Fagmesse efter kæmpesucces: Der bliver ingen udstilling i 2017

Selvom Vestfyn Trækker for nylig tiltrak flere gæster end nogensinde før, er arrangørernes melding klar: Vi vil ikke gentage succesen før i 2018.9247 besøgte transport- og logistikmessen Vestfyn Trækker, da den fra 27. til 29. maj blev afholdt for tiende gang. Besøgstallet satte dermed ny rekord, og en stor del af udstillerne betegner ifølge arrangøren, VBG GROUP, årets messe som den hidtil bedste. Mange har derfor opfordret VBG til at fremskynde næste udstilling fra 2018 til 2017.

– Vores kerneforretning er at levere koblinger, systemløsninger og tilbehør, ikke at afholde messer. Alligevel oplever mange udstillere, at Vestfyn Trækker giver dem de bedst mulige rammer for salg, fortæller Per Mikkelsen, der er administrerende direktør for VBG i Danmark.

Vil ikke kommercialisere konceptet

Ifølge Per Mikkelsen hænger udstillernes opfordringer ikke mindst sammen med deres oplevelse af valuta for pengene. Den understøttes af, at messen er et non-profit-koncept, der ikke i sig selv skal generere overskud.

– Jeg har i samråd med vores ejere og bestyrelse vurderet, at den nuværende organisation ikke magter at arrangere messe hyppigere end hvert andet år. Vestfyn Trækker lægger beslag på så store ressourcer, at hvis arrangementet skal holdes årligt, kræver det mere personale og dermed også større investeringer fra udstillerne. I sidste ende ville det betyde en kommercialisering, som strider mod konceptets grundidé, siger Per Mikkelsen.

Direktøren beskriver den første messe, der blev afholdt i 2000, som en ’havefest’. Siden da er arealet vokset fra 5000 til 55.000 kvadratmeter, mens både besøgstallet og udstillermængden er mangedoblet. Selvom Vestfyn Trækker ikke i sin nuværende form skal give overskud, kræver konceptet ifølge Per Mikkelsen både hundredvis af mandetimer, 70-80 frivillige fra idrætsforeningen GV Ejby og massiv markedsføring.

Ikke tid til undtagelser

Vestfyn Trækker afholdes normalt i lige årstal, men i kriseårene gjorde Per Mikkelsen dog en undtagelse.

– I de kriseår, hvor der ikke var basis for at afholde transportudstilling i Herning, trådte vi til for at give branchen et alternativt mødested. Det var hårdt og truede i perioder med at fjerne fokus fra de opbyggere og slutbrugere, som vi er sat i verden for at servicere. Til næste år, hvor der jo netop bliver afholdt Transport 2017, gør det derimod ikke nogen positiv forskel for branchen, at vi også holder en messe. Derfor lader vi være, fastslår direktøren.

Per Mikkelsen vurderer, at det ville være svært at tiltrække tilstrækkeligt med besøgende til yderligere en messe, og at branchen som helhed ikke har behov for flere udstillinger i 2017. Vestfyn Trækker bliver næste gang afholdt fra 25. til 27. maj 2018.

Fakta

Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er Danmarks største udendørs transportudstilling. På messen kan man møde 150 udstillere – herunder en lang række bilimportører, vognopbyggere og forhandlere af øvrigt transportmateriel. Desuden deltager mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt organisationer og medier. Messearealet er udvidet til 55.000 kvadratmeter. www.vestfyntraekker.dk

Læs mere her

Både besøgs- og verdensrekord på Vestfyn Trækker 2016

9247 besøgte transportmessen Vestfyn Trækker, som netop er afholdt for tiende gang. Det var 584 flere end i rekordåret 2014. Samtidig blev også verdensrekorden i kranbetjening slået.Vejrguderne tilsmilede årets største transport- og logistikmesse, Vestfyn Trækker 2016, der blev afholdt ved Fynske Motorvej i weekenden fra den 27. til 29. maj. Det holdt tørvejr hele weekenden med en del sol og temperaturer omkring 20 grader. 9247 besøgende lagde vejen forbi, hvilket er det højeste tal i udstillingens historie – seks procent over den hidtidige rekord, 8663, fra 2014.

– Det har været en kæmpe succes. Vi har fastholdt alle de sædvanlige udstillere og besøgende – og er samtidig nået ud til et endnu bredere publikum. Faktisk har mange af udstillerne allerede henvendt sig for at reservere samme stand næste gang, siger arrangøren, administrerende direktør Per Mikkelsen fra VBG GROUP Sales A/S.

Åbningstaler: Hæv overliggeren

Den succesfulde fynske vognmand Poul Henrik Schou lagde i sin åbningstale ud med et tilbageblik, hvorefter han italesatte transportbranchens behov for sætte sig ambitiøse mål og fortælle sine gode historier.

– Da VBG første gang holdt messen i 2000, var der 40 udstillere på 5000 kvadratmeter. I år er tallene steget til 150 udstillere og 55.000 kvadratmeter, og jeg er sikker på, at vi også slår rekorden for antallet af besøgende. På samme måde som messen her skal branchen tage flere chancer og sætte højere mål, sagde vognmanden.

Han benyttede også lejligheden til at understrege nødvendigheden af, at branchen tiltrækker de rette profiler. Det handler om at synliggøre sig som et attraktivt arbejdssted – en udfordring, som Vestfyn Trækker og andre talerør efter Poul Henrik Schous mening skal bruges til at dæmme op for.

Tim slog verdensrekord

På Vestfyn Trækker 2014 vandt Johnny Jensen den indledende runde af materielproducenten HIAB’s jagt på verdens bedste kranfører. Efterfølgende slog den 43-årige chauffør konkurrenter fra 14 lande af banen, da han sidste år vandt verdensmesterskabet i Storbritannien. Til VM gennemløb Johnny hurtigere end nogen anden forhindringsbanen – forbi de opstillede dunke, under en bom og ned i en tønde.

Lørdag eftermiddag slog Johnny med en stor margin sin egen verdensrekord, der lød på to minutter og 18 sekunder. Nu var tiden barberet ned til 1:41. Kort efter blev også det tal imidlertid slået – denne gang af udfordreren Tim Hansen, som har præsteret det hidtil bedste resultat på verdensplan: 1:36.

SAWO, der afholder kvalifikationsrunderne herhjemme, har store forventninger til, at også det kommende verdensmesterskab vindes af en dansker.

Fakta

Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er Danmarks største udendørs transportudstilling. På messen kan man møde 150 udstillere – herunder en lang række bilimportører, vognopbyggere og forhandlere af øvrigt transportmateriel. Desuden deltager mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt organisationer og medier. Messearealet er udvidet til 55.000 kvadratmeter.

Læs mere her

Vilde nyheder på Vestfyn: Mus i kampvognsform møder lynhurtige Ferrarier

Nogle af de nyheder, som blev præsenteret i snesevis på Vestfyn Trækker 2016, er særlig kuriøse: den tanklignende kæmpekran, de hidtil usete Ferrarier og spoileren, der banker brændstofforbruget ned.Med omkring 150 udstillere er listen af produktnyheder lang på Vestfyn Trækker – Transport & Logistik, der er blandt årets største fagmesser herhjemme.

– På Vestfyn Trækker finder man massevis af produkter, som bidrager til øget effektivitet, større bæredygtighed og lavere omkostninger. Som en ekstra gevinst er nogle af dem ret opsigtsvækkende, siger messearrangør Per Mikkelsen, der er direktør for den danske del af VBG Truck Equipment.

Kæmpekran på larvefødder

Magnus Skak begyndte for syv år siden at importere kraner fra tyrkiske Erkin World Power. Det førte til Skaks Kran Import & Eksport, som nu har bygget endnu et helt specielt køretøj: MUSEN – en 115 tonsmeter kran på larvefødder, som kan køre igennem åbninger på ned til 210 centimeter i bredden. Det giver nye muligheder i både kirker, baggårde, sale, huse og haller.

– Ingen anden så stor kran kan komme ind ad så små åbninger. Det betyder enorme tids- og omkostningsbesparelser ved reparation, restaurering og montering. Eksempelvis bliver det langt nemmere at montere altaner i baggårde og at udskifte loftmonterede elementer i haller og fabrikker, siger Magnus Skak.

Er Ferrari verdens hurtigste

Din Lastbilmægler, som er dansk hovedimportør af Ferrari, kunne fremvise en hel perlerække af nye produkter. Særlig opmærksomhed fik fire krannyheder, som for første gang blev vist i Danmark. De omtales af Morten Stegemejer fra Din Lastbilmægler spøgefuldt som verdens hurtigste.

– Ud over den karakteristiske postkasserøde farve er Ferrari især kendt for deres fjernstyrede kraner. Den unikke automatiske grabfunktion er en populær tilvalgsmulighed. Når grabben automatisk selv åbner og lukker, bliver dosering meget nemmere, forklarer han.

Kroghejs og spoiler med lav profil

Morten Stegemejer kunne også fremvise et helt nyt 24 tons Hydrolift kroghejs, som kun er 19 cm højt på vangerne. Det betyder, at hejset som det eneste af sin slags kan håndtere både fire- og syvmeters containere. Produktet vises monteret på en Mercedes opbygget med VBG’s nye modulbagende, Rear End Solution.

Endelig var der på Din Lastbilmæglers stand verdenspremiere på spoilersystemet V-Spoilers, som giver en brændstofbesparelse på op til 3,5 procent, og som virksomheden nu selv vil starte dansk fabrikation af.

Fakta

Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er Danmarks største udendørs transportudstilling. På messen kan man møde 150 udstillere – herunder en lang række bilimportører, vognopbyggere og forhandlere af øvrigt transportmateriel. Desuden deltager mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt organisationer og medier. Messearealet er udvidet til 55.000 kvadratmeter.

Læs mere her

Vestfyn Trækker 2016: KLC vinder Årets Opbygning

Alsidig forvogn, der kan omdannes til trækker, vinder titlen som Årets Opbygning på Danmarks største udendørs transportmesse.Fredag formiddag blev de tre nominerede til titlen som Årets Opbygning afsløret på Vestfyn Trækker – Transport & Logistik, der afholdes ved afkørsel 56 på Fynske Motorvej. Spændingen kulminerede søndag middag, da KLC A/S fra Kolding blev kåret som vinder.

– Kunden spurgte, om vi kunne bygge sådan en bil. Vi laver mange specielle, kundetilpassede opbygninger, og det er jo altid sjovt, når man får lov at lave noget, som er alt andet end standard. Ikke mindst derfor er det en fjer i hatten at vinde med et projekt, hvor man udfolder og afprøver nye ideer. Opbygningen har fået en meget positiv modtagelse her på Vestfyn Trækker, siger salgskonsulent Morten Thomsen fra KLC A/S.

Bedst ud af 20 kandidater

Dommerpanelet udvalgte de nominerede blandt 20 opbygninger. Ud over vinderen var Danlad udvalgt for en værkstedsbil leveret til Barslund A/S, mens MTDK A/S deltog i finalen med linktraileren AMT LG300. Dommer- og publikumsstemmer havde samme vægt, da sejrherren skulle findes.

– Kandidatfeltet har været meget stærkt. Opbyggerne har været dygtige til teknisk og markedsmæssigt at argumentere for deres produkter og til at komme tæt på kundernes behov. Vi har virkelig oplevet en evne til at tænke ud af boksen, som er meget kendetegnende for opbyggerbranchen herhjemme. Der er en udpræget vilje til at arbejde tæt sammen med chauffører og vognmænd, siger Hans Bruun, der er chefkonsulent hos Autobranchen Danmark, på vegne af dommerpanelets syv medlemmer.

Alsidig forvogn kan omdannes til trækker

Den vindende opbygning er en forvogn med aftagelig skammel og løs bagende, så bilen kan konverteres til krantrækker. Bagenden er med hydraulisk udskydelig bom, containerlåse og seks bådstøtter, som betjenes via kranens radiostyring. Dermed kan bilen både bruges som trækker, som containerbil og til bådtransport.

– Vinderen er et skoleeksempel på en multifunktionel, kundetilpasset opbygning med øje for de løbende omkostninger. Opbygningen er blevet til igennem et tæt og praktisk orienteret samarbejde mellem leverandør og vognmand, fastslår Hans Bruun.

Vinderen kan betragtes på Vestfyn Trækkers stand 29. Ligeledes kan man tage de øvrige to nominerede i øjesyn på standene 9-12 (MTDK A/S) og 74 (Danlad A/S).

Fakta

Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er årets største transportudstilling. På messen kan man møde 150 udstillere – herunder en lang række bilimportører, vognopbyggere og forhandlere af øvrigt transportmateriel. Desuden deltager mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt brancheorganisationer og medier. Messearealet er udvidet til 55.000 kvadratmeter.

Læs mere her

Verdensrekord for kranførere slået på Vestfyn Trækker

Da messen lukkede lørdag klokken 17, var der barberet 42 sekunder af verdensrekorden. Søndag fortsætter dysten.På Vestfyn Trækker 2014 vandt Johnny Jensen den indledende runde af materielproducenten HIAB’s jagt på verdens bedste kranfører. Efterfølgende slog den 43-årige chauffør konkurrenter fra 14 lande af banen, da han sidste år vandt verdensmesterskabet i Storbritannien.

Til VM gennemløb Johnny hurtigere end nogen anden forhindringsbanen – forbi de opstillede dunke, under en bom og ned i en tønde. Lørdag eftermiddag slog Johnny med en stor margin sin egen verdensrekord, der lød på to minutter og 18 sekunder. Nu var tiden barberet ned til 1:41.

Kort efter blev verdensrekorden endnu en gang slået – denne gang af udfordreren Tim Hansen. Status efter en lang eftermiddag med intens konkurrence mellem de to er, at Tim Hansen har præsteret den hidtil bedste tid: 1:36. Søndag fortsætter dysten. SAWO, der afholder kvalifikationsrunderne herhjemme, har store forventninger til, at også det kommende verdensmesterskab vindes af en dansker.

– Danmark er fyldt med dygtige kranførere, og resultaterne her på messen taler for sig selv. De danske deltagere ligger i top blandt tusindvis af europæiske medvirkende i konkurrencen, siger Vivian Knudsen, der er marketingkoordinator hos SAWO.

Fakta

Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er Danmarks største udendørs transportudstilling. På messen kan man møde 150 udstillere – herunder en lang række bilimportører, vognopbyggere og forhandlere af øvrigt transportmateriel. Desuden deltager mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt organisationer og medier. Messearealet er udvidet til 55.000 kvadratmeter.

Læs mere her

Vestfyn Trækker 2016: Her er de nominerede til Årets Opbygning

Rullende værksted, forskydelig linktrailer og alsidig forvogn, der kan omdannes til trækker, kæmper om titlen som Årets Opbygning på Danmarks største udendørs transportmesse.Fredag formiddag blev afsløret de tre nominerede til titlen som Årets Opbygning på Vestfyn Trækker 2016. MCH Messecenter Herning afholder konkurrencen, hvor de besøgende på messen sammen med syv ekspertdommere skal finde årets bedste specialopbyggede køretøj.

– De tre finalister er udvalgt ud fra 12 kriterier som eksempelvis relevans, potentiale, kreativitet og fleksibilitet. Fælles for dem er, at de netop er innovative, repræsenterer en stor nytteværdi og løser konkrete kundebehov. Derfor skaber de merværdi for mange. Dommerpanelet var meget begejstret og forlod nomineringsmødet i opløftet tilstand, fortæller projektleder Betina Engholm fra MCH.

Danlad gør værkstedet mobilt

Den første finalist er vare- og lastbilopbyggeren Danlad, som blev udvalgt for en værkstedsbil leveret til Barslund A/S. Entreprenørfirmaet henvendte sig for at få bygget et rullende værksted med så meget udstyr, at næsten alle reparationsopgaver kan løses på stedet uden ekstern hjælp.

– Her er tale om en gennemtænkt opbygning med masser af finesser og god finish. Mulighederne er meget større end med den typiske værkstedsbil. Sådan lød dommerpanelets motivation for nomineringen, som blev offentliggjort af messearrangør Per Mikkelsen, administrerende direktør for VBG GROUP Sales A/S.

Alsidig forvogn kan omdannes til trækker

KLC A/S er nomineret for en forvogn med aftagelig skammel og løs bagende, så bilen kan konverteres til krantrækker. Bagenden er med hydraulisk udskydelig bom, containerlåse og seks bådstøtter, som betjenes via kranens radiostyring. Dermed kan bilen både bruges som trækker, som containerbil og til bådtransport.

– En tanke er opstået, og så er der blevet handlet med flot resultat. Nytteværdien er stor, og vognmanden sparer en ekstra bil. En både brugervenlig, nyskabende og multifunktionel løsning, lyder det fra dommerpanelet.

Hydraulisk forskydelig linktrailer

Linktraileren AMT LG300 med hydraulisk forskydelig opbygning sikrer MTDK A/S en finaleplads. Baggrunden for produktet er, at mange kunder har ytret ønske om at reducere omkostningerne til vedligeholdelse af deres linktrailere. Da støtteben og drejeskammel på den nye linktrailer fra AMT er standardprodukter, er delene både billigere og mere tilgængelige. Derfor har nyheden et betydeligt kommercielt potentiale.

– Kundens behov er i centrum, og der er ikke alene tænkt ud af boksen, men også ud af Danmark. Løsningen er økonomisk og med stor nytteværdi. Samtidig giver den tryghed for chaufføren, mener dommerkomiteen.

Vinder kåres søndag eftermiddag

Vinderen af Årets Opbygning kåres søndag eftermiddag på Vestfyn Trækker 2016. Hvem der skal løbe med sejren, afgøres af publikum og dommere i fællesskab. Læs mere på www.vestfyntrækker.dk.

Fakta

Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er årets største transportudstilling. På messen kan man møde 150 udstillere – herunder en lang række bilimportører, vognopbyggere og forhandlere af øvrigt transportmateriel. Desuden deltager mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt brancheorganisationer og medier. Messearealet er udvidet til 55.000 kvadratmeter.

Læs mere her

Innovative nyheder fra Volvo og Mercedes

En række mærker fremviser nyskabelser på årets største transportmesse.Der ventes meget nyt på årets største transportudstilling, Vestfyn Trækker 2016, der afholdes ved motorvej E20 fra den 27. til 29. maj. Også på lastbilfronten, hvor blandt andet Volvo og Mercedes fremviser produktnyheder.

– Vores samarbejde med MCH Messecenter Herning sikrer Danmark et udstillingsvindue for lastbilnyheder hvert eneste år. Det giver god mening, for siden seneste Herningmesse er der kommet en del nyt fra bilproducenterne, forklarer Vestfyn Trækkers arrangør, administrerende direktør Per Mikkelsen fra VBG GROUP.

Ny Mercedes til ekstreme vejforhold

På Mercedes’ stand er der danmarkspremiere på en helt ny generation af den terrængående, firehjulstrukne minilastbil Unimog, som blandt andet er velegnet til autohjælp, vejservice samt entreprenør- og krankørsel.

– Den kan køre i selv de mest ekstreme terrænforhold. Unimog koster ikke mere end en traktor og har et væld af anvendelsesmuligheder. Derfor er dens potentiale stort, forklarer salgskonsulent Jesper Østergaard.

Desuden præsenterer Mercedes trækkeren Actros 2551 LS med en ny motortype, der sparer mindst tre procent brændstof i forhold til tidligere modeller.

Volvoer med hævbar tandemaksel

Volvo viser hele lastvognsprogrammet på messen – dels på Autohuset Vestergaards stand, dels på opbyggernes stande. Man kan også se nærmere på en bil med hævbar tandemaksel, som en del af mærkets trækker- og forvognsprogram nu kan leveres med.

– Tandemakselløft er en revolutionerende ny funktion, der konstant sikrer effektiv kørsel. Det giver mulighed for at kombinere trækkraft og lastkapacitet med køreegenskaber og effektivitet. Samtidig opnås brændstofforbrug og venderadius på linje med en almindelig bogiebil, fortæller teknisk supporter Peter Madsen.

Scania sætter fokus på brugt

For første gang udstiller Scania også brugtbiler på Vestfyn Trækker, og samtidig fremvises forskellige muligheder for opgradering og modernisering af vognmændenes nuværende flåder.

– Det handler om total cost of ownership og om at finde den helt rigtige samlede løsning til den enkelte vognmand. I nogle tilfælde er det klogeste at udskifte en del af flåden med nyere brugte modeller, hvor toppen allerede er taget af afskrivningen, og i andre tilfælde vil det optimale være at eftermontere eksempelvis Communicator flådestyring i eksisterende biler, siger Lars Jessen, der er Used Vehicle & Rental Manager hos Scania Danmark.

Fakta

Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er årets største transportudstilling. På messen kan man møde 150 udstillere – herunder en lang række bilimportører, vognopbyggere og forhandlere af øvrigt transportmateriel. Desuden deltager mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt brancheorganisationer og medier. Messearealet er udvidet til 55.000 kvadratmeter.

Læs mere her

Virksomheder foretrækker trekantsområdet

Trekantsområdet er Danmarks trafikale knudepunkt og tiltrækker mange virksomheder. KTerhvervsbyg A/S, der er specialister i erhvervsbyggeri, mærker den stigende interesse for området, der har god geografisk beliggenhed, et godt erhvervsklima og en velfungerende infrastruktur. Aktuelt er entreprenøren snart klar med et nyt domicil for Alflow Scandinavia A/S i Vejen.Central beliggenhed samler kompetencerne og skaber arbejdspladser
Entreprenøren KTerhvervsbyg A/S oplever, at flere virksomheder vælger centrale beliggenheder i Trekantsområdet – gerne tæt ved motorvejen, hvorfra der er stor synlighed og gode transportforhold. Centrale tilkørselsforhold kan have stor indflydelse på virksomhedens logistik og en central placering er derfor attraktiv for mange industrivirksomheder. Også adgangen til kvalificeret arbejdskraft spiller ind:

”Vi mærker en stigende byggeaktivitet i Trekantsområdet, og oplever hvor vigtigt placeringen er for virksomhederne, der gerne vil bygge nyt. For mange er valg af beliggenhed et strategisk valg. Trekantsområdet er attraktivt både som geografisk knudepunkt men også fordi oplandet for arbejdskraft er stort.”, fortæller Per Henriksen, KTerhvervsbyg A/S. Entreprenøren færdiggør lige nu et nyt domicil for Alflow Scandinavia A/S, der leverer komponenter til kemi-, farma- og fødevareindustrien. Virksomheden har gennem de sidste par år fordoblet omsætningen, hvilket har givet behov for mere plads. Efter sommerferien flytter de ind i det nye domicil.

”Med det nye byggeri sikrer vi os fremadrettet, at vi kan udvikle virksomheden i den retning, vi ønsker og få samspillet mellem logistik og salg til at fungere optimalt. Der er ingen tvivl om, at Vejen har en god geografisk beliggenhed i trekantsområdet. Med denne placering har vi mulighed for at tiltrække dygtige medarbejdere fra lokalområdet men også fra de større nærliggende byer som Vejle, Kolding, Esbjerg og Middelfart”, lyder det fra adm. direktør Jens Martin Andersen, Alflow Scandinavia A/S.

Læs mere her

Aalborg Havn hjælper lastbilerne hurtigere på motorvejen

En ny trafikløsning, der løbende viser den hurtigste rute væk fra havnen og ud til motorvejen, skal afhjælpe de stigende trængselsproblematikker på både Aalborg Havn og i Aalborg Øst. Med løsningen håber havnen samtidig at kunne inspirere andre virksomheder til at tænke i smarte logistiske løsninger og servicer. Tæt trafik og trafikale flaskehalsproblemer er i dag et stigende problem for mange virksomheder i den østlige del af Aalborg. Aalborg Havn, hvor flere end 10.000 personer hver dag færdes, har implementeret en ny trafikløsning, som hjælper havnens brugere med at komme hurtigere væk fra havneområdet og ud på motorvejen som muligt.

Løsningen som havnen anvender, måler ved hjælp af 31 Bluetooth sensorer, der er monteret langs vejene, køretiden for de forskellige ruter og sparer trafikanter for forsinkelser.

“Stigende aktivitet giver stigende trængsel, og det mærker vi i form af trængsel på vejene til og fra havnen. Ofte kan du spare relativt mange minutter ved at køre den rigtige vej, og ved at give trafikanterne information omkring køretiderne kan vi gøre det lettere for dem at begå sig på havneområdet og slippe for eventuelle køer og spildtid,” fortæller Mette Schmidt, teknisk chef for Aalborg Havn.

Løsningen hedder BlipTrack og er leveret af nordjyske Blip Systems, der udfører beregningerne sammen med rådgivningsvirksomheden Cowi. Trafikmålingerne skal ikke kun afhjælpe den nuværende trængselsproblematik – de er også del af en mere langsigtet plan om at lette trafikken i Aalborg Øst. Når det nye universitetshospital står færdigt i 2020, vil omkring 13.000 ekstra biler benytte nogle af de samme veje, så muligheden for at kunne vælge alternative ruter er vigtig.

“Hvis vi kan bruge teknologien til at gøre tingene lidt smartere og lidt mere intelligente, synes vi, at vi skal gøre det,” siger Mette Schmidt.

Aalborg Havn håber, at trafikinformationerne kan blive startskuddet til, at flere vælger at tilbyde lignende servicer. Mange virksomheder og trafikanter vil med fordel have glæde af disse informationer, eksempelvis ved lufthavne, indkøbscentre, stadions, hvor trafikken er tæt.

Trafikanterne kan allerede nu gå ind på Aalborg Havns hjemmeside, hvor de aktuelle køretider mellem havnen og motorvejen løbende opdateres. Aalborg Havn planlægger desuden at formidle køretiderne på fysiske tavler ved udkørselsvejene til havneområdet.

Læs mere her

Transportmesse sætter ny besøgsrekord

8663 besøgte transportmessen Vestfyn Trækker 2014 i Ejby. Den nye Fiat Ducato løb med titlen som Årets Varebil, modellen Lærke fik to gange dekoreret sin afklædte krop med lastbilmotiv, og Johnny Jensen blev kåret til Danmarks bedste kranfører. Vejrguderne tilsmilede årets største transportmesse, Vestfyn Trækker 2014, der blev afholdt ved Fynske Motorvej i weekenden fra den 23. til 25. maj. Efter et regulært skybrud, kort før det lokale folketingsmedlem Lars Chr. Lilleholt (V) åbnede udstillingen, holdt det tørvejr det meste af weekenden med en del sol og temperaturer omkring 20 grader. 8663 besøgte messen, hvilket er det højeste tal i udstillingens historie – et hestehoved foran den hidtidige rekord, 8491, fra 2010. – Vi er meget tilfredse og glade for, at mange anser årets messe for den hidtil bedste, siger arrangøren, adm. direktør Per Mikkelsen fra VBG Group Sales A/S.

