Togbusser mellem Odense og Nyborg indtil kl. 15 tirsdag

Banedanmark har arbejdet på højtryk med at blive færdige med pinsens arbejder, der skulle udføres på strækningen mellem Odense og Nyborg.Der har desværre vist sig uforudsete udfordringer med at blive færdige til tiden på grund af problemer med en stoppemaskine på strækningen mellem Ullerslev og Marslev samt udfordringer med færdiggørelse af svejseopgaver på Ullerslev Station.

I samarbejde med jernbanevirksomhederne er det derfor besluttet, at der indtil kl. 15 tirsdag kører togbusser mellem Odense og Nyborg.

”Vi har haft nogle kapacitets- og driftsmæssige udfordringer med betjeningen af en såkaldt stoppemaskine, der bruges i forbindelse med, at skærverne i sporet renses samt ved udskiftning af sporskifter, således at det ligger præcist, som det skal. Samtidig udestår der også svejseopgaver på Ullerslev Station, som har taget længere tid end forventet. Det betyder desværre, at vi ikke kan åbne sporet til trafik tirsdag,” siger Steen Neuchs Vedel, direktør for Anlæg i Banedanmark.

“Belært af erfaringerne fra Kristi himmelfartsferien og for at sikre så robust en afvikling af landsdelstrafikken, er det i samarbejde med jernbanevirksomhederne blevet besluttet at indføre togbusser mellem Odense og Nyborg indtil kl. 15 tirsdag.”

”Der bliver arbejdet på fuld kraft med få afsluttet arbejderne så hurtigt som muligt, så der kan køres den planlagte trafik fra tirsdag eftermiddag. Vi beklager naturligvis de gener, det giver for passagererne og godsoperatørerne,” siger Steen Neuchs Vedel.

Kunder, hvis rejse er berørt af det forsinkede sporarbejde mellem Nyborg og Odense, kan ifølge DSB gratis få ændret eller refunderet deres ubrugte billetter.

Det gælder ekstraordinært også Orange-billetter.

Kunder, der oplever en rejsetidsforlængelse på mere end en halv time, kan benytte DSB’s Rejsetidsgaranti. Her har kunderne valget mellem økonomisk kompensation eller en ny billet til en tilsvarende rejse.

Læs mere her

Salget af klippekort i hovedstadsområdet forlænges til februar 2015

Passagererne i den kollektive trafik i hovedstaden kan købe klippekort til rejser i hovedstadsområdet frem til den 9. februar 2015. Derefter anbefales passagerne enten at benytte rejsekort, app’en ”mobilbilletter”, periodekort eller at købe kontantbillet. Det er Direktørsamarbejdet i hovedstaden (DSB, Movia, Metroselskabet og Trafikstyrelsen), der har besluttet at forlænge salget af klippekort.

Baggrunden er, at en planlagt opgradering af rejsekortet er udskudt og først forventes afsluttet i løbet af efteråret 2014. Direktørsamarbejdet ønsker ikke, at systemopdateringen af rejsekortet kommer til at falde sammen med udfasningen af klippekort.

Systemopdateringen drejer sig primært om back-office funktioner, så nuværende rejsekortbrugere vil ikke mærke ændringer i systemet.

De klippekort, der er købt inden den 9. februar, kan bruges frem til og med 30. juni 2015. Derefter er det helt slut med klippekort, og ubrugte klippekort kan refunderes frem til 8. februar 2018.

”Det vigtigste for os er, at kunderne oplever en tryg overgang fra klippekort til rejsekort – så betyder det mindre, at udfasningen af klippekort udskydes, ” siger Christian Linnelyst, salgs- og produktmarketingschef, DSB

”Der er allerede mere end 375.000 kunder i hovedstadsområdet, der bruger rejsekortet, og for hvem det fungerer godt i dagligdagen. Med rejsekort rejser man i hovedstadsområdet til klippekortpris og opnår samtidig 20% rabat på rejser uden for myldretiden, ” siger Rebekka Nymark, Kundedirektør Metroselskabet

”To tredjedele af rejsekortbrugerne siger i den nyeste brugerundersøgelse, at de har fået en nemmere rejse med rejsekortet. Vi arbejder for, at de nye rejsekortbrugere oplever en smidig overgang fra klippekort til rejsekort, så de også bliver glade for rejsekortet, ” siger Søren Englund, Markedscenterchef i Movia

Fakta

Over 375.000 kunder i hovedstaden har allerede taget rejsekortet i brug. På landsplan er der solgt mere end 900.000 rejsekort og gennemført 70 mio. rejser, siden rejsekortet blev indført.
Rejsekorttaksterne i hovedstadsområdet vil fortsat svare til klippekortstaksterne og give mulighed for rabat på 20 % af klippekorttaksterne uden for myldretid.

Direktørsamarbejdet i hovedstadsområdet består af DSB, Movia, Metroselskabet og Trafikstyrelsen.

Direktørsamarbejdet er ansvarlig for at fastsætte takster (inden for takstcirkulæret) og beslutte, hvornår klippekortet skal udfases.

Læs mere her

Grønlands Lufthavne opgraderer sprogtests

image description
Når flyene letter og lander i de grønlandske lufthavne stilles der store krav til kommunikationen mellem piloter og Mittarfeqarfiits kontroltårne. Meldingerne skal være præcise og foregå på et letforståeligt fælles sprog, som regel engelsk og dansk. Derfor skal medarbejderne i tårnene jævnligt have tjekket deres sprogevner, og den opgave kan Mittarfeqarfiits egen uddannelsesinstitution nu varetage

Mittarfeqarfiit stod over for at måtte sende deres sprogassessorer på vedligeholdelseskursus i udlandet, for at disse kunne bevare rettigheden til fortsat at kunne vurdere kontroltårnenes medarbejdere (AFIS-operatørerne) sprogfærdigheder, eller fremtidigt at skulle anvende eksterne sprogassessorer. Mittarfeqarfiit havde hverken autorisation til at uddanne egne sprogassessorer eller eksaminere egne AFIS-operatører, og dette kunne have betydet store udgifter til eksterne kurser og konsulenter.

Derfor har lokale ildsjæle hos Mittarfeqarfiit arbejdet ihærdigt på at opbygge en sprogtestvirksomhed der kan uddanne egne sprogassessorer. Sprogassessorerne har autorisation til at kunne vurdere AFIS-operatørernes sprogniveau ifølge de internationale standarder på området, som de seneste år er skærpet.

”Uddannelsen af vores sprogassessorer foregår under tilsyn af Trafikstyrelsen, og vi har nu fire sprogassessorer i virksomheden. Nu kan vi selv både uddanne sprogassessorer og foretage de løbende tests, der er nødvendige for at sikre et højt sprogligt niveau i serviceringen af vores kunder i lufthavnene. Når vi vælger, at uddanne egne sprogassessorer, så er det ikke kun for at spare flybilletter og leve op til bestemmelserne. Det er også fordi, vi er sikre på, at vi kan gøre det på højeste niveau, og dermed skabe værdi for virksomheden og Grønland” siger Ryan Møller, der er ATS-koordinator i Mittarfeqarfiit og har udarbejdet håndbogen for Mittarfeqarfiit’s sprogtestvirksomhed samt har fået godkendt undervisningsmaterialet.

”Det er meget få virksomheder i Kongeriget, der har denne autorisation, så vi er meget stolte af, at Trafikstyrelsen har godkendt Mittarfeqarfiits ’Skolen for Interne Uddannelser’ til at uddanne og teste egne sprogassessorer,” fortæller Ryan Møller.

Hvor ofte en AFIS-medarbejder skal sprogtestes afhænger af vedkommendes sprogevner. Scorer man topkarakterer behøver man aldrig mere gå til sprogtest, og jo lavere man scorer, jo oftere skal man testes. Hos Mittarfeqarfiit vil ca. fire personer årligt skulle gennemføre sprogtesten på dansk og engelsk.

Besparelser i offentlig persontransport

Store besparelser uden forringelse af passagerservicen. 1stFrontstore har netop frigivet ver. 2.2 af TMS (Travel Management System).

TMS anvendes i dag af 5 trafikselskaber i Jylland og 2 på Fyn. Desuden er yderligere ét jysk selskab i gang med at forberede idriftsættelse af TMS.

TMS er et gennemprøvet standardsystem til håndtering af billettering i alle sammenhænge, hvor mange mennesker skal billetteres.

Ved indførelse af TMS opnås besparelser, da automatiseringen giver færre fejlmuligheder, bedre overblik og bedre mulighed for planlægning.

TMS er udviklet i samarbejde med Trafikselskabernes IT–samarbejde (TITSAM), Odense Bytrafik, FynBus, og bent gerts a–s.

Kort om TMS – Travel Management System

TMS håndterer blandt andet
· Kortudstedelse
· Prisberegning
· Salgssteder
· Refusion
· Clearing
· Statistik på busdrift
· Passagerstatistik
· Spærrelister

TMS kan anvendes håndtering af både papirkort og elektroniske berøringsfrie chipkort.

TMS kan håndtere prisberegning på tværs af takstsystemer (Amtsoverskridende rejser)

TMS kan tilbyde
· Optimering af drift og administration
· Reduktion af omkostninger
· Effektiv registrering og statistik
· Strategiske alliancer
· Målrettet markedsføring
· Flere tilfredse kunder
· Stor driftsikkerhed

1stFrontstore A/S er et softwareingeniørselskab med solid erfaring og ekspertise inden for udvikling af software, service og support af IT–løsninger. Vores kunder er både offentlige og private virksomheder.
 

Læs mere her

Succes for svensk togsatsning i Danmark, vækster i 2009

Det svenske jernbaneselskab, SJs, satsning på det danske togmarked har båret frugt, og efter første kvartal af 2009 kan SJ konstatere, at flere og flere danske togrejsende vælger at rejse med svenske SJ helt præcist 25 procent flere rejsende end forventet.

Det svenske jernbaneselskab SJ besluttede at satse stort på de danske togrejsende og øgede togdriften til og fra København fra 2 til 14 daglige afgange i starten af året. Efter første kvartal af 2009 kan SJ konstatere, at det var en god beslutning – flere og flere danske togrejsende vælger SJ som togoperatør når turen går hinsidan. Det er især på de længere togrejser mod fx Stockholm og på erhvervsrejserne, at SJ vinder.

"Vi kan se, at vi har vundet markedsandele – og det i et transportmarked, der ellers er i tilbagegang. Vi oplever en stigning i antallet af rejsende, der tager toget over Øresundsbroen, fra Danmark mod Sverige, og 30 procent vælger nu at rejse med SJ på deres erhvervsrejser," siger Mikael Hallberg, der er ansvarlig for SJs X2000 tog, der kører mellem København og Sverige.

SJ, som fra årsskiftet blev en større spiller på det danske togmarked, beskriver det første kvartal som en succes, hvor virksomheden har opnået de mål, som blev sat forud for den strategiske Danmarkssatsning og mere til; SJ kan således rapportere om en kundetilgang på 25 procent mere end målsat.

En af grundende til SJs hurtige etablering i Danmark på Sverigestrafikken hænger ifølge SJ nøje sammen med beslutningen om, at tilbyde meget erhvervsvenlige rejser mellem København og Sverige. På SJs X2000–tog er der udover gratis internetadgang også god mobildækning og madservering undervejs, hvilket gør det lettere at arbejde effektivt, mens man transporteres til sit møde.

"Efterspørgslen på hurtige og bekvemme rejser, hvor du har internetadgang og god mobildækning, er stor. Det kan vi levere, og det har danskerne fundet ud af og taget til sig. Vi forventer, at fremgangen fra første kvartal fortsætter, og at vi derfor vokser yderligere i Danmark i løbet af 2009," siger Mikael Hallberg.

