Garvet dækmand fejrede 25 års jubilæum

Han er tidligere rallykører og blandt dækbranchens mest erfarne. I en alder af 68 står han stadig op kl. 4.30 og vil ikke høre tale om pension. For nylig holdt Euromaster reception for centerleder Bjørn Madsen på Svogerslev Kro.

68-årige Bjørn Madsen har ingen planer om pension efter et halvt liv i dækbranchen, og nu kan den garvede fagmand fejre 25 års jubilæum hos Euromaster, hvor han er leder af dæk- og autoservicecentret på Københavnsvej i Roskilde. Efter at have drevet egen tankstation i Sorø blev han i 1978 ansat hos et dækcenter i Ringsted. Siden kom han til dækforretningen Flemming Hansen i Slagelse, der ligesom den foregående arbejdsplads i dag er en del af Euromaster. Næste skridt blev i 1988 en lederstilling hos City Dækservice med afdelinger i flere sjællandske byer – herunder Roskilde. Et stykke tid efter Euromasters køb af City Dækservice i 1991 fik Bjørn Madsen en direktørpost, og ved den efterfølgende sammenlægning af virksomhederne lagde han lagde straks billet ind som leder af Roskildeafdelingen.

– Selvom jeg med bopæl i Sorø fik 55 km på arbejde, var der ingen betænkningstid. Roskilde var det oplagte valg. Det var den største filial og den, som jeg altid havde haft mest at gøre med, fortæller dækmanden, der har kørt 20 gange rundt om jorden som pendler mellem Sorø og Roskilde. Til gengæld tager det ikke længe at køre på arbejde om morgenen, for det foregår, mens langt de fleste fortsat ligger i deres senge. – Jeg plejer at stå op kl. 4.30. Så kører jeg hjemmefra kvart over fem og er fremme senest klokken seks. På den måde kan jeg nå det meste papirarbejde, inden bygningen er fuld af liv, og så har jeg mere tid til at tale med kunder og medarbejdere resten af dagen, siger centerlederen, der har ansvaret for 14 dækfolk og automekanikere. – Jeg har det fint med at arbejde og kan rigtig godt lide mit job. Der kommer stadig nye udfordringer, og jeg er rigtig glad for samarbejdet med kunder og kolleger. Jeg ville helt sikkert hurtigt blive træt af at lave ingenting, mener han.

Vil være nummer 1

Kollegaen Søren Brinck har arbejdet sammen med Madsen igennem mere end 20 år. Brinck har kun godt at sige om soraneren, som han i en periode også har været chef for. – Det er i høj grad Bjørns fortjeneste, at Euromaster i Roskilde er blandt Danmarks største og mest veldrevne dækcentre. Han sætter en ære i, at der aldrig skal være en finger at sætte på noget, og han holder konstant alle til ilden. Derfor er Bjørn også utrolig vellidt blandt kunderne. Det er en fornøjelse at arbejde sammen med en så proaktiv og innovativ person. Han er et udpræget konkurrencemenneske, der vil fremad og være nummer 1, og som derfor kræver meget af sine kolleger og endnu mere af sig selv. Men samtidig viser Bjørn stor omsorg for sine medarbejdere, siger den mangeårige kollega, der oplever et meget højt engagement samt et fremragende fællesskab hos Euromaster i Roskilde.

Bjørn Madsen har i øvrigt tidligere haft rallykørsel som sin helt store hobby, og han lægger ikke skjul på, at konkurrencegenet er gået i arv til de tre børn. Således er sønnerne, Brian og Kim, fulgt i faderens fodspor og kører i dag rally på højt niveau. Datteren, Tina, bor i Holland og har ligesom sine brødre kørt BMX. På cyklen har hun bl.a. vundet EM-sølv og VM-bronze. Nu dyrker hun crossfit og vandt for nylig sølv i et mesterskab for Benelux og Tyskland.

Fakta

Euromaster er europæisk markedsleder inden for dæk og dækserviceløsninger. I Danmark omfatter kæden 45 dæk- og autoservicecentre – herunder i Næstved, Ringsted, Roskilde, Slagelse og Storkøbenhavn. www.euromaster.dk

Læs mere her

Tag venner med på toget for en 50 er hele dagen

Fra på lørdag kan alle, som har et DSB +more-pendlerkort, tage fem venner eller familiemedlemmer med på rejsen i weekenden for under en 50 er pr. person for en heldagsbillet.

Hvis du ikke allerede er ven med eller i familie med en togpendler, er det en god ide at blive det. Et nyt tiltag gør det fra lørdag den 22. maj nemlig muligt for togpendlere at tage op til fem passagerer med på DSB s rejser i weekenden for kun 49 kr. pr. person for en heldagsbillet. Dog koster det 99 kr., hvis turen går over Storebælt.

Tilbuddet gælder fremover lørdage og søndage for medlemmer af DSB +more, som har DSB +more pendlerkort. De billige heldagsbilletter gælder på de strækninger, hvor pendlerkortet er gyldigt.

Spar penge på weekendturen
DSB s pendlertilbud åbner for mange nye muligheder, hvis man er flere, der planlægger en weekendtur sammen. Om man skal på familievisit, på vennetur i byen, på shopping eller noget helt fjerde, bliver det nu langt billigere at rejse med DSB i weekenden. Går turen til en større by, slipper man desuden for besværet og udgiften til parkering.

Vi vil gøre det mere attraktivt at tage toget ud og opleve noget i weekenden – uden at man skal tænke på parkering, eller om man har fået et lille glas for meget i sommervarmen. Og så er prisen i høj grad konkurrencedygtig i forhold til bilen, og man slipper for at bidrage til bilens langt større CO2-forurening, siger salgsdirektør i DSB, Anne-Lise Bach Sørensen.

Bor man eksempelvis i Slagelse og planlægger en venindetur til København i weekenden, er der mange penge at spare. Hvis én veninde har et pendlerkort, kan fem veninder rejse for sammenlagt 196 kr. tur-retur fra Slagelse til København. Det svarer til en besparelse på 660 kr. i forhold til at køre på standardbillet.

Bedre brug af pendlerkortet
DSB lancerer det nye tilbud for at give de loyale pendlere mulighed for at udvide brugen af deres pendlerkortet.

De fleste bruger i dag pendlerkortet til og fra arbejde. Men nu giver vi pendlerne mulighed for at drage nytte af kortet i weekenden, hvor man er sammen med familie eller venner, siger Anne-Lise Bach Sørensen.

Der er i dag 7.500 medlemmer af +More, og DSB håber, at tiltaget vil tiltrække endnu flere medlemmer til loyalitetsprogrammet.

Fakta om WeekendBilletten
Tilbuddet gælder fra den 22. maj og resten af 2010. Hver pendler kan tage op til fem medpassagerer med for 49 kr. pr. voksen for en billet, der gælder hele dagen. Dog koster det 99 kr., hvis turen går over Storebælt. WeekendBilletterne kan enten købes via sms eller i det betjente salg.

Det er gratis at blive medlem af +more. Man har bl.a. mulighed for online-fornyelse og rabat på sit DSB Pendlerkort. Man kan desuden få 15 % på DSB Orange-billetter. Læs mere om fordelene ved medlemskab af +more på http://www.dsb.dk/plusmore .

Læs mere her

Særkøreplan for regionaltog i næste uge

Banedanmark benytter sommerferien til at lægge nye spor på den tidligere Københavns Godsbanegård og på den måde udvide med flere spor til og fra hovedbanegården. Arbejdet medfører i den kommende uge, uge 27, 5-11. juli, indskrænkelser i regionaltogstrafikken til og fra Københavns Hovedbanegård.

Særkøreplan på dsb.dk
DSB har i samarbejde med Banedanmark tilrettelagt en særkøreplan for uge 27, der gælder for regionaltogene på Vestbanen og Nordvestbanen.
Vestbanens regionaltog kører kun mellem Høje Taastrup og Ringsted eller Slagelse. Kunder, der normalt benytter regionaltog på strækningen mellem Københavns Hovedbanegård, Ringsted eller Slagelse, skal altså skifte tog i Høje Taastrup.
Regionaltogene på Nordvestbanen, der kører mellem Københavns Hovedbanegård og Holbæk eller Kalundborg, er erstattet af regionaltog én gang i timen i en særkøreplan.

Deler særkøreplaner ud på hovedbanegården
Det er allerede nu muligt at hente særkøreplanen for uge 27 på DSB.dk, ligesom DSB’s infovagter på Københavns Hovedbanegård uddeler særkøreplanen til kunderne på perronerne i morgenmyldretiden mandag den 5. juli.

Flere spor på Danmarks mest trafikerede strækning
Den nye sporforbindelse, der er en del af KØR-projektet, gør det muligt at køre flere tog til og fra Københavns Hovedbanegård, udenom Valby og via Ny Ellebjerg. Når den nye sporforbindelse står færdig i 2012, opnår Banedanmark og DSB mere kapacitet og større fleksibilitet i afviklingen af trafikken til og fra hovedbanegården.

Strækningen nord og syd for hovedbanegården er i dag Danmarks mest trafikerede.

Læs mere om KØR-projektet her: http://www.bane.dk/visBanearbejde.asp artikelID=8764.

Læs mere her

Hold styr på bussen via sms

Nu slipper Movias kunder i Sydsjælland for at vente længe eller forgæves, når de tager bussen. Med SMS-servicen SMS Næste Bus , har kunderne mulighed for at hente direkte besked via mobiltelefonen om, hvornår bussen kører fra et bestemt stoppested.

Trafikselskabet Movia lancerer SMS-servicen SMS Næste Bus. Servicen giver kunderne mulighed for at hente information om bestemte stoppesteder, buslinjer og busafgange via mobiltelefonen. Servicen koster almindelig SMS-takst, og det kræver blot at sende en SMS til Movia.

Hos Movia arbejder vi løbende med at forbedre vores service, så vores kunder bliver mere tilfredse med at tage bussen. Indførelsen af SMS Næste Bus er et led i dette arbejde, og med denne service slipper vores kunder for unødig ventetid og for at gå forgæves, siger Anders Due, der er Movias kunde- og markedschef.

Processen er enkel. Man sender en SMS til nummeret 1250 med navnet på det pågældende stoppested, som man ønsker information om. Det er også muligt at få information med udgangspunkt i en bestemt buslinje eller et bestemt tidsrum ved at tilføje tidsrum eller buslinje efter stoppestedets navn. Når beskeden er afsendt, sender Movia en besked tilbage, som matcher de ønskede informationer.

Uddeling af kaffe og morgenmad
Under overskriften Drop ventetiden og få mere tid til morgenkaffen lancerer Movia SMS Næste Bus med en række events. Her deler Movia kaffe, morgenmad og flyers ud til de morgenfriske passagerer mellem kl. 7.00 og 9.00.

Eventen gennemføres på følgende stationer:

Fredag d. 26/11, Nakskov på buspladsen v. stationen
Mandag d. 29/11, Slagelse på buspladsen v. stationen
Tirsdag d. 30/11, Korsør på buspladsen v. stationen
Onsdag d. 1/12, Kalundborg på buspladsen v. stationen
Torsdag d. 2/12, Holbæk på buspladsen v. stationen
Fredag d. 26/11, Nakskov på buspladsen v. stationen

De kunder, der prøver SMS-servicen inden 10. december har mulighed for at vinde en iPhone 4. For mere om SMS Næste Bus gå ind på www.moviatrafik.dk.