I åbningstalen fremlagde Lilleholt forslag til forbedring af transportbranchens rammevilkår. – Vejtransport er afgørende for vores samfund. Derfor skal der investeres mere i vejnettet. Venstre vil åbne op for modulvogntog på alle statsveje og bremse yderligere liberalisering af cabotage, ligesom vi støtter vægtforøgelse for syvakslede lastbiler til 56 tons. Vi vil ikke se passivt til, mens vognmændene bliver udkonkurreret af østeuropæere på ulige vilkår, fastslog folketingsmedlemmet.

Ducato og Johnny blev danmarksmestre
Efter talen kårede Lilleholt sammen med Motorjournalisternes Klub Danmark (MKD) Fiat Ducato til Årets Varebil 2014. Med messearealet som udgangspunkt har juryen testet 12 varevognsnyheder, og ud over sejrherren var Citroën C4 Picasso, Mercedes Sprinter og to varianter af Ford Transit kåret til finalister. – Ducatoen vandt, fordi prisen er lav sammenlignet med konkurrenterne, og fordi bilen byder på gedigen samlekvalitet og en god køreoplevelse, siger juryformand Carsten Teiner.

På SAWO’s stand blev en anden danmarksmester fundet, da nordsjællænderen Johnny Jensen vandt den indledende runde af HIAB’s jagt på verdens bedste kranfører. På blot to minutter og 43 sekunder gennemløb han forhindringsbanen – forbi de opstillede dunke, under en bom og ned i en tønde. Den 41-årige chauffør repræsenterer derfor Danmark, når den internationale vinder skal findes. – Andre erfarne kranførere brugte fem til syv minutter. Især vanddunkene gav udfordringer. Men Johnny er tæt på HIAB’s referencetid, 2:27, fortæller Vivian Knudsen, marketingansvarlig hos SAWO.

Maleri fra Volvo til kvindekrop
På Bridgestones stand tog den amerikanske kunstner Ray Hill opstilling ved siden af en farverig lastbil, som det har taget ham to måneder at dekorere i fri hånd og uden nogen form for skitse. Efter nogen overvejelse takkede maleren ja til en utraditionel udfordring fra dækfirmaets salgs- og marketingchef – nemlig at spraymale samme motiv på modellen Lærke. Kun iført trusser lagde hun velvilligt krop til eksperimentet både fredag og lørdag, og begge gange blev resultatet fint.

– Jeg har aldrig malet på et menneske før, men jeg bruger præcis samme airbrush på Lærkes krop, som jeg lavede en stor del af lastvognen med, afslørede en koncentreret Ray Hill midt i arbejdet.

Arrangør: Branchen gør det godt
Da Per Mikkelsen fra VBG bød velkommen til Vestfyn Trækker 2014, roste han transportbranchen for fremsynethed og evnen til at klare sig igennem en hård tid. – Jeg er stolt over at være del af en sektor, som til trods for svære forhold formår at stå sammen og løfte i flok, og hvor man tænker kreativt for at blive stadig mere konkurrencedygtig. Det er også i kraft af de egenskaber, Vestfyn Trækker bliver større og større for hver gang, lød det fra direktøren.

Mikkelsen opfordrede samtidig landets vognopbyggere til at danne en bred sammenslutning, som favner hele branchen og kan opnå politisk indflydelse. – Vores nabolande er nået langt med at implementere EU-kravene til helbilsgodkendelse, men herhjemme halter vi bagefter. Danske biler, der ikke lever op til kravene, taber værdi og bliver svære at sælge. Alt for få tænker i helbilsgodkendelse, og det havde vi undgået med en velfungerede brancheforening, fastslår han.

Fakta
Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er årets største transportudstilling. På messen, der blev afholdt fra 23. til 25. maj, kunne man møde 150 udstillere – herunder en lang række bilimportører, vognopbyggere og forhandlere af øvrigt transportmateriel. Desuden deltog mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt brancheorganisationer og fagmedier. Messearealet var i år udvidet til 55.000 m2. www.vestfyntraekker.dk

Læs mere her