En anden grund til SJs succes blandt danskerne skal findes i den gunstige valutakurs mellem den danske og svenske krone, hvorfor de billigste billetter fra SJ kan købes for 95 svenske kroner ca. 65 danske kroner. Da SJ startede den øgede togdrift i starten af 2009, oplevede man at bookingsiden havde nogle mangler, der gjorde, at danskerne ikke så let kunne finde frem til de billigste billetter. Dette er nu løst med en mere informativ hjemmeside.

SJs tog mod Sverige fordeler sig dagligt på seks direkte X2000 tog til Stockholm og syv direkte tog til Gøteborg, hvoraf tre er med X2000. Hertil kommer en forbindelse til og fra den Sydsvenske by Växjö.

For mere information om SJs danske satsning eller SJ generelt, kontakt venligst:
SJs presseafdeling +46 107518290

Om SJ
Hver dag rejser flere end 150.000 mennesker med SJ. SJ, er Sverige største togoperatør og flere end 4.000 ansatte sørger for at togrejserne er sikre, pålidelige, bekvemme og enkle. SJ kører mellem 250 stationer fra Navik til Berlin. SJs eltog drives af 100 procent genanvendelig energi fra vand– og vindkraft i Sverige. Rejserne er mærket med Bra Miljöval verdens skrapeste miljømærkning. I 2008 omsatte SJ for 9 milliader svenske kroner.

Om X2000 toget
SJs bekvemme hurtigtog, X2000, kører på de større strækninger med et stort antal rejsende. 43 X2000 tog kører hovedsageligt på stærkningerne mellem Stockholm–Gøteborg, Stockholm–København, København–Gøteborg og Stockholm–Sundsvall.
 

Læs mere her

Tag toget til Bruce Springsteen koncert

DSB og Arriva indsætter særtog, der kører gæsterne til og fra koncerten, når Bruce Springsteen & The E Street Band spiller i Herning d. 8. juli.
Togene giver gæsterne mulighed for at lade bilen stå og nyde turen hele vejen til og fra Herning.

I forbindelse med koncerten får kunderne 20 procent rabat på returbilletten, når de køber en Eventbillet i et af de betjente billetsalg.

Særtogene er arrangeret i samarbejde med MCH Messecenter Herning, der står for koncerten.

– Vi er meget glade for, at DSB og Arriva tilbyder vores gæster mulighed for nem og bekvem transport til og fra Bruce Springsteen koncerten. Gæsterne kan hygge sig og feste sammen på turen til og fra Herning, og de behøver ikke tænke på parkeringsplads eller planlægge, hvem der skal køre hjem, siger MCHs kulturchef Mette Kier.

Udrejse:
Fra København mod Herning er der på de fleste ordinære tog indsat ekstra vogne, derudover kører der særtog kører fra København H til Herning kl. 12.08, 12.56 og 13.56 og stopper ved de fleste stationer undervejs.

Hjemrejse:
Fra Herning mod Fyn/København H: kl. 0.10, 0.35, 1.00 og 1.15.(DSB)

Fra Herning mod Padborg: kl. 0.45(DSB)

Fra Herning mod Holstebro/Struer: kl. 0.05, 0.35, 1.05(DSB)

Fra Herning mod Århus: kl. 00:21(Arriva)

Fra Herning mod Esbjerg via Skjern: kl. 00:30(Arriva)

Desuden kører de ordinære Arriva og DSB tog
Læs mere om de nøjagtige tider på rejseplanen.dk

Pladsbilletter kan ikke reserveres i særtogene til hjemrejsen. Gæsterne kommer med særtogene i den rækkefølge, de ankommer til stationen.

– Med de indsatte ekstra tog vil vi være i stand til at transportere op til 6000 gæster til og fra Herning ifm. koncerten, siger Regionschef Jørgen D. Rasmussen fra DSB.

