Den lokale vognmand bliver tilgængelig i hele Danmark, ( og snart hele EU ) med KurerNet.dk´s nyudviklede Internet baserede logistik styrings system.

Bo G. Laursen fra Højbjerg og Keld Alm fra Randers er nu også med sine vogne, med til at gøre KurerNet.dk til en endnu stærkere samarbejdspartner for det Østjyske erhvervsliv, og de 2 vognmænd udtaler sig énstemmigt, at det kan være svært for den enkelte lokale vognmand at få enderne til at række ordentligt sammen, men samtidig har det vist sig at være svært at finde seriøse netværk at tilslutte sig til, uden at skulle betale skyhøje indskud og månedlige rater i administrations gebyrer, denne søgen efter samarbejde har nu båret frugt ved indgåelse af samarbejdsaftale med KurerNet.dk, hvor vognmanden ikke bliver pålagt faste udgifter, men alene skal afregne et mindre gebyr pr. formidlet opgave.

Dette med prisen er kun blevet muligt igennem en visionær tankegang omkring nytænkning og effektivisering af transport virksomheders tidskrævende forretnings– og arbejdsgange ved hjælp af IT i forbindelse med Kurer– og Hastekørsel, ved at ordre booking, disponering og efterbehandling af kunde og vognmands afregninger er blevet lagt sammen i én arbejdsgang, med det eget udviklede ordre styringsværktøj som KurerNet.dk anvender.

Idémændene bag det landsdækkende koncept, Sven Matras, Thorbjørn Jensen og Casper Grønbjerg, er nogle kendte ansigter i og udenfor branchen. Udenfor branchen dog mest fra underholdnings programmet Matchmaker på TV2, hvor en af indehaverne Casper Grønbjerg medvirkede som en af hovedrolle aktørerne.

Casper Grønbjerg er bl.a. ophavsmand bag dette logistik system, hvor kunderne oplyses om det nøjagtige minut antal indtil afhentning af deres pakke foretages, samt hvornår den forventes leveret. Dette sker ved, at alle vognmændene er i kontakt med databasen via deres mobiltelefon, bærbare PC eller PDA ( dette vælger vognmanden selv ) hvorfra der kommunikeres med hovedkontor og kunder.

Kunderne kan vælge at ringe og bestille eller at blive oprettet som online kunde hvor de så selv kan indlægge ordren. Den sidste mulighed vil være den nemmeste og hurtigste at foretrække for kunder med ekspres transportbehov, uanset hvor man befinder sig i Danmark og med tiden i resten af EU.

Systemet er unikt fordi det udnytter den nye GPRS teknologi til, at skabe en direkte kommunikationslinie imellem kunde og vognmand. Denne kommunikationslinie kan så også bruges til, at formidle f.eks. ændringer i leveringsadresse eller lignende nyttige informationer for opgavens udførelse.

Systemet er særdeles kompatibelt til en lang række logistikstyrings opgaver og der er også indbygget muligheder for, at det kan tilpasses individuelt og lejes ud via Internettet til eksterne transport virksomheder i ind og udland.

Hele konceptet har fra starten af haft fokus på besparelser og bedre udnyttelser af de eksisterende ressourcer og det er KurerNet´s vision at de med tiden vil vende erhvervskunderne til at bestille transport via www.kurer.nu som er den direkte tilgang til Online bookingen.

Det er vigtigt at huske på, at KurerNet.dk ikke blot er endnu en transport udbyder, men at idéen ganske enkelt er at samle trådene og optimere eksisterende vognmænd og kunders kørsel. Det vigtigste for KurerNet.dk er, altid at have såvel vognmænd som kunders bedste interesser i tankerne, nemlig at optimere og effektivisere!

Samtidig har miljø hensyn også været en vigtig faktor i udarbejdelsen af konceptet.
 

Læs mere her

Odense Kommune Optimerer Trafikken Med Bluetooth Sensorer

Odense kommune installerer Bluetooth sensorer fra Nordjyske BLIP Systems, for at optimere trafikken på ringvejen.

Hvordan er trafikken på ringvejen omkring Odense i dag, og hvordan vil den være efter Thomas B. Thriges Gade lukkes for biltrafik til næste sommer Det er et af de spørgsmål, som et nyt system til registrering af rejsetid, som Odense Kommune installerer, skal give svar på.

Odense kommune følger nu Århus, Randers, København og Køge, og installerer Bluetooth sensorer til at indsamle oplysninger om, hvordan trafikken opfører sig i og omkring byen. I første omgang monteres BlipTrack sensorer langs ringvejen. Systemet installeres i samarbejde med COWI, der har valgt BlipTrack som teknisk løsning i deres produkt City Sense til kortlægning og behandling af rejsetider i trafikken.

Bliptrack registrerer alle biler med tændt bluetooth-enhed – såsom mobiltelefoner og navigationsanlæg. Ved at indsamle bluetooth data kan man måle rejsetider samt advare billisterne mod kødannelser og forsinkelser. Bilisterne behøver dog ikke at frygte krænkelse af privatlivets fred, da de indsamlede data ikke indeholder personlige oplysninger.

Med disse trafikdata i hånden, kan kommunen se hvor og hvornår, der er særlige problemer med forsinkelser. De kan på denne baggrund forbedre kapaciteten på de eksisterende veje og afsløre ændringer i trafikmønstre. Desuden kan lyskrydsenes programmer justeres, trafikstrømme optimeres og køretider reduceres, hvilket mindsker brændstofforbruget og hermed CO2 udledningen. Borgerne kan også på sigt drage fordel af disse data til at modtage oplysninger om hændelser og overbelastning og derved planlægge, hvorvidt man skal arbejde hjemme, blive lidt længere på arbejdet, eller vælge en anden rute.

Fordelen ved Bluetooth sensorer sammenlignet med eksisterende trafikløsninger, herunder kamera og spoler er, at sensorerne er uafhængige af lys og vejrforhold, ikke kræver vedligeholdelse og kan installeres uden betydelige forstyrrelser af trafikken.

Om BLIP Systems:
BLIP Systems er en privatejet trådløs-teknologi virksomhed med hovedsæde nær Aalborg, Danmark. Grundlagt i 2003 som et MBO af Bluetooth aktiviteterne indenfor Ericsson Danmark. Visionen og den høje ekspertise på BLIP Systems stammer fra et særdeles brancheerfarent team. BLIP Systems fokuserer på at udvikle og sælge sporingsløsningen BlipTrack som i dag anvendes på vejene i 15 af de 20 største byer i Danmark, og er ekspanderet globalt til lande som Canada, USA, Tyskland, Schweiz, Storbritannien, Sverige, Norge, New Zealand og Australien. Løsningen er installeret i mere end 20 internationale lufthavne, herunder København, Amsterdam, Toronto og Dubai, samt opstillet på flere banegårde i Holland.

Læs mere her

Ildsprudende slibetog fjerner støj fra skinnerne

Banedanmarks slibetog er i gang med at slibe skinner i Østjylland. Fra den 24. til den 28. marts vil naboer til togstrækningen Randers-Århus-Skanderborg-Vejle kunne se det ildsprudende tog lyse op om natten.

Når Banedanmarks skinneslibetog fjerner bittesmå rifler og bølger på skinnerne, kører toget meget langsomt, så togets 32 slibesten kan ramme skinnerne helt nøjagtigt. Selvom der ikke bliver slebet ret meget metal af skinnerne, er effekten stor.

– De små rifler og bølger er typisk 0,05 – 0,10 mm dybe. Men når ujævnhederne er væk, bliver støjen fra skinnerne 10 decibel lavere. Det kan øret opfatte som en halvering af støjen. Så for de nærmeste naboer betyder det utroligt meget, at Banedanmark sliber skinnerne jævnligt, fortæller vedligeholdelsesleder Pernille Skovrup fra Banedanmark.

Hvis ikke Banedanmark fjerner ujævnhederne, kan det give uhensigtsmæssigt store vibrationer i sporene og føre til, at Banedanmark skal justere sporene hyppigere, og at både skinner, sveller og skærver skal skiftes oftere.

Dyrt slibetog sparer penge
Skinneslibetoget tilhører den schweiziske entreprenørvirksomhed Speno International og har italiensk personale. Toget arbejder fra 21-22 tiden om aftenen til 5-6 tiden om morgenen for ikke at forstyrre passagertogene.

Skinneslibningen foregår efter en meget stram tidsplan – så toget kan udnyttes optimalt, mens det er i landet.

– Det koster Banedanmark mere end 130.000 kr. pr. nat at få slebet skinner. Men da slibningen jo forlænger skinnernes levetid, sparer Banedanmark alligevel millioner af kroner ved at slibe hvert år, fortæller Pernille Skovrup.

Fra den 24. til den 28. marts arbejder slibetoget på strækningen Randers-Århus-Skanderborg-Vejle. I den periode bor de italienske banearbejdere i beboelsesvogne på skinnerne i Vejle eller Århus. Her holder slibetoget også parkeret i dagtimerne.

Kontakt og information
For yderligere information om skinneslibningen kan vedligeholdelsesleder Pernille Skovrup kontaktes inden for normal arbejdstid på telefon 8227 2372. Byggeleder Steen-Erik Snitkjær kan – ligeledes inden for normal arbejdstid – kontaktes på telefon 8227 2371. Banedanmarks pressevagt træffes på telefon 8234 1313.

Fakta om slibetoget

Skinneslibetoget tilhører den schweiziske entreprenørvirksomhed Speno International. De otte italienere, som betjener slibetoget, bor i beboelsesvogne, som parkeres i de områder, hvor slibetoget arbejder.

Slibetoget har 32 slibesten, der hver især kan indstilles i forskellige vinkler, således at hver enkelt slibesten kan anvendes, hvor der er behov for at fjerne metal.

Slibetoget kører 3-6 gange på samme strækning for at fjerne bittesmå rifler og bølger på skinnerne. Hver aften og nat kan slibetoget i gennemsnit nå at slibe 5-6 km skinner færdigt i det tidsrum, der kører få eller ingen tog på en strækning.

Toget bruger 100-120 l diesel i timen. Det kan arbejde i ca. 40 timer på en tank diesel med 5.000 liter dieselolie.

Læs mere her

Banedanmark sætter nye ure op på 115 stationer

Nu kommer der nye ure op på 115 af Banedanmarks fjernbaneperroner. Første sted bliver på Hellerup Station, hvor de nye ure kommer op at hænge i midten af april, og så følger en lang række stationer i løbet af 2010.

“Mere end 600 af vores ure er teknisk udtjente, så derfor går vi nu i gang med at udskifte dem,” forklarer kommunikationschef i Banedanmark Karina Nelsing.

Samtidig har Banedanmark valgt at give urene en visuel opdatering.

“De sort-hvide ure, som vi skifter nu, er mellem 15-40 år gamle. Meget er forandret siden da, og derfor var det også naturligt at se på designet og give urene en visuel opdatering. Samtidig ønskede vi et ur, der er nemt at aflæse for passagererne,” siger kommunikationschef Karina Nelsing.

De nye ure er tegnet af designfirmaet Pleks, der har ladet sig inspirere af dansk designtradition. De har grå urskive, hvide visere og en gul sekundviser. Den mørke urskive med de lyse streger og visere er valgt som led i en modernisering af udtrykket men på en måde, der fortsat passer ind i med de øvrige elementer på stationerne. Selve urskiven oplyses af LED-dioder, der er placeret i kanten af selve urkassen.

Del af større modernisering
Udskiftningen af urene er en del af en større modernisering, der også omfatter skærme og højttalere. Til og med 2010 investerer Banedanmark 200 mio. kr. i blandt andet flere skærme på stationerne, bedre lyd i højttalerne og et nyt digitalt informationssystem på stationerne med det formål at give passagerne en bedre information på perronerne.

“Sammen med de nye skærmer får vi fremover en automatisk melding, hvis en skærm er i uorden. Det giver os mulighed for at reagere hurtigere, og dermed sikre et højere serviceniveau til gavn for passagererne,” fortæller IT-chef Kenneth Lau Rentius.

Urene udskiftes når de er udtjente
I løbet af 2010 udskifter Banedanmark alle de udtjente ure. Rundt om i landet hænger der dog også ure af nyere dato. Og de vil først blive udskiftes, når de også er udtjente. Så indtil da, vil man fortsat kunne møde de sort-hvide ure.

