Banedanmark har arbejdet på højtryk med at blive færdige med pinsens arbejder, der skulle udføres på strækningen mellem Odense og Nyborg.Der har desværre vist sig uforudsete udfordringer med at blive færdige til tiden på grund af problemer med en stoppemaskine på strækningen mellem Ullerslev og Marslev samt udfordringer med færdiggørelse af svejseopgaver på Ullerslev Station.
I samarbejde med jernbanevirksomhederne er det derfor besluttet, at der indtil kl. 15 tirsdag kører togbusser mellem Odense og Nyborg.
Vi har haft nogle kapacitets- og driftsmæssige udfordringer med betjeningen af en såkaldt stoppemaskine, der bruges i forbindelse med, at skærverne i sporet renses samt ved udskiftning af sporskifter, således at det ligger præcist, som det skal. Samtidig udestår der også svejseopgaver på Ullerslev Station, som har taget længere tid end forventet. Det betyder desværre, at vi ikke kan åbne sporet til trafik tirsdag, siger Steen Neuchs Vedel, direktør for Anlæg i Banedanmark.
“Belært af erfaringerne fra Kristi himmelfartsferien og for at sikre så robust en afvikling af landsdelstrafikken, er det i samarbejde med jernbanevirksomhederne blevet besluttet at indføre togbusser mellem Odense og Nyborg indtil kl. 15 tirsdag.
Der bliver arbejdet på fuld kraft med få afsluttet arbejderne så hurtigt som muligt, så der kan køres den planlagte trafik fra tirsdag eftermiddag. Vi beklager naturligvis de gener, det giver for passagererne og godsoperatørerne, siger Steen Neuchs Vedel.
Kunder, hvis rejse er berørt af det forsinkede sporarbejde mellem Nyborg og Odense, kan ifølge DSB gratis få ændret eller refunderet deres ubrugte billetter.
Det gælder ekstraordinært også Orange-billetter.
Kunder, der oplever en rejsetidsforlængelse på mere end en halv time, kan benytte DSBs Rejsetidsgaranti. Her har kunderne valget mellem økonomisk kompensation eller en ny billet til en tilsvarende rejse.