Kontakt DSB for yderligere information DSB Kommunikation 24680000

Med venlig hilsen
DSB & Arriva

Læs mere her

Flere billige togbilletter

Det skal være nemmere at få en billig togbillet. I 2010 vil DSB hæve antallet af Orange-billetter med 20 pct. Samtidig lancerer DSB i dag Orange Alarm en ny service, der skal gøre det lettere for kunderne at få fat i Orange-billetterne, som er mellem 25 og 75 pct. billigere end standardbilletter.

De billige billetter er meget populære, og derfor er der en del kunder, som oplever at gå forgæves efter de gode tilbud. Derfor vil DSB øge antallet af Orange-billetter med 20 pct. i 2010.

Herudover lancerer DSB i dag servicen Orange Alarm , som løbende orienterer tilmeldte kunder om billige Orange-billetter og særtilbud og dermed gør det nemmere for de kunder, der vil være sikker på at få fat i de billige billetter:

Orange-billetterne fungerer efter først-til-mølle-princippet, og der er helt naturligt rift om tilbuddene. Med Orange Alarm vil vi hjælpe de kunder, som er meget interesserede i de billige billetter, så de undgår at gå forgæves, siger Morten Bo Berthelsen, marketingchef, DSB Kommerciel, og fortsætter: Med Orange Alarm vil vi belønne de kunder, som involverer sig, klikker ind på dsb.dk og melder sig til vores tilbud og services.

Man tilmelder sig Orange Alarm via et link i højremenuen på dsb.dk. Når man har tilmeldt sig og opgivet navn og e-mail, vil man blive tippet om de gode tilbud fra DSB Orange ca. fem dage før alle andre. Dermed kommer man forrest i køen til de billige Orange-billetter, inden DSB bredt offentliggør tilbuddene i kampagnerne.

Vi håber, at et øget antal Orange-billetter og en forbedret service med Orange Alarm kan få endnu flere til at tage toget, siger Morten Bo Berthelsen.

DSB sælger mellem 115.000 og 150.000 Orange-rejser om måneden, hvoraf 30-50.000 går over Storebælt. På Storebæltstrafikken alene svarer det til en samlet besparelse til Orange-passagererne på mellem 1,5 og 3 mio. om måneden i forhold til at køre på Standard.

Læs mere her

S-tog om natten fra fredag den 20. november

Fra på fredag skal man ikke længere tænke over, om man når det sidste S-tog hjem, for nu kører S-togene hele natten efter fredag og lørdag i første omgang som et forsøg et halvt år frem. Herefter vil forsøgets resultater vise, om S-togene skal fortsætte med at køre om natten.

»Jeg glæder mig rigtig meget til på fredag. Vi har i mange år kørt natten efter julefrokostfredage, men de senere år er der opstået et yderligere behov. Det bliver rigtig spændende at se, hvor mange, der vil benytte sig af det, og jeg vil opfordre så mange som muligt til at tage imod tilbuddet, så vi har et forretningsmæssigt grundlag til at gøre forsøget permanent,« siger adm. direktør i S-tog, Gert Frost.

Lad bilen stå
Gert Frost håber også, at det vil få flere til at lade bilen stå.
»Når man kan tage toget hele vejen hjem, er der ingen grund til at tage bilen med ind til byen i weekenden. Forhåbentlig kan S-tog bidrage med at få flere sikkert hjem, nu hvor der er flere gode alternativer til bilen på alle tider af døgnet,« siger Gert Frost.

Event og halv pris
En større event på Nørreport fredag aften mellem kl. 21 og 01 vil gøre opmærksom på, at natkørslen begynder på fredag. Nørreport byder på loungestemning på pladsen foran stationen, hvor DJ Dex Diamond (Top 10 i sommer) spiller op til lounge, en bartender uddeler røde drinks i coctailglas, og der vil blive uddelt køreplaner og flyers. Derudover byder trafikselskaberne i hovedstadsområdet på halv pris på SMS-billetter fredag og lørdag mellem kl. 22 og 06 fra den 20. november og frem til nytår. Der er ikke nattakst på S-tog om natten, så det er halv pris på, hvad en almindelig billet koster.