Fakta: Hvordan fungerer SMS Næste Bus

Man sender en SMS til 1250
Det er nu muligt at søge på bestemte stoppesteder ved at indtaste S efterfulgt af stoppestedets navn. S Bøgelunde viser fx de næste fem afgange fra stoppestedet i Bøgelunde mod Skælskør hhv. Næstved st.
Man kan også søge på senere busafgange ved at indtaste K og et klokkeslæt efterfulgt af S og stoppestedets navn. S Bøgelund K 2130 viser fx afgangene efter kl. 21:30 fra Bøgelunde
Det er også muligt at søge på bestemte buslinjer ved at indtaste S efterfulgt af stoppestedets navn og L efterfulgt ad linjenummer. S Slagelse Busstation viser L234 viser fx de næste fem afgange med 243 eren fra Slagelse Busstation
SMS Næste Bus er tilgængelig døgnet rundt og koster almindelig SMS-takst

Læs mere her

Slut med salg af papirklippekort til rejser i Vestsjælland

Fra den 1. april kan vestsjællandske passagerer ikke længere købe klippekort i papir. Det elektroniske rejsekort afløser klippekortet.

Det første egentlige skridt på vejen til et landsdækkende rejsekort bliver taget på fredag, når salget af papirklippekort ophører i Vestsjælland. Fra den dag vil det være en fordel for vestsjællandske kunder, som hidtil har brugt klippekort, at gå over til rejsekort.
I Vestsjælland følger rejsekortet nemlig præcis samme princip som papirklippekortet med en fast pris for hver zone, passageren rejser i. Når passageren stiger på bussen eller toget, tjekker han ind med rejsekortet på en kortlæser og på samme måde tjekkes der ud på en kortlæser, når rejsen er slut, hvorefter rejsens pris automatisk bliver trukket i saldoen på rejsekortet.

Fordelen ved rejsekortet er, at man slipper for at huske at købe klippekort og sætte sig ind i, hvor mange zoner man skal klippe for. Det klarer det elektroniske rejsekort helt af sig selv. Det eneste, man skal sørge for udover at tjekke ind og ud er, at der står penge på kortet, siger centerchef i Movia, Anders Due. Han understreger samtidig, at kunderne skal huske at bestille rejsekortet i god tid, før de har brugt deres sidste papirklippekort op. Det tager nemlig omkring fem dage, fra man har bestilt, til man modtager rejsekortet.

Periodekort fortsætter
På rejsekort.dk kan man blandt andet finde oplysninger om korttyper, salgssteder og fordele ved de forskellige billettyper. Udover rejsekort kan passagerne i Vestsjælland fortsat købe periodekort og kontantbilletter, hvis det passer bedst til behovet. Periodekort, pensionistkort, skolekort mv. fortsætter altså uændret.

Vestsjælland er den første landsdel i Danmark, som indfører rejsekortet. Senere i 2011 udvides driften til også at omfatte busser på Sydsjælland/Lolland-Falster, samt prøvedrift med tog, s-tog og metro samt enkelte busser i hovedstadsområdet.

Fakta om køb af rejsekortet
Rejsekortet findes i tre udgaver rejsekort personligt, rejsekort flex og rejsekort anonymt.
Rejsekort personligt og rejsekort flex koster 50 kr., og der skal indsættes penge til at rejse for. Det tager 4-5 dage at få udstedt et rejsekort personligt/flex. Det kan købes:
Online på rejsekort.dk (med dankort).
I Rejsekorts Kundecenter, tlf. 7011 3333.
Hos DSB s billetsalg og i Kort og Godt på stationerne i Holbæk, Hvalsø, Høje Taastrup, Kalundborg, Korsør, Næstved, Ringsted, Roskilde, Slagelse, Sorø og Taastrup.