Blandt de stationer, der også får sat nye ure op, er: Odense, Aalborg, Århus, Vejle, Randers, Vordingborg og København

Læs mere her

Ny pendlerrute Silkeborg-Århus Nord (901X)

Mandag 3. januar 2011 starter Midttrafiks nye hurtige pendlerrute med direkte ture mellem Silkeborg og Århus Nord. Bussen har både stillezone og arbejdspladser, bl.a. med gratis trådløst internet.

Rute 901X kører på hverdage med tre afgange fra Silkeborg mod Århus Nord om morgenen (mellem kl. 5.22 og 7.45) og tre afgange retur om eftermiddagen. Turen fra Silkeborg C til Skejby Sygehus varer ca. 55 min. Det er 20-30 min. hurtigere end de nuværende bus- og togforbindelser.

Ruten kører efter X Bus princippet Få stop hurtigt frem og giver pendlere fra Silkeborg og Galten direkte transport til erhvervsområdet Århus Nord.

901X starter vest for Silkeborg, i Hvinningdal området. På vejen mod Århus N standser bussen i det centrale Silkeborg, Galten, Skovby og Harlev. Siden når den til Skejby Sygehus, uddannelsesinstitutionerne på Olof Palmes Allé, Danmarks Radio, Århus Universitet og Århus Sygehus (Randersvej/Ringgaden).

Trådløst internet og plads til at arbejde
De helt nye X Busser er ekstra komfortable busser, bl.a. indrettet med stillezone og sædearrangementer/borde samt gratis internetadgang og stikkontakter, så kunderne kan udnytte køretiden optimalt til arbejde eller hvile. Der er skærme med TV2 News og mad/drikke må tages med på farten.

Gratis prøvetur og chokolade i de to første uger
På virksomheder og uddannelsesinstitutioner i Århus N, hvor rutens primære målgruppe befinder sig, står kurve med chokolade, info og kuponer til gratis prøveture. En kupon kan også fås ved at sende en mail til rmo@midttrafik.dk inden 6. januar. De gratis prøveture kan bruges til og med 14. januar 2011.

Mange flere pendlere
Rute 901X starter, fordi pendlingen mellem Silkeborg og det nordlige Århus stiger stærkt. I dag kan man ikke rejse med kollektiv trafik på strækningen uden at skifte mellem flere busser eller mellem tog og bus. Med den nye rute sparer pendlerne tid ved at køre direkte til Århus N uden skift.

Midttrafik har lyttet til kundernes ønsker om en hurtig og komfortabel rute, som kører tæt på både bolig og arbejdssted. Samtidig skal man både kunne hvile sig eller arbejde undervejs.

Ruten støttes af Trafikstyrelsens Passagerpulje, som fremmer ordninger og projekter, der øger antallet af buskunder. 901X køres af Malling Turistbusser.

Fakta om priser: Køb et kort og spar mange penge
En tur med rute 901X (voksen) mellem Silkeborg og Århus Nord (Skejby) koster f.eks. 59 kr. hver vej (60 kr. fra prisskiftet 16. januar).

Med et 10 turs klippekort kommer prisen helt ned på 44 kr. pr. tur, og med et periodekort kan du køre alt hvad du vil i de 8 zoner for 1035 kr. (30 dage).

De 46 km fra Silkeborg Station til Skejby Sygehus giver i øvrigt en pendler på den strækning et dagligt skattemæssigt kørselsfradrag på i alt 137 kr.

Læs mere her

Nordjysk Firma Hjælper New Zealand Med At Måle Trafik

BLIP Systems har i samarbejde med et af de største ingeniørfirmaer i Asien, Beca Infrastucture, assisteret det New Zealandske Vejdirektorat; NZ Transport Agency med at måle rejsetider på et nyt motortrafikvejsprojekt.

NZ Transport agency er i øjeblikket i fuld gang med at forbedre vejnettet på New Zealand og vil i den forbindelse gerne måle, hvad borgerne kan spare af tid ved at benytte de nye vejstrækninger. Til dette formål benytter de små Bluetooth sensorer, som placeres på strategiske steder.

BlipTrack , som løsningen hedder, registrerer alle biler med en tændt bluetooth-enhed i fx mobiltelefoner og navigationsanlæg og kan på den måde udregne, hvor lang tid det tager at komme fra A til B. Bilisterne behøver dog ikke frygte, at deres færden registreres, Bluetooth-signalerne kan nemlig ikke bruges til at identificere ejerne.

