Granly Diesel A/S – den nye kraftfulde partner

Den danske Cummins importør ændrer navn for at stå stærkere som leverandør af dieselmotorer til vands og til lands. Afdelinger i Esbjerg rykker sammen i nye lokaler.

Den danske importør af verdens førende motorprogram, amerikanske Cummins, hedder i fremtiden Granly Diesel A/S med hovedkontor i Osted ved Roskilde og filial i Esbjerg. Samtidig samles de to afdelinger i Esbjerg, salg og service, på adressen Fiskerihavnsgade 34, hvor det nuværende værksted er renoveret, og et nybyggeri på 130 kvadratmeter med salgslokaler og konferencerum står klart.

– Vi føler ikke, at vi kan skabe den nødvendige vækst i virksomheden med det nuværende navn og i de bygninger, vi hidtil har været i. Vi har importeret og serviceret Cummins i 48 år, og det vil fortsat være vores hovedprodukt, men vi vil gerne have andre produkter ind for at stå bredere og skabe grundlaget for en større forretning, siger adm. direktør i Granly Gruppen Kjeld Vogt.

Importøren har hidtil været kendt under navnet Cummins Diesel Salg & Service A/S, der 1. januar 2007 overtog Esbjerg–virksomheden Svenning & Pedersen, specialist i Deutz–motorer. Fra 17. oktober er navneskiftet til Granly Diesel en realitet, og det vil være synligt med nyt logo, hjemmeside og i al markedsføring.

Potentiale i industrikunder
Det nye selskab har 28 medarbejdere og har hovedlager og værksted i Osted. Filialen med salg og værksted i Esbjerg er foruden Cummins specialist i Deutz og Perkins. Ofte sammenbygges Cummins med andre produkter i de løsninger, Granly Diesel sammensætter til kunder inden for søfart, fiskeri, lystbåde, offshore og industrien.

– Vi er ved at brede os til også industrien på land, hvor vi på OEM–basis leverer motorer til ek¬sem¬pelvis større pumpeanlæg, et område vi ser store potentialer i, siger salgschef Preben Vogt.

Kunderne betjenes i fremtiden fra et uændret forhandlernet med syv erhvervsmarineforhandlere og fem lystbådsforhandlere samt udkørende montører fra Grenaa og Vojens til at supportere forhandlerne. Alene Cummins–motorprogrammet spænder fra 43 HK til 3060 HK på alle dieselmotorer, der eksempelvis indgår i komplette generatoranlæg.

– Vi forventer os en betydelig vækst og er samtidig åbne over for opkøb af forretninger, der passer ind i vores strategi. Granly Diesels forventede omsætning i 2008 er på ca. 60 mio. kr., siger Kjeld Vogt, der også er adm. direktør for det nye selskab.

Granly Gruppen står på tre stærke ben
Kjeld Vogt overtog sammen med en investor Granly i 1992. I 1998 blev Granly opkøbt af ML Industrimaskiner i Osted, og hermed opstod Granly A/S samt Cummins Diesel Salg & Service Danmark A/S. Koncernen har siden foretaget tre opkøb i Esbjerg. Granly A/S opkøbte Iras Marine og Alkab, og senest er Svenning & Pedersen opkøbt af Cummins Diesel Salg & Service A/S.

– Vi begyndte i sin tid med under ti medarbejdere, og virksomhedens vækst kom i takt med, at vi blev underleverandør inden for stålarbejder til stadig flere industrikunder. Med Granly Smede og maskinværksted, Granly Marineservice og Granly Diesel A/S har Granly Gruppen nu tre stærke ben at stå på og et solidt økonomisk fundament, siger Kjeld Vogt.

Foruden direktør Kjeld Vogt, 47 år, består ledelsen i Granly Diesel A/S af fætteren og salgschef Preben Vogt, 36 år, servicechef Dennis Hansen 41 år og reservedelschef Per Tranto, 53 år. Med et ledelsesteam i den rette alder er kontinuiteten sikret i en årrække.

Granly Diesel A/S markerer fremtidssikringen ved en reception i de nye rammer i Fiskerihavnsgade 34 den 9. november.
 

Læs mere her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *