Skinnerne får en tur med grovfilen

Det koster mere end 150.000 kr. pr. nat, men så holder skinnerne længere og giver mindre støj. Fra 15. februar til 4. marts fræser Banedanmark skinner mellem Næstved og Ringsted.

– Hver nat fræser vi omkring tre tons metalspåner af skinnerne, og det koster os mere end 150.000 kr. pr. nat. Men pengene er givet godt ud. For når vi fræser eller sliber skinnerne, holder de længere, og det støjer mindre, når togene bagefter kører på skinnerne. Desuden er det langt billigere at vedligeholde skinnerne end at skifte dem ud, fortæller vedligeholdelsesleder Pernille Skovrup fra Banedanmark.

Fræsetoget, som Banedanmark har hyret ind fra det tyske firma Schweerbau, skal fræse skinner mellem Ringsted og Næstved fra 15. februar til 4. marts.

Fræsetoget kommer ikke til at genere togtrafikken i nævneværdig grad, for arbejdet foregår på tidspunkter, hvor der ikke kører tog – eller på steder, hvor passagertogene kan køre uden om fræsetoget.

– Det kræver grundig planlægning, når vi skal fræse skinner. Både fordi vi skal udnytte det dyre fræsetog bedst muligt, og fordi vi ikke må komme i vejen for passagertogene, så der opstår forsinkelser, forklarer Pernille Skovrup.

Det er planen, at der skal fræses omkring 1,5 mm af skinnerne på en stor del af strækningen mellem Næstved og Ringsted. Hver nat bliver det til tre tons metalspåner, som bagefter skal læsses af fræsetoget og sendes til genbrug.

– Når vi fræser skinnerne, bliver kørekanten på skinnerne optimal. Det gør rejsen mere komfortabel for passagererne, fordi togene ryster lidt mindre. Og for naboerne betyder det, at de vil opleve mindre støj fra togene, lover Pernille Skovrup.

Når toget har fræset færdigt mellem Næstved og Ringsted, kommer turen til hovedstrækningen mellem Korsør og Høje Taastrup, 4. – 21. marts.

Kontakt og information
For yderligere faktuel information om skinnefræsningen kan planlægger Stig Aagaard kontaktes inden for normal arbejdstid på telefon 2384 7628. Banedanmarks pressevagt kan kontaktes på telefon 8234 1313.

Fakta om fræsetoget

Schweerbau GmbH & Co KG er entreprenør. Mandskabet består af syv special-uddannede banearbejdere fra Tyskland. De kommer til Danmark sammen med fræsetoget, som parkerer i Ringsted om dagen.

Fræsetoget er 25 meter langt og vejer 120 tons. Det har to fræsehjul og et slibehjul. Togets max-hastighed er 70 km/t. Når det fræser skinner, kører det 0,6 km/t.

Det støjer kun moderat, når fræsetoget arbejder – i modsætning til slibetoget, der både støjer og giver store gnister.

Læs mere her

Ny pendlerrute Silkeborg-Århus Nord (901X)

Mandag 3. januar 2011 starter Midttrafiks nye hurtige pendlerrute med direkte ture mellem Silkeborg og Århus Nord. Bussen har både stillezone og arbejdspladser, bl.a. med gratis trådløst internet.

Rute 901X kører på hverdage med tre afgange fra Silkeborg mod Århus Nord om morgenen (mellem kl. 5.22 og 7.45) og tre afgange retur om eftermiddagen. Turen fra Silkeborg C til Skejby Sygehus varer ca. 55 min. Det er 20-30 min. hurtigere end de nuværende bus- og togforbindelser.

Ruten kører efter X Bus princippet Få stop hurtigt frem og giver pendlere fra Silkeborg og Galten direkte transport til erhvervsområdet Århus Nord.

901X starter vest for Silkeborg, i Hvinningdal området. På vejen mod Århus N standser bussen i det centrale Silkeborg, Galten, Skovby og Harlev. Siden når den til Skejby Sygehus, uddannelsesinstitutionerne på Olof Palmes Allé, Danmarks Radio, Århus Universitet og Århus Sygehus (Randersvej/Ringgaden).

Trådløst internet og plads til at arbejde
De helt nye X Busser er ekstra komfortable busser, bl.a. indrettet med stillezone og sædearrangementer/borde samt gratis internetadgang og stikkontakter, så kunderne kan udnytte køretiden optimalt til arbejde eller hvile. Der er skærme med TV2 News og mad/drikke må tages med på farten.

Gratis prøvetur og chokolade i de to første uger
På virksomheder og uddannelsesinstitutioner i Århus N, hvor rutens primære målgruppe befinder sig, står kurve med chokolade, info og kuponer til gratis prøveture. En kupon kan også fås ved at sende en mail til rmo@midttrafik.dk inden 6. januar. De gratis prøveture kan bruges til og med 14. januar 2011.

Mange flere pendlere
Rute 901X starter, fordi pendlingen mellem Silkeborg og det nordlige Århus stiger stærkt. I dag kan man ikke rejse med kollektiv trafik på strækningen uden at skifte mellem flere busser eller mellem tog og bus. Med den nye rute sparer pendlerne tid ved at køre direkte til Århus N uden skift.

Midttrafik har lyttet til kundernes ønsker om en hurtig og komfortabel rute, som kører tæt på både bolig og arbejdssted. Samtidig skal man både kunne hvile sig eller arbejde undervejs.

Ruten støttes af Trafikstyrelsens Passagerpulje, som fremmer ordninger og projekter, der øger antallet af buskunder. 901X køres af Malling Turistbusser.

Fakta om priser: Køb et kort og spar mange penge
En tur med rute 901X (voksen) mellem Silkeborg og Århus Nord (Skejby) koster f.eks. 59 kr. hver vej (60 kr. fra prisskiftet 16. januar).

Med et 10 turs klippekort kommer prisen helt ned på 44 kr. pr. tur, og med et periodekort kan du køre alt hvad du vil i de 8 zoner for 1035 kr. (30 dage).

De 46 km fra Silkeborg Station til Skejby Sygehus giver i øvrigt en pendler på den strækning et dagligt skattemæssigt kørselsfradrag på i alt 137 kr.

Læs mere her

Togene ruller igen mellem Langå og Skive

Mandag den 13. august kører der igen tog mellem Langå og Skive, og dermed er en af de store milepæle i renoveringen af jernbanen mellem Langå og Struer nået.

En del af skinnerne er blevet udskiftet, de gamle træsveller er udskiftet med nye af beton, og der er kommet ny ballast i sporene. Samtidig er række overkørsler blevet nedlagt, imens sikringsanlæggene er blevet forbedret i andre overkørsler.

I forbindelse med, at jernbanen har været lukket, har Banedanmark benyttet lejligheden til at renovere en lang række broer på strækningen.

Vi åbner nu den første del af en fornyet bane, der, når vi er helt færdige, giver passagererne en mere komfortabel rejse og flere rettidige tog. Et så stort sporarbejde kan ikke undgå at påvirke trafikanter og naboer, og vi er meget taknemmelige for den forståelse og tålmodighed, de har udvist i forbindelse med arbejdet, siger projektleder Khaled Ghizzaui

Selv om togene er begyndt at køre, resterer der stadig en del arbejde på strækningen. Det skyldes blandt andet, at der i løbet af sommeren stod klart, at sporet flere steder på strækningen var i dårligere stand end forventet.

Folk vil stadig opleve, at vi arbejder i sporene mellem Langå og Skive, men der er tale om arbejder, der primært vil blive udført om natten uden at påvirke togdriften i nævneværdig grad, siger Khaled Ghizzaui.

Skive-Struer
Mens trafikken nu er genoptaget mellem Langå og Skive, bliver der stadig arbejdet på den sidste del af strækningen fra Skive mod Struer.

Vi mangler blandt andet at udskifte skinner og sveller på stationerne og på en del af strækningen, men arbejdet skrider planmæssigt frem, og vi regner med at åbne denne del af banen mandag den 1. oktober som planlagt, siger Khaled Ghizzaui.

For at komme så tæt på sporarbejdet som muligt flytter sporprojektet også hele sit hovedkvarter den skurby, der hidtil har stået ved Viborg Station – til Struer i næste uge.

Yderligere informationer via Banedanmarks pressevagt på tlf. 82 34 13 13

Sådan kører busserne mellem Skive og Struer
Arriva har indsat togbusser mellem Skive og Struer. Alle togbusserne standser i Vinderup, der er eneste station mellem Struer og Skive. Arriva har udsendt en særlig køreplan for togbusserne.

Sporfornyelse Langå-Struer
– Af strækningens 100 kilometer spor ombygges de 70 kilometer – jævnt fordelt over hele strækningen
– Skærver renses og suppleres med 96.000 ton nye skærver
– Over 100.000 træsveller erstattes med nye sveller af beton
– 15 sporskifter fjernes, fem sporskifter udskiftes og to nye sættes op
– 21 overkørsler og 25 perronovergange ombygges
– 20 overkørsler nedlægges, sikringsanlægget i 4 overkørsler opgraderes
– Der etableres 4 kilometer dræn og udføres 11 kilometer grøftearbejder
– 26 broer på strækningen renoveres

Banedanmark er i disse år i gang med en omfattende fornyelse af jernbanen rundt omkring i landet, hvilket blandt andet de midt- og vestjyske baner nyder godt af. I 2010 var der sporombygning mellem Herning og Holstebro, i år sker det på strækningerne Skanderborg-Herning og Langå-Struer.

Læs mere her