Københavnerne glæder sig
En undersøgelse af holdningen og kendskabet til S-tog om natten, som blev gennemført i oktober, viser, at 45 procent af de adspurgte godt ved, at natkørsel på S-banen er på vej. Københavnerne er ifølge undersøgelsen meget positive over for tiltaget, som er hurtigere, nemmere og mere bekvemt end natbussen og billigere end taxa. I gennemsnit forventer kunderne at bruge S-tog om natten ca. otte gange om året, mens de unge og personer, der i forvejen bruger S-toget meget, forventer at tage S-toget om natten oftere.

Utrygt om natten
Nogle kunder ytrer i undersøgelsen bekymring for, om det er trygt at befinde sig i S-toget og på S-togsstationer om natten.

»Det er vi selvfølgelig opmærksomme på. Vi kører dog i forvejen til over midnat, og der er yderst sjældent for eksempel voldsepisoder i et S-tog eller på stationer i forhold til, hvad der sker i det omgivende samfund. Samtidig er der videoovervågning i alle S-tog og på alle S-togsstationer, så vi gør virkelig, hvad vi kan, for at komme følelsen af utryghed til livs,« fortæller Gert Frost.

Sådan kører S-togene om natten
S-togene kører en gang i timen om natten på alle strækninger.
Da alle strækninger bortset fra Ringbanen dækker det centrale afsnit i København, vil de kunder, der kun skal køre i det centrale afsnit, have S-tog hver halve time.
Allerede nu kan man finde natkøreplanen på dsb.dk under Køreplaner : http://www.dsb.dk/Find-og-kob/Indland/koreplaner/

S-togene kører som altid hvert 20. minut natten efter de tre første fredage i december.
Indimellem bliver der udført sporarbejde om natten for at forstyrre den daglige trafik mindst muligt. Derfor vil der nogle nætter om året ikke køre S-tog om natten, men blive indsat busser på de berørte strækninger.

Læs mere her

Pendlerkortet bliver billigere

Den 19. januar 2010 træder DSB’s nye takster i kraft, og også i år er der godt nyt til pendlerne. Prisen på pendlerkortet holder sig nemlig i ro og koster det samme som i 2008.

Pendlerne kan lægge et nyt togkort i tasken og lade sig transportere med stor tilfredshed. For andet år i træk fastholder DSB nemlig prisen på pendlerkortene, når taksterne traditionen tro bliver reguleret i midten af januar. Set i lyset af den almindelige prisudvikling betyder det reelt, at kundernes udgifter til det vanlige togkort til rejsen til og fra arbejde bliver en mindre post i budgettet end tidligere.

»Vi vil gerne belønne vores faste kunder med billigere rejser på et tidspunkt, hvor den finansielle krise kradser flere steder. Med fastholdelse af 2008-prisen på pendlerkortet giver DSB danskerne mulighed for at lade bilen stå og i stedet vælge den mest klimavenlige transportform til en særdeles attraktiv pris,« siger kommerciel direktør i DSB Mogens Jønck.

Kunder, der rejser på 10-tursklippekort, kan også med sindsro lægge rejsebudgettet for 2010. 10-tursklippekortene stiger kun en smule, nemlig med 1,5 procent.
Kunderne kan også se frem til endnu flere billige DSB Orangebilletter i det kommende år.

»DSB giver alle mulighed for at rejse klimavenligt. De meget prisbevidste kunder kan rejse billigt, når de i god tid køber en DSB Orange-billet. Samtidig betyder det, at presset på de populære afgange bliver mindre, og det giver bedre rejseoplevelser for alle vores kunder,« siger Mogens Jønck.
De almindelige standardbilletter stiger med 4,2 procent.

»Hovedparten af vores kunder rejser med enten pendlerkort eller 10-tursklippekort. Set i lyset af den generelle prisudvikling er det derfor kun en mindre del af kunderne, der kommer til at mærke prisstigningen. Med takstændringerne giver vi dermed et skulderklap til vores loyale kunder og opfordrer flere til at vælge DSB, hver gang de skal ud at rejse,« siger Mogens Jønck.

