Firmaet Impuls Technic har udviklet en ny softwarepakke til palleteringsanlæg: PacManager. PacManager giver mulighed for at oprette og redigere pakkemønstre visuelt på en Touch–PC og derefter overføre dem til maskinen. Oprettelsen af mønstre sker ved at placere billeder af produktet på et billede af pallen i et ønsket pakkemønster. På denne måde opbygges de enkelte lag på pallen.
PacManager kan også selv generere forslag til pakkemønstre udfra en givet palle– og produktstørrelse. Ud fra billeder af de færdige mønstre vælger operatøren det mest hensigtsmæssige pakkemønster.
Yderligere findes der i softwaren mulighed for at redigere online i det aktuelle mønster på maskinen. Også her sker det ved at flytte billeder af produktet rundt på pallen. Online redigering kan foregå mens anlægget kører produktion.
Softwaren udmærker sig ved at være særdeles brugervenligt, også for ikke teknisk kyndige. Hvor ændringer i pakkemønstre på en palleteringsmaskine tidligere typisk krævede teknikerbistand, kan operatøren nu selv oprette og redigere mønstre med PacManager.
PacManager er patentanmeldt på verdensplan.
Fakta om Impuls Technic ApS:
Impuls Technic har eksisteret siden 1982 og beskæftiger 12 medarbejdere, der arbejder med alle former for automation. Firmaet er beliggende i Aabybro og indehaves af direktør Christian Pedersen.