene mellem Københavns Lufthavn, Kastrup og Lindholm kører ikke.
InterCity-togene mellem Østerport og Sønderborg kører som normalt.
InterCity-togene mellem Østerport og Esbjerg og mellem Østerport og Flensborg kører ikke. Kunder til og fra Esbjerg skal skifte tog i Fredericia. Kunder til og fra Flensborg skal skifte mellem tog og bus i Tinglev.
Børneguide-ordningen kører ikke.

Hovedstadsområdet
10-minutters drift med kortere tog end normalt på S-togslinjerne i myldretiden. Derudover 20-minutters drift i de grå tider.
Ringbanen kører hvert 4-5. minut i myldretiderne. Derudover 10-minutters drift.
20-minutters drift på Kystbanen.

Sjælland
To-timers drift med InterCity-tog, der betjener Slagelse, Korsør og Nyborg.
Timedrift på alle øvrige regionalstrækninger på Sjælland. Regionaltogene, der normalt kører mellem Østerport og Ringsted, kører i stedet mellem Østerport og Slagelse.

Jylland og Fyn
To-timers drift i regionaltogstrafikken mellem Vejle og Struer.
To-timers drift i regionaltogstrafikken mellem Fredericia og Padborg med skift mellem tog og bus i Tinglev.
To-timers drift i regionaltogstrafikken på Vestfyn mellem Odense og Fredericia.

Tilbagebetaling til kunderne
Kunder, der ikke ønsker at rejse alligevel, kan få pengene for billetter og periodekort betalt tilbage uden gebyr. Det gælder også DSB Orange- og Print Selv-billetter.

Al pladsreservation er suspenderet indtil videre.

Rejsetidsgarantien gælder
Det vil sige, at kunder, der er 30 minutter eller mere forsinkede, har ret til økonomisk kompensation eller en ny billet til en tilsvarende rejse.

Pendlerrejsetidsgarantien gælder også.

Læs seneste nyt om ændringerne i trafikken her: http://www.dsb.dk/kundeservice/trafikinformation/

Læs mere her