Richard Young fra NZ transport Agency bekræfter, at der har været rejsetidsbesparelser på den nye Te Rapa sektion af Waikato motortrafikvejen, som åbnede for trafik d. 3. december 2012.

Vi er yderst tilfredse med det endelige resultat. Den nye vej leverer reelle tidsbesparelser for alle bilister. Totalt har den nye sektion skåret omkring syv minutter af pendlernes rejse hver dag. Dette er en betydelig tidsbesparelse og også en besparelse på brændstofudgifterne , fortæller Richard Young.

Projektet er et af syv sektioner i Waikato Expressway. Hele 102 km motortrafikvej forventes at kunne reducere rejsetiden mellem Auckland og Tirau med ca. 35 minutter.

BlipTrack er i Danmark installeret i Århus, Randers, Aalborg, Viborg, Frederiksberg, Køge og Ribe samt 20 internationale lufthavne herunder København, Amsterdam, Dubai & Toronto.

For yderligere information kontakt:

Preben Andersen
Salgsdirektør
Tlf.: +45 51507572

Om BLIP Systems / BlipTrack :
BLIP Systems arbejder med teknologi, der kortlægger menneskers bevægelser.
BlipTrack løsningen følger menneskers færden i real-time ved hjælp af Bluetooth- og Wi-Fi sporing og anvendes til målinger i trafikken og er desuden verdens førende løsning til at registrere passageres bevægelse i lufthavne.

BlipTrack opsamler anonymt, via sensorer, Bluetooth & WI-Fi data fra bl.a. mobiltelefoner og navigationsanlæg og kan ud fra disse oplysninger kalkulere nyttige informationer som kødannelser og rejse- & ventetider.

Læs mere her

Danske lyskryds optimeres med ny og billig teknologi.

BLIP Systems A/S har i samarbejde med COWI A/S sat fokus på at få mest muligt ud af Danmarks belastede lyskryds. I følge en ny analyse fra Vejdirektoratet er ca. hver femte af landets 2800 signalanlæg befæstet med tekniske fejl, er indstillet forkert og dermed ude af takt med de aktuelle trafikmønstre. Dette koster hvert år samfundet milliarder af kroner i tabt arbejdstid samt et forhøjet brændstofforbrug og CO2 udledning som følge af ujævn kørsel med mange nedbremsninger og accelerationer.

Dette har BLIP Systems og COWI tænkt sig at gøre noget ved! Løsningen hedder COWI City Sense , et innovativt system, der via Bluetooth-sensorer anonymt indsamler trafikdata fra forbipasserende trafikanters bluetooth-enheder, og skaber grundlaget for at justere og optimere lyskryds så omkostningslavt og effektivt som muligt.

Ved denne konstante dataindsamling skabes et dækkende billede af, hvorledes trafikken i et lyskryds afvikles over en længere periode. Særlige udfordringer i trafikafviklingen udpeges og indgår i arbejdet med at forbedre fremkommeligheden og i samme ombæring mindske CO2-udledningen. Samtidig er det let at evaluere på de gennemførte tiltag, ligesom fremtidige ændringer i trafikken hurtigt kan imødekommes.

Systemet er uafhængigt af vejr og lysforhold, kræver minimalt vedligehold og kan installeres uden at genere trafikken – og de indsamlede data er fuldstændigt anonyme uden mulighed for at spore de personer, der medvirker til at forbedre trafikforholdene ved blot at færdes på vejene.

I dag er der installeret Bluetooth-sensorer i byerne Aarhus, Randers, Aalborg, Køge, Ribe og København, og de spiller en afgørende rolle i at skabe værdi i de projekter, som er afhængige af de indsamlede trafikdata.

For yderligere information kontakt venligst:

Preben Andersen
Sales Director
Frederiksborgvej 17
4000 Roskilde
Tlf.: +45 51507572
E-mail: Preben.andersen@blipsystems.com
www.blipsystems.com

Jonas Olesen
Chief Specialist
Visionsvej 53
9000 Aalborg
Tlf.: +4521798862
E-mail: jool@cowi.dk
www.cowi.dk

Læs mere her

Nyt selskab er klar til at anlægge Danmarks første letbane

Anlægsselskabet Aarhus Letbane I/S skal sikre, at de første letbanetog kommer til at køre i Aarhus i 2016.