Rejsekort anonymt koster 80 kr., og det findes i to udgaver:
Et rejsekort anonymt, hvor der er indsat 170 kr. til at rejse for (samlet pris 250 kr.). Det kan foreløbig købes i ni Movia salgssteder: Grillbaren i Tølløse, Høng Boghandel, DitoBus i Nykøbing Sj., Sorø Erhvervs- og Turistkontor, Stenlille Kiosk, Bog & Ide i Dianalund, Nico Vin i Skælskør, SuperBrugsen i Asnæs og Hjørnekiosken i Jyderup. Desuden kan det købes i nogle af de butikker, der tidligere solgte klippekort. Butikkerne vælger selv, om de vil sælge det anonyme rejsekort.
Et rejsekort anonymt, hvor kunden indsætter mindst 100 kr. til at rejse for (samlet pris mindst 180 kr.). Det kan købes i Kort og Godt på stationerne i Holbæk, Hvalsø, Høje Taastrup, Kalundborg, Korsør, Næstved, Ringsted, Roskilde, Slagelse, Sorø og Taastrup.

Kontaktinformation:
Direktør Dorthe Nøhr Pedersen. Kontakt Movias presseafdeling, Line Riis, tlf. 3613 2010.

Læs mere her

Read More

Stærkt reduceret togdrift fra torsdag morgen

På grund af den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse blandt håndværkerne er DSB nødsaget til at køre tog i meget reduceret omfang indtil videre. Det betyder færre og kortere tog. Og der vil sandsynligvis være mange kunder i alle tog.

»Vi beklager meget de gener, den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse giver vores kunder. Vi opererer med en overordnet nødkøreplan for den reducerede trafik, så kunderne ved, hvilke tog de kan regne med, men vi må nok forvente, at der kommer afvigelser. Så vi opfordrer kunderne til at holde sig orienteret via dsb.dk, DSB’s Facebook-profil og i medierne,« siger trafikinformationschef Tony Bispeskov.

Allerede i løbet af i dag onsdag må der forventes reduceret trafik i eftermiddagsmyldretiden, men fra i morgen vil følgende nødkøreplan træde i kraft.
InterCityLyn-togene er eneste tog mellem Aarhus H og Frederikshavn og kører efter en ændret plan.
InterCity-togene mellem Københavns Lufthavn, Kastrup og Lindholm kører ikke.
InterCity-togene mellem Østerport og Sønderborg kører som normalt.
InterCity-togene mellem Østerport og Esbjerg og mellem Østerport og Flensborg kører ikke. Kunder til og fra Esbjerg skal skifte tog i Fredericia. Kunder til og fra Flensborg skal skifte mellem tog og bus i Tinglev.
Børneguide-ordningen kører ikke.

Hovedstadsområdet
10-minutters drift med kortere tog end normalt på S-togslinjerne i myldretiden. Derudover 20-minutters drift i de grå tider.
Ringbanen kører hvert 4-5. minut i myldretiderne. Derudover 10-minutters drift.
20-minutters drift på Kystbanen.

Sjælland
To-timers drift med InterCity-tog, der betjener Slagelse, Korsør og Nyborg.
Timedrift på alle øvrige regionalstrækninger på Sjælland. Regionaltogene, der normalt kører mellem Østerport og Ringsted, kører i stedet mellem Østerport og Slagelse.

Jylland og Fyn
To-timers drift i regionaltogstrafikken mellem Vejle og Struer.
To-timers drift i regionaltogstrafikken mellem Fredericia og Padborg med skift mellem tog og bus i Tinglev.
To-timers drift i regionaltogstrafikken på Vestfyn mellem Odense og Fredericia.

Tilbagebetaling til kunderne
Kunder, der ikke ønsker at rejse alligevel, kan få pengene for billetter og periodekort betalt tilbage uden gebyr. Det gælder også DSB Orange- og Print Selv-billetter.

Al pladsreservation er suspenderet indtil videre.

Rejsetidsgarantien gælder
Det vil sige, at kunder, der er 30 minutter eller mere forsinkede, har ret til økonomisk kompensation eller en ny billet til en tilsvarende rejse.

Pendlerrejsetidsgarantien gælder også.

Læs seneste nyt om ændringerne i trafikken her: http://www.dsb.dk/kundeservice/trafikinformation/

Læs mere her