Priserne gælder rejser med DSB, der strækker sig over mindst to lokale takstområder.

S-tog tilgodeser også pendlerne
Også de faste S-togskunder kan se frem til reelt lavere priser på rejsen. Prisen på periodekortene fastholdes ligesom DSB’s pendlerkort nemlig på 2008-niveau. Rejsende på kontantbilletter og 10-tursklippekort må forvente en lille prisstigning.

»Vi vil selvfølgelig gerne vise vores faste kunder, at vi tager hensyn til dem, og at de gør det rigtige miljømæssigt ved at benytte kollektiv trafik. Og så vil vi gerne give mange andre lyst til at vælge den kollektive trafik frem for bilen, og her ved vi, at prisen er vigtig,« siger Gert Frost.

Priseksempler:

København – Århus, pris pr. rejse
Pris i 2009 : 325 kroner
Pris i 2010 : 339 kroner

Pris pr. rejse med et titurskort
Pris i 2009 : 249 kroner
Pris i 2010 : 253 kroner

Odense – København, pris pr. rejse
Pris i 2009 : 234 kroner
Pris i 2010 : 244 kroner

Pris pr. rejse med et titurskort
Pris i 2009 : 179 kroner
Pris i 2010 : 182 kroner

Med venlig hilsen
DSB Kommunikation

Læs mere her

DB Schenker leverer logistikken til Europas nye kulturby RUHR.2010

Deutsche Bahn gratulerer den europæiske kulturhovedstad RUHR.2010 i forbindelse med åbningsceremonien. Som hovedsponsor vil DB gøre sit yderste for sikre en succes.

DB’s administrerende direktør, Dr. Rüdiger Grube: “Deutsche Bahn er en aktiv partner for Ruhr-området. Det er derfor kun logisk, at vi som officiel mobilitets- og logistikpartner støtter RUHR.2010. Med vort engagement sørger vi for klimavenlig mobilitet til besøgende fra ind- og udland, for komfortable stationer og for perfekt logistik.”

Med særlige kulturbilletter gør Deutsche Bahn det attraktivt og nemt at komme til RUHR.2010, hvor f.eks. “Still Life”-projektet løber af stablen den 18. juli, Europas største gadefest. Her er det DB Schenker, der er ansvarlig for logistikken ved denne storevent. Efter afspærring af motorvej A40, som er Ruhr-områdets hovedfærdselsåre, vil DB Schenker transportere tusindvis af borde og bænke i løbet af natten, stille dem op og efter afslutningen af arrangementet fjerne dem igen i ekspresfart.

Sammen med Nordrhein-Westfalen-regionen starter DB endnu i januar måned et forsøg med e-billetsystemet “Touch & Travel”. Dermed kan mobiltelefonen anvendes som billet til bus, sporvogn, metro, S-tog, Regional Express og ICE. DB’s mobilitetstilbud omfatter også Call a Bike-cykler ved stationerne i Dortmund, Düsseldorf og Hamm samt biler fra DB Carsharing.

Hovedbanegården i Essen vil ved åbningen den 16. januar fremvise sit nye udseende med glaspavilloner i indgangspartiet, renoverede perroner og barrierefrie adgange. Passagerbygningerne i Dortmund og Duisburg skal også moderniseres. På stationen i Münster bliver perronfaciliteterne og adgangs­vejene fornyet i 2010. Yderligere 108 små og mellemstore stationer i Nordrhein-Westfalen bliver moderniseret. Investeringerne i stationerne afholdes af staten, regionen og Deutsche Bahn.

2 pressefotos kan downloades fra Schenker A/S hjemmeside:
http://www.schenker.dk/press/news/document_18664.html

Flere fotos findes i DB s fotodatabase under Aktuell :
http://www.bahnimbild.de/fotothek/cmd/ aktuell

Læs mere her