Med hver sin underskrift på stiftelsesdokumenterne sikrer transportminister Henrik Dam Kristensen (S), borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S), formand for Region Midtjylland, Bent Hansen (S), og rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek (V), at anlægget af Danmarks første letbane kan gå i gang.

Torsdag blev selskabet formelt stiftet, hvorefter bestyrelsen for Aarhus Letbane kunne træde sammen og tage hul på arbejdet med at etablere letbanen.

Aarhus Letbane forbinder de to regionale baner, Odderbanen og Grenaabanen, med 12 kilometer nyt letbanespor igennem Aarhus, og vil dermed bidrage til at skabe endnu bedre sammenhæng i den kollektive trafik i Aarhus-området.

Østjysk drøm realiseres
Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) udtaler
– Letbaner er en ny og interessant form for kollektiv transport, som vinder frem i større byer i hele Europa. Jeg er derfor meget tilfreds med, at vi med stiftelsen af Aarhus Letbane I/S får realiseret den østjyske drøm om en letbane.

Aarhus får landets første letbane
Også Aarhus borgmester, Jacob Bundsgaard (S), glæder sig over at formalia er på plads, og at arbejdet kan komme i gang.
– Det er historisk, at der nu indføres letbaner i Danmark mere end 40 år efter, at den sidste sporvogn kørte i Aarhus. Letbanen er en helt anden skala og er med til at sikre, at de mange nye byudviklingsprojekter bliver forbundet, så Aarhus stadig hænger sammen som én stor by.

Tiltrængt løft til kollektiv trafik i regionen
En ny bydel på havnen i centrum af Aarhus er blandt de nye områder, men også i den nordlige del af Aarhus er der travlhed. I Lisbjerg forventes en ny by med tilstødende erhvervsområde at blive bygget, og i Skejby samler Region Midtjylland alle hospitalsfunktionerne i Det Nye Universitetshospital.

Regionsrådsformand, Bent Hansen (S), udtaler:
– Det Nye Universitetshospital bliver på størrelse med en dansk provinsby som Ribe eller Skagen, så det siger sig selv, at rigtig mange patienter, pårørende og medarbejdere skal kunne komme dertil så nemt som muligt. Letbanen er et godt bud på en transportform, som er nem og bekvem at benytte, og som giver den kollektive trafik i regionen et tiltrængt løft.

Omlægning af trafikken i Aarhus
Forberedelserne til at anlægge Aarhus Letbane er allerede i gang blandt andet på Randersvej, hvor Aarhus Kommune har etableret busbaner. Herudover har Aarhus Kommune netop lukket to af fire vejbaner på Kystvejstrækningen blandt andet for at skabe plads til letbanen.

Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek (V), siger:
– Her og nu byder anlægsarbejderne på store forandringer for trafikken både på Randersvej og på Kystvejstrækningen. Men når letbanen er i drift, vil det blive nemt at komme ind til centrum for at handle, arbejde og deltage i by- og kulturlivet på alle tider af døgnet.

Fakta om Aarhus Letbane I/S
Aarhus Letbane finansieres af tre interessenter: Staten (47 procent), Aarhus Kommune (47,2 procent) og Region Midtjylland (5,8 procent).

Bestyrelsen for Aarhus Letbane I/S er udpeget af de tre interessenter og består af:

– Erik Jespersen, direktør for Teknik og Miljø, Aarhus Kommune (formand)
– Lars Hansson, direktør for Regional Udvikling, Region Midtjylland (næstformand)
– Anne-Grethe Foss, viceadministrerende direktør i Metroselskabet I/S
– Erik Elsborg, civilingeniør
– Jens Erik Sørensen, direktør, Midttrafik
– Christian Merrild, selvstændig (suppleant)
– Henrik Brask Pedersen, Afdelingsleder i Regional Udvikling, Region Midtjylland (suppleant)

Yderligere information:
Jesper Damm Olsen, pressechef i Transportministeriet 40 85 93 88
Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus Kommune 89 40 21 00
Bent Hansen, regionsrådsformand i Region Midtjylland 40 31 37 07
Bünyamin Simsek, rådmand i Teknik og Miljø, Aarhus Kommune 21 94 72 57

Læs mere her