Ingen S-tog mellem Hundige og Åmarken onsdag

I forbindelse med Banedanmarks omfattende fornyelse af Køge Bugt-banen skulle strækningen mellem Hundige og Åmarken være åbnet for togtrafik fra onsdag morgen.Arbejdet på strækningen er desværre forsinket, da der har været problemer med at nå og afprøve tilkoblingen af S-banens sikkerhedssystem, HKT, der overvåger S-togene.

Det betyder, at S-togene fortsat vil være erstattet af togbusser mellem Køge, Hundige og Åmarken.

”Vi kan desværre ikke køre tog fra onsdag morgen på strækningen mellem Hundige og Åmarken, fordi det ikke er muligt at nå at tilkoble og efterfølgende afprøve HKT-systemet, som er det system, der overvåger S-togene. Derfor ville det være sikkerhedsmæssigt uforsvarligt at åbne for togtrafik, hvorfor åbningen af strækningen er udskudt,” siger Tom Møller Rasmussen, projektchef i Banedanmark.

”Når vi arbejder i døgndrift er vi ekstra sårbare over for udfordringer i tidsplanen. Vi har været udfordret af vejrlig, hvorfor vi har indkaldt ekstra mandskab. Vi har arbejdet intensivt for at indhente den tabte tid, men vi kan alligevel konstatere, at vi desværre bliver lidt forsinkede i forhold til at åbne sporet planmæssigt. Jeg vil gerne beklage over for passagererne og naboerne for de ekstra gener, forsinkelsen medfører.”

Banedanmark vil komme med en prognose i løbet af onsdagen for, hvornår togtrafikken mellem Hundige og Åmarken genoptages.

Trafikafvikling:

Linje A : Åmarken – Hillerød: 10 min drift i dagtimerne og 20 min i aften timerne.
Linje E kører hele dagen i 20 min drift mellem København og Holte og stop ved alle stationer.
På strækningen mellem Køge og Åmarken, kører alle Togbus-linjer på nær én. Den lilla Togbus mellem Solrød Strand og Åmarken kører ikke.

Læs mere her

Bussen giver cyklen et lift

Fra søndag den 23. oktober bliver det muligt at tage cyklen med i alle S- og R-busser på hele Sjælland og øerne. Cyklister i hovedstadsområdet får langt flere cykel-busser, og cyklister i Vest- og Sydsjælland får cyklen billigere med bussen.

Hvis der er modvind på cykelstien, regnen øser ned, eller du skal lidt længere, end benene orker at trampe, så kan du snart få din tohjulede ven med om bord på bussen.

Alle Movias S- og R-busser åbnes for cykelmedtagning, så tilbuddet er ens og overskueligt i hele Movia. Hidtil har passagerer i hovedstadsområdet kun kunnet medbringe cyklen på buslinjerne 600S og 150S og kun som forsøg.

Samtidig indføres der ens takster, så Movia følger DSB s takster for cykelmedtagning, der i øjeblikket er en enhedspris på 12 kroner med gyldighed i to timer inden for samme takstområde. Det er en væsentlig takstnedsættelse for kunder i Syd- og Vestsjælland samt Lolland-Falster, hvor prisen hidtil har været afhængig af rejsens længde.

Nemt og overskueligt
I løbet af 2010 blev det på forsøgsbasis muligt at tage sin cykel med på to af hovedstadens S-buslinjer, linje 600S, som kører mellem Hillerød, Roskilde og Hundige og linje 150S, som kører mellem Nørreport og Kokkedal.

Vi har fået positive tilbagemeldinger fra kunderne. Derfor har vi valgt at udvide muligheden for cykelmedtagning til alle S- og R-busser, så kunderne også let kan overskue, hvor cykelmedtagning er muligt og hvad det koster. Og så har det jo en positiv indvirkning på miljøet, at vi nu fremmer forholdene for cyklister og brugere af den kollektive trafik, siger Torsten Rasmussen, områdechef i Trafikselskabet Movia.

To hjul og ikke i myldretiden
Cyklerne placeres inde i bussen, der hvor der også er plads til barnevogne. Kun tohjulede cykler kan medbringes, og som udgangspunkt er der plads til to cykler ad gangen, hvis der ikke er nogen barnevogne, kørestole eller gangstativer. Det er dog altid chaufføren der vurderer, om der er plads.

Inden muligheden træder i kraft den 23. oktober i alle S- og R-busser, er der monteret stropper i de berørte busser, så cyklerne kan spændes forsvarligt fast under kørslen.

På hverdage mellem kl. 07.00-09.00 og 15.30-17.30, er det ikke muligt at medtage cykler på busserne i hovedstadsområdet.

Cykelbilletter kan ikke købes kontant i busserne, men skal købes som mobilbillet eller med rejsekort.

Cykler kan fortsat medbringes gratis ved rejser i S-tog, havnebusser og de nordsjællandske lokalbaner.

For yderligere information om cykelmedtagning se www.moviatrafik.dk

Læs mere her