S-tog om natten fra fredag den 20. november

Fra på fredag skal man ikke længere tænke over, om man når det sidste S-tog hjem, for nu kører S-togene hele natten efter fredag og lørdag i første omgang som et forsøg et halvt år frem. Herefter vil forsøgets resultater vise, om S-togene skal fortsætte med at køre om natten.

»Jeg glæder mig rigtig meget til på fredag. Vi har i mange år kørt natten efter julefrokostfredage, men de senere år er der opstået et yderligere behov. Det bliver rigtig spændende at se, hvor mange, der vil benytte sig af det, og jeg vil opfordre så mange som muligt til at tage imod tilbuddet, så vi har et forretningsmæssigt grundlag til at gøre forsøget permanent,« siger adm. direktør i S-tog, Gert Frost.

Lad bilen stå
Gert Frost håber også, at det vil få flere til at lade bilen stå.
»Når man kan tage toget hele vejen hjem, er der ingen grund til at tage bilen med ind til byen i weekenden. Forhåbentlig kan S-tog bidrage med at få flere sikkert hjem, nu hvor der er flere gode alternativer til bilen på alle tider af døgnet,« siger Gert Frost.

Event og halv pris
En større event på Nørreport fredag aften mellem kl. 21 og 01 vil gøre opmærksom på, at natkørslen begynder på fredag. Nørreport byder på loungestemning på pladsen foran stationen, hvor DJ Dex Diamond (Top 10 i sommer) spiller op til lounge, en bartender uddeler røde drinks i coctailglas, og der vil blive uddelt køreplaner og flyers. Derudover byder trafikselskaberne i hovedstadsområdet på halv pris på SMS-billetter fredag og lørdag mellem kl. 22 og 06 fra den 20. november og frem til nytår. Der er ikke nattakst på S-tog om natten, så det er halv pris på, hvad en almindelig billet koster.

Københavnerne glæder sig
En undersøgelse af holdningen og kendskabet til S-tog om natten, som blev gennemført i oktober, viser, at 45 procent af de adspurgte godt ved, at natkørsel på S-banen er på vej. Københavnerne er ifølge undersøgelsen meget positive over for tiltaget, som er hurtigere, nemmere og mere bekvemt end natbussen og billigere end taxa. I gennemsnit forventer kunderne at bruge S-tog om natten ca. otte gange om året, mens de unge og personer, der i forvejen bruger S-toget meget, forventer at tage S-toget om natten oftere.

Utrygt om natten
Nogle kunder ytrer i undersøgelsen bekymring for, om det er trygt at befinde sig i S-toget og på S-togsstationer om natten.

»Det er vi selvfølgelig opmærksomme på. Vi kører dog i forvejen til over midnat, og der er yderst sjældent for eksempel voldsepisoder i et S-tog eller på stationer i forhold til, hvad der sker i det omgivende samfund. Samtidig er der videoovervågning i alle S-tog og på alle S-togsstationer, så vi gør virkelig, hvad vi kan, for at komme følelsen af utryghed til livs,« fortæller Gert Frost.

Sådan kører S-togene om natten
S-togene kører en gang i timen om natten på alle strækninger.
Da alle strækninger bortset fra Ringbanen dækker det centrale afsnit i København, vil de kunder, der kun skal køre i det centrale afsnit, have S-tog hver halve time.
Allerede nu kan man finde natkøreplanen på dsb.dk under Køreplaner : http://www.dsb.dk/Find-og-kob/Indland/koreplaner/

S-togene kører som altid hvert 20. minut natten efter de tre første fredage i december.
Indimellem bliver der udført sporarbejde om natten for at forstyrre den daglige trafik mindst muligt. Derfor vil der nogle nætter om året ikke køre S-tog om natten, men blive indsat busser på de berørte strækninger.

Læs mere her

Truckcenter Midtjylland opruster på lageret

Flemming Hove Sølvsten er ny lagerchef hos Truckcenter Midtjylland i Hjøllund. Med sin langvarige og brede erfaring skal han bidrage til målsætningen om at være ekspert i alle bilmærker og sikre øget fokus på forskellige kampagnevarer. Aktuelt fylder særlig partikelfiltre meget i hans bevidsthed.

Truckcenter Midtjylland A/S profilerer sig på, at mekanikerstaben har erfaring med alle lastvogns- og busmærker. Idéen er, at hvis man vil være vognmændenes foretrukne partner, skal viften af serviceydelser være bred nok til at dække de flestes behov, samtidig med at de forskellige mekanikere specialiserer sig i forskellige mærker.

Den målsætning har gjort det nødvendigt at finde en lagerchef med et bredt erfaringsgrundlag, og således er 45-årige Flemming Hove Sølvsten netop tiltrådt hos det midtjyske lastvognscenter. Han har igennem hele sin karriere arbejdet med lagerstyring inden for transportmateriel og har mere end 25 års erfaring på området. Flemming Sølvsten kommer fra en stilling som lager- og indkøbschef hos Lastas A/S og har inden da arbejdet som lagerforvalter hos Carsten Noer A/S, hvor han netop har beskæftiget sig med reservedele til en række forskellige lastvognsmærker. Den erfaring er ifølge direktør Kenneth Jensen guld værd for Truckcenter Midtjylland.

Mange af vore kunders vognparker er sammensat af flere mærker, og i den forbindelse er det vigtigt, at også lagerchefen har et bredt kendskab. Samtidig lægger vi vægt på, at Flemming i kraft af sin viden, sine relationer og sit markedskendskab altid vil kunne skaffe de rigtige dele til de bedst mulige priser uanset mærke, siger han.

Stor interesse for partikelfiltre

Den ny lagerchef melder allerede nu om rigeligt at lave både i den daglige lagerstyring og i mere kunderettede sammenhænge. I forbindelse med vores navneskifte og udvidede vifte af serviceydelser har vi gjort meget for at markere os på markedet. Derfor får vi en del nye kunder, og det er selvfølgelig væsentligt, at lageret deltager aktivt i den proces, siger Flemming Sølvsten, der tilbringer en del af sin arbejdstid på landevejen. Vi møder kunderne der, hvor de er. Har vognmanden ikke mulighed for at komme til mig, kommer jeg til ham, og jeg besøger løbende både nuværende og kommende kunder, fortæller lagerchefen.

Et andet af hans ansvarsområder er at rådgive kunderne om aktuelle varer. Lige nu drejer det sig især om partikelfiltre. Alle lastvogne, der ikke lever op til Euro 4 som minimum, skal fra nytår have monteret partikelfilter ved kørsel i Danmarks seks største byer. Derfor spørger mange os til råds, og vi hjælper med at finde den billigste og bedste løsning. Fx vil det for mange være en fordel at vælge en model, der er godkendt til kørsel i de tyske miljøzoner, og som medfører besparelser på vejskatten dernede. Vi tilbyder et bredt udvalg af kvalitetsprodukter til de bedste priser; og når det kommer til eftermarked, kan vi rense coatede filtre, som ikke kræver additiv, siger Flemming Sølvsten, der til trods for travlheden er startet på sit nye job med højt humør.

Det er inspirerende at arbejde i en virksomhed med visioner og ambitioner. Når man sætter overliggeren højt og vil være kundernes førstevalg, nødvendiggør det en konstant vilje til at gå den ekstra mil for både gamle og nye kunder. Det er krævende, men det gør også hverdagen lidt sjovere for både kunderne og os, slutter han.

Læs mere her