Transportkoncern fejrer 90 års fødselsdag

Siden starten i 1920 har Dantra udviklet sig til en af Nordeuropas toneangivende tanktanksportører. Denne sommer fylder virksomheden 90 år, og 3. generation i førersædet vognmand Helge Jensen kan fejre 45 års jubilæum.

Det startede i 1920 med hestevogne og trætransport fra de midtjyske skove. Siden er både køretøjerne og virksomheden blevet mange gange større. Dantra fylder denne sommer 90 år og er dermed blandt Nordens ældste aktører i transportbranchen.

Virksomheden har med årene gennemgået en enorm udvikling. Under krigen udvidedes aktiviteterne med transport af bl.a. tørv og isoleringsmaterialer, og i 70 erne blev fokus flyttet mod tanktransport, der efterhånden udviklede sig til den primære aktivitet. I dag er Dantra blandt de væsentligste nordeuropæiske udbydere på området.

Forudseenhed igennem generationer
Dantra har fra begyndelsen været en familievirksomhed, der i dag ejes og ledes af 3. samt 4. generation. Ejerkredsen omfatter vognmand, adm. direktør Helge Jensen samt datteren Disa og sønnen Kenneth, der er ansat som driftsdirektør. Ifølge Helge Jensen, som selv har 45 års jubilæum i Dantra samtidig med fødselsdagen, drives virksomheden stadig ud fra de samme grundlæggende værdier og principper, som da bedstefaren etablerede den i 1920.

Gennem alle årene har vi konsekvent taget udgangspunkt i kundernes ønsker og behov. Vi har altid investeret i at være forudseende og et skridt foran, så hos os køber man ikke bare en transport fra A til B, men samtidig også merværdi i kraft af ekstra forsigtighed, grundighed, viden og erfaring, siger han.

Som eksempel nævner Helge Jensen virksomhedens millioninvesteringer i kvalitetsstyring og chaufførkompetencer, der indebærer en lang række certificeringer samt omfattende egenkontrol, oplæring og videreuddannelse. Vi bruger store ressourcer på at forebygge uheld og forsinkelser. Dermed har vi kunnet minimere antallet af utilsigtede hændelser til gavn og glæde for vore kunder, forklarer vognmanden.

Reception for alle interesserede
Med etablering af datterselskaber i Kaunas, Litauen, og senest Flensborg, Tyskland, beskæftiger Dantra i dag på koncernniveau cirka 150 medarbejdere. Den væsentligste aktivitet er transport af tekniske produkter samt fødevarer og levnedsmidler i flydende form, som både befordres indenrigs i de nordeuropæiske lande og på tværs af landegrænser. Desuden omfatter koncernen Myremalm Plantage samt lastvognscentre i Padborg og midtjyske Hjøllund.

De to jubilæer markeres med en reception fredag den 20. august, som afholdes fra kl. 12 til 16 på hovedkontoret ud til A13 i Hjøllund. Alle kunder, leverandører, samarbejdspartnere, venner af huset og andre interesserede er velkomne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *